Artikler Om wawawomb Encyklopædi Kontakt
App

Donorbarn Eva: “Vi har alle brug for at kende vores skabelsesberetning”

Evas biologilærer i 2.g insisterede på, at to blåøjede forældre ikke kunne få et barn med brune øjne. Som Evas. Det fik hende til at gå hjem og spørge sin mor, “er far min biologiske far?”

Skrevet af:

Cathrine Widunok Wichmand

Personlig historie

27. april - 2021

wawawomb interviewer Eva

Evas forældre besluttede sig i 1982, at de ønskede sig et barn sammen. Men med en far som var steriliseret, var chancerne for at lykkedes små, trods forsøg på refertiliseringer. Otte år senere blev de forældre - takket være en sæddonor. En lukket donor. Men hvilke konsekvenser har det haft for Evas liv?

Lad os tage fat om begrebet først og fremmest; ‘donorbarn’ - Hvad tænker du om det?

”Det har jeg det egentligt fint med. Det er for mig bare en term, der giver en kort forklaring på, hvordan jeg blev undfanget. For mig er det nemmere at sige ‘donorbarn’ end at sige, ‘jeg er et barn, hvis forældre skulle have en sæddonation for at fuldføre undfangelsen’. ‘Donorbarn’ definerer mig ikke, og jeg synes ikke, den underminerer min eksistens som et menneske af kød og blod. For mig er der utroligt meget kærlighed forbundet med at være et donorbarn - en gave fra en (for mig) fremmed, et brændende ønske om at få et barn og en lang og sej kamp for at nå dertil. Alt sammen gjort i kærlighedens tegn”.

Hvad ved du om dine forældres beslutning, dengang de valgte at få dig?

“Min far var 51 år, og min mor var 26, da de begyndte at prøve. Efter tre børn fra et tidligere ægteskab, var min far blevet steriliseret, men det var ham, som foreslog min mor, at de skulle prøve at få et barn sammen. Han havde altid været glad for børn, og jeg tror bare ikke, han ønskede, at min mor skulle gå glip af oplevelsen af at blive forælder. Mine forældre startede ud med at prøve refertilisering gennem to omgange. Da det ikke viste sig at virke, var det deres læge, som foreslog at prøve sæddonation - min mor anede faktisk slet ikke, at det var en mulighed, da det i ‘82 ikke var så alment. De takkede ja, og i alt tog det dem otte år, to refertiliseringer og tretten insemineringer, før der var bid”.

Har I altid talt åbent om, hvordan du var kommet til verden?

“Nej, jeg var 18 år, da jeg fandt ud af, at jeg var donorbarn, og selv derefter var det ikke en ting, vi talte så meget om. Jeg tror, jeg var lidt bekymret for, at hvis jeg bragte det for meget på banen, så ville mine forældre tro, at det betød mere for mig, end det reelt gjorde. Det var vigtigt for mig, at de forstod, at det ikke betød noget i forhold til vores relation, og den kærlighed jeg havde til dem. Med alderen har jeg dog taget revanche og snakker åbent med min mor og venner om det.

wawawomb interviewer:
Eva Lynggard, 31

De valgte en lukket donation - en åben donation var vist slet ikke en mulighed i deres situation, eller noget de havde med i overvejelserne”.

Lukket donor, hvad betyder deres valg for dig?

“Det betyder, at jeg ikke kender, hverken donor eller donornummer, og at der er en del af mit genetiske ophav, som jeg ikke har kendskab til. Det betyder også, at jeg ikke har kendskab til, om der er eventuelle genetisk overførte sygdomme. Og så er der selvfølgeligt hele den ‘genetiske spejling’, som jeg ikke har samme adgang til.

Hvor har jeg den her næse fra, de lange fingre, de brune øjne og behovet for at snakke om alting HELT til bunds? Det er i hvert fald ikke noget, jeg har kunnet spejle i mine forældre.

Selv om jeg aldrig finder ud af, hvor halvdelen af mig kommer fra, så har jeg gjort det, der får mig tættest på. Nemlig at få taget en DNA-test. Det kom ud fra en generel nysgerrighed om, hvor jeg mon kommer fra i verden, og om jeg kan blive lidt klogere på mig selv på den måde. Jeg vidste også godt, at det måske ville resultere i eventuelle halvsøskende og måske lidt long shot, finde min donor.

