wawawomb | Cæcilie: “Græsset er ikke altid grønnere i dobbeltsengen”
Artikler Om wawawomb Klinikker Encyklopædi Kontakt
App

Cæcilie: “Græsset er ikke altid grønnere i dobbeltsengen”

Cæcilie og hendes mand dropper præventionen omkring deres bryllupsdag, uden held. Lægen sætter dem igang med “timet coitus” - på dansk: skemalagt sex. Dér starter udfordringerne for intimiteten.

Skrevet af:

Cæcilie Møller

Partner og pårørende

27. april - 2021

wawawomb deler Cæcilies historie

Cæcilie deler åbent og ærligt om, hvordan fertilitetsbehandlingen påvirkede hende og hendes mands forhold. Hvor svært det var at finde ud af, hvornår man kan have sex, og om man må. Men hun fortæller også om, hvordan de fandt hinanden igen.

Vi havde kendt hinanden i mange år, før vi blev kærester. Faktisk semi-friede han allerede på et dansegulv i en brandert i 2013: “Cæcilie, jeg gifter mig med dig en dag”, erklærede han, og det gjorde han så fem år senere. Skulle jeg have børn med nogen, så skulle det være med ham. Så allerede et års tid efter, vi blev kærester, og et par måneder før vores bryllup, besluttede vi os for at droppe præventionen, men det skulle vise sig, at der skulle lidt mere til end det.

Vi skulle på præ-bryllupsrejse til Barcelona i påsken 2018, og jeg tænkte i mit stille sind, at det kunne være fedt at lave en baby på sådan en kærlighedsferie. Det var selvfølgelig også dengang, at jeg ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig, at vi skulle få udfordringer i den afdeling.

Diagnosen

Efter at være stoppet på p-piller i november 2017 kom min menstruation ret prompte måneden efter. Og måneden efter. Og måneden efter. Indtil den pludselig ikke kom mere. Lægen forklarede det i første omgang med, at det var pga. stress over bryllupsplanlægning men bad mig alligevel komme igen, hvis den ikke var vendt tilbage efter brylluppet. Vi blev gift den 12. maj, og da min menstruation endnu ikke var dukket op igen i juni, fik jeg bestilt tid ved lægen. I første omgang en almindelig gynækologisk undersøgelse, som intet unormalt viste. Så en række blodprøver, som bl.a. viste, at jeg havde et forhøjet testosteronniveau, som kan være et tegn på PCO(S).

Til scanningen, der skulle be- eller afkræfte formodningen om PCO(S), var gynækologen nærmest kun lige påbegyndt scanningen af mit underliv, før han sagde “ja, det er i hvert fald PCO”. Mine æggestokke var fulde af en masse små follikler på en måde, så han slet ikke var i tvivl. “I skal nok få børn, I får bare brug for hjælp til det”, fik jeg at vide, men det positive spin blev efterfulgt af et kig på mit CPR-nummer og en henkastet bemærkning om, at vi nok ikke skulle vente for længe med at komme i gang. Jeg var kun 27 år, men heldigvis var planen jo heller ikke at vente.

Om Cæcilie:

Cæcilie Møller, 30 år.
Hun er gift med Gunnar,
og er i øjeblikket på barsel.
De bor i Aabenraa.



Derfra kørte fertilitetstoget. Fordi jeg nu havde en diagnose, behøvede vi ikke have prøvet aktivt i et år, før vi kunne få en henvisning til behandling, så i januar 2019 havde vi første konsultation med samtale, gynækologisk undersøgelse, scanning af æggeledere - the basics. Der blev lagt en plan, og den plan bestod af en øget daglig dosis Metformin, som jeg allerede tog, som skulle hjælpe til at få menstruation, og ellers potentielt menstruationsfremmende piller i form af Provera, efterfulgt af det ægstimulerende middel Clomid. Derefter scanning for at se om folliklerne er store nok, for til sidst at injicere den ægløsnende sprøjte Ovitrelle 36 timer inden befrugtningen, som for os i første omgang ville være ved hjælp af “timet coitus”. Man kan kalde det nok så mange latinske ord, men i praksis betyder det “planlagt og skemalagt sex”.

