Artikler Om wawawomb Encyklopædi Kontakt
App

Anastasia: "Jeg har lært at fokusere på, hvad jeg får, og ikke hvad jeg går glip af"

Anastasia har altid ønsket sig en stor familie, og som 25-årig i gang med sin uddannelse beslutter hun sig sammen med sin kæreste for at gå i gang. Kort før specialeforsvar føder hun tvillinger.

Skrevet af:

Barbara Sonja Saouma

Viden om fertilitet

07. juni - 2021

wawawomb deler Anastasias historie.

Anastasia har altid drømt om at få børn tidligt. Hun ønskede sig den store familie, som hun ikke selv har haft. Derfor vælger hun og kæresten Gustav også at få børn under uddannelse. Det kræver på den ene side en skarp prioritering, men på den anden side giver det også den lille familie en enorm fleksibilitet og mulighed for at fokusere på det nære.

Læs her Anastasias historie om, hvordan de har gjort dét at få børn, mens de er unge og under uddannelsen.

Vi startede med at tale om børn, familieliv og fremtid på en af vores første dates. Det var mit absolutte yndlings emne, for jeg har glædet mig hele livet til at skabe en familie. Jeg er selv enebarn, og mine bedsteforældre gik bort, da jeg stadig var en baby. Jeg skulle starte min egen familie, en stor og varm en, og det var en prioritet, der for mig oversteg både karriere og økonomi.

Vi så ens på mange ting, men ikke hvornår vi skulle have børn. Jeg ville skabe det, jeg altid har savnet, og Gustav ville skabe den helt rigtige relation mellem os som fundament for vores børn. Det takker jeg ham for i dag. Han kommer fra en smuk familie med to søskende, og han har boet i det samme hus næsten hele livet. Hans fundament er helt på plads, og han er den helt rigtige afgørende brik i mit liv. Vi diskuterede, skændtes, græd og råbte. Vi forstod ikke hinanden og denne mørke tid blev afgørende for vores forhold. Vi har skabt det stærkeste fundament, og det er præcis sådan, jeg ville have familie, og det fik jeg med Gustav.

Men hvornår skulle vi så prøve at blive gravide? Det almindelige er at tænke over økonomi, bolig, karriere - men vi fandt hurtigt ud af, at det aldrig ville blive afgørende for os. Selvfølgelig skulle vi nok klare den. Vi skulle bare være sammen.

En morgen i februar kom Gustav til mig og sagde, at han syntes, vi skulle gøre det; prøve at blive gravide. Han følte sig ikke bange længere, og han syntes, at vi var stærke. Vi gik i gang med det samme, jeg stoppede på mine p-piller, og vi undersøgte alt om ægløsning. Først i denne proces lærte jeg min krop og min cyklus at kende. Det var lærerigt, og den dag i dag ved jeg præcis, hvor jeg er i min cyklus hele tiden bare ved at mærke efter. Jeg kendte stadig ingen, der var gravide eller havde børn, men det hele var så rigtig og naturligt for mig.

Syv måneder senere blev jeg gravid. Når man er i det, kan syv måneder ligeså godt blive til syv år. Det er en virkelig hård proces, og jeg var ikke engang i den særligt lang tid.

Men i september, 2018; to streger! Glæden og spændingen var enorm, og efter et par uger nævner min mor, at mormor jo var tvilling… Det vidste jeg egentlig godt, men det var gemt dybt inde.

Jeg bestilte en tidlig scanning, vi var kække og jokede hele dagen med, at det var tvillinger (for selvfølgelig var det ikke det). DET VAR DET. To babyer på en gang! Jeg var ude af den, Gustav evigt rolig med ordene: “... i det mindste er der ikke tre”.

Jeg kom hurtigt med ombord og så for mig, at det her var min store mulighed for den familie, jeg har drømt, planlagt og kæmpet for.

Jeg var 25 og Gustav 26 år. Graviditeten var fantastisk, hård og et stort yndlingsminde. Jeg lå i sofaerne på CBS og skrev mit speciale. Min studiegruppe var støttende og seje til at taste, mens jeg dikterede, så jeg kunne ligge mest muligt ned.

Som tvillingegravid havde jeg masser af plukveer. Vi afleverede opgave tre uger før min tvillingetermin (38+0).

Jeg planlagde hele tiden med, at jeg ville få en fantastisk graviditet, om der var en eller to, og skulle det ændre sig, ville jeg tage den derfra. Det værste, der kunne ske, var, at jeg måtte udskyde mit speciale og gøre det igen året efter.

Og så kom fødslen…

Jacob fik lov at være enebarn i præcis 28 minutter, inden Bille kom ud, og det kunne ikke være bedre. Tre uger efter fødslen tog jeg babyerne under armen, ammede ud, gav den ene til min mor og den anden til Gustav, stoppede min amme-bh med fire ammeindlæg i hver og håbede, at mælken ikke løb, og at drengene ikke nåede at blive sultne, og så gik jeg ind og forsvarede mit speciale i halvanden time og fejrede mit 10-tal med at amme først den ene og så den anden.

Jeg opererer meget ud fra at leve det liv, jeg gerne vil, i stedet for at planlægge efter det. Det er ligesom nu, det sker, så hvorfor skulle børn stå i vejen? Vores børn deltager i vores liv, næsten som vi levede det før. De kommer altid først, og de er blevet nogle smukke sammensatte mennesker. Jacob og Bille graver efter regnorme, spiser på michelinrestauranter med mormor og morfar, bygger hegn i farmors sommerhus, sidder på bagsædet på fire timer lange køreture til venners ødegårde i Sverige. De kan alt det, vi har lyst til, og vi er oftest sammen om det.

