wawawomb | Cecilie Hother om livet med PCOS: “Det sværeste har været, at man ikke har følt sig som en kvinde”
Artikler Om wawawomb Klinikker Encyklopædi Kontakt
App

Cecilie Hother om livet med PCOS: “Det sværeste har været, at man ikke har følt sig som en kvinde”

Cecilie Hother fik konstateret PCOS i midten af sine tyvere, og som 37-årig stod hun offentligt frem med diagnosen. Det viste sig at være en stor lettelse, for som hun selv siger, er PCOS et selvværds-handicap, der er tungt at gå rundt med alene.

Skrevet af:

Sara-Lisa Schuster-Rossel

PCO(S)

31. august - 2021

TV-værten Cecilie Hother var rystende angst, da hun i 2016 stod frem i medierne med sin PCOS-diagnose. Vi har talt med hende om vigtigheden af at være åben og tale med andre om de fysiske gener ved sygdommen – for bedre at kunne håndtere de psykiske.

Hvornår og hvordan fandt du ud af, at du har PCOS? Og hvad betød det for dig at få stillet diagnosen?

Jeg fandt ud af, at jeg havde PCOS, i midten af tyverne. Jeg havde ikke haft menstruation i over et år, og i starten syntes jeg, at det var dejligt, men så blev jeg bekymret og tog til lægen. Jeg havde heldigvis en god læge, som sagde, at jeg skulle videre til en gynækolog, fordi hun havde en mistanke om, hvad det var. Da jeg så kom op til gynækologen, fortalte hun mig, at jeg havde PCOS og skulle have taget en masse blodprøver.

Jeg spurgte hende selvfølgelig, hvad det betød, og så nævnte hun alle bivirkningerne, og at jeg nok også – hvis ikke umuligt – ville få svært ved at få børn, og at jeg skulle søge hjælp med det samme, jeg gik i de tanker.

I starten blev jeg selvfølgelig ked af det og sur og frustreret, også fordi jeg har søskende, som bare har spyttet børn ud. Så dét, at jeg lige pludselig ikke skulle kunne finde ud af det, dét rørte ved mit selvværd og min kvindelighed. Altså det er jo derfor, man er sat i verden.

Cecilie Hother

Hun er 42 år og er kendt som TV-vært.
Gift med Thomas, som har to børn fra
tidligere forhold. Parret har to børn sammen,
Ellinor på 5 år og Aksel på 2 år.

Samtidig er jeg også dybt taknemmelig for, at den læge var så ærlig overfor mig. For prøv at tænke på, hvis jeg var gået i gang med en lang proces med at få børn og så ikke kunne og skulle al den frustration igennem. I stedet har jeg egentlig haft tid til at indstille mig på det og nok også hærde mig selv i forhold til, hvad jeg skulle igennem. Og dermed ikke sagt, at man kan forberede sig på den proces, det er at skulle igennem et fertilitetsforløb, for det kan man slet ikke. Men man kan være bedre forberedt.

Der er ingen tvivl om, at det var en hård diagnose at få, men det var også en diagnose, som var en lettelse for mig.

Også fordi der var rigtig mange ting, som pludselig gav mening. Og det var rart at kunne hænge sin hat på det. Jeg kan huske, at jeg snakkede med en læge om PCOS’en. Jeg kan huske, at hun fortalte mig om alle de negative bivirkninger, der er ved diagnosen, og jeg spurgte hende derfor, om der da ikke er noget positivt. Normalt er der jo altid noget godt også. Og så siger hun: “Du vil være god til at hjælpe med at flytte for dine venner, for du har højst sandsynligt en bedre muskelmasse”. Den dag i dag ved jeg stadig ikke, om det er en fordel eller ej.

Når man lever med PCOS – og endda som dig har vidst det, siden man var ung – så er det måske en meget bevidst beslutning, at man gerne vil have børn. Har det været det for dig (og din mand)?

Det bliver meget bevidst, ja. Og med det sagt, så kom Ellinor helt naturligt og af sig selv, og det havde jeg slet ikke regnet med. Så det var selvfølgelig ikke noget planlagt i den forstand, men der er ingen tvivl om, at når man har en diagnose som PCOS, så tager det lidt af denne her “sker det, så sker det”-tankegang, for sådan er det ikke rigtigt. Men jeg mener grundlæggende, at der er håb for folk, selvom de får stillet en PCO(S)-diagnose.

