wawawomb | Channie har svær endometriose: “Jeg tror på, at jeg nok skal blive mor en dag”
Artikler Om wawawomb Klinikker Encyklopædi Kontakt
App

Channie har svær endometriose: “Jeg tror på, at jeg nok skal blive mor en dag”

Channie Hansen fik som 15-årig den nedslående besked, at hun lider af endometriose og måske aldrig kan blive gravid. Nu kæmper hun på fjerde år for at blive mor. Og hun kan ikke vente på at finde den rette partner.

Skrevet af:

Sara-Lisa Schuster-Rossel

Andre diagnoser

22. august - 2021

wawawomb taler med Channie om kampen for at blive mor.

Channie Hansen, der har medvirket i DR-programmet Når storken flyver forbi, fik i en tidlig alder konstateret endometriose, hvilket betyder, at hun har svært ved at få børn. wawawomb har talt med hende om at bevare håbet trods flere års modgang.

Hvornår begyndte drømmen om at blive mor at rumstere?

Jeg var ikke mere end 15 år gammel, da en overlæge på Slagelse Sygehus fortalte mig, at jeg havde endometriose, og gav mig den nedslående besked, at jeg aldrig ville blive mor. Mit liv gik i stå. Jeg gik jo, som alle andre, med drømmen om hus, hund, bil og børn. Med ét var alt det revet væk fra mig.

Det var enormt svært at forholde sig til noget så livsomvæltende i så ung en alder. Jeg har altid elsket børn og aldrig været i tvivl om, at jeg selv ønskede børn en dag. Da det tæppe blev revet væk under mig, kunne jeg slet ikke se, hvad min fremtid så skulle bringe.

I årene efter, at jeg fik beskeden om aldrig at kunne blive mor, tog jeg stærkt afstand fra det. Jeg tror, at jeg flygtede fra alle følelserne, da de var for store til, at jeg kunne rumme dem. Jeg tog derfor den beslutning, at jeg aldrig ville have børn. Jeg ville ikke engang prøve. Hvorfor tage en kamp op, som lægerne allerede havde fortalt mig, jeg ville tabe. I nogle år var det min virkelighed. Men en dag ændrede det sig. Jeg kunne ikke længere se en fremtid uden børn i den, og derfor fik jeg et brændende ønske om at adoptere et lille barn. Det var min nye drøm og nye virkelighed.

Vi interviewer

Channie Hansen på 31 år.
Hun er grafisk designer og
bor i København. Hun var en
del af DR-programmet 'Når
storken flyver forbi' fra 2020.

Lige indtil en dag, et par år efter, hvor jeg blev akut indlagt på Rigshospitalet. Jeg var i starten af tyverne. Her blev jeg undersøgt og scannet for min endometriose. Efter en masse undersøgelser fortalte lægen mig, at min endometriose var i en svær grad og i udbrud. Hun sagde, at hvis jeg ønskede at få børn, skulle jeg ikke vente for længe med at gå i gang. Jeg svarede hende stille, at jeg havde fået at vide for en del år siden, at det aldrig ville kunne lade sig gøre.

Hun fortalte mig, at man de seneste år var blevet meget klogere på min sygdom og hvordan man kunne hjælpe mod infertilitet forårsaget af endometriose. Hun fortalte mig, at der var håb, men at det ikke ville blive let. Jeg var fuldstændig lammet.

Med ét slog det ned i mig som et lyn: Jeg ville være mor, og jeg ville bære mit eget barn! Koste hvad det ville. Det skulle bare ske!

Hvordan tog du beslutningen om at springe ud i det?

Jeg tror ikke, at det var lige så svært for mig at tage beslutningen, som det måske er for mange andre. Jeg var i en ganske ung alder blevet presset ud i at skulle forholde mig til ikke at kunne få børn. Jeg tror derfor, at jeg havde haft flere tanker om børn – og om måske at blive alenemor en dag – end mange andre på min alder.

