wawawomb | At lave børn er ikke for børn
Artikler Om wawawomb Klinikker Encyklopædi Kontakt
App

At lave børn er ikke for børn

"Hvordan klarede du dig igennem fertilitetsbehandling?" - det sværeste spørgsmål at besvare, men ofte et af de mest stillede af dem der er på vej i behandling, til dem der er på vej ud.

Skrevet af:

Cathrine Widunok Wichmand

Mental sundhed

22. januar - 2021

Cathrine Widunok Wichmand har selv været igennem tre behandlingsforløb for at få sine børn, og har dedikeret sit arbejdsliv til at bedre kvinders reproduktive rettigheder og muligheder.

Når det første store chok har fortaget sig... Når man har tygget på, at det at lave et barn ikke er spor som i Hollywood-filmene eller blot som biologiundervisningen foreskrev det, men i stedet et spørgsmål om lægevidenskab og petriskåle, så kommer de næste tanker; "OKAY! Men så sker der da noget!". Efter at have forsøgt sig ihærdigt hjemme under dynerne i mere eller mindre et år, så kan dét at få løftet 'byrden', taget noget af ansvaret fra sig nærmest føles som en lettelse, når man sendes videre i behandling.

Jeg startede selv op med nålene med al god tro og håb for, at det her ville være en kort tur rundt i manegen. Fertilitetsbehandling, helt nyudredt.

Jeg var jo ung; 27 år. Jeg var i god form. Min menstruation var snorlige siden efteråret 2000, hvor jeg fik den for allerførste gang som 11-årig. ”Der er masser af æg”, var den lykkelige besked hos lægen. Men jeg vidste jo godt, at der skulle to til en baby. Og selv om min mand godt nok nu var stemplet med svært nedsat sædkvalitet, så sad vi jo netop hos lægen, og nu fik vi hjælp. Det kunne de jo fikse. Eller i hvert fald – de skulle jo bare brug én god sædcelle, og den måtte de da kunne finde. Vi talte trods alt stadig svømmere i tusindtal og ikke i ental. Og han var i øvrigt også sund og slank og også stadig lidt ung, trods sine fem år senior til mig.

Hvor svært kan det være?

Det var faktisk slet ikke så svært. For jeg blev gravid i første hug. Tre æg ude som duede – og det første bed sig fast. Og jeg troede knapt på det. Jeg troede faktisk slet ikke rigtig på det. Og de tre uger, jeg fik lov at få som gravid, der sad jeg mere på min-mave.dk end i virkeligheden; ”hvor lavt hcg + succes” og ”chance for hjerteblink” i min desperate søgen efter tro, tro på at den var der. For sandheden var, at min egen mavefornemmelse ikke talte for, at den var der. Og da jeg var til blodprøve var mit hCG også lidt lavt, og det udviklede sig lidt skævt. Og tre uger senere kom blodet og smerterne; jeg var gravid uden for livmoderen og blev akut opereret. Så jeg var blevet gravid - den sad bare det forkerte sted, og tog min æggeleder med sig i faldet.

Næste æg blev ikke til noget. Det tredje heller ikke. Jo, et par biokemiske graviditeter, som blot forskød min menstruation et par dage, for rigtig at drille mig. Og der var også lige en måned vi missede, for da jeg var hos lægen til ægoplægning, så havde jeg haft min ægløsning. Og så trængte vi til ægte sommerferie og kørte rundt i vesteuropa og drak vin og grinede, kyssede og shoppede, spiste og dansede. Vi trængte til det, for vi vidste, at jeg skulle hjem til nye hormoner, nye sprøjter, og en ægudtagning til.

Når jeg skriver det listet op her, og jeg nu sidder tre år senere med en lille dreng på to år (der i øvrigt kom på sidste æg fra anden ægudtagning), så kan jeg ret nemt komme til at tænke; 1) Det gik da egentlig hurtigt, et år i behandling (men så glemmer jeg også det år, vi selv prøvede før behandling) og 2) var det egentlig så slemt? Kroppen og sindet har en ufattelig evne til at bounce tilbage og minimere fortidens skræmsler.

