wawawomb | Cecilie: “Du må ikke bebrejde dig selv, at du har mistet din baby”
Artikler Om wawawomb Klinikker Encyklopædi Kontakt
App

Cecilie: “Du må ikke bebrejde dig selv, at du har mistet din baby”

Cecilie Clemmesen og hendes mand fik tre gange taget drømmen om en baby fra sig, inden de startede i udredning for gentagne graviditetstab. I julen 2020 fødte de en søn – og Cecilie håber nu at kunne bidrage til mere åbenhed om graviditetstab.

Skrevet af:

Sara-Lisa Schuster-Rossel

Gentagne graviditetstab

29. september - 2021

25-50% af alle par mister en graviditet, men alligevel oplever mange det som et tabu. Vi har talt med Cecilie Clemmesen om nødvendigheden af bedre og mere oplysning på området.

Du og din mand beslutter jer i 2018 for, at I gerne vil have et barn, og går derfor i gang med at prøve at blive gravide. Hvad sker der?

På vores sommerferie i 2018 blev min mand og jeg enige om, at vi snart ville prøve at få et barn. I december blev vi gift, og i januar 2019 stod jeg med en positiv graviditetstest. Det virkede egentlig til at gå lige efter bogen. Jeg købte scanninger hos en privat jordemoder i 7. og 9. graviditetsuge. Begge viste et foster med hjerteaktion. Jeg var ikke i tvivl om, at vi skulle have en lille efterårsbaby.

Gentagne blødninger satte en stopper for al idyllen, men min daværende læge sagde, at det var normalt og at: ”Hvis du er ved at abortere, kan vi ikke gøre noget ved det alligevel”. To uger før nakkefoldsscanning blødte jeg kraftigere end tidligere. Jeg blev bekymret og fik en tid på Hvidovre. Fosteret var gået til grunde. Det blev fjernet kirurgisk 4 dage efter.

Anden gang, jeg stod med en positiv graviditetstest, var i august. Jeg havde læst på sundhed.dk, at: ”sandsynligheden for at næste graviditet går godt er stor”, og jeg følte mig overbevist om, at vi skulle have en lille forårsbaby. Fire dage efter fik jeg smerter og begyndte at bløde.

Blodprøverne viste en graviditet, men scanningen viste intet foster. Mit hcg faldt de efterfølgende dage – jeg havde aborteret igen.

Tredje gang, jeg testede positiv, var i oktober 2019. Jeg var blevet henvist til en gynækolog, som skulle lave tryghedsscanninger. Vi fortalte os selv, at denne gang ville alt gå godt. Alternativet var jo en henvisning til udredning, hvilket kunne betyde, at en af os fejlede noget. Ingen grund til at gå ned ad den tankesti.

Vi interviewer

Cecilie Clemmesen på 30 år
som er læge, men pt. på
barsel. Hun bor på Vesterbro
med sin mand Emil. Sammen
har de Nor.

Første scanning i november viste et lidt mindre foster end forventet. Men der var hjerteaktion. Næste scanning to uger efter viste ikke længere hjerteaktion. Fosteret var gået til grunde. 4 dage efter lå jeg endnu en gang på operationsbordet på Hvidovres dagkirurgiske afdeling. Drømmen om vores lille sommerbaby var blevet taget fra os.

Efter de tre aborter starter I i udredning. Hvad er lægernes konklusion?

Lægens konklusion blev noget a la ”primær abortus habitualis, tre graviditetstab hos ungt par, normale prøver”. Dermed ingen behandling. Alle, der udredes, får tilbudt at blive scannet løbende i deres næste graviditet. Det takkede vi ja til. Vi blev udredt i marts 2020, og i maj stod jeg endnu en gang med en positiv test i hånden. I december 2020 fik vi vores lille vinterbaby.

Har du generelt følt dig godt klædt på gennem forløbet, eller har der været tidspunkter, hvor du har manglet mere eller bedre information og hjælp?

Efter henvisningen var der en informationsaften på Hvidovre. Her fremlagde læger og sygeplejersker de forskellige diagnoser samt eventuel behandling. Det var en supergod måde at forberede og undervise sine patienter på. Da jeg først var henvist og i gang med udredningen, mødte jeg de mest fantastiske læger og sygeplejersker, som jeg vil huske resten af mit liv.