Det blev dog ikke til nogen donor, men derimod til 12+ matches med halvsøskende, som alle sammen er donorbørn, og min erfaring siger mig, at der løbende kommer flere til. Det er en lidt surrealistisk følelse og lidt sci-fi agtigt at blive konfronteret med.

Skulle jeg en dag, mod al forventning, matche med en donor, ville jeg nok kontakte ham. Ikke fordi jeg mangler eller ønsker et følelsesmæssigt bånd eller relation, men ud fra en mere generel nysgerrighed. Hvordan ser han ud? Hvad arbejder han med? Hvorfor blev han sæddoner?

Min rigtige far har været den bedst tænkelige far, og på trods af at han nu er gået bort, er det ikke en rolle, der på nogen måde kan eller ønskes erstattet eller suppleret. På samme måde er jeg heller ikke på udkig efter en familiær relation til de halvsøskende, jeg matcher med, og det fornemmer jeg heller ikke, de er”.

Hvordan fandt du ud af, at du var kommet til med hjælp fra en sæddonor?

“Jeg fandt ud af det i forlængelse med en biologitime i 2.g. Temaet var genetik og øjenfarve.

Min underviser fastslår, at det ikke er muligt for to blåøjede at få et barn med brune øjne. Jeg protestere højlydt, for sådan forholder det sig altså i min familie! Hun returnerede med, at min mor nok har været min far utro,

... og jeg forsøger selvfølgeligt at beskytte min mors uskyld, velvidende, at det ville min mor aldrig, aldrig gøre. Det var ret ubehageligt at sidde i den situation, og jeg skippede efterfølgende en del biologitimer, fordi jeg havde set mig sur på underviseren og egentligt ikke havde lyst til at sidde i det klasselokale igen.

Der går nogle dage, hvor jeg går og grubler for mig selv. Så en aften, hvor jeg sidder og ser tv-avisen med min mor, spørger jeg hende ud af det blå og meget direkte: “Mor, er far egentligt min biologiske far?”. Jeg kunne se, at spørgsmålet kom meget bag på hende, og hun svarede, at min far selvfølgeligt altid ville være min far. Det var jeg helt enig i, “men er han min biologiske far?”. Det blev en følelsesmæssig samtale, hvor min mor så forklarede historien, om at de havde brugt en sæddonor.

Sjovt nok var jeg ikke specielt overrasket eller bestyrtet. Da jeg var barn, havde jeg tit fantasier om, at jeg måske var adopteret, eller at jeg havde en anden far, og at de var sheiker eller troldmænd (tak til Harry Potter-bøgerne). Så nyheden var nok mere fascinerende end verdensomvæltende, og det tog intet fra relationen til, hverken min mor eller far. Tværtimod fik jeg mere respekt og kærlighed for min far. Tænk at han, i en alder af 60 år, vælger at blive far (igen) for et barn, der ikke er hans biologisk og så gøre det med så meget kærlighed og hjerte bag. Og det var tilmed hans ide, at de skulle få et barn. Det, tænker jeg, var en kæmpe gave til min mor.

Min mor lod det være 100 procent op til mig, hvem jeg fortalte det, hvornår og hvordan. Der gik faktisk noget tid, før jeg fortalte min far, at jeg vidste det. Han var ved at blive gammel og syg, og jeg var bange for at såre ham i en sårbar tid. Og det var først nogle år efter, da min far gik bort, at jeg fortalte mine tre halvsøskende det. Jeg var lidt bange for, hvad det ville gøre ved vores relation, da de i forvejen var en hel del ældre end mig, og vi ikke havde et ‘normalt’ søskendeforhold. Heldigvis blev mine bekymringer gjort til skamme, men det var overvejelser, der fyldte meget for mig i den tid, og som jeg tog meget alvorligt.

Det betød også noget for mig, hvilke af mine egne venner og hvilke familievenner, som fik det at vide. Jeg ville ikke have, at nogen så mig mindre som min fars datter af den grund. Så jeg var glad for selv, at kunne styre det hen ad vejen og i takt med, at jeg selv hvilede mere og mere i den nye information og selvforståelse. Specielt fordi jeg var så gammel, da jeg fandt ud af det”.

Hvad har det fyldt for dig i dine yngre år, og nu?

“Det, der stadig ærgrer mig, er måden, jeg måtte finde ud af det på.