Bankeråt

Men det var det. Det startede ikke sådan. Men det endte der. Slemt. For i løbet af det år i lægernes behandling, så mistede jeg langsomt en lille del af mig selv, en lille del af mit eget rum - min intimsfære. Jeg mistede en intimitet med mig selv, min mand. Jeg mistede veninder. Overskud, helbred, mit sociale liv. Jeg mistede mig selv. En lille bid ad gangen. Og det er hurtigt glemt nu, hvor jeg har sparet lidt op på kontoen igen, men dengang; jeg var bankeråt.

Det allersværeste kan jeg egentlig sige ganske nemt:

1. At jeg ikke vidste, om det ville lykkes. Og nej det hjalp mig ikke en hujende fis, når folk sagde ”ej men det gør det da!” – for jeg var selv i færd med at kigge ind i, hvad livet kunne være for en størrelse, hvis det nu ikke gjorde. Hvad er et liv uden børn?

2. Og for at svare på mit eget spørgsmål: Jeg vidste det ikke. Jeg vidste ikke, hvordan livet så ud uden børn – for alle mine veninder fik børn. Og det var den anden udfordring. Ikke at de blev forældre, men at jeg konstant blev mindet om dét, jeg ikke lykkedes med.

Så når spørgsmålet kommer og stadig gør; hvordan klarede du den? Så ville jeg ønske, jeg kunne tage opskriften og komme den på dåse. Men ærligt; jeg ved det ikke.

Hvordan kom jeg ud af det? Udover at jeg blev gravid – men lykken landede jo heller ikke dér, sammen med det fint fordoblende hCG. Jeg må ærligt indrømme, at den graviditet kom, som jeg var allerlængst nede – eller lige på bagkanten. Jeg kan ligeså lidt svare på det, som jeg kan svare på hvordan fanden jeg kom ind i det?

Det er mig stadig en gåde, at jeg kunne gå på så relativt kort tid, et lille år, fra at være fuld af håb og tro, til at overveje om jeg overhovedet kunne det her og livet med.

Kunstige hormoners reelle effekt

Jeg har først efterfølgende ræsonneret mig frem til, at de kunstige hormoner ikke hjalp mig. De fleste af os kender til regulær PMS, nogle er mere generede end andre, men påvirket i en eller anden grad kan de fleste fornemme. Tag så den krop og kom den på speed; på kunstige hormoner. På en blandet cocktail af ægmodnende, ægbevarende, ægløsende medicin. Østrogen, progesteron og hvad der ellers findes. En dosis hormoner i maveskindet hver dag, nogle gange to gange om dagen, nogle dage også lidt piller – oralt og vaginalt. Eller rektalt. Hvis jeg havde hoppet en halv omgang op i luften, er jeg sikker på at min mave havde raslet som et pilleglas. Og etiketten på ”pilleglasset”; mit maveskind, var helt blåt og ømt efter de mange sprøjter.

Tag et menneske og udfordre dem på det mest essentielle i livet; vores reproduktion. Når vi ser på os som dyr, så er det det, vi er skabt til. At formere os. Og tag det så fra dem, hæng det derude foran næsen på dem, hvor de kan se men ikke røre det.

Hvad skal livet så være? Og får de nogensinde chancen for at række ud og gribe det, de i alle fibre af deres krop ønsker sig? Og tilsæt så de kemiske hormoner, som kan sende hovedet helt ude i torvene…

Det er en farlig cocktail. Og det overrasker mig ikke, når jeg læser, at 25 % af kvinderne efter endt behandling bærer rundt på en psykiske baggage; stress, angst, et ødelagt parforhold, efterfødselsreaktioner. Spørgsmålet er, hvem griber os?

At lave børn er ikke for børn. Og slet ikke, når akten tages ud af soveværelset og ind på stuen med stigbøjlerne.

Vil du læse mere fra wawawomb?

Fertilitetsbehandling

Kvinders æg er ligeså godt bevogtede som en burhønes

Der er stadigvæk ikke ligestilling mellem mænd og kvinders kønsceller. Hvorfor må kvinder ikke bestemme over egne kønsceller ligesom mænd kan?

25. februar - 2021