Da jeg var 26 år, besluttede jeg mig for at starte i fertilitetsbehandling alene. Da jeg kort tid efter fandt sammen med min ekskæreste, satte jeg min behandling, som endnu ikke var gået i gang, på hold, og noget tid efter valgte vi at starte i behandling sammen. Efter nogle år måtte vi desværre gå hver til sit, og jeg måtte igen opgive drømmen om “mor, far og barn”.

Jeg brugte lang tid på at slippe den drøm og vende tilbage til, at det igen kun ville hedde “mor og barn”.

Efter vores brud startede jeg igen i behandling alene. Jeg var nu i slutningen af tyverne og rædselsslagen, for tiden var ved at løbe ud for mig. For mig var det ikke en beslutning, der skulle tages, men et kriterie for at få det barn, jeg så inderligt drømte om.

Hvordan har din behandling været indtil videre?

Jeg kan uden at blinke sige, at de sidste tre år har været de værste tre år i mit liv. Aldrig har jeg været så presset, både fysisk og psykisk. Aldrig har jeg skullet været så stærk, mens jeg følte mig allermest svækket. Det er umenneskeligt, hvad man skal finde styrke til i sådan en proces.

Noget af det, der har været sværest at håndtere, er alle de uforudsigelige ting. Jeg har indtil videre været igennem 6 inseminationer og 3 reagensglasbehandlinger. Egentlig synes jeg ikke, at det er selve behandlingen, der er svær at håndtere, det er alt det udenom.

Nederlag på nederlag

Da jeg startede, havde klinikken meget svært ved at finde ud af min cyklus. Udover at jeg har en ret kort cyklus, så lå min ægløsning også tidligere end normalt. Det gjorde, at vi i tre måneder måtte udsætte inseminationen, da jeg havde haft ægløsning, da jeg mødte op til min opstartsscanning.

I min sidste inseminationsbehandling måtte vi forlænge perioden med hormoner, så jeg tog dem i dobbelt så lang tid, som jeg egentlig skulle. Jeg reagerede simpelthen ikke på hormonerne. Desværre ødelagde den forlængede periode min cyklus og gjorde, at det slet ikke var muligt at inseminere mig. Jeg var utroligt dårlig og tæt på at blive indlagt, da min krop pludselig reagerede meget voldsomt. Jeg stoppede derfor med at tage hormonerne med det samme, og klinikken valgte at “give op” og sende mig videre til reagensglas. Det var et rigtig hårdt slag.

Selvom jeg var forberedt på, at inseminationen ikke ville lykkes, frygtede jeg virkelig reagensglasbehandlingen. Jeg havde så inderligt håbet på, at det ikke havde behøvet at komme helt derud. Men der var ikke noget at gøre.

Første reagensglasbehandling

Min første reagensglasbehandling gik fint, men jeg var meget mærket. Jeg kom op i nogle helt andre doser af hormoner, og de påvirkede mig meget. Jeg var meget træt, havde kvalme og kunne skiftevis ikke spise noget eller spiste hele tiden. Da jeg nærmede mig ægudtagningen, kunne jeg dårligt gå. Jeg var så øm i mit underliv, og alle de ægblærer, som var blevet presset under udvikling af hormonerne, gjorde utrolig ondt. Selve ægudtagningen er det værste, jeg har været igennem. Lægen fortalte mig, at min blære lå i vejen, så hun kunne ikke komme udenom den, som man normalt gør. Hun blev derfor nødt til at gå igennem den.

Alt ved den ægudtagning gjorde ondt. Da hun stak igennem blæren. Da hun stak ind i mine æggestokke. Hver eneste ægblære, hun skulle ind i, gjorde ondt. Og som om det ikke var nok, så pressede sygeplejersken på min mave udefra, fordi mit underliv bevægede sig, når lægen prøvede at stikke. Det var så smertefuldt. Efter ægudtagningen kunne jeg ikke gå i to dage. Jeg lå bare i sengen med en varmedunk på maven og sov. Anden aften efter ægudtagningen brød jeg sammen. Jeg var rædselsslagen for, at det her var standarden for en reagensglasbehandling.

