Artikler Om wawawomb Encyklopædi Kontakt
App

Henrik: "Min mave vender sig, når jeg tænker på, at jeg er skyld i min kones ulykke”

Henriks barndomsven sender en sen aften et billede af sin nyfødte datter. Henrik ved, at når hans kone vågner, så skal de igang med en medicinsk abort - deres lille hjerte slår ikke længere.

Skrevet af:

Henrik

Mænd i behandling

03. maj - 2021

wawawomb deler Henriks rørende ord midt i sorgen.

Henrik skriver til os, netop som hans kone bliver sat i gang med en medicinsk abort. Det lille hjerte som slog for få dage siden, slår ikke mere. Når de er kommet sig, så er det forfra igen i behandling.

Jeg vågner op til to beskeder fra min livslange ven. Vi har gået i skole sammen, gymnasium sammen, spillet fodbold i samme klub, gået til fester og drukket bajere sammen og rejst sammen i sabbatåret.

Han har sendt mig to billeder. I nat kom hans lille datter til verden. En monumental oplevelse for ham - men også for mig - nu er vi blevet så voksne.

Jeg lykønsker ham, for jeg er inderligt glad på hans vegne - men jeg ser også med en smule misundelse på billederne. En smuk, velskabt pige. Når jeg vækker min kone, går vi i gang med en helt anden dag. I dag skal vi have sat gang i vores medicinske abort.

Lige nu har vi ramt bunden i vores fertilitetsforløb.

Vi troede ellers lige, at vi havde viklet os ud af de lange, klamme fingre, men netop som vi begyndte at tro på det, blev vi omklamret af dem igen.

I går var vi til scanning for at følge op på, om vores ønskegraviditet gik, som den skulle. Det gjorde den ikke.

Ugen før viste scanningen langsom hjerterytme, og i går. Ja… Da lægen på vores klinik med meget rolig stemme - en blid og lidt opgivende stemmeføring - sagde: “Jeg har svært ved at finde hjerterytmen,” så røg det sidste håb. Tårerne pressede sig på - igen. Hos mig, og hos min kone, hvis hånd jeg klemte, mens hun lå der i stolen på klinikken. Pis.

Håbet svinder

Otte ugers graviditet nåede vi. Det er jo ikke meget, men jeg kan fortælle, at otte uger lige er tidsnok til, at man begynder at tro lidt på det. Tidsnok til, at man gør sig overvejelser om, hvorvidt bilen egentlig er stor nok. Til at min kone ser på strikkeopskrifter til babyer.

Tanker, vi ellers har gjort alt for at undgå at have - for man risikerer jo bare at ryge endnu længere ned i hullet, når det ikke lykkes. Men i den her omgang troede vi på det. Jeg har ikke rigtig lyst til finde for meget tilbage til den glæde, der omsluttede mig, da vi fik den melding. Det er stadig for sårbart. Men jeg var så glad og lettet, at jeg ikke kunne forstå det. Håbet steg i takt med ugerne, og nu, når det hele mislykkes, så føler jeg, at vi falder endnu højere oppefra - ned i det dybe hul.

Om skribenten:

Henrik, 30 år

Journalist

Måske burde vi have holdt os fra de tanker, indtil vi var mere sikre. Men fristelsen for at kaste sig i et bad af optimisme og i lettelse erkende, at vi klarede det, var alt for stor. Og det bliver vi nu straffet for. Gad vide, om vi nogensinde tør at overgive os til tanken om at være gravide, når det forhåbentlig igen lykkes?

Vi er vant til mislykkede graviditetsforsøg. Ikke ligefrem en disciplin man ønsker at excellere i. Udover de obligatoriske 12 fejlslagne måneder, før vi rent faktisk blev henvist til fertilitetsbehandling, har vi haft en lille håndfuld inseminationsforsøg, og nu et enkelt IVF-forsøg. Vi er begge i begyndelsen af 30’erne, har været sammen i næsten halvdelen af vores liv og er nygifte.

Uden skyld

Umiddelbart efter vi blev gift, gik vi i gang med selve forløbet. Det er mig, der er årsagen til, at vi er i det. Min sædkvalitet er ringe, og det har været umådeligt svært at acceptere. Dels har det givet mig en slags eksistentiel krise, dels har jeg påført min kone en frygteligt masse prøvelser.

Jeg kan ikke klare at være årsag til andres ulykke. Og når jeg så er årsagen til min kones ulykke? Ja… Jeg kan slet ikke sætte ord på det. Min mave vender sig i mig ved tanken.

Jeg ved, at min kone mener det med al sin kærlighed, når hun siger til mig, at jeg ikke må bebrejde mig selv for den situation, vi er i. At sådan hænger det ikke sammen. Det er for simpelt. Vi er i det sammen. Det handler om os. Jeg tager ordene til mig, og jeg forstår dem godt. Jeg havde sagt det samme.

