wawawomb | "Op på hesten igen" - om manglende empati
Artikler Om wawawomb Klinikker Encyklopædi Kontakt
App

"Op på hesten igen" - om manglende empati

Kvinder, der oplever gentagne graviditetstab, står med en enorm sorg uden nødvendigvis at få svar på, hvorfor de mister graviditeten. Den sorg gribes ikke altid helt af sundhedsvæsenet, ifølge læge Camilla Birgitte Sørensen.

Skrevet af:

Camilla Birgitte Sørensen

Gentagne graviditetstab

27. januar - 2021

Her fortæller læge Camilla Birgitte Sørensen om sin egen oplevelse som patient.

Igennem de seneste årtier har der været fokus på det menneskesyn patienternes mødes af i sundhedsvæsenet. De skal ses som tænkende individer med egne rettigheder, tanker, behov, forventninger, følelser m.v. Man taler om at 'patienter skal ses som mennesker med ret til medbestemmelse over forhold, der vedrører deres eget liv'. Og vil da også sige, at jeg tvivler på, at der i dag er sundhedspersonale, der ikke ønsker at arbejde ud fra ovenstående syn på patienterne.

Men alligevel står vi i en situation, hvor flere forskellige forskningsstudier har kunnet dokumentere, at kvinder og deres partnere, der gennemlever uønskede graviditetstab, ikke føler sig mødt og hørt på en tilstrækkelig og sensitiv måde i sundhedsvæsenet.

Selv oplevede jeg, at der opstod en kæmpe diskrepans imellem det hospitalet tilbød mig af støtte i mine abortforløb, og det som jeg havde brug for. En diskrepans der førte til, at den ensomhedsfølelse der i forvejen var uundgåelig, kun blev mangedoblet og at de psykologiske konsekvenser, der fulgte med de svære tab kun blev endnu mere tydelige for mig, men fortsat ikke italesat af de sundhedsprofessionelle.

Som læge ved jeg, at jeg selv og størstedelen af mine kollegaer, hver eneste dag går på arbejde for at give vores patienter den bedst mulige behandling

Vi gør vores ypperste for at yde den omsorg som patienterne har krav på. Men den service yder vi ikke for de kvinder og mænd, der har været berørt af graviditetstab.

Om skribenten

Camilla Birgitte Sørensen
er læge og bor i København.

"Patienten i centrum"

Når vi som patienter ikke føler, at vi bliver hørt og rummet, ja, så mener jeg, at det er sundhedsvæsenet pligt at forsøge at ændre på dette og ikke kun med ledelsernes floskler om ”patienten i centrum”, men rent faktisk undersøge og ændre, hvordan denne patientgruppe bliver mødt og fulgt på vejen.

Mange mangler i sundhedsvæsenet kan tilskrives knappe ressourcer og ikke mindst for lidt tid til den enkelte patient, men jeg tror, at problemet i dette tilfælde er mere komplekst og i højere grad handler om uvidenhed, manglende indsigt og en anden opfattelse af det at miste en graviditet.

Et dansk studie fra Rigshospitalets Enhed for Gentagne Graviditetstab viser, at par søger en større grad af sensitivitet, empati og support I deres møde med sundhedsprofessionelle. Bl.a. nævnes specifikke sætninger at være ufølsomme. Selv må jeg desværre bekræfte, at jeg ved mit 2. tab, nærmest ikke havde fået benene ud af stålbøjlerne, før personalet på stuen fortalte mig de selv samme sætninger: ”Det er kroppens naturlige måde at skille sig af med graviditeter, hvor der var noget galt med fosteret”. ”Det er ret normalt, at det sker. Det er bare op på hesten igen”.

...og jeg må med skam erkende, at jeg tidligere har tyet til selv samme floskler i håbet om at lindre de patienter jeg stod overfor.

Eller måske var det bare fordi, at jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle sige? Eller fordi jeg ikke på det tidspunkt var klar over, hvor mange følelser der følger med sådan et tab?

Den lille løgn

Og i virkeligheden er den klassiske forklaring jo også lidt en løgn, og måske netop derfor skurer det i patienternes ører. For det er ikke nødvendigvis fosteret, der er noget galt med. Og det er ikke nødvendigvis ”normalt” at tabe sine graviditeter. For ja, op mod 25% af graviditeter går til grunde, men for de 2-3% der oplever gentagende graviditetstab (3 efter hinanden følgende graviditetstab før uge 22+0, eller 2 graviditetstab efter, at der er set levende foster ved nakkefoldsscanningen) er årsagerne kun i ca. 50% af tilfældene at finde hos fosteret, hvor de resterende 50% skyldes årsager hos kvinden og/eller parret. Og de hårde odds er, at der hos par med gentagende tab kun er 50% sandsynlighed for at næste graviditet fører til et levendefødt barn.

Så nej, lige den dag ville jeg ikke høre, at det er kroppens naturlige måde at selektere på,

og jeg vil slet ikke høre på, at jeg ”bare” skal gå hjem og prøve igen, når jeg er klar.

Jeg vil ikke presses til at acceptere mit tab som “det bedste, der kunne ske” og komme videre, når jeg lige dér føler, at jeg ikke ”kun” har mistet et foster – men derimod alle drømmene om det barn, jeg troede voksede i mig. For ikke kun er det kommende lille barn taget fra mig, det er også håbet om, at jeg nogensinde vil kunne klare at bære en hel graviditet.

