wawawomb | Christina: “Sol og måne må have stået rigtigt på himlen, den dag vi blev gravide af os selv”
Artikler Om wawawomb Klinikker Encyklopædi Kontakt
App

Christina: “Sol og måne må have stået rigtigt på himlen, den dag vi blev gravide af os selv”

Christina og hendes kæreste Jonas besluttede sig for en abort, da de blev gravide efter at have kendt hinanden i lidt over et år. Senere skulle det vise sig, at det ikke var helt så ligetil at blive gravide igen. For Christina har PCO, og Jonas’ sædkvalitet er nedsat.

Skrevet af:

Christina Maria Jacobsen

PCO(S)

31. august - 2021

wawawomb deler Christinas fertilitetsforløb med PCO.

Christina Maria Jacobsen og kæresten Jonas fik sønnen Alfred ved hjælp af fertilitets- behandling og er nu 1,5 år inde i et nyt forløb for at få barn nummer to. Her fortæller Christina om at føles sig som en bedre udgave af sig selv efter flere års behandling.

Ung og uvidende

Jeg stoppede med p-piller kort tid efter, at jeg mødte Jonas. Det var egentlig ikke, fordi vi gerne ville have børn på daværende tidspunkt, men jeg havde hørt, at der kunne gå noget tid, før ens hormoner rettede sig, efter man havde været på p-piller. Og rigtig nok gik der 1 år, før jeg fik min menstruation naturligt – og så blev jeg på mirakuløs vis gravid.

Vi blev enige om, at tidspunktet for et barn var helt forkert. Det passede ikke ind i vores liv på daværende tidspunkt. Vi var unge og stadig nyforelskede, og vi ville gerne vente nogle år mere. Vi havde brug for at lære hinanden bedre at kende, og der var mange ting, vi gerne ville nå, inden vi skulle have børn.

Ingen vidste på det tidspunkt, at det skulle blive svært for os senere. På en måde var graviditeten lidt en lettelse – for så vidste vi da, at selvom min menstruation havde ladet vente på sig, så var den del jo ingen forhindring for at blive gravide.

Når jeg tænker tilbage på, at vi faktisk fik foretaget en frivillig, provokeret abort, så ved jeg nu, at vi ingenting vidste om noget som helst.

Og det ærgrer mig. Jeg havde ikke overvejet, at man kunne have svært ved at blive gravid. Jeg havde ikke overvejet, at der var en risiko for at skulle i fertilitetsbehandling. Jeg er end ikke sikker på, at jeg overhovedet anede dengang, hvad fertilitetsbehandling var. Vi er godt nok blevet meget klogere siden.

Desværre så rettede min menstruation sig bare aldrig ind efterfølgende. Der gik alt fra 3-5 måneder mellem hver menstruation. Jeg husker, at jeg flere gange nævnte det overfor min læge, og at hun gang på gang sagde, at det var helt normalt at have en uregelmæssig cyklus i min alder. Alligevel kendte jeg ingen andre, der havde så uregelmæssig en cyklus, som jeg havde.

Christina Maria Jacobsen

@christinamariajacobsen på Instagram
Hun er 31 år og er sygeplejerske i
København. Kæreste med Jonas på 31 år
som er Cand. Merc. EMF. Sammen har de
Alfred på 3,5 år.

Derfor spekulerede jeg meget over det og begyndte at blive nervøs for, om vi ville få sværere ved at blive gravide nu. For selvom vi havde fået en abort, så havde vi stadig en fælles drøm om en familie før eller siden – når vi var klar. Jeg husker, at vi snakkede meget om, at det måske kunne blive svært, fordi min cyklus var så uregelmæssig, og det bekymrede os.

Jeg googlede alt muligt i den periode og meget noget i retning af ”chance for graviditet med uregelmæssig menstruation”, og jeg kom frem til nogle fora, hvor forskellige kvinder chattede om graviditet og graviditetsønsker. Jeg lå vitterligt hver aften, inden jeg faldt i søvn, og læste debatter på minmave.dk for at finde alle de solstrålehistorier, jeg kunne. Det beroligede mig at læse om andre kvinder, der var blevet gravide med en uregelmæssig cyklus.

