Artikler Om wawawomb Encyklopædi Kontakt
App

Ægdonor: Anne-Marie har fået fire aborter og ønsker ikke selv børn

Anne-Marie har en svær opvækst, som gør hun ikke ønsker sig børn. I stedet har hun valgt at donere sine æg for at hjælpe andre kvinder, som brændende ønsker sig et barn.

Skrevet af:

Cathrine Widunok Wichmand

Personlig historie

29. januar - 2021

wawawomb interviewer Anne-Marie.

Anne-Marie har en svær barndom bag sig. En barndom som trak spor i en ungdom, som gjorde udslaget i et voksenliv. Og derfor vil Anne-Marie ikke have børn. Men fertil er hun, så fertil at hun har fået fire aborter, og derfor har hun besluttet sig for at hjælpe andre med deres børn. Hun er blevet ægdonor.

Hvorfor har du truffet beslutningen om, ikke at få børn?

Jeg har hele livet følt mig sikker på, at jeg ikke skulle have børn. Af flere årsager. Jeg har desværre lidt af et voldsomt dårligt selvværd, der har gjort, at jeg slet ikke kunne forestille mig, at jeg en dag ville møde en partner, der gad mig – så hvorfor overhovedet håbe på børn?

… Derudover voksede jeg op i et kaotisk hjem med en alkoholisk far med store psykiske belastninger. Og den historie har jeg haft en stor angst for at gentage. Så jeg er ligesom blevet enig med mig selv om at lukke ned for de tanker.

Om Anne-Marie:

Anne-Marie, 36 år

Bor i Søborg

Nu hvor jeg er et andet sted i livet så har jeg lært at holde af mig selv og kunne se, at jeg har meget at byde på – og at der også er en partner, der en dag vil opdage dette. Jeg tror dog stadig ikke, jeg vil have børn men så kategorisk afvisende er jeg ikke længere. Lige nu er mit ypperste ønske dog at få et kærlighedsfyldt og respektfuldt parforhold. En gård på Bornholm. Og måske et plejebarn.

Har du hele tiden følt dig sikker i din beslutning?

Ja... Jeg har også haft muligheden. For børn. Jeg har fået ikke mindre end 4 aborter. De er alle sammen opstået i kraft af, at jeg ikke har værdsat mig selv nok til at bruge prævention, eller bede ham om at gøre det. Min krop og at passe på den var ikke en prioritet for mig.

Alle gange har beslutningen været helt tydelig for mig. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg skulle have aborten. Børn skulle jeg ikke have. Hverken med de partnere jeg nu har haft eller alene.

Aborterne er dog et tydeligt bevis på min fertilitet. Vælger jeg at tro i hvert fald. Så når jeg efterfølgende har mødt venner og familie som har kæmpet med næb og klør for at blive gravide, har jeg gjort mig lidt lille. Det virker ikke fair. At jeg kan blive gravid igen og igen uden at ville. Og at de mennesker, som jeg holder af, skal kæmpe så hårdt. Nogle kæmper - for aldrig at opnå drømmen. Alle kæmper - for at gå igennem smertefulde og destruktive forløb, der slider på krop, sjæl og parforhold.

Hvad gav dine venners sorg dig af eftertanke?

Det fik mig for et par år siden til at tænke på ægdonation. Og heldigvis for det, fordi der er jo en tidsgrænse på, hvornår man må donere – til og med det 35. år. Jeg har længe været bloddonor, arbejdet frivilligt, altid hjulpet til hvor jeg kan og har også et arbejde, hvor jeg arbejder med menneskers udvikling hver dag. Det er vigtigt for mig at give af mig selv.

Det giver mig en meget stor glæde og værdi at se, at jeg kan gøre en positiv forskel i andre menneskers liv. Så for mig ligger ægdonation i en naturlig forlængelse af de tanker

Når jeg vendte mine tanker med min familie og venner var der ikke en eneste, der syntes, at det var en dårlig ide. Mange sagde dog, at det var en stor ting, som de ikke nødvendigvis selv ville gå igennem.

Efter at jeg havde doneret første gang, fik jeg en kæreste. Han blev lidt jaloux på de æg, jeg gav væk. Som om de blev taget fra ham og hans chancer for at få børn med mig en dag. Til det kunne jeg kun svare, at min reserve var blevet checket som en del af godkendelsesforløbet, og at jeg jo smider mindst et æg ud om måneden, så mon ikke min krop havde nok til, hvis vi en dag skulle have børn. Men selvom han var skeptisk, var han også stolt af mig. Jeg gjorde en stor ting for nogle mennesker, som jeg ikke kender.

Når man er donor kan man vælge, om man vil være åben eller lukket doner. Hvad har du gjort dig af tanker om det?