Vores børn er to år gamle, og de er fuldstændig ligeglade med, at vi stadig bor i vores lille lejlighed. De vil bare gerne være sammen med os og vores hund og kravle alt for højt op og falde ned.

Men går jeg glip af noget? Det har jeg gjort mig mange tanker om ved at få børn tidligt.

Jeg har lært i livet at fokusere på, hvad jeg får, og ikke hvad jeg går glip af. Når det så er sagt, er det meget få ting, jeg faktisk går glip af. Og den største er nok, at jeg meget sjældent kan ligge en dag i sengen og se serie og spise snacks - det elsker jeg, men det fungerer ikke med små børn. Så vi går hellere ud af døren og laver noget.

Mine veninder var ikke samme sted, men siden er de kommet tættere på. Jeg betragter mine veninder som min familie, og derfor er mine børn oftest med, når vi ses. De fleste venner kommer hjem til os og spiser aftensmad, så putter en af os drengene, og så er vi sammen med vores venner uden børn, mens de sover - langvarige relationer på den måde er en af de største gaver, jeg kan give mine små - i min optik.

Jeg er så utroligt stolt og lykkelig over mit privilegium og for det liv, vi har skabt ved bare at gøre det. Men selvfølgelig er det også et spørgsmål om prioriteter og valg.

Jeg brugte et år sammen med drengene på barselsdagpenge, og så nogle måneder derefter under corona som nyuddannet på dagpenge i færd med at finde et job. Vi boede i Frederiksberg Kommune, hvorfor Gustav kunne overgå til at hjemmepasse vores drenge for 10.000 kr. udbetalt, mens jeg startede på mit nye fuldtidsarbejde.

Da Jacob og Bille blev 17 måneder, fik de plads i vores drømmevuggestue. Jeg tjener en fuldtidsløn, og Gustav er selvstændig i de fire timer mellem han bringer og henter drengene. Det hele løber rundt i den perfekte balance af, at Gustav har lidt mere tid end mig, fordi jeg tjener den største del af pengene til vores liv. Til gengæld kan han bringe og hente, og kl. 16 ses vi hver dag og laver noget sammen.

Det fungerer, fordi vi har prioriteret at leve, som vi gør med masser af tid til hinanden, men på primært en fuldtidsløn.

Min fuldtidsløn skal dække alle faste udgifter, og når en af os tjener noget ved siden af (jeg på min instagram og Gustav på møbelsalg) bliver det betragtet som en bonus til os selv og vores opsparing.

Vi har fået børn ud fra den ideologi, at det eneste vigtigste for dem er nærvær - og måske en løbecykel at komme hurtigt frem på. Det var det, vi kunne give dem med mig som studerende.

I dag sidder jeg som Head of Brand for et nyt mor/baby hudplejebrand, SoKind. Og hvis vi skulle få flere børn, så er det en helt anden koordinering end at tage beslutningen under studie. Jeg har lyst til at få børn - især fordi de første er så utroligt gode - men jeg har ikke lyst til at gå glip af noget på mit arbejde, og slet ikke i en ung dynamisk virksomhed. Og skulle vi beslutte at få et barn (eller to, fordi her producerer vi dobbelt) mere, ville jeg næppe kunne køre samme model som på studiet, hvor jeg lå ned og skrev i seks måneder. Som gravid under studie kunne jeg det hele, blive kandidat og tvillingemor inden for tre uger.

For os har det været helt rigtigt at tilsidesætte økonomi, bolig og alle de kedelige praktiske ting, men vi er også nogle sære nogle. Helt alternative og helt almindelige samtidig.

Nu er vi igang med at optage et lån til en stor gård med masser af jord, måske syd for københavn måske helt vestpå - det er kompromiset for at det kan lade sig gøre med vores indtægt.

Jeg føler lidt, at vi køber det liv, vi har drømt om. Vi tager et skridt ad gangen, men indtil videre går vores familieliv virkelig godt.

Vi er meget stolte af vores måde at være forældre og kærester på, så på denne måde fortsætter vi, til det ikke giver mening længere.

Jeg ved godt, at det kan virke overvældende, og at der mange ting, man skal tage stilling til, men hvis man bare kigger på the basics, så bliver det meget nemmere at vælge til eller fra.

Mit bedste råd er at gøre det, der skal til for at skabe et drømmeliv. Hvis det er vigtigt at tjene et bestemt beløb eller bo i en bestemt kommune, så er det det helt rigtige. Men hvis relationerne og selve familielivet er det vigtigste, så bliver det hurtigt ligegyldigt, hvor man bor, og så kan man også tillade sig at tjene det mindre.

Vi styrker fællesskabet og bryder med ensomheden, når vi deler. Har du også lyst til at dele dine oplevelser med os, så skriv til os på kontakt@wawawomb.dk

Vil du vide mere om at blive gravid mens du er ung?

Viden om fertilitet

Lægen: Hvornår bør jeg senest starte med at få børn?

Det er det sværeste spørgsmål at svare på: Hvornår skal jeg gå igang med at få børn? Vi forsøger at finde ud af, om der er et lægevidenskabeligt svar, vi kan give dig.

18. februar - 2021