Hvornår, hvor meget og hvordan

Den øgede dosis Metformin gjorde tricket for mig, så jeg fik min menstruation to dage før, jeg efter planen skulle være startet på Provera. Første blødningsdag var startskuddet på vores første forsøg med hormonstimulering. For en person med et kontrolbehov over gennemsnittet er det ikke udelukkende dårligt at planlægge sit barn så præcist. I teorien. Vi havde besluttet, at vi ikke skulle have sex, før ægløsningssprøjten var taget, ud fra en tanke om, at “jo større lagerbeholdning des bedre”. Alt er jo spændende første gang, for man aner ikke, hvad man går ind til. Alt, bortset fra den første Ovitrelle-sprøjte. Sikke et cirkus det var; en YouTube-instruktionsvideo kørende på skærmen, mig, der hysterisk brøler befalinger som “ikke hold den så tæt på mig!” og “du skal ikke gøre det, før jeg siger til!”, og min stakkels mand, der tålmodigt men irriteret vrisser “den er ikke i nærheden af dig”, mens han nøje gentager instruktionerne fra videoen for sig selv, for så at finde ud af, at det ikke gjorde i nærheden af ondt.

Præcis 36 timer efter stikket skulle befrugtningen finde sted. I lægmandstermer: Vi skulle knalde.

Mine follikler var slow starters, så det krævede to scanninger, før vi fik beskeden om, at de var store nok til befrugtning. Sammen med den besked fik vi også nøje instrukser om, hvornår, hvor meget og hvordan, vi skulle gribe befrugtningen an. Nøjagtigt 36 timer efter Ovitrelle-sprøjten skulle vi have sex første gang. Så skulle vi have sex igen den efterfølgende dag, holde en pause på tredjedagen og så have sex igen på fjerdedagen. Den slags instrukser kan nemt give røde kinder, men der var kun professionel og upåvirket mimik at spore hos henholdsvis læge og sygeplejerske. Det var hverdag for dem.

På vej ud af døren sagde lægen, at vi gerne måtte tage et lille glas vin op til akten for at løsne stemningen. Ikke øl, understregede han, men et glas vin måtte vi gerne. Jeg fik i en hurtig vending sagt, at det fik vi vist ikke brug for. Det sagde jeg ikke kun, fordi både min mand og jeg helt havde lagt alkohol (blandt så mange andre ting) på hylden i denne periode for at optimere vores chancer, men også fordi jeg var sikker på, at spændingen og afholdenheden ville være nok for os. Og jeg fik ret.

Aftenen efter gik vi til projektet med en iver og en forventning om, at nu skulle der laves en baby. Vi besluttede at lade være med at holde en hviledag på dag tre, for det måtte jo optimere vores chancer, mente vi. Som sagt, så gjort. To uger senere testede jeg svagt positivt på en graviditetstest for første gang i mit liv, og jeg var så rundforvirret og lykkelig over, at det kunne være så let.

Lang næse og mistet mod

Så let skulle det ikke være. Første forsøg var en biokemisk graviditet, som aldrig blev til mere end en streg på en pind. Dagene efter de famøse befrugtningsdage havde været ulidelige. Man kan nå at tænke, føle og mærke mange ting på 17 dage. Hvad nu hvis-tanker, murren i maven, kvalme og alle de andre feje symptomer, som alle er almindelige bivirkninger ved Ovitrelle-sprøjten, men som man så inderligt håber er tidlige tegn på graviditet.

Vi var skuffede, og vi følte, at denne cyklus og første forsøg havde varet meget længere tid end den måneds tid, den rent faktisk havde varet. Alligevel fandt jeg trøst i, at min menstruation kom af sig selv måneden efter, så vi kunne prøve igen.

Allerede efter første forsøg blev sex mest til noget, der var forbeholdt befrugtningen i dagene efter Ovitrelle. Vi var stadig intime; et kram her, et kys der, nus i håret, massage på fødderne - men decideret sex gik hurtigt fra at være noget, man gjorde af lyst, til at være et værktøj i kampen for et barn. Det blev ikke bedre, da vi kom til befrugtningen i andet forsøg. Efter anden scanning, hvor instrukserne skulle gives, kunne lægen nok godt fornemme på mig, at gejsten var dalet en del siden første forsøg.