Før jeg kom så langt i forløbet, googlede jeg meget. Både Emil og jeg. Ofte havnede vi begge på hjemmesider, som ikke ligefrem kan beskrives som faglige, men mere personlige beretninger. Når jeg har søgt information udover den faglige viden, har det været for at få håb. For eksempel i forbindelse med mine blødninger, som jeg har oplevet i alle mine graviditeter.

Jeg havde brug for en personlig historie, hvor en kvinde havde oplevet det samme – og fået barnet. Alligevel hæftede jeg mig ofte ved de historier, hvor kvinden blødte og derefter aborterede.

Den information, jeg fandt ved en Google-søgning, var overvældende og svær at sortere i. Initiativer som wawawomb kan måske være en løsning for mange i samme situation. En blanding af fagligt, kondenseret stof og personlige fortællinger, som gør læsningen mere nærværende.

Jeg har savnet hjælp og information fra de fagpersoner, jeg har mødt gennem forløbet, før vi havnede på Enheden for Gentagne Graviditetstab. Jeg manglede både mere og bedre information.

I forløbet har jeg også brugt alternativ behandling. Især da jeg var hos en zoneterapeut på Østerbro, følte jeg mig mødt. Hun havde både en enorm viden om graviditetstab og fertilitet samt gode råd og udviste samtidig omsorg. Hendes viden var en del mere omfangsrig sammenlignet med flere fagpersoner, jeg har mødt gennem forløbet.

Din mand har jo også oplevet tre aborter. Hvordan har det været for ham? Og hvordan har han tacklet det efterfølgende?

Det var enormt hårdt for ham. Følelsesmæssigt gennemgik han de samme tab som jeg gjorde, men oveni skulle han trøste mig. Han stod også med en følelse af hjælpeløshed, da det jo var min krop, der skulle gennemgå tabene. Generelt var fokus meget på mig i perioden, og nogle gange blev Emil nok glemt. Han blev også bekymret for, om tabene kunne være på grund af noget, vi havde gjort forkert. For eksempel om jeg havde båret noget for tungt eller han havde puttet for meget ingefær i maden. En kombination af selvbebrejdelse og overbekymring.

Hvordan reagerer andre folk, når I åbner op om emnet? Er I eksempelvis blevet opmærksomme på nogle mønstre?

Til en start havde jeg ikke rigtig lyst til at dele det med nogen. Jeg følte, jeg havde et label i panden, hvor det hele stod skrevet. Jeg frygtede, at nogen ville spørge ind til det, og at jeg ikke ville kunne holde facaden. Efterhånden blev vi begge mere åbne om det og lærte, at det er et emne med stor berøringsangst.

”I må prøve igen, der er ikke andet at gøre” og ”Nu ved I i det mindste, at I kan blive gravide” er to sætninger, jeg har hørt flere gange under forløbet.

Jeg tror simpelthen ikke, at folk ved, hvad de skal sige. Vi blev også mødt af en masse omsorg og kærlighed fra vores familier og venner.

Det har også givet anledning til en større åbenhed for andre, som føler, at de kan tale med Emil og mig om deres egne fertilitetsproblematikker. Det synes jeg er positivt. De kvinder og par, jeg kender med fertilitetsproblemer, har brug for at sige det højt og tale om det. Det fylder hele hverdagen.

Et fænomen, der går igen, er den øgede kropsbevidsthed. Det fik jeg også selv. Som kvinde mærker man menstruationen, ægløsningen, morgenkvalmen, trætheden, maven der vokser. Og måske den pludselige blødning, smerter, jag, murren.

Det bliver gennemgribende og fylder alt. Det kan være svært at give slip på tankerne om graviditet og børn for de fleste, som har et brændende ønske om, at det skal lykkes. Jeg forestiller mig også, at det er dér, følelsen af babyjalousi stammer fra. Babyjalousi opstår først, hvis der er problemer med at få sit eget barn.

Den øgede kropsbevidsthed og dermed en overfokusering samt babyjalousi er helt klart nogle tendenser, der går igen.

Selvbebrejdelse er også et tema, når man taler om graviditetstab. Tanken om at man selv har forårsaget tabet kan blive et stort fokus – sådan som det også gjorde for Emil.

Når fertilitet bliver et problem, tror jeg, at mange kan føle sig skyldige, fordi kroppen ikke gør, som den skal. Ligesom Emil kunne jeg også sidde og tænke tilbage og granske alt, hvad jeg havde foretaget mig i detaljer efter et tab. Egentlig vidste jeg godt, at det ikke var min skyld, men det lå alligevel i mit baghoved hele tiden.