Jeg blev altså naturligt gravid med Ellinor, men fik hjælp til Aksel og Karl. Set udefra kan man måske tænke, at jeg har haft forholdsvis let ved at blive gravid, men jeg har jo også fået rigtig meget hjælp på fertilitetsklinikker. Men når jeg hører, hvad andre er igennem, så tror jeg, at jeg er og har været heldigt stillet.

Jeg tror, at en af grundene til, at det er sådan en svær sygdom, er, at den kan være rigtig svær at håndtere – både for læger og dem, der har det – fordi den er så forskellig fra person til person: Nogle finder først ud af, at de har syndromet, når de går i gang med at prøve at blive gravide, mens andre har en masse fysiske symptomer såsom uønsket skægvækst, overvægt og akne, men derimod ikke har nogen problemer med at blive gravide.

I 2017 fik du og din mand så en datter, og sidste år fik I en søn. Kan du beskrive de to forløb?

Da vi fik Ellinor, vidste jeg i lang tid ikke, at jeg var gravid. Jeg var faktisk næsten tre måneder henne, før jeg fandt ud af det, fordi jeg jo ikke har menstruation særlig tit – så dét, at jeg ikke havde menstruation i lang tid, gjorde mig ikke mistænksom. Jeg var bare enormt træt, og det var efterår, så jeg tænkte, at det var lidt vintertræthed, der måske var ved at melde sig. Og så tænkte jeg ikke nærmere over det.

Jeg ved faktisk ikke, hvad det var, der fik mig til at købe en graviditetstest. Men det gjorde jeg, og da jeg havde taget den og fik et positivt svar, troede jeg simpelthen ikke på det. Jeg fattede det ikke. Og jeg måtte ned og købe utroligt mange test og tisse på dem, fordi jeg simpelthen troede, at det var løgn. Jeg havde heller ingen anelse om, hvor langt jeg var henne, og det sejlede lidt helt indtil hun blev født. Vi var slet ikke klar over, hvilken dato vi kunne forvente, at jeg ville føde, for jeg vidste ikke, hvornår jeg sidst havde haft menstruation og ægløsning.

Med både Karl og Aksel var det lidt anderledes, for der fik vi hjælp. Så der vidste vi 100% med hormoner og timing. Alle, der har været igennem behandling, ved, at det næsten er på minuttet, man kan sige, hvornår barnet er undfanget.

I et interview beskriver du, hvordan gynækologens ord om, at det ville blive svært at få børn, i dit hoved blev oversat til, at du ikke ville kunne få børn – altså barnløshed. Nu står du alligevel med to børn: Set i bakspejlet, føler du så, at du har brugt energi på at bekymre dig “unødvendigt”?

Ja, jeg tror, at jeg har brugt meget tid på at bekymre mig unødvendigt. Jeg tror også, at jeg i lang tid beskyttede mig selv ved at sige, at jeg ikke var sikker på, at jeg ville have børn. Og det var nok for at beskytte mig selv i processen, hvor man ikke vidste, om man kunne få børn eller ej.

Jeg tager ikke dét at få børn for givet – jeg ser det som en stor, stor gave. Det er jo livets største gave. Og når man så går igennem sådan en proces, så går det virkelig op for én, hvilket mirakel det er, at man kan blive gravid. Altså hvor lidt tid man har, og hvor meget der skal gå op i en højere enhed for at det lykkes.

Der er da virkeligt gået meget tankekapacitet og bekymringer og tårer og frustrationer ind på dén konto, men når jeg så kigger på mine to børn, så forsvinder alt det som dug for solen.

Det er ærgerligt, hvis unge kvinder, der får diagnosen, per automatik forbinder den med barnløshed. Hvad ville du ønske, at der var blevet sagt eller forklaret, så du gik fra gynækologen med en anden følelse?

Min gynækolog gjorde det rigtige dengang. Hun gjorde det på dét grundlag, hun havde. Jeg vil sige, at det er vigtigt, at man som læge eller gynækolog tager en snak om det med sin patient. Det er rigtigt, at PCO(S) er en rigtig svær sygdom, for den kan være så forskellig fra kvinde til kvinde: Nogle skal bare blinke med øjnene, og så bliver de gravide, men til gengæld kæmper de med en masse kosmetiske ting. Og så er der dem, der kæmper med at blive gravide, men hvor man til gengæld slet ikke kan se på dem, at de er en PCO(S)’er.