Anden reagensglasbehandling

I andet reagensglasforsøg kom jeg i lang protokol. Jeg kom på nogle andre hormoner og fik øget dosis. Det var uden tvivl dér, vi skulle ud, før der skete noget hos mig. Udover en højere startdosis måtte de øge mig yderligere til sidst, da der stadig var meget få æg, som tilmed heller ikke var så store.

Der kom desværre ikke så mange æg ud i dette forsøg som håbet, og det ramte mig. Udover min endometriose så har jeg få æg, og de er desværre ikke i særlig god kvalitet. Det gør også, at mange af mine æg går til. Ægudtagningen var heldigvis normal anden gang, og lægen skulle ikke igennem blæren – noget jeg virkelig havde frygtet. Efter ægudtagningen, med rekordfå æg taget ud, var min tro på, at det her ville lykkes, meget lille. Efter at halvdelen ikke blev befrugtet og den anden halvdel gik til, begyndte lægerne også så småt at fortælle om deres bekymringer.

Der var ét lille æg, som klarede sig fra den ægudtagning – og det blev lagt tilbage på andendagen. Da jeg blev ringet op af Rigshospitalet og fik at vide, at jeg desværre heller ikke var blevet gravid denne gang, gik jeg helt ned.

Jeg var for første gang i næsten tre år klar til at give op.

Tredje reagensglasbehandling

I mit tredje forsøg kom jeg igen på nogle nye hormoner og blev igen øget i startdosis. Det var stadig ikke nok, og jeg måtte øges yderligere halvvejs. Derudover måtte vi forlænge perioden på sprøjter, da jeg stadig manglede det sidste boost, før der var æg nok til en udtagning. Det tredje forsøg var det mest vellykkede, jeg har prøvet. Det var i dette forsøg, at jeg fik taget flest æg ud og havde flest, som blev befrugtet. Jeg var lykkelig!

Jeg var overbevist om, at det nok skulle lykkes, og at jeg for første gang skulle prøve at få æg på frys.

Mine æg var fine, og de klarede sig længere end i mine tidligere forsøg. Jeg fik for første gang lagt et æg tilbage på femtedagen, og jeg havde en helt anden tro på, at det æg nok skulle klare sig.

Dagen efter skulle jeg ringe til Laboratoriet på Rigshospitalet og høre, hvor mange æg der kunne komme på frys. Jeg var stensikker på, at jeg ville få en god nyhed. Men laborantens stemme var ikke så positiv. På ét døgn var alle mine æg gået til. Det eneste æg, der havde overlevet min mest succesfulde ægudtagning, var dét, jeg havde fået lagt tilbage.

Min verden brød sammen, og med ét kom alle de negative tanker tilbage. Jeg ville aldrig blive mor. Hvorfor skulle det ene æg, som jeg fik lag op, klare sig, når alle de andre æg var gået til? Lægerne fortalte mig om deres bekymringer om mine ægs tilstand. De var bange for, hvor meget de kunne gøre for mig, når mine æg ikke var levedygtige i længere tid, end de var. Jeg kunne godt mærke, at de også frygtede, at det her ikke ville ende lykkeligt.

Et lille guldæg

Efter nogle dage med en masse tårer begyndte jeg så småt at krydse fingre igen. Jeg vidste, at jeg blev nødt til at tænke positivt, hvis det lille æg skulle have en chance. Skæbnen ville også, at det var mit lille guldæg, som lå inde i maven. I mit tredje reagensglasforsøg blev jeg nemlig gravid.

Med ét var al modgang glemt, og jeg kunne kun tænke på én ting – jeg skulle være mor!

Jeg var så ubeskriveligt lykkelig og kunne slet ikke lade være med at nusse min mave. Hver dag sagde jeg både godmorgen og godnat til mit lille vidunder, som lå derinde. Jeg glemmer aldrig dagen, hvor jeg skulle ind og se hjerteblink for første gang. Det var det mest fantastiske, jeg har oplevet. At vide at der ligger en lille baby, og at se det lillebitte hjerte slå. De næste par måneder var jeg ikke til at skyde igennem. På trods af en voldsom kvalme var jeg glad som aldrig før. Jeg nussede stadig min mave dagligt og kunne så småt se en lille bule.