Det var også dér, jeg første gang stødte på syndromet PCO(S). I mange måneder talte vi om, at jeg burde få undersøgt, om jeg kunne have PCO, selvom det eneste symptom, jeg havde, var en uregelmæssig cyklus. Jeg var normalvægtig og gik meget op i kost og sundhed på det tidspunkt. Men i en meget lang periode var jeg helt vildt nervøs for, om vi ville få svært ved at blive gravide igen, og for at jeg skulle være årsagen. Derfor fik jeg endelig en tid til lægen for at blive undersøgt for PCO(S). Det var i sommeren 2016, og det var ligesom første skridt på vejen mod at forsøge at blive gravid nogle år efter min abort.

Hos lægen på Frederiksberg sagde jeg, at jeg gerne ville tjekkes for PCO. Hun skævede virkelig til mig – jeg husker det så tydeligt – og hun syntes helt sikkert ikke, at jeg lignede en, der havde PCO. Så stillede hun mig en lang række spørgsmål, og jeg løj om det meste.

Jeg sagde, at jeg havde alle mulige symptomer, som jeg ikke havde, fordi jeg var så bange for, at hun ville sende mig ud af døren igen, uden at jeg var blevet klogere.

Men efter at jeg havde svaret ja til stort set alle symptomerne på PCO, tog hun et par blodprøver og sagde, at jeg skulle blive tjekket hos gynækologen på etagen nedenunder. Jeg spurgte ind til fertilitetsbehandling, og hun sagde, at vi kunne blive henvist, når vi havde prøvet i et år uden held. Der løj jeg igen og sagde, at det havde vi altså allerede.

Jeg blev tjekket hos gynækologen og fik taget en række blodprøver – og det viste sig ganske rigtigt, at jeg led af syndromet PCO(S). Så Jonas fik besked på at få tjekket sin sædkvalitet hos egen læge, og vi fik en henvisning til en gynækolog, som skulle henvise os videre til fertilitetsbehandling. Vi havde egentlig talt om, at Jonas skulle få tjekket sin sædkvalitet før – bare fordi – men af en eller anden årsag havde han aldrig fået det gjort. Derfor ved jeg også, at det var ret angstprovokerende for ham, da han første gang afleverede sin sædprøve på Rigshospitalets Afdeling for vækst og reproduktion.

Drømmen om et fælles barn

En dag i juli ringer Jonas dybt ulykkelig til mig og fortæller, at hans læge har kigget på sædprøven og sagt, at den er så dårlig, at han aldrig vil kunne gøre en kvinde gravid – og så farvel. Ja, det ringede lægen og sagde til Jonas, 26 år. Han sagde til mig, at vi ikke skulle være sammen, hvis det var rigtigt, for han ville ikke kunne leve med visheden om, at han ikke kunne opfylde mit største ønske her i livet: en familie med børn.

Han var knust. Og jeg var knust. Og det var så tydeligt at mærke. Jeg prøvede at trøste ham ved at sige, at for mig var det vigtigste at være sammen med ham, børn eller ej. Men inderst inde følte jeg så stor en smerte både for ham og mig, og drømmen om et fælles biologisk barn føltes nu endnu mere urealistisk og uopnåeligt.

Jeg prøvede virkelig at holde hovedet højt for os begge to. Vi havde jo været gravide tidligere, så der måtte jo være noget helt galt med den prøve. Det kunne simpelthen ikke passe. Samtidig blev jeg lettet over, at det ikke kun var mig, der var noget i vejen med. Det trøstede mig lidt, midt i sorgen, at det var vores begges “skyld”.

Sol og måne må have stået rigtigt på himlen, den dag vi var blevet gravide af os selv. Den eneste gang på 9 år.

Noget tid efter var vi til samtale hos gynækologen, som skulle henvise os til fertilitetsbehandling. Han var så god, og det var første gang i lang tid, at vi fik et lille håb. Han beroligede os og sagde, at ved fertilitetsbehandling skulle vi nok lykkes med graviditet, for sædprøven var alligevel ikke så slem. Og som han så rigtigt sagde, skal man jo kun bruge én god sædcelle.