Ved andre diagnoser kan man måske få én pille, men ved PCO(S) er det så forskelligt, hvad man bøvler med, og derfor skal det hele skræddersys til én. Og det er måske dét, lægerne og forskerne efterhånden er ved at finde ud af.

Overordnet set så tror jeg, at det er vigtigt, at man er realistisk overfor kvinder, der får diagnosticeret PCO(S). At man hverken giver dem falske forhåbninger om deres muligheder, men at man omvendt heller ikke maler fanden på væggen. Man skal sige og gøre det klart for kvinden, at lige meget hvilke dele af diagnosen, hun har, så er der løsninger i forskellige retninger. Hvad enten det er kost eller kosmetiske behandlinger eller fertilitetsbehandling.

Du valgte at stå offentligt frem med din PCOS-diagnose, da du var 37 år. Kan du beskrive forskellen på før og efter, at du gjorde det?

Det var en kæmpe lettelse at få sagt det og vide, at man ikke var alene. PCO(S) er en af de ting, man går meget alene med.

Det er jo et selvværds-handicap eller et selvtillids-handicap, fordi det er sådan en diagnose, der strider imod hele billedet af, hvad man skal være som kvinde.

De udfordringer, der følger med diagnosen, er ikke nogen, man har lyst til at dele med sine veninder, sådan: “Nå, har du også skæg på brystet eller mørke hår?”. Diæten og kosten kan man måske godt snakke med sine veninder om, men det er svært med aknen og med moustachen og med barnløsheden. Der er heldigvis kommet mere og mere fokus på det nu, så det er mindre tabubelagt. Men sådan var det ikke før.

Hvad har overordnet set været det sværeste for dig ved at være en kvinde med PCOS?

Det sværeste har helt klart været det her med, at man ikke har følt sig som en kvinde. At man føler, at der er noget galt med én. Det går ind og rører ved din selvtillid og kan blive et ømt punkt for dig. Og dét har nok været det sværeste.

Cecilies forløb

Har haft mange graviditeter.
Den for offentligheden mest kendte
er hendes sene tab af sønnen Karl,
da hun var over 6 måneder henne.
Hun er både blevet naturligt gravid
og har været i fertilitetsbehandling.

Har du et budskab om PCO(S), du gerne vil dele med andre? Både kvinder, som har diagnosen, og folk i al almindelighed.

Ja, det har jeg: PCO(S) er noget, der begynder at kunne ses allerede i puberteten. Og det er vigtigt, at det er noget, der bliver snakket om. Man skal ikke være flov over det, for man kan lige så godt komme til lægen og få talt om det med det samme.

Jo tidligere og jo mere man taler om det, jo nemmere kan man undgå de psykiske gener, der er ved at have PCO(S).

Så mit hovedbudskab er nok, at det er rigtig vigtigt, at man er så åben om det som muligt – ligegyldigt om det er barnløsheden, det kosmetiske eller de psykiske aspekter. Jeg ved godt, at det er svært, for hvem fanden har lyst til at vende vrangen ud på sig selv? Jeg var selv rystende angst, da jeg stod frem offentligt, og jeg syntes, at det var virkeligt ubehageligt. Jeg var bange for folks reaktioner og for, om de ville synes, at jeg var en freak.

Men jeg gjorde det, fordi jeg gerne ville, og fordi jeg gerne ville hjælpe andre til ikke at have det, som jeg havde det. Og hvis bare jeg kunne hjælpe en eller to andre til at få det bedre, så var det dét værd. Vi kommer nemlig ikke videre, hvis vi ikke står sammen og prøver at tale med hinanden om det – på en måde, hvor vi stadigvæk passer på os selv.

Følg med hos Cecilie her

Vil du læse flere personlige historier?

PCO(S)

Michella gik fra barnløs til fem børn: “Af en infertil kvinde at være er jeg åbenbart utroligt fertil”

Michella Meier-Morsi følte sig på ingen måde klar til at blive mor, men på grund af sin PCOS vidste hun, at hun og hendes mand måtte i gang. I dag er de forældre til tvillinger og venter trillinger – og Michella vælger at tro, at der er en dybere mening med det hele.

31. august - 2021