Lægen valgte derfor at tilføje et lille tip til instrukserne: Vi skulle gøre det bagfra, da det pga. livmoderens hældning ville give os en lille fordel. Nu var det ikke kun hvornår og hvor meget men også hvordan.

Hans ellers professionelle og upåvirkede mimik kom på prøve, da han på sit i forvejen udfordrede dansk skulle prøve at finde medicinske termer for, hvordan min mand og jeg skulle have sex.

Igen skulle vi have sex præcis 36 timer efter Ovitrelle-sprøjten, igen dagen efter, holde pause på tredjedagen og have sex igen på fjerdedagen. Fra første forsøg, hvor vi mente, det var bedst, hvis vi gjorde det hver dag hele ugen, skete der nu et skifte, hvor vi ret hurtigt efter dag to blev enige om, at det nok ikke var nødvendigt at gøre det mere. Hvis den ikke var der nu, så ville det ikke gøre en forskel, om vi gjorde det i dagene efter eller ej.

Nogle vil måske misunde os, at vi fik mulighed for at lave vores barn hjemme i dobbeltsengen med lidt medicinsk hjælp. Er det ikke det, vi alle som udgangspunkt drømmer om? Jeg skal være ærlig at sige, at jeg på denne side af det er taknemmelig for, at vi ikke behøvede videre til næste skridt. Ikke desto mindre har jeg hele forløbet igennem manglet nogen at sparre med og spejle mig i. Det er lidt som om, at så snart vi som mennesker er det værktøj, der bruges, og mandens penis er det instrument, der føres op under befrugtningen, så bliver det for intimt at tale åbent om. Det bliver for visuelt.

Vi nåede fire forsøg i alt, hvor jeg stod med en positiv graviditetstest hver gang. Andet forsøg endte i en spontan abort omkring uge 5, som gjorde, at vi skulle holde en pause. Som det var igennem hele forløbet, var det meget sparsomt med lystbetinget sex, men alligevel lykkedes det mig at blive gravid uden hormonstimulering. Igen var der dog tale om en biokemisk graviditet, som aldrig blev til mere end en svagt positiv streg på en graviditetstest.

I sommeren 2019 var jeg så mærket på krop og sjæl af et halvt år med følelsesmæssige rutsjebaneture, og det samme var min mand. Vi nærmest gruede for dagene efter Ovitrelle-sprøjten, og vi havde nok foretrukket hysteriet med sprøjten hver dag i en uge frem for bare én eneste aften med sex, der var planlagt ned til minuttet; hvornår, hvor meget og hvordan. Det føles som et overgreb at have sex, når man ikke har lyst. At min mand overhovedet kunne præstere er et under. Vi talte ikke ret meget efter akten, og jeg tror, det er fordi, vi begge skammede os over de ting, vi følte. Det hele blev så mekanisk og indstuderet, og jeg tænkte flere gange, at jeg ikke håbede, vores barn ville blive mærket af de følelser, jeg følte under og efter befrugtningen, hvis det skulle lykkes.

Graviditeten uden for livmoderen

Jeg blev gravid igen. Vi var i sommerhus med min mor, da jeg ved et toiletbesøg endnu engang så friskt blod på toiletpapiret, efter jeg havde tørret mig. Nu var vi for alvor slået hjem, men det skulle vise sig at blive værre end de andre gange. To uger senere blev jeg akut indlagt med stærke mavesmerter og blødning. Jeg var gravid uden for livmoderen, og graviditeten havde sat sig i min venstre æggeleder, som ellers var min gode æggeleder. Stortudende og angst helt ind i sjælen accepterede jeg, at det eneste, der var at gøre, var at fjerne min æggeleder.

I tiden efter operationen var jeg meget mærket af forløbet. Heldigvis ville skæbnen, at vi tidligere på året havde booket en rejse til New York i efteråret, så der var noget at se frem til.

Til mit tjek på sygehuset en måned efter operationen, talte vi om vores muligheder. Lægen bragte IVF på banen. Jeg kunne mærke, at det var jeg ikke klar til. En måned, hvor jeg for første gang i lang tid ikke havde været på hormoner med dertilhørende bivirkninger, ikke havde talt cyklusdage, ikke havde tænkt tusindvis af hvad nu hvis-tanker og gruet for endnu et akavet og fremmedgørende samleje med min mand, havde gjort mig godt. Heldigvis var min mand enig i, at det ikke var dér, vi var. Lægen mente heller ikke, det nødvendigvis var nu, vi skulle tage næste skridt, men nu var vi i hvert fald informeret om muligheden. Vi aftalte, at vi ville se det hele an, når vi havde været i New York, og så give det et forsøg eller to mere, inden vi gik videre.

