Artikler Om wawawomb Encyklopædi Kontakt
App

Gentagne graviditetstab: Camilla kæmpede for at holde på sit barn

Camilla havde lyst til at løbe efter sin patient med et kram efter at have overleveret nyheden om, at hun for anden gang var ved at abortere. Uden at vide at hun to år efter skulle stå i nøjagtig samme situation.

Skrevet af:

Cathrine Widunok Wichmand

Diagnoser

27. januar - 2021

wawawomb interviewer Camilla.

Camilla er selv uddannet læge og har siddet med, når kvinder har fået overleveret beskeden om manglende hjerteblink og graviditetstab. Pludselig står hun der selv og oplever gentagne graviditetstab.

Hvordan var dit første møde med diagnosen gentagne graviditetstab, som læge?

Vi skal skrue tiden tilbage til år 2016, hvor jeg, som en del af afslutningen på medicinstudiet, var i et ophold på Gynækologisk Afdeling. En formiddag var jeg med til et besøg i det akutte gynækologiske ambulatorie, som jeg ikke på selve dagen var klar over, skulle få stor betydning for mig et par år efter.

Om Camilla:

Camilla, 30, gift med Rasmus, 38,

forældre til Halfdan

Læge på afdeling for Børn og Unge

på Herlev Hospital

Følg hende på @Barnedrøm

En kvinde mit i 30’erne kom ind alene, tydeligt nervøs, og fortalte, at hun var tidligt gravid, men nu var begyndt at bløde. Jeg husker ikke, hvordan samtalen præcist forløb, men da vi skulle scanne hende, brød hun grædende sammen og spurgte, om jeg virkelig også skulle være der. Det behøvede jeg selvfølgelig ikke, hvis det gjorde hende ked af det, så jeg ventede på den anden side af forhænget. Jeg hørte hende undskylde, at hun ikke kunne rumme mig, men det var 2. gang hun var ved at abortere, og det var så svært for hende at være i det. Kvinden fik besked om, at graviditeten var gået til, men at man ikke ville gøre yderligere, da det ”kun” var 2. ufrivillige abort. At blive sendt videre til yderligere udredning kræver normalt 3 på hinanden følgende graviditetstab. Kvinden fik et lille klem på armen af sygeplejersken og blev sendt hjem. Grædende og helt modløs i øjnene.

... Dengang, såvel som i dag, får jeg lyst til at løbe efter hende og give hende et langt trøstende kram og en støttende skulder.

Skæbnen ville, at jeg, to år efter, fandt mig selv i præcis samme situation som kvinden, jeg havde mødt den dag.

Hvordan var den situation, hvad skete der?

Det var en juni-dag i 2018 ca. 5 uger efter, at jeg på en ferie i Amsterdam havde aftalt med min kæreste, at vi snart ville begynde på projekt baby. ”Snart” var efter et døgns tid ændret til ”nu”, og dér, 5 uger efter, stod jeg så med voldsom kvalme og en positiv graviditetstest. Alt var godt og matchede den succeshistorie, jeg havde haft i tankerne; PERFEKT fertilt par! Men, som i alle gode eventyr, måtte der komme et bump på vejen, og i vores tilfælde kom det allerede efter yderligere et par uger, hvor vi til en tidlig scanning fik besked om, at jeg nok var blevet lidt senere gravid end vi i første omgang havde troet. Graviditeten lå fint i livmoderen, men der var endnu ikke hjerteblink. På det tidspunkt burde jeg være nået slutningen af 7. graviditetsuge, men klamrede mig til håbet om, at jeg nok bare havde regnet forkert. Ugen efter aborterede jeg og lagde mig knust hjem i fosterstilling.

Måneden efter var jeg igen gravid. Jeg kunne tage billeder af flere flotte test, der alle viste 2 tydelige streger. Jeg sendte lykkeligt billederne til min kæreste, der på det tidspunkt arbejdede i Stockholm. Nu var alt godt igen, for jeg kunne da ikke være uheldig to gange i træk.

