Artikler Om wawawomb Encyklopædi Kontakt
App

Amanda: "Jeg har ingen far men to mødre, som fik mig, fordi de elskede hinanden"

Amanda er donorbarn. Hun har to mødre, som elsker hende, og hun har intet behov for at vide mere om "manden med klatten". Men det kan omverdenen have svært ved at forstå.

Skrevet af:

Amanda Egestorp

Fertilitetsbehandling

28. april - 2021

wawawomb deler Amandas historie.

Amanda er i dag 30 år. Det lykkedes hendes forældre i første forsøg, og donoren blev anonym. Det var ikke et valg i 1980'erne. Det har givet en ro for Amanda, at hun som 18-årig ikke blev tvunget til at tage stilling til, om hun skulle kontakte ham.

Hej, jeg hedder Amanda. Jeg har ingen far, men til gengæld er jeg heldig at have to mødre, som fik mig, fordi de elskede hinanden

- Denne sætning har været mit møde med omverden, fra jeg var helt lille.

Om Amanda:

Amanda Ane Egestorp, 30, Cand.Psych.
Arbejder som børnepsykolog med
familier med misbrug, København

Sådan har jeg mødt verdenen, fordi det var helt naturligt for mig at fortælle, hvordan vi var som familie, og fordi jeg så lige kunne komme folk i møde, inden de fik sagt ”Og hvad så med din far?”. Du tænker måske, at det kan være en lidt underlig måde at møde andre, og det har du måske ret i. Men det her er min historie om at være ”regnbuebarn” og ”donorbarn”. Jeg håber, at du vil lytte nuanceret og fordomsfrit til min historie. For måske behøver det slet ikke for alle være så kompliceret, som nogle måske går rundt og tror.

Det “forbudte” ønske om et barn

Mine forældre, som er to kvinder, mødte hinanden i ’89 og blev spurgt om, de ønskede en familie. Det gjorde de, og hurtigt blev de insemineret med anonym donorsæd på en klinik i ’90.

Senere da mine forældre igen forsøgte at blive gravide, blev det ulovligt for enlige og homoseksuelle par at blive inseminerede, men de var heldige at nå det inden lovgivningen blev ændret med mig.

Det eneste, vi vidste, om ”manden med klatten” var, at han også var i et fertilitetsforløb med sin kone. De ønskede at hjælpe andre med at få deres drøm opfyldt.

Mine forældre prøvede i flere år at få flere børn end mig, men det lykkedes ikke, og fordi de ikke kunne gennemgå et ”normalt” forløb dengang pga. lovgivningen, så var der ikke meget mere hjælp at få, og de valgte at stoppe. Min mor og mor blev skilt, da jeg var 12 år, hvorefter min ene mor blev gift igen med en ny kone. Jeg kalder min mors kone for ”min Helle”.

Mit halve ophav

På mange måder er jeg rigtig glad for, at mine forældre valgte en anonym sæddonor. Der var heller ikke andre muligheder for dem dengang. Men de siger, de ville gøre det samme igen.

Jeg tænker, at de turde tage valget for mig, så jeg ikke selv skulle stå med ansvaret og valget om at tage kontakt, når jeg blev 18 år. På denne her måde behøvede jeg slet ikke tage stilling. Da jeg blev 18 år, manglede jeg nemlig intet. Jeg havde kærlighed til skyerne. Hvad mere kunne jeg have brug for?

For mig forestiller jeg mig dilemmaet med en åben donor, som en stor dør, der står på klem. Man bliver tvunget til at tage stilling. Man kan vælge at tage chancen og åbne døren, og se hvad der står på den anden side. Måske har man hele livet følt trækket fra den halv åbne dør.

Måske bliver man glad, måske bliver man skuffet.

Men min dør er lukket. Det trækker slet ikke.

Opståelsen

Jeg forsøgte på et tidspunkt næsten at ”fremprovokere” en interesse. Det var da jeg fik vores første datter. Når man bliver forælder, tænker man meget på ens biologi og genetik, og der er rigtig mange, som siger, at babyer ligner deres far - at det er en urting, så manden kan se, det er hans barn.

Men interessen var der bare ikke rigtig for min ”far”.

Jeg har på en måde en naiv tanke om, at jeg bare er ”opstået” fra min mor, og alt det jeg ikke kan finde hos min mor af udseende, synes jeg, at jeg kan placere hos min mormor og morfar.

Jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke helt hænger sådan sammen, men det giver alligevel mening for mig sådan. For mig er der bare ikke ”en derude”.

Og så er der termen ‘donorbarn’...

Jeg har altid sagt, at jeg er et donorbarn, også selvom det måske klinger lidt sjovt, når nu jeg er voksen. Men hvorfor ikke sige, at jeg er donorbarn? Jeg siger også, at jeg er et ”regnbuebarn”, og jeg har jo også bare været et barn.

At være et donorbarn er for mig noget særligt, en historie om enorm kærlighed og en stor indsats. Ikke noget, som er særligt dårligt. Det er særligt, fordi det er historien om, hvordan jeg blev til, og særligt fordi det jo netop er sådan, min familie er. Uden en far. Det skammer jeg mig ikke over, og derfor siger jeg bare, hvad det er.

Men ordene fylder, og derfor tænker jeg ofte over, hvordan jeg omtaler mine forældre for folk, som ikke kender mig så godt. For man kan umiddelbart godt tænke, at min familiekonstellation og mine forældres seksualitet da ikke er interessant nok til at dukke op i samtaler. Men det gør den faktisk. Underligt nok.

Derfor overvejer jeg ofte, om jeg skal sige ”mine forældre” i stedet for ”min mor og min mor”. Førstnævnte er sgu bare engang imellem lidt lettere, men sidstnævnte er jo sådan, vi er. Det behøver vi ikke gemme os bag.