Vi blev henvist til Hvidovre Fertilitetsklinik, og ventetiden føltes så lang. Jeg havde mange kriser i den periode, hvor jeg følte mig utilstrækkelig. Jeg husker, at jeg græd meget. Jeg husker særligt en aften, hvor vi gik tur med vores hund i Søndermarken i Valby, og lige pludselig græder jeg bare helt vildt. Så står vi der i mørket, og stakkels Jonas aner ikke, hvad der foregår inden i mig. Vi står længe og omfavner hinanden, og jeg syntes bare, at alt var så svært og uretfærdigt lige der, og jeg fortrød så inderligt, at vi havde fået den abort nogle år forinden.

Hvis Jonas og jeg talte om drømmen om at blive gravide, brød jeg ofte ud i gråd. Han var den eneste, der vidste, hvordan jeg virkelig havde det, og han var den eneste, jeg talte med om det. Men han havde slet ikke samme behov for at tale om det hele tiden, som jeg havde.

Når jeg tænker tilbage nu, så tror jeg, at Jonas på det tidspunkt havde en meget stærkere tro på, at det ville lykkes, end jeg havde. Og hver gang jeg kom med mine “tabertanker” om, at jeg var bange for, at det aldrig ville lykkes, så mistede han nok lidt af troen selv – og det kunne han ikke bære. Forståeligt nok. Og det kunne jeg i øvrigt heller ikke bære, for hvis vi begge mistede troen, hvad ville vi så have tilbage? Vi var nødt til at tro på det begge to og finde nogle af de gode tanker frem. Han var og er virkelig min klippe, og hvis ikke han havde haft troen på det, så var jeg blevet tabt fuldstændig.

Jeg følte stadig en kæmpe skyld over, at vi skulle igennem fertilitetsbehandling på grund af min PCO – for alene dét kunne give en direkte henvisning til behandling. Jeg var ellers rask og slank, og vi trænede regelmæssigt og spiste sundt og varieret, så jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med min PCO, og der var nul procent gode råd at hente hos lægen på daværende tidspunkt. Det eneste, de fortalte mig, var, at det var vigtigt at holde en sund livsstil – og det gjorde jeg jo i forvejen.

På et tidspunkt midt i ventetiden bliver min meget tætte veninde gravid. Ved et uheld. Og jeg håbede så inderligt, at hun ville vælge at få en abort.

Hun følte sig ikke klar til at skulle have et barn, og uretfærdighedsfølelsen strømmede bare ind over mig som en stor, kold spand vand. Jeg var så rygende jaloux, og min egen sorg over ikke at være gravid og mit eget ønske om et barn kunne slet ikke give mig overskud til at være glad på hendes vegne, hvis hun ville beholde det. Det var så vanvittigt egoistisk, og jeg skræmte virkelig mig selv ved at kunne få de tanker.

Jeg følte mig som et dårligt menneske, og på det tidspunkt følte jeg ikke engang, at jeg selv fortjente en graviditet, når jeg kunne tænke sådan om andres. Men uanset hvad var det den følelse, jeg havde – og den følelse kunne ingen jo tage fra mig. Jeg talte aldrig højt om de forbudte følelser, så den lille djævel, der sad inderst inde i kroppen og ikke kunne være glad på andres vegne, kunne bare æde mig langsomt op indefra – uden at nogle andre vidste noget om det.

Endelig en del af mor-klubben

I starten af 2017 blev vi indkaldt til samtale på Hvidovre Fertilitetsklinik. Vi var så spændte og håbefulde – og vi fik endelig en følelse af at være i gang. Men da vi satte os i venteværelset, hvor der også sad andre par, blev der bare trukket en stor, sort og virkelig presset stemning ned over hovedet på os. Ingen kiggede på hinanden eller sagde noget.

