wawawomb | Hvorfor styrer menstruationen behandlingsopstart?
Artikler Om wawawomb Klinikker Encyklopædi Kontakt
App

Hvorfor styrer menstruationen behandlingsopstart?

Hvorfor er det egentligt, at behandlingen følger din cyklus? Læs med her.

Skrevet af:

Sara-Lisa Schuster-Rossel

Fertilitetsbehandling

15. september - 2021

Når du har fået din menstruation, er det tid til at starte din behandling op. Du er typisk blevet bedt om at ringe til klinikken, når din menstruation starter. Det er det, vi kalder for første cyklusdag. Skal du scannes i behandlingsopstart, så vil det typisk være på 2. til 3. dagen, at du bliver scannet. Det er dog ikke nødvendigt for alle at blive scannet.

’Den typiske menstruationscyklus’.

For at få lidt bedre forståelse for, hvad der skal ske i din behandling, er det interessant at kigge ind i det, vi her kalder ’den typiske menstruationscyklus’. For selvom det er mere normalt for kvinder, der er i behandling, at have en lidt mere ustabil cyklus, så er rammen for den typiske menstruationscyklus interessant at kigge på. Både i forhold til, hvad der helt konkret skal ske i behandlingen – altså hvilke faser du typisk kommer til at gå igennem – og hvilket medicin du kommer til at skulle tage.

Tidligt i menstruationsfasen, før menstruationen begynder, øges hypofysens udskillelse af FSH (Follikel Stimulerende Hormon). Det er dette hormon, som stimulerer æggestokkenes vækst af ægblærer. Ægblærerne kaldes follikler, og når folliklerne vokser, så danner de det kvindelige kønshormon østrogen.

Når østrogenniveauet stiger, falder udskillelsen af FSH (det Follikel Stimulerende Hormon). Samtidig øger østrogenet også livmoderslimhindens tykkelse. Det betyder, at livmoderen gøres klar til at tage imod et befrugtet æg. Når ægblæren er klar til ægløsning, udløser dens høje østrogenproduktion hypofysen til at udskille et nyt hormon: nemlig ægløsningshormonet LH (Luteiniserende Hormon).

Det er altså det høje LH-niveau, der skaber en ægløsning. Folliklen, hvor ægget kom fra, udvikles til det gule legeme. Det gule legeme udskiller hormonerne østrogen og progesteron. Progesteron færdigmodner livmoderslimhinden, så den er helt klar til, at et embryon kan sætte sig fast.

Hvis der ikke er en graviditet her, så går det gule legeme til grunde 12-14 dage efter ægløsningen. Det vil blive til endnu en menstruation og dermed starter en ny cyklus.