Artikler Om wawawomb Encyklopædi Kontakt
App

Familieeksperten: Hvordan starter man snakken om børn?

Begynder tankerne at cirkle om børn hos dig? Men du ved måske ikke rigtig helt, hvordan du starter snakken med din partner om, om I er klar til det næste skridt.

Skrevet af:

Ninna Koefoed, Foreningen Ro

Ekspert

21. januar - 2021

Hos wawawomb har vi valgt de dygtigste fagpersoner indenfor deres felt til at gøre dig og os klogere på kroppen, psyken og relationerne.

Foreningen Ro hjælper og støtter kvinder og par i fertilitetsbehandling gennem samtale og netværksdannelse. Stifter af foreningen, Ninna Kofoed og hendes mand har selv været igennem halvandet års fertilitetsbehandling for at få parrets datter.

Der kommer et tidspunkt i vores liv, hvor tankerne om børn bliver mere realistiske. Nevøerne og niecerne virker ikke lige så irriterende mere, de små babyer hopper nærmest over i armene på dig, og du kan pludselig godt lide det! Måske kan du endda mærke, at det der med at blive gravid ikke er en fremmed tanke.

Veninderne begynder at snakke

Når du er sammen med veninderne, så begynder I også at snakke om at få børn. Byturene (når man altså kan den slags) er stadig fede, og ligeså rejserne og tosomheden, men der mangler ligesom noget. I åbner stille og roligt op for hinanden omkring ønsket om at få børn. Måske har du også nogle veninder, som aldrig skal have børn, og som hviler i tilværelsen, som den er nu. Men for dig kan du mærke, at det er vigtigt at skabe en familie, og du kan mærke dit biologiske ur tikke – det har det, vist ikke gjort før…

"Jeg har tænkt på noget.. Skal vi lave et barn..?"

Når ønsket om at skabe en familie vokser for dig, hvad gør du så? Skal du tale med din partner om det? Og hvordan mon reaktionen bliver? Mange af os kan have en følelse af nervøsitet eller endda frygt for at dele ønsket om et barn med vores partner, netop fordi vi er bange for at blive afvist i vores ønske. Vi kan være bekymrede for, hvor det efterlader os henne som par. "Hvis vi ikke har de samme ønsker for fremtiden, skal vi så være sammen?" - eller kan du vente på, at din partner bliver klar?

Vidste du at...?

En kvinde er i snit 29,5 år i Danmark,

når hun får sit første barn

Snakken om at starte familie er sjældent perfekt. Man kan blive glædeligt overrasket eller måske lettere såret. Det kan være, at spørgsmålet ligger på dine læber ad mange omgange, før du får sat dig ned og sagt til din partner, at du gerne vil have et barn med netop ham eller hende. Det er en svær ting at åbne op for, og en kæmpe kærlighedserklæring, som du selvfølgelig håber, bliver gengældt.

Hjertet uden på

Hjertet banker, hænderne bliver en smule svedige, men du får det sagt. Når I befinder jer i snakken så husk på, at uanset svaret, så er det en kærlighedserklæring til dig, at din partner er tryg nok til at være ærlig overfor dig. Det er vigtigt, at der er plads til jer begge - uanset ståsted. Det skal faktisk være okay at sige: ”ellers tak – det er ikke lige nu, jeg skal have et barn, men jeg elsker dig, og jeg vil være sammen med dig”. Ligeså vel som du giver dine følelser til kende.

Og måske tænker du bagefter, “åh! Jeg skulle ikke have sagt noget…”. Men du repræsenterer den ene halvdel af jeres forhold, og dermed er du forpligtet til at dele dine tanker og følelser, hvis de fylder meget for dig. Hvad din partner gør med beskeden om dine tanker og følelser, det er op til ham eller hende. Du kan kun tage ejerskab over dine egne følelser og være loyal over for dem – det er din pligt til dit mentale jeg. På den måde skaber du faktisk tryghed for jer begge, fordi du viser, hvor du er, og hvad du vil.

Og I skal nok finde hinanden i processen og komme videre derfra, så længe I er loyale over for jeres egne følelser og er åbne om at dele dem med hinanden. Det er en virkelig god ting at kunne tale om og at kunne tale sammen, også selvom I ikke umiddelbart er enige lige nu.

Når praktikken skal gå op

Hvorfor fik du måske et “... ikke endnu…”?

For mange af os er det også vigtigt, at alt det praktiske er i orden, før vi begiver os ud på den rejse, der gerne skulle have en baby som destination. For nogen indebærer det, at uddannelsen skal være i hus, for andre at økonomien skal være i orden. Nogle ønsker muligheden for at købe et hus i den nærmeste fremtid og gerne en bil, hvor barnevognen kan være i bagagerummet.

Vi lever i et samfund, hvor der forventes meget af os – og vi har store forventninger til os selv. Det er ikke anderledes, når vi skal se os selv i rollen som forældre. Og selvfølgelig skal udgangspunktet være der, men det er også fint at tage tingene lidt, som de kommer. Nogle gange er det måske fint nok, at alt ikke er perfekt. Det at sige: ”pyt, det skal nok gå”, er faktisk en vigtig egenskab at have som forældre.

Jeg vil vove at påstå, at det store hus og den store bil ikke gør os til lykkelige forældre, og det gør heller ikke vores børn til lykkelige børn. Men hvis hjerterummet er hos jer, og I sammen hviler i jeres beslutning, så er I så klar, som man kan blive.

Drømmen kan blive erstattet af behandling - og planen kan skride

Når I er på helt samme side, beslutningen er taget, og I i øvrigt har været i gang med at prøve at blive gravid i over et år, så er det svært at få beskeden om, at I kan se frem til fertilitetsbehandling efter en endt udredning. Og det er uanset om det er IUI, IVF eller ICSI behandling, I skal igang med.

Vidste du at...?

I 2018 var 17.596 kvinder i Danmark

i fertilitetsbehandling

For planen er jo lagt, snakken er for længst taget, og I har givet hinanden den ultimative kærlighedserklæring. I har bekræftet hinanden i, at I vil have børn sammen og dermed bruge resten af livet sammen som familie. Det er klart, at det er svært at acceptere, at planen nu ændres, og at I skal forholde jer til et behandlingsforløb. Det vil være en proces for jer at acceptere det, og I vil måske mærke en form for sorg i processen.

Husk at tale sammen - og pas på hinanden

Er I et af de par, der skal i fertilitetsbehandling, så er det vigtigt, at I husker at tale sammen. I vil gennemgå mange følelser i processen, og måske vil I være forskellige steder følelsesmæssigt på forskellige tidspunkter. Det kan være frustrerende og svært at være i. Derfor er det vigtigt, at I taler sammen, og at I fortæller hinanden, hvordan I har det.

Oplever I, at det er svært, så er det vigtigt, at I søger hjælp, så I kan komme godt igennem jeres behandlingsforløb. I skal huske, at jeres mentale helbred er mindst ligeså vigtigt som jeres fysiske helbred. Og begge dele kan komme gevaldigt på prøve under et behandlingsforløb.

Læs mere om Foreningen RO her.

Har du et emne, du gerne vil vide mere om? Så skriv til os på kontakt@wawawomb.dk

Referencer:
Dansk statistik
Danske regioner

Har du lyst til også at læse...?

Ekspert

Familieeksperten: Hvordan håndterer jeg 'babyjalousi'?

Fertilitetsbehandling byder på opture og nedture, og følelser i spandevis. Ikke alle er lige smukke, lige nemme for hverken dig selv eller andre at rumme. En af dem kan være babyjalousi.

31. januar - 2021