Det skal nok gå

Jeg ved også godt, at det jo ikke som sådan er min skyld. Det er ligegyldigt at tale om, hvis skyld det er. Det er ingens skyld. Jeg har jo ikke valgt, at vi skal i det her. Og hvis min kone på et tidspunkt kunne finde på at benytte sig af samme logik, ville jeg tordne imod den måde at stille problemet op på. På den måde er jeg helt igennem dobbeltmoralsk. Men måske har jeg behov for at tage skylden. Jeg føler nok, at jeg kan tage en smule af byrden i det her forløb ved at tænke, at min medfødte fejl startede det hele. Den del tager jeg mig af.

Men det hele skal nok gå. Den mest ytrede sætning i det her forløb. Det skal nok gå. Ordene har mistet al betydning, og ingen har i øvrigt forstand på, om det nok skal gå. Det skal jo nok gå, når det er gået. Men inden vi har klaret det, så ser vi ind i en uendelighed af sprøjter, scanninger, fandens menstruationer, ventetid og uvished. Når det er klaret, så ja, så er det jo det hele værd. Men når lyset for enden af tunnelen føles fjernt - og måske endda bare viser sig at være en modkørende bils lygter - så er “det skal nok gå” meningsløst. Jeg ved godt, at folk mener det med al kærlighed - hvad fanden skal man også sige til os, som kan give os støtte? - men ja, lige nu er ordene ubetydelige.

Fri os for fremtiden

For os er det her forløb den ultimative tålmodighedstest. Hvis man kender den gif, hvor alt i baggrunden er i brand - huse og træer - og der i forgrunden står en mand og signalerer ro, og hvor der over billedet står: “everything’s fine”, så er det sådan, det føles i hovedet. Fortsæt med hverdagen, som om intet er sket, imens alle dine forestillinger om livet og fremtiden står i brand.

Selvom det nok skal gå… så kan man ikke undgå tanken om, hvis det nu ikke gør….?

Den type eksistentielle tanker fik jeg også, da jeg fik at vide, at min sædkvalitet var lav. Hvad i alverden er meningen, hvis man ikke kan producere et barn? Hvis det mest mandige, testosteronens hjemsted, sæden, ikke fungerer - hvad fanden så?

Da de tanker begyndte at overtage mig blev alt tomt. Hvis det her ikke kan lykkes, hvad har du så dygtiggjort dig for de seneste år? Til hvem er det til nytte? Mig selv, selvfølgelig, men hvad skal jeg bruge det til? Det virker fuldstændig ligegyldigt.

Penge og anerkendelse er ingen gulerod. Ikke engang tanken om en ferie kan jeg befri mig selv med - for skulle jeg så forestille mig at sidde på en terrasse med smuk udsigt og smuk kone og et koldt glas vin og tænke på…. på hvad? Fremtiden? Fremtiden er det sidste, jeg kan overskue lige nu, for den byder lige nu bare på mere af det samme.

Problemer uden løsning

For mig stod det klart, at mit ønske om at få børn handlede om at lære fra mig. Klæde dem på til verden, så de kunne klare sig endnu bedre end mig og min kone. Det har jeg brugt hele mit liv på at gøre mig god til. Og nu, når frygten for, at vi ikke kan blive gravide kommer tilbage, så føles alt pludselig meget tomt.

Den udfordring rammer også parforholdet. Heldigvis kender vi hinanden ret godt, og vi kommer kun styrket igennem sådan et forløb - men vi er også klar over, at vi skal vide, hvordan vi håndterer hinandens sorgproces.

Jeg har eksempelvis lært ikke at forsøge at løse problemet, når alt ramler sammen. Når menstruationen kommer, er løsningen herhjemme et kram, og at det er ok at græde. Sådan sorgbehandler hun, og derfor skal jeg ikke panikke over, om hun er så ked af det, at hun ikke kommer op igen. Det har hun lovet mig, at hun gør. Jeg tænker på tårerne, som om at det er den dårlige oplevelse, der skal ud af hendes krop, og på den måde er tårer blevet lidt bedre. De heler.

Beundring og omsorgen

Der er sket forfærdelige ting i vores forløb. De sker, men tiden går alligevel. Og når det sker, er løsningen for os ikke at give op. Vi finder det i os at fortsætte, fordi løsningen for os ikke er at give op. Løsningen er at blive ved, for kun på den måde har vi stadig mulighed for at nå målet: Barnet, og den glæde vi sidste gang blev omsluttet af.

