Artikler Om wawawomb Encyklopædi Kontakt
App

Hvordan vælger jeg den rette sæddonor for mig?

Måske ved du allerede nu, at du har brug for en sæddonor - eller I har. Det kan også være en overvejelse, som behandlingen skrider frem. Her kan du læse om processen og hvilke valg, du skal træffe.

Skrevet af:

Cathrine Widunok Wichmand

Fertilitetsbehandling

03. marts - 2021

Hos wawawomb har vi valgt de dygtigste fagpersoner indenfor deres felt til at gøre dig og os klogere på kroppen, psyken og relationerne.

wawawomb interviewer Cryos International, der leverer frossen donorsæd og -æg fra alle racer og etniciteter til mere end 100 lande i hele verden.

Måske står du i en situation, hvor du eller I har brug for en sæddonor. Det kan der være masser af årsager til - at du vil være solomor, er i et lesbisk parforhold, arvelige sygdomme hos en mandlig partner, sterilitet hos en mandlig partner. Det kan også være, at I har været i gang med behandling i længere tid, og nu har brug for at skrue lidt på proceduren for at lykkes. Uanset behovet eller konstellationen er det rart at vide mere om, hvordan det egentlig fungerer.

Det virker måske lidt pudsigt at skulle ned og vælge donor i et katalog, men det kan faktisk være en virkelig fin proces. Nu skal du blive meget klogere på, hvordan det egentlig fungerer, wawawomb har spurgt Cryos International.

Hvordan er min proces fra start til slut?

"Lidt afhængigt af din behandlingsform, og om du er behandling i det offentlige system eller på en privat klinik, så kan processen omkring donorsæd se lidt forskellig ud. Typisk vil forløbet dog se sådan ud:

  1. Du kontakter din læge eller fertilitetsklinik for at starte dit forløb
  2. Dit behandlingssted fortæller dig, hvilke(n) sædbank de samarbejder med, og eventuelt hvilken type sæddonor du kan vælge
  3. Du vælger en sæddonor i sædbankens online donorudvalg
  4. Du eller dit behandlingssted bestiller donorsæden, så den er klar den dag, hvor du skal have behandling

Det er egentlig en ret simpel proces. Men du skal gøre dig nogle overvejelser, inden du vælger".

Vil jeg have mulighed for kontakt til donoren?

"Der er to vigtige ting, som du skal tage stilling til, når du skal bruge en sæddonor til fertilitetsbehandling. Først og fremmest skal du vælge, om du ønsker en donor, hvor dit barn får mulighed for at søge kontakt med donoren senere i livet, eller om du ønsker en donor, hvor kontakt ikke er muligt.

Det er et meget individuelt valg, og der er ikke noget rigtigt eller forkert. I sidste ende handler det om, hvad der føles rigtigt for dig og eventuelt din partner".

Hvor meget vil jeg vide om donoren?

"Herefter skal du tage stilling til, hvor meget du ønsker at vide om sæddonoren. De fleste sædbanker giver dig mulighed for enten at vælge en donorprofil med basisinformation, som det hedder, eller en donorprofil med meget information.

En donorprofil med basisinformation indeholder typisk oplysninger såsom højde, vægt og øjenfarve.

En donorprofil med meget information kan for eksempel også indeholde information om donorens interesser, familie, uddannelse, samt billeder af donoren som lille eller endda som voksen".

Hvordan vælger jeg udseende?

"For nogen betyder sæddonorens udseende og interesser noget for deres valg. Det kan for eksempel være, at du ønsker en donor, der har nogle af de samme fysiske karakteristika eller interesser som dig selv eller din partner.

På sædbankens hjemmeside kan du filtrere efter øjenfarve, hårfarve, etnicitet, højde og meget andet. Generelt kan det dog være en god idé ikke at indsnævre din søgning alt for meget, da det vil begrænse dit udvalg til en start".

Husk at sikre dig, at der er nok sædstrå på lager

"Der er også andre gode overvejelser, du kan gøre dig, fx hvis du ønsker søskende eller blot ‘flere skud i bøssen’. Det er en rigtig god idé at tjekke, hvor mange sædstrå donoren har på lager.

Måske bliver du gravid efter første behandling, men for rigtig mange tager det et par forsøg, inden de bliver gravide. Der er det altså rart at vide, at der er sædstrå på lager til hele din behandling, og dem kan du sikre dig ved at “reservere” flere sædstrå end dem, som du skal bruge til den første behandling.

Hos de fleste sædbanker har du også mulighed for at reservere og få opbevaret sæd fra din donor til fertilitetsbehandling i fremtiden. På den måde kan du også sikre dig, at der er sæd på lager fra den samme donor til søskende. Det kan sagtens være en god idé at tænke langsigtet, hvis det er vigtigt for dig med samme donor på eventuelle søskende".

Hvem bestiller sæden; mig eller klinikken?

"Det afhænger af, hvilken klinik eller hospital du bliver behandlet på, så spørg! Nogle steder bestiller klinikken sæd fra den donor, som du har valgt, for dig, andre steder skal du selv bestille på sædbankens hjemmeside.

Det bedste, du kan gøre, er at spørge din fertilitetsklinik eller dit hospital til råds".

Kan jeg risikere, at donoren trækker sig fra registret midt i det hele eller inden en evt. søskende?

"Du kan ikke risikere, at din donor trækker sig. Når først hans donationer er tilgængelige på hjemmesiden, kan han ikke trække sine donationer tilbage
Hvis du ikke har reserveret sæd hos din sædbank, kan du dog risikere, at der ikke er mere sæd fra din foretrukne donor tilbage, når du ønsker behandling, eller når du vil i gang med behandling for at få søskende til dit barn".

Hvad koster det?

"Prisen på donorsæd afhænger af forskellige parametre.
Hvis du fx ønsker en sæddonor med meget information omkring, så afspejler det sig i prisen, modsat med basisoplysninger.
Hvis du ønsker en sæddonor, hvor dit barn får mulighed for at få identificerende oplysninger om donoren, ja så giver det også udslag i prisen.

Derudover afhænger det af, om du skal bruge IUI- eller ICI-sædstrå, og hvilken kvalitet stråene skal have. Et sædstrå koster fra ca. 1.500 kr. og opefter. Prisen kan selvfølgelig variere alt efter, hvilken sædbank du vælger.

Hvis du får behandling i det offentlige sundhedssystem i Danmark, er behandling og donorsæd til første barn gratis".

Læs mere om Cryos International her.

Har du et emne, du gerne vil vide mere om? Så skriv til os på kontakt@wawawomb.dk

Vil du gerne læse mere om sæd og sæddonorer?

Diagnoser

Mette & Olivias dagbog: Ægudtagningen - kapitel 6

Mette og Olivia er endelig nået til den store dag; ægudtagningen, og de triller forsigtigt fra Århus til Horsens og gør sig klar til indgrebet. Nu er det nu.

28. januar - 2021