wawawomb | Hvad er nedregulering og hvad sker der undervejs?
Artikler Om wawawomb Klinikker Encyklopædi Kontakt
App

Hvad er nedregulering og hvad sker der undervejs?

Hvad er nedregulering, og hvad sker der egentligt under en nedregulering?

Skrevet af:

Sara-Lisa Schuster-Rossel

Fertilitetsbehandling

15. september - 2021

Cirka på din 21. cyklusdag møder du på fertilitetsklinikken til en ultralydsscanning af din livmoder og dine æggestokke. Under scanningen vil klinikken kigge for at sikre, at tidspunktet er optimalt for opstart af nedregulering. Heromkring vil livmoderslimhinden være tyk, og der vil være tegn på, at der har været ægløsning i en af æggestokkene i form af en sammenfalden follikel. Din nedreguleringsmedicin er enten med en næsespray eller injektioner.

Det, der sker, når du tager nedreguleringshormonet, er, at hypofysen hæmmer produktionen af dine egne kønshormoner FSH og LH. Det vil faktisk svare til, at du kortvarigt kommer i en overgangsalderlignende tilstand.

Der er to overordnede formål med en nedreguleringsproces. Det første er at sikre, at du ikke selv laver ægløsning. Det skal nemlig først ske, når din læge tager æggene ud. Det andet er at sikre, at æggestokkene bringes i en tilstand, der gør, at hormonstimulationen bliver effektiv og lettere at kontrollere i din efterfølgende behandling.

Cirka 7-12 dage (husk, at det altid er forskelligt hvornår) efter start på nedreguleringshormonet vil du få din menstruation. Mange siger, at blødningen er lidt anderledes, end den plejer at være. Den kan være lidt kortere, længere eller komme lidt senere – det skal du ikke være nervøs for.