I slutningen af uge 6 begyndte jeg at få lette mavesmerter, så min læge ordinerede to HCG-prøver med et par dages mellemrum. Tallet var flot stigende, men da jeg et par dage senere fik let blødning og flere mavesmerter, enedes vi om, at jeg kunne blive set i selv samme gynækologiske akut ambulatorie, hvor jeg tidligere havde været i praktik. Scanningen viste en fin blommesæk, men uden fosterekko. Da mit HCG-niveau var fint, blev vi enige om at se tiden an, i håbet om en ”slow starter”. Vi aftalte, at jeg skulle scannes igen ugen efter. 10 dage senere kørte jeg alene til hospitalet for at blive set igen. Her blev jeg mødt af en ny sygeplejerske, en ny læge og en medicinstuderende. Scanningen viste en meget lille fremgang i graviditeten, hvor der nu var fosterekko, men intet hjerteblink. Lige dér, med benene godt placeret i de gynækologiske bøjler, brød min verden sammen. Jeg følte mig så alene, så forkert og så uduelig som kvinde. Hvorfor kunne jeg ikke finde ud af at holde på en graviditet? Og hvordan skulle jeg nu finde kræfter til at komme ud af det gynækologiske leje og gå igennem venterummet med gravide?

Lægen kiggede på mig med det alvorlige blik, som jeg kender så godt fra mig selv. Hun bekræftede, at scanningen tydede på en truende abort, men at alt håb ikke var ude med den lille fremgang, der trods alt var. Jeg skulle derfor gå ned til laboratoriet og få taget en ny hCG-prøve, der formentlig ville bekræfte, at graviditeten var gået i stå, og at jeg skulle have foretaget en abort.

Camilla Sørensen oplever gentagne graviditetstab

Hvordan oplever du, at du blev mødt i din sårbarhed?

Grædende stod jeg i laboratoriet, ræd for at møde en kollega og tog imod kleenex og et bolche fra en venlig med-patient, der spurgte om jeg kunne bruge et kram. Jeg ventede tålmodigt i en time, før det blev min tur. Laboranten kunne bekræfte, at jeg skulle have målt HCG, men foreslog, at vi da også lige kunne tage den blodprøve, jeg skulle bruge til nakkefoldsscanning. Han skulle forresten snart være bedstefar, og som han sagde var børn jo den største gave her i livet – glædede jeg mig dog ikke til, at jeg skulle være mor? Med tårer i øjnene fik jeg fremstammet et lille ja og skyndte mig ud i bilen, hvor jeg brød helt sammen. Jeg kørte til lufthavnen, hvor jeg hentede min kæreste, der i hastværk var fløjet hjem. Sammen sad vi så dér, på flyvergrillen, og forsøgte at finde en mening med det hele.

Dagen efter ventede beskeden om, at mit HCG var let faldende, og at jeg kunne blive set en lille uge efter med henblik på medicinsk eller kirurgisk abort. Tiden kunne desværre ikke fremskyndes pga. travlhed.

Jeg var så ubeskriveligt ked af det, og tanken om, at jeg i næsten en hel uge skulle vente på at få fjernet dét, der skulle have været vores lille barn, var næsten ubærlig.

Alt i mig vendte sig, når jeg tænkte på, at jeg skulle tilbage til dét rum på hospitalet. Dagen efter lavede min egen læge en henvisning til en privat gynækolog, som skulle vise sig at blive en fantastisk støtte på vores videre fertilitetsrejse. Efter flere yderligere og opslidende tjek, hvoraf der i en kort periode var hjerteblink og endda stigende hCG, måtte vi indse, at graviditeten ikke var stærk nok til at udvikle sig normalt. Jeg fik en abort, skyllede oplevelsen ned med smørrebrød og en snaps, og blev efter et par dage kontrolscannet (endda kl 7.30 for at sikre, at vi kunne nå på en længe planlagt ferie – TAK til den privatpraktiserende gynækolog). Den næste måned gemte jeg mig sammen med min kæreste i det sydlige Spanien, hvor jeg forsøgte at finde lidt mening med det hele og slikke de værste sår. Narrativet skulle ændres, for vi var ikke længere ”det perfekte fertile par”, men derimod parret, hvor kvinden ikke kunne holde på graviditeterne og følte sig uden for kvindefællesskabet.