Drømmen om at blive mor lever endnu

Desværre endte lykken brat. Jeg var til nakkefoldsscanning i uge 13, som desværre ikke gik så godt. Min lille babys hjerte var stoppet med at slå. Inde i maven lå der bare en lille baby, helt stille, uden liv. Lægerne mente, at det var meget nyligt, at hjertet var stoppet med at slå, da jeg ingen gener havde haft og babyen var helt med i udviklingen.

Aldrig har jeg grædt så uhæmmet som der. Jeg kunne slet ikke tro, at jeg havde mistet min baby. Jeg græd og næsten skreg, at det ikke måtte være sandt.

To dage senere skulle jeg på Rigshospitalet og have foretaget en kirurgisk abort. Dagen var ubeskriveligt svær på mange måder. Jeg skulle både rumme sorgen og chokket over det, der var sket, men jeg skulle også gå igennem det hele alene, da jeg ikke måtte have en pårørende med på grund af covid-19. Men mit håb er ikke væk endnu. Jeg tror på, at det nok skal ske engang. Jeg skal bare lige have luft og komme mig over mit tab, så vil jeg kæmpe videre mod drømmen om at blive mor.

Channies tal

6 IUI
3 IVF - alle med oplægning
0 æg på frys
1 graviditet
0 børn

Hvor er du i behandlingen i dag?

​Min behandling har desværre været i bero i længere tid, end jeg havde håbet på. Efter min abort havde jeg brug for noget tid til at hele – fysisk, da der var nogle komplikationer, men bestemt også psykisk. Det er det hårdeste, jeg nogensinde har måttet kæmpe mig igennem.

Da jeg endelig var klar til at starte op igen, var det ikke så ligetil. Jeg skulle desværre vente 2,5 måneder på en samtale med en læge på Rigshospitalet. Det var en samtale, som lægen og jeg aftalte, at vi skulle holde, inden jeg gik i gang med mit sidste forsøg. Her skulle vi snakke om processen for min sidste behandling – hormoner, enheder af hormoner m.m.

Da dagen endelig kom, og fremgangsmåden for mit sidste forsøg lå fast, skulle jeg blot melde mig til behandling ved næste menstruation. Men desværre ramte sygeplejerstrejken i mellemtiden, og fertilitetsafdelingen på Rigshospitalet var udtaget. Jeg blev derfor afvist med den besked, at denne strejke ville vare et godt stykke ind i efteråret, samt når strejken var ovre, så skulle alle sygeplejerskerne holde sommerferie. Jeg måtte ikke søge behandling på nogen af landets andre sygehuse, da jeg kom fra en strejkeramt afdeling.

Med andre ord var jeg tvunget til at gå til det private, hvis jeg ikke ønskede at udskyde min behandling endnu 6 måneder.

Da sorgen, og ikke mindst vreden over denne besked, lagde sig, tog jeg kontakt til flere privatklinikker og fandt derefter én, som jeg følte mig tryg og tilpas hos. Jeg har været til opstartssamtale hos dem og venter nu på en scanning, som forhåbentlig giver grønt lys til, at jeg kan starte et nyt forsøg op hos dem.

Min fertilitetsbehandling har taget mig igennem de værste perioder og givet mig den største sorg i livet. Jeg ønsker ikke, at nogen skal gå det her igennem – og slet ikke alene.

Jeg er både såret over at skulle i gang igen og rædselsslagen for, om det tager tre år at blive gravid igen, eller om jeg mister, hvis jeg skulle være så heldig at blive gravid. Men mest af alt er jeg bare spændt på at komme videre i processen og forhåbentlig også et skridt tættere på drømmen om at blive mor.

Følg Channie her

Vil du læse mere om endometriose?

Andre diagnoser

Endometriose: Mie følte sig først forstået i mødet med en gynækolog

Mie tænkte, at det kunne gå to veje: Enten gravid i første hug - eller også blev det en langtrukken affære. Det skulle vise sig at blive det sidste med en endometriose-diagnose i tilgift.

27. januar - 2021