Artikler Om wawawomb Encyklopædi Kontakt
App

Hvordan fungerer wawawomb - og hvordan arbejder vi med at skabe en bæredygtig forretning?

En kerneværdi hos os er transparens. Derfor vil vi indvie dig i vores overvejelser omkring vores forretningsmodel – og hvorfor vi egentligt skal tjene penge for at kunne skabe en bæredygtig virksomhed.

Skrevet af:

Cecilie Hvidberg Jakobsen

wawawomb

29. marts - 2021

Da vi startede wawawomb, havde vi mange visioner, overvejelser og diskussioner omkring, hvilken virksomhed vi vil være. Heldigvis med samme udgangspunkt for værdier og ambitioner. Vores fokus er forhold for medarbejdere, ligestilling og socialt ansvar. Områder vi i denne tid lægger grundstenene til, men som først kommer aktivt i spil, når vores virksomhed vokser sig større. Men værdierne, visionerne - dem skal vi udleve fra starten af. En kerne hos os er også transparens. Transparens over for hinanden, over for medarbejderne, samarbejdspartnere og ikke mindst over for vores fremtidige brugere. Derfor vil vi indvie dig i vores overvejelser omkring vores forretningsmodel – og hvorfor vi egentligt skal tjene penge for at kunne skabe en bæredygtig virksomhed.

Hvordan arbejder vi med at udvikle vores app?

Kernen i wawawomb er vores app (den kan du læse mere om her). Vi udvikler en app, som skal støtte kvinder og par i fertilitetsbehandling. Vores ambition for app’en er, at den skal være med til at forhøje livskvaliteten hos de kvinder og par, der går igennem behandlingen.

Vi har udviklet på app’en siden juli 2020. Vi er fire mennesker, som arbejder fuldtid i virksomheden. Vi har baggrund i digital udvikling, data og stor viden om infertilitet (du kan læse om os her). Vi har yderligere haft fire dygtige specialister engageret i udviklingen af app’en – indtil videre. De er eksperter i at sætte sig ind i komplekse brugersituationer og skabe en oplevelse, der hjælper brugeren bedst muligt i den situation, de er i. Og så de mange tusinde kvinder, der frivilligt har deltaget i udviklingen og delt deres oplevelser, erfaringer og givet deres indspark til produktet løbende i spørgeskemaer, tests af produkt og samtaler om behov.

Der er standarder for data, sikkerhed og ikke mindst kvalitet


Når en app udvikles, skal der altså engageres en masse dygtige mennesker for at lave et produkt, der lever op til de høje standarder, der både er fra dig som bruger, men i vores tilfælde også ved de skærpede krav, der er.

Nogle af de krav, vi skal leve op til, er fx den europæiske lovgivning for data beskyttelse (GDPR) men også CE-mærkningen, som du måske kender fra andre produkter, som betyder, at vores app lever op til en vis kvalitet, sikkerhed og ydeevne.

Og vi bliver aldrig færdige. Heldigvis. Vi har meget vi vil.

Dertil kommer, at et digitalt produkt er i konstant udvikling. Faktisk er vores app aldrig færdig. Vi kommer aldrig til at kunne læne os tilbage og sige; “det var det!”. En app kommer i versioneringer og skal hele tiden udvikle sig og opdateres for at sikre at den hele tiden leverer det, den skal, og at den hjælper dig som bruger bedst muligt.


Men alt dette koster penge: Så hvordan bliver vi en bæredygtig virksomhed?

En af de store beslutninger vi har taget er, hvordan skal vi ’drifte’ vores app? For som du kan læse herover, er den i konstant udvikling. Den skal hele tiden leve op til nogle bestemte og med tiden nye - krav. Og vi vil også hele tiden forbedre app’en og udbygge på den hjælp, den kan yde dig.

Alt det kræver mange dygtige mennesker og det kræver økonomi. Indtil nu har projektet været finansieret og drevet af os selv. Men for at vores forretning er bæredygtig, og for at vi kan nå vores ultimative målsætning om at skabe markante ændringer inden for infertilitet, så skal vi have økonomi til at drifte vores virksomhed.

Vi har valgt brugerbetaling - men vores drøm er, at det skal ændres i fremtiden!

Det kan man gøre på flere måder. Vi mener dog ikke, at din data skal sælges til reklamer, eller at der skal være kommercielle annoncer i vores app. Derfor har vi valgt at bruge en almenkendt finansiering for apps, nemlig brugerbetaling fra dig som bruger app’en. Vi lover til gengæld, at du vil få værdi for det, du betaler.

Vores drøm og ambition for fremtiden er faktisk, at vores produkt viser så stor effekt for kvinder og par i behandling, at den vil blive en decideret  service, som alle i behandling kan blive tilbudt uden betaling! Det er vores mål! Og det er det, vi stræber efter at gøre muligt indenfor de næste år. Men det tager tid at komme dertil, og det kræver også din hjælp at nå dertil.

Hvis du har spørgsmål eller gerne vil have noget uddybet, så hører vi meget gerne fra dig.

De bedste hilsner

Cecilie, Cathrine, Barbara & Jonathan

Vil du læse mere om wawawomb?