Hvordan håndterer jeg det? Jeg håndterer det som nærmeste pårørende til en syg. Jeg står på hovedet for hende. Jeg græder lidt, når jeg ikke kan klare, hvor hårdt det går ud over hende - gerne i et kram - og ellers agerer jeg klippe, den positivt seende - på de rigtige tidspunkter, vel at mærke - og praktisk problemknuser, madlaver, rengøringsmand.

Jeg er også frygteligt nervøs og på stikkerne hele tiden - jeg forlader møder, hvis hun ringer, og er generelt alt for opmærksom på den mindste udvikling. Jeg kan jo ikke mærke noget. Det er min kones krop, der skal klare det hele, og jeg synes, hun er uendeligt sej. Jeg tager mig af at give hende sprøjterne, og det fjerner en lille bekymring hos hende.

Men for mig er der ingen tvivl om, hvem der er stjernen i det her forløb. Min kone skal igennem alt for meget. Og jeg er så utroligt stolt over, hvordan hun klarer noget, som ingen burde udsættes for. Selvom hun kan græde og være helt nede - frygte hun ikke kan klare mere - så gør hun det alligevel. Der er aldrig tvivl om, at hun klarer det, selvom hun er mentalt udmattet, pumpet op med hormoner og bange. Jeg er så stolt af hende.

Hun prøver endda undervejs at banke ind i hovedet på mig, at jeg også har det hårdt, at det også er synd for mig. Et utroligt overskud i mine øjne. Og det er måske også synd for mig. Men der må ikke presse sig for meget medlidenhed ind i mit sind, før vi har klaret det, for indtil da skal jeg agere stenhård klippe, holde paraderne oppe og klare alle slagene. Jeg skal ikke risikere at knække før tid.

Håbet i håbløsheden

Min kone og jeg er altid blevet rost for vores måde at håndtere modstand. For at kunne adressere problemerne, løse dem og komme videre. Det kommer vi også til at klare i den her omgang. Men det kræver vores ypperste. Til tider famler vi - og især nu med en ufrivillig abort. Lige her tror jeg, at det ville være gavnligt at få professionel hjælp, for det er ukendt territorium, og det er svært at finde mening. Men som lægen sagde, da vi var oppe hos hende: “der er lidt over et års ventetid til psykolog, så det giver måske ikke så meget mening med en henvisning.”

Forhåbentligt ikke.

Lige nu kan vi se ind i at begynde forfra. Næsten da - vi har heldigvis nogle æg på køl. Lige nu tør jeg ikke at håbe, at enden for vores forløb er nær. Men jeg kan på den anden side heller ikke forstå, at vi er i fertilitetsbehandling igen, ligesom jeg ikke kunne forstå, at min kone rent faktisk var gravid.

En verden af omsorg

Til gengæld finder jeg trøst i al den kærlighed, vi har mærket. Vi har valgt at være åbne om vores forløb til nogle af de nærmeste, og selvom det giver udfordringer, når man skal fortælle forfærdelige nyheder som nu, så giver det også håb, når man er i sine værste øjeblikke. Og jeg finder håb i, at vi nu forhåbentligt kun skal kæmpe med de psykiske smerter - ikke også de fysiske.

Imens jeg skriver det her, sidder jeg i den ene ende af sofaen i vores stue.

I går var der ingen hjertelyd, i dag er der er helt stille

Vi er i gang med den medicinske abort. Min kone ligger og sover med sine fødder op ad mit lår, på ny proppet med præparater, og der er ikke meget positivt at sige om den her dag.

Men kigger jeg rundt i vores stue, ser jeg alle de blomster, som folk har sendt til os, stå i vaser. Folk har sendt og afleveret chokolader og nybagte boller - min svigermor skulle bare være med sin datter i går og kramme, og vores telefoner er fyldt med beskeder fra venner - også min gamle ven, der er nybagt far - og de er alle lige dele chokerede og lige dele kærlighedsspredende.

Selv i den mørkeste stund som nu, hvor målet føles uendeligt langt væk, så trøster jeg mig med den opbakning, vi mærker. Så har jeg også lidt ekstra kræfter til at være klippen tættest på min kone. Og så har jeg lidt overskud til at forestille mig, at tiden bliver vores ven, og at den gør, at vi kan komme ovenpå og lykkes.

Og ja, hvem ved - så kommer det hele måske nok til at gå?

Vi styrker fællesskabet og bryder med ensomheden, når vi deler. Har du også lyst til at dele dine oplevelser med os, så skriv til os på kontakt@wawawomb.dk

Vil du læse mere fra partnere i behandling?

Mænd i behandling

Jonas: "Det var så psykisk hårdt at se det menneske, jeg elsker, gennemgå de pinsler"

For Jonas er det psykisk enormt hårdt at stå ved siden af det menneske, han elsker allermest, og se hende gennemgå så meget fysisk og psykisk smerte. Og en dag bryder han hulkende sammen.

12. maj - 2021