Du siger selv, at du ønsker at være med til at aftabuisere graviditetstab. Hvad kunne ifølge dig være første skridt på vejen mod det?

Jeg tror, at initiativer som wawawomb er en del af vejen mod at aftabuisere emnet. Større udbredelse af viden om graviditetstab – for eksempel til almen praktiserende læger. En pjece hos lægen og gynækologen, som henvender sig til personer, der gerne vil være gravide. Her kan man blandt andet skrive, at 25-50% af alle par oplever graviditetstab. Det betyder ikke, at sorgen ved et tab bliver mindre. Men det betyder måske, at der kan være en større åbenhed om tab, og at de par, som gennemgår tabet, ikke anser det som et tabu, men mere som dét, det er – nemlig helt normalt.

Derudover mener jeg, at ens egen læge eller gynækolog skal spørge ind til det psykiske hos parrene. Det er så vigtigt, at man ikke bagatellisere følelserne omkring graviditetstab og affejer parrene ved at sige: "det er normalt". Det er måske hverdag for en gynækolog, men det er ikke normalt for det par, som står i situationen.

Da jeg blev gravid 4. gang og skulle have lavet vandrejournal, havde jeg fået ny læge. Hun vendte sig om, kiggede mig i øjnene og spurgte: "Kan du være i det?". Alene den sætning var nok til, at jeg følte mig mødt.

Udover personalet på Enheden for Gentagne Graviditetstab er hun den eneste fagperson, som har spurgt ind til min psyke omkring graviditeterne og tabene.

Det spørgsmål burde ikke først komme ved 4. graviditet.

Hvis du ser tilbage på især de seneste 2 år, hvad har så været det sværeste / hårdeste i denne periode?

Det var perioden efter tredje tab og indtil jeg blev gravid igen. Tre graviditeter og tre aborter på et år var følelsesmæssigt tætpakket. Dét, der klart fyldte mest, var tanken om, at vi måske aldrig ville få børn. Jeg ville egentlig ikke tænke på det fremtidsscenarie som værende en reel mulighed, men samtidig kunne jeg ikke lade være med at fokusere på det.

Cecilies tal

4 graviditeter
2 missed abortions
en biokemisk graviditet
1 barn

Er der afslutningsvis noget, du ville ønske, at du selv havde vidst tidligere i forløbet – og som du gerne vil formidle videre til andre, som står i samme situation?

For nylig er jeg blevet introduceret til metakognitiv terapi. Det handler grundlæggende om at få nogle strategier til at reducere bekymringer og dermed angst, stress og depression.

Ifølge sundhed.dk har: ”kvinder med gentagne graviditetstab dobbelt så hyppigt stress og 5 gange hyppigere forekomst af moderat til svær depression sammenlignet med kvinder i baggrundsbefolkningen, der forsøger at få børn”. Jeg forestiller mig, at en del af årsagen kan være på grund af en enorm bekymring hos denne gruppe.

Fra mit synspunkt giver det metakognitive perspektiv god mening i netop sådan en situation, som jeg stod i. Når jeg ser tilbage på 2019, var det et år præget af bekymring og angst. Måske kunne jeg have reduceret bekymringen, hvis jeg havde haft nogle værktøjer.

Desuden tror jeg, at de fleste, der står i en lignende situation, søger information på nettet. Hvis jeg kunne have rådet mig selv til noget, ville jeg have holdt mig til færre kilder. Læger Formidler, sundhed.dk og nu også wawawomb. Det er naturligt at søge information, men man skal passe på med ikke at bruge al sit overskud på det. Man kan ikke læse sig til en bedre fertilitet.

Og til sidst:

Lad være at bruge tid og kræfter på at bebrejde dig selv, at du har mistet din baby. Det er ikke din skyld!

Vil du læse flere personlige historier?

Gentagne graviditetstab

Josefine: “Vi håbede, at vi ville være dem, der fik et mirakelbarn med hjem. Men det blev vi ikke”

Da Josefines vand gik i uge 18, var der ingen, der havde fortalt hende, at det kunne ske. I tre uger turde hun knap bevæge sig i håbet om, at fostervandet ville gendanne sig selv – indtil hun en nat vågnede og vidste, at det var slut.

29. september - 2021