Artikler Om wawawomb Encyklopædi Kontakt
App

Familieeksperten: Set i bakspejlet - en personlig samtale mellem mor og datter

Hvordan er det at være pårørende til en i fertilitetsbehandling? Og hvordan kan selv den mest åbne og ærlige relation blive ændret af behandling, når man pludselig bliver berøringsangst?

Skrevet af:

Ninna Koefoed, Foreningen Ro

Partner og pårørende

07. juni - 2021

Hos wawawomb har vi valgt de dygtigste fagpersoner indenfor deres felt til at gøre dig og os klogere på kroppen, psyken og relationerne.

Foreningen Ro hjælper og støtter kvinder og par i fertilitetsbehandling gennem samtale og netværksdannelse. Stifter af foreningen, Ninna Kofoed og hendes mand har selv været igennem halvandet års fertilitetsbehandling for at få parrets datter. Her kigger Ninna og hendes mor tilbage på tiden, hvor Ninna var i behandling.

Jeg har længe tænkt over, hvordan jeg bedst kunne belyse nogle af de dilemmaer, man som nærmeste pårørende oplever, når man kender en nær i fertilitetsbehandling.

Det kan nogle gange være svært at give et reelt billede af de overvejelser, tanker og følelser der kan opstå i relationen mellem den der er i behandling og de, som står en allermest nær. Især hvis det er svært at forstå processen og den følelsesmæssige belastning man kan opleve, når man er i fertilitetsbehandling.

Heldigvis har jeg en modig og sej mor, der gerne stillede op til en snak omkring hendes overvejelser og følelser, da vi var i behandling. Mit håb for dig er, at du kan bruge denne artikel til at skabe et godt fundament for en snak med dem, du har allermest nær.

Her er vores helt egen historie om den tid.

Min mor: Hvad oplevede du var svært under behandling i relation til mig, som din mor?

Mig: Det var svært for mig at forklare dig, tror jeg, hvad det var, vi gik igennem. Det var både lavpraktiske dele af behandlingen, “nu tager jeg den sprøjte, og så tager jeg den sprøjte osv.”. Men der var også den følelsesmæssige del, som jeg nok ikke selv havde helt greb om undervejs. Altså, hvor meget det påvirkede mig. Jeg tror ikke, jeg var god til at forklare den del eller inddrage dig i følelserne.

Mig: Var det svært for dig at stå ved siden af mig som pårørende?

Min mor: Jeg havde i al fald svært ved at forstå det. Jeg forstod ikke, hvad det var, I gik igennem. Og her bagefter har jeg mega dårlig samvittighed over, hvor lidt jeg har involveret mig. Og når det er sagt, så synes jeg også, at det er en privat sag. Vi to har ikke altid talt om sex og sexliv, eller om hvorfor I ikke lykkes uden hjælp.. Det er et meget privat spørgsmål, som jeg synes er svært som forældre at involvere sig i naturligt.

Mig: Men kunne I ikke fornemme, at vi har kede af det?

Min mor: Jo.. Jo, det kunne jeg godt. Jeg kunne godt fornemme det, men jeg tror, jeg havde berøringsangst. Jeg synes, det var rigtig svært at håndtere, det at det var så privat, og at jeg samtidig ønskede at involvere mig i jer. Jeg synes, det var et svært dilemma og en balancegang. Jeg vidste ikke, hvor meget I ville have os med.

Jeg tror, jeres smerte gik op for mig en aften, hvor Christian fortalte om det hele. Og han prøvede at joke lidt med det. Der gik det op for mig, hvor alvorligt det var.

Mig: Hvorfor spurgte du så ikke mere ind til os efter den aften?

Min mor: Jamen, Ninna jeg tror, at for os, var det rigtig svært som forældre at spørge mere ind til det. At spørge ind til den seksuelt betingede del… Det er jo ligesom jeres sag. Det er svært at finde balancen i, hvornår vi er interesserede, og hvornår vi blander os. Og jeg synes stadig, det er en privat sag at lave børn.

Jeg kan fortælle dig, at jeg her efterfølgende, når jeg har sagt, hvad du laver med Foreningen RO, så har jeg, så sent som i weekenden, fået at vide; ” de er også i fertilitetsbehandling, og jeg kender andre, der er i fertilitetsbehandling”. Det berører så mange, og det sætter nogle helt andre snakke i gang, hvis jeg f.eks. italesætter Foreningen RO’s formål. VI får nogle andre snakke og bryder tabuet.

Mig: Der er jo mange, der beskriver at opleve, at det er et tabu at være i fertilitetsbehandling. Det er det måske også som pårørende.. Oplever du det som et tabu at være pårørende til en i fertilitetsbehandling?

Min mor: Set i bakspejlet, får jeg virkelig dårlig samvittighed. Fordi jeg synes faktisk, at jeg bare ikke har involveret mig. Og jeg har ikke været klar over, hvor omfattende det har været for jer. Jeg har virkelig lært, at man ikke skal være for forskrækket til at spørge ind.

Mig: Undersøgte I det dengang, hvad det betød at være i fertilitetsbehandling?