Hvilken plan blev der lagt for jer?

Nogle måneder efter vores rejse, og uden flere graviditeter, blev vi med gynækologen enige om at opstarte fertilitetsudredning. Alle de forskellige undersøgelser af både min kæreste og jeg viste sig at være normale. Min cyklus blev fulgt på klinikken, og jeg fik ”Ovitrelle” for at sikre ægløsning. Sex blev, trods lange snakke om ikke at nå dertil, sat i et dræbende system, og rejser til og fra Stockholm sikret i fertile perioder. Efter endnu en graviditet, der endte med en ufrivillig abort, blev vi enige om, at næste skridt måtte være henvisning til Rigshospitalet, hvor man udreder par med 3 eller flere aborter under diagnosen abortus habitualis.

Camillas tal:

4 graviditeter,

2 spontane aborter, 1 missed abortion

1 barn

I mellemtiden skulle det dog vise sig, at jeg var blevet gravid for 4. gang og det blev besluttet, at jeg skulle opstarte hormonbehandling med progesteron, for at se om dette kunne hjælpe til at holde på graviditeten. Derudover blev jeg fulgt tæt med scanninger hver 14. dag, og glæden ville ingen ende tage, da vi lettet tog hjem fra 12-ugers scanningen med et scanningsbillede af en normal og rask baby. Graviditeten var præget af blødninger, hver gang jeg forsøgte at stoppe progesteron, voldsomme plukveer og en lang sygemelding.

Men i dag står vi med en velskabt dreng, der har gjort al smerten værd at gennemleve. Men jeg er ikke kommet uskadt igennem. At miste én graviditet kan sætte meget dybe spor.

At miste tre graviditeter skabte for mig en afgrund så dyb, at relationer gik tabt, overskuddet forsvandt, den glade pige blev mere sørgmodig

Glæden ved andres fertilitet var, indtil for meget kort tid siden, erstattet af indre vrede og dertilhørende skam.

Hvad mærker du, når du tænker tilbage på jeres forløb?

Jeg tror ikke, der skal findes noget positivt i det, vi har været igennem, men om ikke andet er der noget meningsfyldt i, at jeg i dag ser min rolle som sundhedsfaglig fra en anden vinkel. Vi må – og skal - arbejde på at gøre forløbene mindre smertefulde for de par, der skal igennem en lignende rejse. Alt smerte kan ikke fjernes, men som sundhedsvæsen skal vi gøre alt for at sikre, at parrene bliver mødt med forståelse, rigelig og god information, forløb der giver mening, og ikke mindst skal vi sikre trøst og støtte undervejs. Nedsat frugtbarhed og ufrivillig barnløshed har så store psykiske konsekvenser, at det ikke er nok at fokusere på at optimere behandlingsmulighederne, men vi skal også se på, hvordan vi støtter og trøster bedst muligt undervejs.

For mig blev vendepunktet ikke at opnå en graviditet der lykkedes, men derimod forløbet hos den privatpraktiserende gynækolog og jordemoder, der for første gang fik mig til at føle mig rummet, støttet og ikke mindst trøstet.

Vi styrker fællesskabet og bryder med ensomheden, når vi deler. Har du også lyst til at dele dine oplevelser med os, så skriv til os på kontakt@wawawomb.dk

Vil du læse mere om gentagne graviditetstab?

Diagnoser

"Op på hesten igen" - om manglende empati

Kvinder, der oplever gentagne graviditetstab, står med en enorm sorg uden nødvendigvis at få svar på, hvorfor de mister graviditeten. Den sorg gribes ikke altid helt af sundhedsvæsenet, ifølge læge Camilla Birgitte Sørensen.

27. januar - 2021