Ja det skal man vælge. Og alle skal oplyse højde og drøjde, hårfarve og øjenfarve. Jeg vil tro, det er så modtagerne måske har en lille chance for at vælge en donor, der vil give dem et barn, der ligner mor lidt. Men den åbne donor har også muligheden for at skrive lidt om sig selv. Og allervigtigst; så siger man ja til at barnet må kontakte donor, når de er fyldt 18.

Jeg snakkede med nogle veninder om dette. De er lesbiske og har benyttet en donor for at få et barn. Og kender flere i samme situation. Deres fornemmelse var, at hvis man vælger at modtage æg eller sæd fra en åben donor, så er det fordi man har tænkt sig ”at gøre brug af det”. Det er jo vidt forskelligt, hvordan man taler om donor i de små familier. Nogle holder det hemmeligt, andre afleverer beskeden når/hvis barnet begynder at stille spørgsmål. Andre igen har helt fra starten en meget åben fortælling om, at mor eller far havde problemer med byggeklodserne, så der var en donor, der hjalp dem. Under alle omstændigheder kan der jo opstå øjeblikke ved sygdom, eller hvis barnet har nogle helt andre øjne end mor og far, eller hvad ved jeg.

Jeg tror, at det er vigtigt, at man som donorbarn, hvis man vil, – en dag kan tage kontakt

Måske bare for at se giraffen. Måske for at få nogle svar. Måske bare for at sige hej – jeg findes! Under alle omstændigheder så føltes det rigtigt for mig at være åben donor. Så det kan jo være, at det en dag banker på døren. Eller også gør det aldrig. Men det er ikke op til mig, og det har jeg det godt med.

Jeg tog kontakt til Fertilitetsklinikken på Herlev Hospital. Jeg havde googlet lidt rundt og besluttet mig for, at det offentlige var det rigtige for mig, så ”alle” havde adgang til mine æg. Jeg kom ind til en indledende samtale, hvor jeg blev spurgt ind til mit helbred, både fysisk og psykisk, samt familiehistorik med det samme. Og så blev jeg målt og vejet og taget blod.

Da svarene på blodprøverne kom fine retur, blev jeg accepteret. Min profil blev oprettet, og så var det bare at vente og se, om nogen ville vælge mine æg. Pludselig en dag, mens jeg sad midt i et spil ølbowling på Roskilde Festival, ringede telefonen med et ukendt nummer. Der var nogen, der gerne ville have mine æg. Wow.

Så du bliver godkendt som ægdonor, hvordan er forløbet så op til ægdonation?

Selve proceduren er ikke helt enkel, men til alt held har jeg ikke været synderligt ramt af bivirkninger. Jeg blev bedt om at komme ind, når min menstruation startede. Der scannede de mig (hver gang jeg siger scanner, så er det altså en dildo-agtig sag, der får kondom på og føres op i skeden. Det er altså den der scanner og ikke den uden på maven, man bruger ved graviditet, som man måske ser på film,) for at se hvor mange æg jeg havde, der lå klar i æggestokkene. Man har altid lidt ekstra liggende klar og altså ikke bare det ene, der sendes afsted i den pågældende cyklus.

Hver gang havde jeg en fin mængde æg, der var store nok til, at de ville starte mig. Der lå i snit ti på hver æggestok. De æg vil de gerne høste, alle sammen. Det gør man ved at modne dem med hormoner. Så jeg skulle instrueres i at tage hormoner, hvilket er nogle sprøjter jeg skulle stikke ind i maven. Jeg har aldrig stukket mig selv før, så det var lidt spændende første gang. Jeg har aldrig haft problemer med nåle og har en meget høj smertetærskel, men det er alligevel noget andet at skulle påføre sig selv det.

Første gang stod jeg i min mors køkken og spurgte hende ”tror du bare, jeg skal gøre det?”. Men selvfølgelig skulle jeg det. Og så var det ikke så slemt overhovedet. Det var sådan et lille av, når nålen skulle trykkes igennem huden. Og så en skør sensation, når man skulle trykke væsken ind. Det skulle jeg så gøre - hver aften ved samme tid i en uges tid. Så skulle jeg scannes igen for at se, hvordan det gik med at modne æggene. Er der nok? Er de store nok? Lægerne ville jo gerne have så mange som muligt, så hver gang blev der skruet op for dosen, så de kunne blive store og fede, alle sammen. Når jeg så nærmede mig ægløsning, skulle jeg også have nogle andre hormoner.

Så det er altså 2 forskellige sprøjter. De nye hormoner havde til job at holde ægløsningen tilbage. Det nytter jo ikke noget, at jeg laver alle de her fine æg, og min krop så bare sender dem afsted på normal vis. Efter denne scanning blev jeg kaldt ind endnu en gang for at se, om alle var glade. Og når der er en god portion æg, der er ved at være der, skal man skifte præparat igen. Denne gang for at gøre klar til, at æggene skulle tages ud.

Og hvordan er selve ægudtagningen foregået for dig?