Min mor: Nej, det gjorde vi faktisk ikke. Og det ligner os jo overhovedet ikke. Der gik faktisk længe, før jeg sagde det højt. Det er aldrig noget, vi aktivt har fortalt til nogen i vores netværk. Og hvorfor, det ved jeg faktisk ikke.

Mig: Nej, det er faktisk underligt. For stiller man sig selv det spørgsmål; ”hvad er der galt med at være i fertilitetsbehandling?”, så er svaret jo, at der intet er galt med at være i fertilitetsbehandling. Det er jo en folkesygdom og berører rigtig mange mennesker.

Min mor: Præcis! Der er jo heller ikke noget galt med at have diabetes – det taler man jo om.

Men jeg tror, det var en kombination af berøringsangst og det at respektere hver vores privatliv. Jeg synes, det er meget privat.

Eller det syntes jeg førhen. Jeg tror ikke, at jeg synes, det er ligeså privat mere. Og så alligevel, så har det jo en eller anden privat snitflade. Men vi burde tale mere om det. Når vi fortæller om din proces med at starte Foreningen RO, uanset hvor, så vælter det ud med historier af folk... Og det synes jeg virkelig er tankevækkende, at der er så mange der er berørt af det, og kun så få taler om det.

Mig: Så hvis du skulle give dit bedste råd til de mødre, der sidder derude lige nu som pårørende, hvad ville det så være?

Min mor: Jeg ville helt klart sige: Involver dig, og sig du gerne vil tale om det. Spørg aktivt ind til, om det er noget, I skal tale om. Spørg hvordan dit barn har det i det, det er i. Det er så vigtigt et spørgsmål. Og så er mit råd, at man, med forsigtighed, skal turde træde ind over den grænse og turde spørge. Og turde stille sig til rådighed.

Min mor: Jeg synes jo egentlig, vi har været vældig gode til at tale om mange ting. Så hvorfor har vi så ikke talt om det her?

Min mor: Hvad var din oplevelse som en, der stod midt i behandling?

Mig: Jeg tror bare, vi oplevede meget, at samtalen blev lukket lidt ned. Hvis f.eks. at jeg fortalte, at nu skulle vi starte i anden behandling, så blev der sagt: ”Super godt, det skal nok lykkes den her gang... Det er vi sikre på.” Lukket.

Og så var det ligesom det, og så blev der talt om noget andet. Og det var jo i god mening, fordi I ville passe på os og ønskede det bedste for os, men for os føltes det enormt ensomt, at der ikke rigtig blev lyttet.

Min mor: Jeg får helt ondt i maven, når du fortæller det... Jeg kan næsten ikke være i det. Det er simpelthen dårligt. Man skal sætte sig ned og sige: ”Vil du fortælle mig om det? Skal vi gå en tur? Har du brug for at græde?” Det, der jo også er i det, er, at man som forældre går glip af den sorghåndtering, der er i processen.

Jeg føler jo faktisk også, at jeg har lukket mig selv ude fra nogle ting. Og det er hårdt. Men jeg kan ikke gøre det om. Jeg kan blive klogere.

Mig: Det er okay, mor. Vi klarede det jo. Og nogle af tingene havde jeg måske heller ikke involveret dig i. Det kan jeg ikke svare på. Jeg kan huske dengang vi fortalte, at vi skulle i fertilitetsbehandling. Der forstod du, fordi I selv havde ventet længere på en graviditet. Men så gik vi ind i et andet forløb, der var svært at forstå.

Min mor: Jeg vil bare sige, at jeg er rigtig ked af, at jeg ikke har involveret mig mere. For jeg kan ikke gøre det om.

Mig: Tak. Det er jeg rigtig glad for, du siger. Nu hjælper det her forhåbentlig andre, der er i situationen nu.

Min mor: Præcis, og det betyder også meget.

Det var en snak, vi ikke havde haft længe. Jeg håber, at den giver dig et indblik i, hvor vigtigt det er at afstemme hinandens forventninger i et sygdomsforløb - uanset om det handler om fertilitetsbehandling eller andre sygdomsforløb.

Faktum er, at vores netværk er vigtigt for os, når vi står i en sårbar situation. De kender os og kan give den støtte, vi har brug for, hvis bare vi taler om det.

Min mor og jeg har et meget tæt forhold, og vi kan tale om det meste. Men lige i den periode, hvor jeg var i fertilitetsbehandling, der oplevede vi begge en distance. Vi fandt heldigvis hinanden på ny.

Jeg ønsker for dig, at du også får mulighed for, at tage de gode snakke med dine nærmeste. Det kan være en kæmpe gave for jer - også i fremtiden.

Læs mere om Foreningen RO her.

Har du et emne, du gerne vil vide mere om? Så skriv til os på kontakt@wawawomb.dk

Vil du læse mere fra Foreningen RO?

Mental sundhed

Familieeksperten: Hvordan håndterer jeg 'babyjalousi'?

Fertilitetsbehandling byder på opture og nedture, og følelser i spandevis. Ikke alle er lige smukke, lige nemme for hverken dig selv eller andre at rumme. En af dem kan være babyjalousi.

31. januar - 2021