Hvordan forklarer man det for sit lille barn?

Jeg har ALTID vidst, at jeg var donorbarn. Eller rettere skrevet; jeg kan ikke huske, at jeg ikke har vidst det. Noget af det, jeg er mine mødre så taknemmelig for, det er deres evne til altid at have talt åbent med mig om det. Selv som barn, så det var forståeligt.

De gav mig helt konkrete sætninger, som et lille barn kan forstå, og som jeg kunne bruge. ”Vi fik dig, fordi vi elskede hinanden, og lægen hjalp os med det” eller ”Nej, du har ingen far. Du har to forældre, der elsker dig”. Og jeg vidste fuldstændig hvad det betød at blive insemineret. Det var meget simpelt for mig at forstå. Jeg ved i hvert fald, at jeg i børnehaven fortalte dem alle sammen, at ”mine forældre er elektriske” (læs: lesbiske).

Nogle gange kunne et par andre børn sige: ”Alle børn har en far.” Men så spurgte jeg mine mødre, som igen forsikrede mig om vores historie, om kærligheden, så jeg kunne komme tilbage og fortælle, hvordan det hang sammen, og jeg oplevede, at de andre børn accepterede det og sagde: ”Fint nok, sådan må det være, når nu du siger det”.

Mine mødre fortalte mig, at jeg nok var lidt længere fremme end andre børn til, at de måske helt kunne forstå det, men “det var bare fordi, jeg var lidt klogere”. De gav mig oplevelsen af, at jeg vidste mere end andre, og at det var en gave at være i en anderledes familie. Jeg husker, at der engang var en lille pige, der sagde til mig, at hun syntes, jeg var heldig. ”Heldig fordi, at så har dine forældre faktisk ønsket dig rigtig meget.” På den måde minder det mig om, at børn er så søde og umiddelbare og ønsker bare, at der er nogen, der elsker dem for dem, de er. Fordommene møder jeg hos de voksne, som kan have underlige spørgsmål, og som ikke helt kan acceptere, at det betyder så lidt for mig, at jeg ikke har nogen far.

Far-rollen

Vi har aldrig brugt ordene ”min far”. Det virker for fjernt. Jeg har simpelthen ingen følelsesmæssig forbindelse til ordene ”min far”. Det giver bare ikke genklang i mig. Tværtimod.

Som om nogen ønsker, at jeg skal have en far, som jeg ikke synes eksisterer.

En far er jo for mig en, der har del i ens liv. Det kan næsten gøre mig helt frustreret, når der er nogle voksne, der insisterende siger ”Jamen, du har jo en far”. NEJ, jeg har ingen far, og det er netop det, vi har talt om derhjemme.

Der er også flere voksne, som insisterende (og lettere grinende) siger: ”Jamen, så har du jo tre mødre”, fordi min mor er blevet gift med Helle. Men nej, det har jeg heller ikke. Det er jo ikke sådan, at min ”port” til mødre bare står åben, og alle kan vade ind. Nej, jeg har ”min Helle”, og hun er noget helt særlig dejligt for mig.

Jeg talte engang med en veninde, som sagde til mig: ”Tænk, hvis man som kvinde i et heteroseksuelt forhold skulle gøre sig ligeså mange tanker om den mand, man vælger at få børn med. Så kan vi da være helt sikre på, at der ikke vil blive lavet lige så mange børn.”

Og det er netop en af mine pointer: At alle mennesker har fået udstukket nogle rammer i deres liv, og de rammer sættes ofte lang tid før, vi bliver født. Det handler for mig ikke om vilkårene, men om hvor gode de voksne er til at snakke med børnene om det og forberede dem på verdenen derude. Derudover vil jeg gerne fortælle kommende forældre til ”donorbørn”, at jeg har det helt fint, og er sådan ret normal, tror jeg. Og at børn kan forstå utrolig meget. Det er derimod de voksne, der kan være fordomsfulde, men at de voksnes fordomsfuldhed ikke har noget med dem at gøre. Netop det tager jeg med mig til andre områder af livet, og det vil jeg altid være mine forældre taknemlige for.

Regnbuebørnebørn

At være et donorbarn vil jo altid være en del af mig, og det bliver på en måde ved med at få nye betydninger. For eksempel efter jeg selv er blevet mor, og nu skal forklare vores døtre (som jo er ”regnbue” børnebørn), hvorfor de ikke har nogen morfar. Min store datter på snart 5 år, syntes det er lidt synd for mig, at jeg ikke har nogen far, fordi hun elsker sin far. Men jeg minder hende om, at jeg har haft to mødre, der elsker mig. Som jo nu er hendes mormødre, og så forstår hun det pludselig igen og føler, hun har fået svar nok. Og så øver jeg mig på at finde balancen i, at møde verden åbent, når jeg skal fortælle om mig og min familie, og samtidig ikke møde den med: ”Hej jeg hedder Amanda. Jeg har ingen far, men jeg har to mødre…”. For ud over det, så er der jo meget mere at fortælle om os, end at jeg er donorbarn.

Vi styrker fællesskabet og bryder med ensomheden, når vi deler. Har du også lyst til at dele dine oplevelser med os, så skriv til os på kontakt@wawawomb.dk

Vil du læse mere om sæddonorer?

Fertilitetsbehandling

wawawomb: Hvordan vælger man 'rigtigt', når man vælger sit barns DNA?

Når du af den ene eller anden grund har brug for en sæddonor, så har du pludselig en helt ny og stor ting at tage stilling til; halvdelen af dit barns arvemasse. Hvordan vælger man lige 'rigtigt'?

22. april - 2021