wawawomb | Anna håbede lidt, at barnet bare ville dumpe ned fra himlen
Artikler Om wawawomb Klinikker Encyklopædi Kontakt
App

Anna håbede lidt, at barnet bare ville dumpe ned fra himlen

Anna ved, at vil hun være mor, så kommer hun som lesbisk til at få brug for hjælp. Anna er halvvejs i 30'erne, da hun møder sin kæreste. Igang med IUI, men det bliver et længere forløb.

Skrevet af:

Barbara Sonja Saouma

Fertilitetsbehandling

27. januar - 2021

wawawomb interviewer Anna.

Anna var 34 år, da hun møder sin kæreste, og de kom hurtigt ind på emnet børn. Annas kæreste er ikke interesseret i at bære, og med Annas alder in mente, bliver de to hurtigt enige om, at de skal rykke inden længe. Her er Annas historie - også om at møde behandlingssystemet som lesbisk, når det er tydeligt indrettet til heteroseksuelle i retorikken.

Har du altid forestillet dig, at børn skulle være en del af din historie?

Ja! Men ud fra det faktum at jeg som lesbisk altid godt har vidst, at jeg skulle igennem fertilitetsmøllen i en eller anden forstand for at det kunne lykkes. Der har dog været nætter, hvor jeg drømte, at barnet blot ville falde ned fra himlen og lande i min livmoder, men jeg måtte sande, at jeg ingen jomfru Maria var.

Så mødte jeg min kæreste. Jeg var på det tidspunkt knap 30 år. Der gik ikke længe, før vi vidste, at vi gerne ville have børn, og grundet min alder, hun er 4 år yngre og ønsker ikke at bære, så lå det ude i en synlig fremtid.

Der gik måske lige knapt et år, så sad jeg der hos en ny læge, jeg havde mødt for første gang og fortalte om ønsket at få et barn. Et par klik senere modtog jeg henvisning og to dage senere ringede behandlingsstedet, så jeg kunne blive tjekket. Kontordamen, jeg snakkede med, fablede om alt muligt og sagde så: "og så ringer du bare på dag 1, og din mand skal aflægge sædprøve."

Vi interviewer

Anna Schønning som er
36 år og fra Fredericia.

Så hun antog, du var i et heteroseksuelt forhold?

Ja, jeg blev overrasket! Sådan... Øhhh hold, hold, hold? Det her kommende fertilitetsunivers skulle lige have lov at synke ind. Det tog hende alligevel et par lange sekunder at fange, at sædprøven ikke var en nødvendighed. At der endnu ikke er rettet i vandrejournaler og andet vedrørende korrekte benævnelser af forældrene, det er en anden snak vi kan tage på et andet tidspunkt.

Og derfra kørte det bare. Allerede der skulle vi lige mentalt forberede os på, hvad der skulle til at ske. Men en lang historie kort; alt så rigtig godt ud, der var ingen bekymringer, vi var good to go - gynækologen gav os nogle papirer og sagde ellers, at vi bare skulle ringe på første blødningsdag næste gang.

Hvad var så næste skridt?

Da det endelig kom dertil, fik jeg milde hormoner i pilleform, som tilfældigvis timingmæssigt betød, at de skulle spises på en ferie i Thailand. Og har man nogensinde læst om, hvad hormoner kan gøre ved kvinder - ja så tænker man 'tak for kaffe'. Jeg gjorde i hvert fald. Selv om jeg tilsyneladende ikke selv følte, at jeg blev påvirket af dem... Min partner ser det vist en smule anderledes.

Men vi kom hjem fra Thailand. Vi var i øvrigt landet i den søde juletid, december 2019. Jeg skulle scannes, alt så flot ud, 'der er 3 æg, og vi skal have bestilt sæd til jer'. Her må jeg lige skynde mig at skrive, at altid var bange for, at jeg ikke havde nogen æg klar, når vi kom derop. At hun ville ryste på hovedet og sige, "desværre".

Jeg forestiller mig, at mange kvinder på vej til at blive insemineret sidder med det tankermylder i hovedet.

Hvordan gik insemineringen?

Sæden havde vi fundet efter mange timers søgen på Cryos. Jeg blev insemineret og lige der, opstod det allerstørste håb, den største drøm. Vi nåede dårligt nok at få benene ud af bøjlerne eller nærsagt at komme hjem fra klinikken, og jeg havde allerede planlagt barsel og så kørte det bare derud af!

Jeg gik to dage over tid. Men så kom menstruationen, og som jeg trykkede på skyl, blev håbet bare skyllet med.

Jeg er sidenhen blevet insemineret fem gange mere. Min behandler forstod ikke, hvorfor det ikke var sket, for på inseminationsdagen ville hun altid sige, at æggene er perfekte og slimhinden endnu bedre. Vores håb er vokset hver gang med troen på, at det lykkes - nu alt er så perfekt.

Hvilken plan bliver der så lagt for jer?

Vi modtog for tid tilbage en henvisning videre til Horsens fertilitetsklinik med henblik på IVF, men da jeg åbnede dokumentet og læste alt det, der skulle gøres, så begyndte jeg at græde. Jeg kunne ikke overskue nye undersøgelser, flere blodprøver, mere celleskrab, flere mennesker der skulle se og være i berøring med mit underliv, skrappe hormoner og så videre... bare nej tak. Blot nålene fra ægløsningssprøjten og 3-dagssprøjterne som var til for at sortere de dårlige æg fra - det var rigeligt. I øvrigt var sidstnævnte nåle ret så tykke. Nogle gange efterlod de blå mærker.