Selve dagen for udtagningen er en dag, hvor man skal tage fri/ferie fra arbejde. De andre scanninger har jeg bare kunnet cykle til og fra og var dermed kun væk fra job i ca. en times tid. Men indgrebet er lidt en anden størrelse, så der skal man ikke andet den dag. Jeg mødte ind om morgenen. Jeg blev vejet og fik lagt et drop. Og så fik jeg nogle smertestillende piller og tilbudt beroligende medicin. Og så var det ellers at vente til det blev min tur. Og da det blev min tur, blev jeg kaldt ind på stuen. Igen og igen har jeg skullet nævne mit cpr-nummer, og jeg havde efterhånden mødt folk nogle gange, så der var en ret behagelig stemning, synes jeg.

Inde på stuen mødte jeg lægen, to sygeplejersker og en biokemiker, som alle skulle være med til festen. Når jeg så havde lagt mig i stolen, fik jeg sprøjtet noget smertestillende ind i mit drop. Det virker dejligt hurtigt, så man ikke ligger med numsen bar i evigheder. Når det så virkede, startede indgrebet. Lægen startede med at stikke noget smertestillende op i nærheden af æggestokkene, så jeg blev altså bedøvet både her og der. Igen lidt ventetid og så startede det. Den sammen slags scanner, som bliver stukket op i skeden under undersøgelserne, dildoscanneren, havde nu en nål monteret, som blev stukket op gennem skeden, ind gennem skedevæggen og ud i æggestokkene, og den kan samtidig suge æggene ud.

Jeg kunne følge med på en skærm undervejs, og det var faktisk ret fedt at kunne se, hvad der foregik, for der blev rumsteret godt og grundigt i underlivet! Støt og roligt blev alle de æg, der er store nok, taget ud. Og biokemikeren fik dem sendt hen til sit forstørrelsesglas, og så sad hun der og råbte: 7 æg! 12 æg! 15 æg! Og pludselig – bum – var det ovre. Så kom jeg ud i et venteværelse og sad i en dejlig stor stol med et tæppe på, og saftevandet serveret. Der skulle jeg så lige sidde og sunde mig til, at bedøvelsen var løftet lidt, og jeg havde tisset. Inden jeg fik lov at gå hjem, fik jeg en lille pose smertestillende med.

Det synes vi er vildt smukt - at gå det igennem for andre og i øvrigt sidestille det med bloddonation. Ville du gøre det igen?

Det ville jeg! - og har gjort det i alt 5 gange, inden jeg blev 36. Når jeg er kommet hjem, har jeg været træt og mør. Det føltes som mensessmerte af den stærke slags, så jeg var glad for de smertestillende og en god lur. Men dagen efter kunne jeg fint tage på arbejde.

Jeg ved ikke, hvad der er sket med mine æg. Så snart de er ude af mig, er de ikke mine mere. Jeg har ikke krav på at vide, om der blev lavet nogle babyer eller ej

Men jeg føler klart, at jeg har leveret prima kvalitet, hehe... Jeg tog også mig selv i at tænke mere over min kost under forløbene. Jeg ville gerne bygge så gode æg som muligt. Jeg tror ikke, det har gjort den store forskel, men de æg har fået al den gode karma, jeg overhovedet kunne sende med.

Som ægdonor får du 7.000 kroner pr. ægdonation, synes du det opvejer generne?

Når man tager alle de timer, jeg har været væk fra arbejde, risikoen for bivirkninger, hormonbelastning osv. i betragtning er det ikke særlig meget. Men det er bestemt heller ikke kroner og ører, der motiverer mig til at donere æg. Nu kan jeg ikke donere flere gange, da jeg har ramt aldersgrænsen, men jeg mener, at man må donere æg op til syv gange. Det er trods alt en belastning for kroppen. Og også psyken.

Jeg var så heldig, at jeg ikke fik de store bivirkninger. Men nogle af de aftener, hvor jeg stod med nålen i maven ude på toilettet på en restaurant, fordi det lige var blevet den tid, der tænkte jeg lidt ”hvad Fanø har jeg gang i?”...

Jeg håber, der vralter nogle små ønskebørn rundt i verden nu. Det er jo derfor, jeg har gjort det. Og hvem ved, måske de en dag tager kontakt. Det vigtige for mig er, at nogle mennesker har oplevet, at de har fået den hjælp, de så desperat havde brug for for at opfylde deres drømme.

Vi styrker fællesskabet og bryder med ensomheden, når vi deler. Har du også lyst til at dele dine oplevelser med os, så skriv til os på kontakt@wawawomb.dk.

Vil du læse mere om æg...?

Viden om

5 ting du skal vide om ægudtagninger

For nogle et smertefuldt indgreb og for andre en 'walk in the park', men ægudtagningen kommer du ikke uden om, skal du igennem IVF- eller ICSI-behandling.

29. januar - 2021