Artikler Om wawawomb Encyklopædi Kontakt
App

IVF/ICSI: Jeg skal i kort protokol - hvordan bliver mit forløb?

Du er blevet udredt til at skulle i IVF eller ICSI-behandling og igennem kort protokol. Men hvad betyder det, og hvad kommer der egentlig til at ske? Hvilke steps skal du igennem?

Skrevet af:

Cathrine Widunok Wichmand

Viden om

18. februar - 2021

På wawawomb dykker vi ned i nogle af de svære områder og gøre dem lidt mere forståelige.

Du er blevet udredt fra din egen læge og sidder nu med en henvisning til at starte i IVF eller ICSI. Hvad kommer der til at ske? Hvad skal du igennem? Det tager jeg dig nu igennem, så du føler dig godt beredt.

Overordnet kan jeg sige, at dit første forløb i kort protokol typisk vil foregå indenfor én og samme cyklus. Du skal selvfølgelig til et informationsmøde på din klinik, hvor du scannes, og efterfølgende når du så får din menstruation, så kan hormonstimulering, ægudtagning og ægoplægning være klaret i samme cyklus.

Men husk også, at dit forløb er tilrettelagt til dig. Det kan variere fra patient til patient, så hvis vi her skriver noget andet end det din læge siger, så lyt til din læge. Hver sin krop, hver sin kvinde, hvert sit forløb.

Første step: Første møde på klinikken

På det allerførste møde på din klinik, taler I først og fremmest din udredning igennem. Lægen sikrer sig, at der er de fornødne resultater og svar han eller hun skal bruge for at kunne sætte den rette behandling op. Hvis du mangler svar på nogle blodprøver, eller din eventuelle partner gør, så får du en henvisning til et blodprøveambulatorium.

Dernæst skal du for første gang scannes i underlivet - hvis du altså ikke har prøvet det undervejs i din udredning. Du kommer op på briksen, sætter fødderne i stigbøjlerne, så numsen tæt på briksens kant, og så bliver du scannet, indvendigt.

Det bliver dit første møde med, hvad mange kvinder i behandling kalder “dildoscanneren”. Den lange, slanke scanner bliver ført op i din skede, og så kan lægen få et godt kig på dine æggestokke og måske tage mål på et par folliker, se antallet af æg og alt ser fint ud.

Så får du dit tøj på igen, og I sætter jer og vender planen, din læge har lagt. Her kan du stille alle de spørgsmål, du måtte have - også på vegne af din eventuelle partner.

Hvis alt ser godt ud, så får du besked på, at når du får din menstruation næste gang, så ringer du ned til klinikken, så du kan starter hormonsbehandlingen op.


Andet step: Cyklusdag 1


Den dag din menstruation er kommet rigtig godt igang, den kalder man cyklusdag 1. På denne dag ringer du til din klinik og oplyser dit CPR-nummer. Sammen finder I en tid til scanning på cyklusdag 2 eller 3.

Tredje step: Cyklusdag 2 eller 3

Du møder op på klinikken, og det virker måske lidt grænseoverskridende at skulle scannes, når du lige har fået din menstruation et par dage i forvejen, men det er lægerne altså fuldt ud vant til.

Hvis du føler dig blufærdig, så kan det være en fin idé at tage kjole på, så du kan dække dig lidt til, når du bliver scannet. Det kan også være, at du er ligeglad og i så fald; sådan!

Her ser lægerne efter, om din slimhinde er blevet smal igen og ingen cyster har. Herefter, hvis alt er godt, så får du forklaret hvilken medicin, du skal have og hvordan du bruger den.


Du får typisk noget follikelstimulerende medicin som det første. Du skal nemlig blive klar til ægudtagning, så du skal gerne modne flere end det typisk ene æg, du normalt ville gøre i en cyklus uden hormoner. Efter nogle dage får du også noget, der kan hæmme din ægløsning - den vil lægerne nemlig gerne styre ifht. ægudtagning. Det er medicin, man omtaler som antagonist.


Din medicin tages typisk om aftenen og på nogenlunde samme tidspunkt, men det kan variere fra patient til patient.

Fjerde step: Cyklusdag 8 eller 9

Så møder du op på klinikken til ny scanning. Lægen vil se efter, hvor mange æg der ser ud til at være klar, om alt er som det skal være. Det kan være, at din læge justerer din medicin op eller ned, afhængigt af, hvordan det ser ud. Ved hvert step ser din læge behandlingen an, om den virker som den skal og vurderer så om kroppen er klar til næste step.