Til den sjette inseminering blev vi enige med behandleren om at skifte donor, når vi ramte 7. gang. For vores behandler kunne ikke forstå det, og vi var også kede af det og frustrerede af alle de negative tests. Og pengepungen var efterhånden rimelig tom. Hun fik listet ud mellem tænderne, at stod vi med 40.000 kroner til overs, så ville hun, hvis hun var os, bruge pengene på IVF SYD og undgå offentlige fertilitetsbehandlere.

Vi havde allerede brugt 40.000 kroner. Og vi havde ikke 40.000 ekstra. Og vi kunne i øvrigt tidligst komme i behandling til maj 2021. Det var så nedslående

Økonomien blev en stor faktor, foruden nåleskræk og min alder. At stå med alt det og i øvrigt blive 36 til februar.

Det lyder som enormt mange store tanker og bekymringer, men I havde en sidste inseminering tilbage?

Lad mig være ærlig, intet håb tilbage ved den sidste inseminering. Jeg forberedte mig bare på, at menstruationen ville komme. Men det skete ikke. Den kom ikke den dag, den skulle. Først en streg, og så en streg til! Min kæreste og jeg er ikke testmonstre, men vi aftalte alligevel dagen efter, at vi ville teste - to dage før vi officielt måtte, på syttende dagen. Så kunne vi tage sorgerne på forskud og ikke være helt ødelagte, når menstruationen kom.

Og ligesom jeg stak strimlen ned i mit tis, så dukkede kontrolstregen op, lynhurtigt, men ved siden af også en streg til! Jeg kaldte på min kæreste og spørger helt bøvet "øhm hvad tror du, det er", og hun er ellevild, og jeg lidt lamslået.

Jeg troede, jeg ville græde. Det skal nok komme, men det er slet ikke sunket ind endnu. Når alt håb og lys er slukket i en, så skal der noget til at få vendt bøtten rundt.

Nygravid og behandling overstået. Hvor efterlod det dig, dine tanker?

Ja, så var jeg lykkelig, ikke? Men så bekymringerne fortsætter - bliver det derinde? Er der hjertelyd i uge 7? Fortsætter livet frem til nakkefold? Hvad med nakkefold? Hvad med misdannelser? Så alt det jeg har ventet og drømt om, siden jeg nærmest var 24 - jeg har fået det "på papiret", eller testen om man vil. Men fra det her øjeblik til at have sit vidunder i armene

der er meget lang vej endnu. Og jeg tør ikke at være for håbefuld, for tænk nu hvis.

Vi håber sammen med jer. Hvad tager du med dig fra forløbet?

Noget af det jeg tager med mig fra fertilitetsbehandling er, at de som kan skabe et barn fra naturens side, simpelthen skal prise sig så lykkelige! At man ikke skal føle sig skamfuld, fordi man synes, det er hårdt efter seks mislykkedes forsøg - når nogen har haft femten. Faktum er, at når man har sat sig for at lave en baby, så er ventetiden lige hård uanset antal forsøg.

At finde et behandlingssted, man synes, nogenlunde er rart - vi har været så heldige at have den mest menneskelige behandler, som er så professionel og som anerkender, at det at fylde sig med hormoner

at sidde med underlivet fremme til åben skue aldrig bliver rart, eller noget man kan vænne sig til.

At hun, selvsamme behandler, også får nævnt hver gang, at livet stadig skal leves, fordi man efterhånden er ved at gå ud af sit gode skind og nærmest ikke drikker kaffe mere, eller et parfumesprøjt eller et lille koldt glas hvidvin. For i sidste ende er det ikke afgørende for succesen.

Annas tal

7 insemineringer
1 graviditet

Hvis du kunne, hvad ville du så ændre?

Jeg ville ønske, at der var rum for, at man på langt de fleste arbejdspladser kunne tale med lederen om forløbet og ikke gang på gang skal prøve at kringle behandlingstiderne, så de lige passer eller melde sig syg, fordi man klinikken kun lige havde én tid tilbage til inseminering.

For os har det virket, at involvere så få mennesker som muligt.

For det er en skuffelse hver gang man ikke lykkes - for en selv, og så skal man også fortælle det til omverdenen; 'heller ikke den her gang'. Det er benhårdt. Omvendt kan man selvfølgelig også have brug for at snakke med andre end sin partner om det. Der skal man mærke efter.

Og så har det været vigtigt for os at sørge for at gøre gode ting for sig selv og hinanden. Vi havde altid forkælelsesritualer på scannings- og inseminationsdagen. Og derfra er der ikke andet tilbage end at drømme sig videre i håbet om at det lykkes. Det gør det heldigvis for langt, langt de fleste.

Har du også lyst til at læse...?

Viden om fertilitet

5 ting du skal vide om 'social freezing'

Social freezing diskuteres bredt af både læger og politikere. Men hvad betyder begrebet egentlig? Det forklarer vi dig.

29. januar - 2021