Det er det mest ubehagelige venteværelse, jeg nogensinde har siddet i, og flere gange fik jeg bare lyst til at løbe skrigende ud derfra.

Jeg tænkte, at den fertilitetsbehandlingsklub i hvert fald slet ikke var noget for mig, og at jeg ikke ville være en del af den.

Men det hele blev bedre til samtalen med en læge, som forsikrede os, at graviditet ikke ville blive et problem. Det skulle de nok fixe. Jeg kunne sagtens blive gravid med PCO, selvom det krævede lidt stimulering med nogle hormoner. Og Jonas’ oprensede sædprøve på 18 millioner var en fuldstændig normal prøve, så vi skulle ”bare” insemineres. Jeg kan huske, at det var 18 millioner, fordi jeg blærede mig med det overfor vores venner nytårsaften – jeg ved stadig ikke, om Jonas har tilgivet mig for at råbe det højt den aften. Men det var endnu en lille lettelse på vejen.

Og lægerne holdt også, hvad de lovede. Vi blev insemineret i marts 2017, og cirka 9 måneder senere, den 27. november, kom verdens bedste Alfred til verden. Lavet i allerførste forsøg på Hvidovre Fertilitetsklinik. Det var helt perfekt. Nu var jeg endelig med i mor-klubben, som jeg havde hungret efter så længe. Alt var, som det skulle være.

Efter sådan et “lucky punch” var Jonas og jeg nok, set i bakspejlet, lige lovlig ovenpå. Vi aftalte, hvornår det passede bedst for Alfred at få søskende, og tilrettelagde alt ud fra det. For det var jo ingen sag at blive gravide. Det kunne lægerne nemt ordne for os.

Jeg tog mange kilo på under graviditeten, og jeg kom aldrig rigtig af med dem igen. Jeg kom heller aldrig i gang med at træne – jeg levede bare det søde barselsliv med uanede mængder kaffe, croissanter og kage og havde et stort rungende minus på træningskontoen, længe efter min barsel var slut.

Vi havde planlagt en ferie til Thailand i starten af februar 2020, og så ville vi gerne blive gravide, når vi kom hjem. Alt var skemalagt. Så derfor tog vi til samtale på Trianglen Fertilitetsklinik i januar 2020 og aftalte at gå i gang, når vi kom hjem fra Thailand i februar. Jonas og jeg lavede en aftale om, at vi ikke ville fortælle nogen om behandlingen, i håbet om at vi så kunne overraske vores forældre med en graviditet inden for et par måneder. Vi ville jo hurtigt blive gravide igen, tænkte vi lidt optimistisk.

En evighedsbuket til svigermor

Men månederne gik. Efter første inseminering skulle vi direkte hjem til Jonas’ forældre. Jeg havde købt en evighedsbuket til min svigermor – fordi det skulle være et fint symbol på den dag, jeg blev gravid med en lillesøster eller lillebror. Jeg syntes, det kunne være en smuk gave at give på så smuk en dag. Da jeg stod med en negativ graviditetstest to uger senere, glemte jeg alt om buketten, men den var heller ikke noget særligt længere. Min svigermor har derfor aldrig fået tanken bag buketten at vide.

Jeg blev insemineret 3 gange det første halve år, fordi de havde umådeligt svært ved at modne mine æg, så cyklusserne blev dobbelt så lange, som de burde. Grundet min PCO og de ringere odds for at opnå graviditet blev vi tilbudt 3 insemineringsforsøg mere, inden de ville prøve reagensglasbehandling. Dem takkede vi selvfølgelig ja til. Vi vidste jo, at det kunne lade sig gøre ved inseminering. Vi var jo blevet gravide i første forsøg for kun 3 år siden.

Jeg snakkede med sygeplejersken på klinikken efter det 3. forsøg, og hun sagde: ”Men man ved også, at æggene ikke bliver bedre med årene, og det ér jo 3 år siden, at du blev gravid – så det kan sagtens have en betydning for, at det er sværere nu.” Det var en virkelig nedslående besked, og også tankevækkende. Jeg var stadig kun 30 år. Men troen på, at det nok skulle lykkes, levede stadig i os, så vi blev insemineret 3 gange mere.