På det her tidspunkt ser din læge efter, om du har minimum tre æg større en 17 mm i diameter. Hvis ikke kan du måske få skruet op for medicindosen, men det kan også være man må afbryde behandlingen.

Men hvis alt ser ud, som lægen håber, så planlægger lægen din ægudtagning et par dage efter.

Femte step: Cyklusdag 10 til 12

Det er tid til ægudtagningen. Det kan måske gøre dig nervøs, du har hørt en masse om, at det gør ondt, er ubehageligt. Det kan også være du intet har hørt og bare er spændt. Det er super individuelt, hvordan det føles at få taget æg ud, men smertedækning får du.

Så ca. fyrre timer inden din ægudtagning har du skullet tage din ægløsende sprøjte. Og fyrre timer senere er du altså klar til dagen. Har du en mandling partner, så skal din partner også aflevere en sædprøve til insemineringen. Den skal være så frisk som overhovedet muligt (og kan typisk også laves på klinikken), og den skal holdes lun ved kropstemperatur.

Du bliver typisk bedt om at møde op efter at have indtaget et let og proteinrigt måltid. Og når det er din tur, kommer du ind på briksen igen. Læs endelig om, hvordan en ægudtagning foregår HER.

Få timer efter ægudtagning bliver dine æg befrugtet med enten donorsæd eller partnersæd. Her udfører klinikken enten IVF-behandlingen eller ICSI-behandlingen, som begge beskriver, hvordan ægget befrugtes.

En til tre dage efter ægudtagning ringer din klinik og giver dig en status på æggene, hvor mange der har overlevet, hvordan de deler sig. Vær ikke ked af, at en del æg slet ikke er modne eller klar til befrugtning. Ca. 50 % af de udtagne æg kan ikke befrugtes, og det er ganske normalt.

Sjette step: Cyklusdag 12 til 17

Lidt afhængigt af antallet af æg og lidt afhængigt af, hvornår du fik taget æg ud i din cyklus, så dyrker man æggene til anden, tredje, femte eller sjette dagen. De sidstnævnte omtales som “blastocyststadiet”. Hvis du har fået taget mange æg ud, så dyrker man typisk videre hertil.

Hvis du har været i risikozonen for overstimulering, så får du ikke lagt æg op i dette stadie. Så laver man totalfrys, og du skal derefter typisk vente en hel cyklus for ægoplægning, så kroppen får en pause.

Er du ikke i risikozonen, så får du forhåbentligt besked på at møde op i klinikken igen til en ægoplægning, typisk er du startet op på en medicinsk behandling med fx et progesteronpræparat og/eller østrogenlignende præparat, som kan hjælpe til at holde på det lille æg.


Selve ægoplægingen tager få minutter og er ikke smertefuldt. Du møder op på klinikken med fuld blære for at scanneren får det bedste overblik, når ægget lægges tilbage i livmoderen, og så er du ude af døren igen få minutter senere. Inden da går du dog en tid til en prodprøve 14 dage senere.

Syvende step: Cyklusdag 28 ca.

Måske har du nået at få din menstruation. Måske har du ikke. Men ca. 14 dage efter ægoplægning, så skal du have taget en blodprøve for at se, om du er gravid. Og det uanset, om du bløder eller ej. Det er ikke ualmindeligt at bløde i en graviditet, så den eneste måde, vi kan udelukke en graviditet, det er ved en blodprøve.

Hvis du ikke er gravid, så lægges der en plan om en ny ægoplægning, hvis du altså har æg på frys, alternativt en ny ægudtagning.

Hvis du er gravid, så får du en tid til scanning for hjerteblink i uge 7.

Hvis du får medicin i dette stadie, så skal du typisk fortsætte frem til uge 10 ca., men det varierer fra patient til patient.

Har du et emne, du gerne vil vide mere om? Så skriv til os på kontakt@wawawomb.dk

Har du også lyst til at læse...?

Viden om

5 ting du skal vide om ægudtagninger

For nogle et smertefuldt indgreb og for andre en 'walk in the park', men ægudtagningen kommer du ikke uden om, skal du igennem IVF- eller ICSI-behandling.

29. januar - 2021