Jeg vil mødes med respekt for mit tab, empati og en støttende arm, når jeg grædende skal gå ud af konsultationsrummet. Jeg vil høre, at der er hjælp at få. IKKE kun til de blødninger og smerter jeg måske kommer til at opleve, men også hjælp til alle de mørke tanker, der trænger sig på. I en af de foldere man kan få om ufrivillig abort står der 3 linjer om, at det er normalt at blive psykisk påvirket og at det kan kræve en dag eller to med afslapning. De resterende 3 sider handler om de fysiske ting min krop skal gennemleve de næste dage, men ingen steder står der, at det ikke bliver de fysiske ting, der kommer til at have betydning i det lange forløb, men derimod de psykiske påvirkninger der følger med.

I dag forsvinder ens kontakt med sundhedsvæsenet ligeså hurtigt som vandrejournalen makuleres, og det lille foster er fjernet fra livmoderen.

Tilbage står man med sit store tab, beskeden om at det hyppigt sker og en pamflet med gode råd om næste samleje, ingen brug af tamponer og nul svømmehalsbesøg.

Værsgo - gå hjem, hel dig selv og find information på hestenettet.

Generelt må vi gennemtænke bedre patientforløb. Kvinder der er ved at abortere, skal ikke nødvendigvis sidde i samme ambulatorie som højgravide damer, der skal til et ekstra tjek. De skal så vidt muligt mødes af det samme personale (hvilket kan være lettere umuligt på de offentlige hospitaler), eller i det mindste mødes af personale der læst journalen og kender en evt. forhistorie. De skal ikke, som jeg selv, sendes alene til et overfyldt blødprøveambulatorie med halvanden times ventetid, lige efter at man har fået en meget svær besked. Mødet med en fyldt ambulatorie liste, der ikke muliggør en hurtigere tid til en medicinsk eller kirurgisk abort, skal supplere med information om, at proceduren også kan foregå hos privatpraktiserende gynækolog, hvis man ønsker dette i stedet.

Selv ville jeg have haft gavn af, at der havde været en projektleder lidt tidligere i forløbet. At nogen gav mig følelsen af den støttende arm og planlagde ikke kun det forløb jeg var i, men også sørgede for, at der var noget på den anden side af aborten. Måske et telefonopkald med info om, hvad man kunne vente af næste graviditet, plads til spørgsmål etc. Måske endda mulighed for en psykologsamtale?

Det er anerkendt, at både kvinder og deres partnere kan blive svært psykisk påvirket af et graviditetstab – også i mange år efter tabet.

Omgivelserne kan have svært ved at forstå, hvor meget sorgen og håbløsheden kan fylde for den enkelte, når drømmen om det liv der ventede skyldes ud i toilettet. På trods af støtte fra min fantastiske kæreste og mit netværk, følte jeg til sidst, at jeg var ved at blive skør af sorgen, de evige skuffelser og frygten for aldrig selv at skulle få mulighed for at blive mor. Sammen med angsten for at blive konfronteret med gravide damer, fik alle de følelser mig til at isolere mig mere og mere fra sociale arrangementer med de mennesker jeg ellers elskede at tilbringe tid med, hvilket kun gjorde mig endnu mere ulykkelig.

Ingen ret til hjælp

I dag giver abort før 19. uge ikke ret til psykologhjælp. Dette på trods af, at der er fem gange så mange tilfælde af svære til moderate depressioner blandt kvinder med gentagende graviditetstab sammenlignet med andre kvinder, der forsøger at blive gravide.

Flere mænd har i den føromtalte danske undersøgelse fortalt, at de i en periode følte sig nødsaget til ikke at reagere for at holde modet oppe på parrets vegne og for at være der for kvinden, der både gennemlevede et fysisk og psykisk tab. Parrene var i undersøgelsen enige om, at der i højere grad er behov for, at begge parter blev anerkendt i forløbet omkring tabene og bliver støttet i forløbet efter.

Det er essentielt, at behandlere der møder kvinder og deres partnere under et graviditetstab, er opmærksomme på, hvor alvorligt et livsøjeblik de berørte kan befinde sig i, og takler dette individuelt med parrets behov for øje.

Parrene skal så vidt muligt følges i et trygt miljø, informeres efter behov, udredes tidligt for årsagen til graviditetstab og støttes såvel fysisk som psykisk både under tabet, men også på vejen mod (og under) en evt. ny graviditet. Det vil være omkostningsfuldt, men forhåbentligt ville det kunne spare rigtige mange berørte par for svære fysiske og psykiske oplevelser.

Et af de første skridt på vejen kunne meget vel være øget fokus på parrenes behov under mødet med sundhedsvæsenet. Formentlig kan vi for meget små penge uddanne vores sundhedspersonale i at møde denne særlige patientgruppe med de kommunikative værktøjer der kræves. Samle patienter og klinikere i ét rum og lade os lære af hinandens ønsker og behov.

Jeg er i hvert fald ikke er øjeblik i tvivl om, at mine tre tab har gjort mig endnu mere opmærksom på, hvordan jeg som læge møder og behandler mennesker i sorg. Opmærksom på, hvordan jeg med ord kan støtte, trøste eller endda såre.

Ord har magt – lad os sammen blive klogere på, hvilke vi skal bruge til at lindre.

Vil du læse mere?

Fertilitetsbehandling

Når man vil gøre hvad som helst for en graviditet

Krystaller for fertilitet? Urter indtaget ved måneskin? Når man er i behandling, er man ofte klar til at gøre hvad som helst - bare det giver en baby.

22. januar - 2021