Det sidste forsøg var i slutningen af november, tæt på Alfreds og min fødselsdag – og det eneste, jeg ønskede mig i fødselsdagsgave, var en positiv graviditetstest.

Tre dage efter min fødselsdag, d. 5. december 2020, stod jeg med endnu en negativ graviditetstest.

Kort tid før de sidste 2 forsøg havde vi fortalt det til vores forældre. Vi havde været i gang i et halvt års tid, og vi havde brug for, at de vidste det, for det gik os efterhånden meget på. Det hjalp virkelig at få det sagt. Jeg sendte vistnok en sms om den negative graviditetstest, men blev ringet op af min far med det samme. Det var ubærligt for mig, og jeg prøvede at holde gråden tilbage, og det lykkedes i de første 5 sekunder af samtalen. På det tidspunkt var jeg først og fremmest ulykkelig over den negative test, men også frygten for, hvad næste skridt var, og om det så nogensinde ville lykkedes.

Vi aftalte at holde en lille pause. Min krop havde været udsat for daglige hormoninjektioner i et år, og vi aftalte, at det nok var bedst at holde kroppen fri for det i et par måneder. Det var en god beslutning.

Lige efter sidste forsøg i december fik jeg virkelig øjnene op for min PCO, og hvad den kunne lave af uro i min krop. Jeg havde haft 100 procent tillid til, at behandlingen nok skulle gøre mig gravid uden overhovedet at gøre noget selv. Jeg havde en følelse af, at alt var totalt under kontrol med hormoner på recept og uanede mængder af ultralydsscanninger. Det her havde lægerne fuldstændig kontrol over. Men hvorfor lykkedes det så ikke?

Efter sidste insemineringsforsøg tiggede og bad vi om at få lov til at få et sidste insemineringsforsøg.

Hvilket de ikke kunne tilbyde mig, af etiske årsager – heller ikke selvom vi gerne ville betale. Her følte jeg for første gang et enormt kontroltab. Lægerne havde haft så svært ved at give den rette dosis af hormoner, og min krop tog aldrig rigtig imod dem. Hver gang jeg kom til kontrol, så øgede de dosis, og hver gang jeg stod med en negativ test, så lavede de behandlingen om. Andre hormoner, nye injektioner og forskellige doser. Jeg kunne mærke, at lægerne næsten var lige så frustrerede, som vi selv var.

Skeen i den anden hånd

Når man føler kontroltab, har man brug for at kunne kontrollere noget andet, og derfor fik jeg nu et meget stærkt behov for at kontrollere min krop. Jeg startede en markant livsstilsændring: Jeg søgte nettet tyndt af information om PCO og PCO-venlig kost, do’s and don’ts, og jeg endte med at stille mig på en vægt, hvilket jeg ikke havde gjort siden min graviditet. Jeg fik ærlig talt et kæmpe chok. Jeg vejede ti kilo mere, end jeg gjorde før min graviditet. Jeg havde bare langsomt taget på, uden overhovedet selv at bemærke det.

Det var en kæmpe øjenåbner for mig, og jeg var indstillet på, at den her ”pause” i hvert fald ikke skulle være forgæves, og at jeg måtte tage skeen i den anden hånd, hvis jeg ville være gravid. Jeg startede med kosten og spiste 100 procent efter anbefalingerne til personer med PCO. Kost med et lavt glykæmisk index var mit primære fokus.

Jeg gik i gang med at dele ud af min nye PCO-sunde livsstil på Instagram, og jeg kunne mærke en kæmpe forløsning og en enorm motivation. Det hjalp mig så meget at snakke højt om det at have PCO, og det gjorde mig så meget klogere, fordi jeg fik kontakt til andre, som stod i samme situation. Efter 2-3 måneder havde jeg tabt de første 10 kilo, alene ved at spise anderledes.

På de par måneder var jeg lykkedes med at halvere min menstruationscyklus – nok dels ved at spise rigtigt og dels ved at tabe de mange overflødige kilo.