Cæcilies tal:

4 hjemmeinsemineringer
2 biokemiske graviditeter
1 spontan abort
1 graviditet uden for livmoderen,
1 barn

Få dage inden afrejse fik jeg menstruation igen for første gang siden graviditeten uden for livmoderen. Jeg havde ikke ventet den, men den dukkede op med en kæmpe kampgejst, som jeg ikke havde mærket siden første forsøg tilbage i januar. Det passede dårligt i forhold til turen til New York, men efter en snak med sygehuset, blev vi enige om, at vi startede et nyt forsøg. Det ville betyde, at vi missede scanningen på cyklusdag 10-12, men eftersom mine follikler var slow starters, der alligevel aldrig var klar før cyklusdag 14-16, ville vi lige nøjagtigt kunne nå at komme til scanning på cyklusdag 15.

Jeg er hverken religiøs eller overtroisk, men set i bakspejlet føler jeg, der var en mening med det hele. En mening med, at jeg blev gravid uden for livmoderen, så vi var tvunget til at sætte behandlingen på pause. En mening med, at det fjerde forsøg skulle falde sammen med vores New York-tur, så jeg for en gangs skyld ikke brugte dagene på at have tankemylder men i stedet på at skabe minder for livet med min mand.

Vi fandt hinanden igen på den tur. Vi havde sex, når vi havde lyst til det, så meget vi havde lyst til det og hvordan vi havde lyst til det.

Den 1. oktober 2019 mellem kl. 20.30 og 20.45 blev vores datter til. Summen af de foregående måneders erfaringer gjorde, at vi klarede befrugtningen på vores egen måde. Tidspunktet efter Ovitrelle-sprøjten var fastlagt, men hvordan vi gjorde det, og hvor meget vi gjorde det i dagene efter, bestemte vi selv. Det føltes ikke som et overgreb eller som et værktøj. Det føltes ikke som en pligt eller noget, der skulle overstås. Det føltes som to mennesker, der elsker hinanden, og som fik det bedste ud af det. På terminsdagen den 23. juni 2020 kl. 14.41 kom vores datter til verden ved verdens bedste hjemmefødsel. Det var noget, en person med et kontrolbehov over gennemsnittet var begejstret for.

Hvad jeg ville ønske, jeg havde vidst

I bagklogskabens ulideligt klare og på samme måde slørede lys forstår jeg nu, hvorfor lægen ved første forsøg anbefalede et glas vin inden akten. Jeg forstår, hvorfor han anbefalede, at man holdt en pause på dag tre. Han vidste noget, som vi endnu ikke vidste. Kunne jeg lave noget om, ville jeg ønske, vi havde vist os selv en smule nåde og erkendt, at det ikke blev lettere af en power through-mentalitet. Vi skulle i stedet have gjort noget særligt ud af det. God mad, lang opvarmning med massage, berøring og masser af oxytocin, og så have slækket en smule på de gode råd og anbefalinger om hvor meget og hvordan, og i stedet fulgt vores lyst, så det ikke føltes som en sur pligt. Ikke desto mindre havde jeg håbet, at der havde været noget vejledning eller nogen, man kunne tale med undervejs; en psykolog, en sexolog eller en parterapeut, for jeg tror ikke nødvendigvis, at den slags er noget, alle parforhold - og sexliv - kommer over. Vi gjorde heldigvis, og selvom graviditeten ikke var den bedste indikator, så er jeg lettet over at have opdaget, at vores samliv på den anden side af fødslen ikke har fået varige mén efter tiden i behandling.

Vil du læse mere om intimiteten i et parforhold?

Partner og pårørende

Terapeut: "Det vigtigste er, at I begge tager ansvar for intimiteten"

Behandling kan slide på parforholdet, og øget risiko for skilsmisse er en del af virkeligheden. Så hvordan passer du bedst muligt på parforholdet og hinanden undervejs?

05. marts - 2021