Mine forældre snakkede ikke så meget om det mellem hinanden, og der var en eller anden usagt konsensus om, at de ville fortælle det efter min fars død eller i forbindelse med, at jeg selv blev gravid. Jeg ville ønske, at det var gjort mere elegant, og at der havde været mere kommunikation omkring det.

Men igen, så var der ikke meget vejledning dengang. Det var nyt territorium - også for lægevidenskaben. Og denne manglende vejledning har jeg kunne genkende i nogle af de historier, som mine donor-halvsøskende har fortalt. En fandt ud af det ved at tage DNA-testen for sjov, en anden har fået det fortalt af sine forældre, men må ikke sige det til nogen i familien eller nogen, de kender, og en anden fik det fortalt gennem en slægtning. Og for nogen har det virkeligt bare været en verdensomvæltning af få det at vide i en sen alder. En brast illusion.

For mig er det bare så vigtigt at huske børnenes tarv i sine overvejelser. At der kommer et lille menneske ud af processen, som måske står til at få nogle svar, før spørgsmålet er stillet.

Så det er så vigtigt at give forældre til donorbørn hjælp - ikke bare i den svære undfangelsesproces, men også efterfølgende når barnet er født, og når potentielle svære samtaler skal haves.

Jeg ved, heldigvis, at der den seneste tid er åbnet op for emnet, og at det er knapt så tabubelagt, som det har været, hvilket gør samtalerne nemmere og gør information lettere tilgængeligt. Men det er kun for nyligt, at man er begyndt at tale om de rettigheder, barnet har i forbindelse med med donationer”.

Har du haft følelsen af at stikke ud i folkeskolen?

“Nej - takket være en fremragende biologilærer, som i timen hvor vi lærte om øjenfarve, insisterede på, at jeg ikke havde brune øjne. Han mente, at de virkede mere grønne. Jeg kan huske, jeg følte mig speciel og sej - og det var det, jeg tog med fra den dag. Jeg tænker tit tilbage på, hvor fint han håndterede den situation".

Vi har talt med en del solomødre, som vælger åben donor for ikke at fratage sit barn den mulighed at kunne blive klogere på sit biologiske ophav, hvad tænker du om det?

“Jeg kan under alle omstændigheder kun se det positive i at vælge åben donor. Spørgsmålet: “Hvor kommer jeg fra” har jo alle dage betydet noget for os som mennesker. Tænk bare på alle de skabelsesberetninger, som er blevet fortalt gennem tiden. Om Eva der blev skabt ud af Adams ribben, om urjætten Ymer, som i nordisk mytologi, skabte en mand og kvinde fra sveden under hans højre armhule, mens hans fødder ynglede sig til en verden fyldt med jætter, og om det første forældrepar i græsk mytologi, hvor Gaia (jorden), skaber sig sin egen elsker, Uranos (Himlen), som hun får en masse børn sammen med.

De fleste børn elsker jo også at høre om deres egen skabelsesberetning. Det gjorde jeg i hvert fald selv.

Vi har alle vores egen skabelsesberetning. Da mor mødte far, og de efter lang tids venten og mange prøvelse endeligt kunne få lov til at møde deres barn. Eller da mor følte, at hun så brændende ønskede sig et barn, at hun ikke kunne vente på en mand, så hun udvalgte den helt rette donor, så hun vidste, at hun gav sit barn det bedste med på vejen. Eller hvordan det nu er gået for sig og hvordan man nu ønsker at fortælle det.

Jeg tænker kun, at det gør fortællingen mere fyldestgørende og tilfredsstillende for donorbarnet med en så åben og ærlig fortælling som muligt. Og at en åben donor er bedre til at mætte en sulten nysgerrighed. Selvom det ikke alle, som overhovedet er interesserede i at vide noget om deres donor, er der en værdi i at vide, at det er et valg, jeg selv kan tage, og at det ikke blev taget for mig. For valget kan ikke gøres om”.

Vi styrker fællesskabet og bryder med ensomheden, når vi deler. Har du også lyst til at dele dine oplevelser med os, så skriv til os på kontakt@wawawomb.dk

Vil du vide mere om sæddonorer?

Viden om

Hvordan vælger jeg den rette sæddonor for mig?

Måske ved du allerede nu, at du har brug for en sæddonor - eller I har. Det kan også være en overvejelse, som behandlingen skrider frem. Hvordan er processen og hvilke valg, skal du træffe?

03. marts - 2021