I den periode startede jeg også så småt op med træning. Jeg vidste, at motion ville have en god indflydelse på PCO’en, og nu var jeg dét lettere, så det blev også nemmere for mig at træne og løbe, som jeg engang havde været så glad for.

Jeg kan føle en stor skam over ikke at være gået i gang noget før. At vi skulle så langt ud, før jeg selv gjorde noget ved det efter 6 insemineringsforsøg. Det skammer jeg mig stadig over, samtidig med at jeg er stolt og glad over at have fundet overskuddet frem til så stor en livsstilsforandring midt i en mentalt hård tid. Men min allerstørste motivation for vægttabet og hele livsstilændringen var jo drømmen om en baby, og den drøm og det ønske har virkelig båret mig frem til, hvor jeg er i dag.

Christina tal

6 IUI-H
1 IVF
1 ægudtagning
13 blastocyster på frys
ingen ægoplægninger
2 graviditeter
1 barn

Man skal huske at leve livet

Men jeg er jo også andet end PCO og fertilitetsbehandling. Jeg er lykkeligvis blevet Alfreds mor – og Jonas’ kone – og jeg må jo også kæmpe for det, jeg har. Jeg vil gerne blive gammel og se mit barn vokse sig stor. Og jeg vil gerne blive gammel med Jonas uden at skulle bekymre mig om diverse livsstilssygdomme.

Så selvom 1,5 års fertilitetsbehandling endnu ikke har givet mig barn nummer to, så har det givet mig så meget andet.

Man skal huske at leve livet. Man skal huske på, hvad man har, og ikke tage noget for givet. Ønsket om en 2. graviditet er stor. Men ønsket om at blive mor var meget større. Og det blev jeg. Heldigvis. Men for os er det mentalt nemmere at være i her i anden omgang, fordi vi har Alfred. Og hvis vi kun får ham, så er vi stadig heldige og velsignet med en sund og rask dreng, og det trøster os meget. De 6 første insemineringsforsøg har derfor ikke været meningsløse, men derimod meget meningsfulde og en kæmpe milepæl. Jeg er blevet en bedre udgave af mig selv, en bedre kollega, søster, datter, mor og kone.

Efter jeg havde tabt mig omkring 13 kilo og fået godt styr på træningen, gik vi i foråret 2021 i gang med reagensglasbehandling på Trianglen. Der var blevet lagt en plan for mig tilbage i december, men på grund af vægttabet og den store ændring i min naturlige menstruations- cyklus, så ændrede man i planen, fordi man var bange for, at jeg skulle blive overstimuleret.

Men jeg blev overstimuleret. Jeg slog rekord på Trianglen og endte med at få taget 48 æg ud.

Det var en hård omgang, og jeg var sygemeldt i to uger. Efter det valgte jeg at stå frem på de sociale medier og fortælle åbent om, at vi er i fertilitetsbehandling. Og det har hjulpet mig meget i processen. Jeg har haft et stort behov for, at folk ved, hvad vi går igennem, og at vejen til en baby ikke er lige nem for alle. Det er terapi for mig, og samtidig er det noget, jeg også har kontrol over.

Vi har desværre ikke haft nogen graviditetsforsøg i år, fordi jeg blev så overstimuleret, så jeg holder pause nu på fjerde måned. Men jeg tror på, at når vi forhåbentlig snart skal i gang med et fryseforsøg, så har jeg hjulpet mig selv og chancerne for en graviditet meget ved at kontrollere min krop og dæmpe symptomerne på PCO med sund kost og et aktivt liv. Vi har 13 befrugtede æg på frys – og vi tror stadig på, at der kommer minimum ét barn ud af dem.

Følg med hos Christina her

Vil du læse mere om PCOS?

PCO(S)

PCOS: Efter ti år med p-piller opdagede Malene sin uregelmæssige menstruation

Malene får sin menstruation sent og starter p-piller med det samme uden en undersøgelse fra lægen. Derfor opdager hun ikke sin PCOS, før hun står og ønsker sig en graviditet.

29. januar - 2021