wawawomb | IVF/ICSI: Jeg skal i lang protokol – hvordan bliver mit forløb?
Artikler Om wawawomb Klinikker Encyklopædi Kontakt
App

IVF/ICSI: Jeg skal i lang protokol – hvordan bliver mit forløb?

Lægen har givet dig besked om, at du skal i IVF-behandling lang protokol, men hvad betyder det for dig? Hvor lang tid strækker behandlingen sig over, og hvad kommer der til at ske?

Skrevet af:

wawawomb

Fertilitetsbehandling

18. februar - 2021

wawawomb ser nærmere på fertilitetsbehandling i lang protokol.

Du er blevet udredt fra din egen læge og sidder nu med en henvisning til at starte i IVF eller ICSI. Hvad kommer der til at ske? Hvad skal du igennem? Det tager jeg dig nu igennem, så du føler dig godt beredt.

Overordnet set kan vi sige at modsat den korte protokol, som løber over én cyklus, ca. fire uger, vil en lang protokol typisk løbe over to cykli eller ca. ni uger. En lang protokol kan lægen vælge for at sikre, at du udvikler flest mulige æg, og for at sikre at du ikke løsner dine æg, før du får taget dem ud.

Men husk også, at dit forløb er tilrettelagt til dig. Det kan variere fra patient til patient, så hvis vi her skriver noget andet end det din læge siger, så lyt til din læge. Hver sin krop, hver sin kvinde, hvert sit forløb.

Første step: Første møde på klinikken

På det allerførste møde på din klinik, taler I først og fremmest din udredning igennem. Lægen sikrer sig, at der er de fornødne resultater og svar han eller hun skal bruge for at kunne sætte den rette behandling op. Hvis du mangler svar på nogle blodprøver, eller din eventuelle partner gør, så får du en henvisning til et blodprøveambulatorium.

Dernæst skal du for første gang scannes i underlivet - hvis du altså ikke har prøvet det undervejs i din udredning. Du kommer op på briksen, sætter fødderne i stigbøjlerne, så numsen tæt på briksens kant, og så bliver du scannet, indvendigt.

Det bliver dit første møde med, hvad mange kvinder i behandling kalder “dildoscanneren”. Den lange, slanke scanner bliver ført op i din skede, og så kan lægen få et godt kig på dine æggestokke og måske tage mål på et par folliker, se antallet af æg og alt ser fint ud.

Så får du dit tøj på igen, og I sætter jer og vender planen, din læge har lagt. Her kan du stille alle de spørgsmål, du måtte have - også på vegne af din eventuelle partner.

Hvis alt ser godt ud, så får du besked på, at starte din såkaldte nedregulering op på cyklusdag 21. Altså 21 dage fra din menstruation.

Andet step: Cyklusdag 21

Du skal ind på klinikken, og her vil du få scannet dine æggestokke for at sikre, at du ikke har nogen cyster og sikre at livmoderslimhinden er tynd.

Hvis alt ser godt ud, så bliver du sat i gang med din nedregulerende medicin, som typisk fås som næsespray eller sprøjte. I praksis sætter nedreguleringsmedicinen dit eget hormonsystem ud af funktion, og du vil derfor opleve en følelse af overgangsalder med fx hedeture, dårlig søvn og lignende.

Du kommer til at have en naturlig blødning i løbet af disse dage, og det er helt efter bogen.

Du skal typisk fortsætte din nedregulering i fjorten dage til tre uger.

Tredje step: Cyklusdag 8

Du møder op på klinikken og er nu blevet nedreguleret i fjorten dages tid. Du bliver scannet for at sikre at livmoderslimhinden er tynd igen, og at der ingen cyster er, og hvis alt ser godt ud, så skal du i gang med follikelstimulerende hormon, det vil altså sige den medicin som modner dine æg, så du kan blive klar til en ægudtagning. Den medicin skal du tage i ca. syv til ti dage.

Når lægerne giver dig et go, så får du besked på at tage din ægløsende sprøjte. Den færdigmodner dine æg, og så sørger den for, at du kan få taget æg ud ca. fyrre timer efter.

Hos nogen kan man allerede her planlægge ægudtagning, men du kan også få besked på, at du skal fortsætte medicinen i nogle dage til før den ægløsende medicin. Og der er også risiko for, at man må afbryde behandlingen, hvis ikke der er tilstrækkeligt med æg eller du er blevet syg af behandlingen (influenza-lignende).

Fjerde step: 8.-12 stimulationsdag, ægudtagning

Så skal du have taget æg ud. Det kan måske gøre dig nervøs, du har hørt en masse om, at det gør ondt, er ubehageligt. Det kan også være du intet har hørt og bare er spændt. Det er super individuelt, hvordan det føles at få taget æg ud, men smertedækning får du. Du får typisk lokalbedøvelse i skeden og så får du morfin i armen.

Har du en mandling partner, så skal din partner også aflevere en sædprøve til insemineringen. Den skal være så frisk som overhovedet muligt (og kan typisk også laves på klinikken), og den skal holdes lun ved kropstemperatur.

Du bliver typisk bedt om at møde op efter at have indtaget et let og proteinrigt måltid. Og når det er din tur, kommer du ind på briksen igen. Læs endelig om, hvordan en ægudtagning foregår HER.

Få timer efter ægudtagning bliver dine æg befrugtet med enten donorsæd eller partnersæd. Her udfører klinikken enten IVF-behandlingen eller ICSI-behandlingen, som begge beskriver, hvordan ægget befrugtes.

En til tre dage efter ægudtagning ringer din klinik og giver dig en status på æggene, hvor mange der har overlevet, hvordan de deler sig. Vær ikke ked af, at en del æg slet ikke er modne eller klar til befrugtning. Ca. 50 % af de udtagne æg kan ikke befrugtes, og det er ganske normalt.

Sjette step: Ægoplægning

Lidt afhængigt af antallet af æg og lidt afhængigt af, hvornår du fik taget æg ud i din cyklus, så dyrker man æggene til anden, tredje, femte eller sjette dagen. De sidstnævnte omtales som “blastocyststadiet”. Hvis du har fået taget mange æg ud, så dyrker man typisk videre hertil.

Hvis du har været i risikozonen for overstimulering, så får du ikke lagt æg op i dette stadie. Så laver man totalfrys, og du skal derefter typisk vente en hel cyklus for ægoplægning, så kroppen får en pause.

Er du ikke i risikozonen, så får du forhåbentligt besked på at møde op i klinikken igen til en ægoplægning, typisk er du startet op på en medicinsk behandling med fx et progesteronpræparat og/eller østrogenlignende præparat, som kan hjælpe til at holde på det lille æg.

Selve ægoplægingen tager få minutter og er ikke smertefuldt. Du møder op på klinikken med fuld blære for at scanneren får det bedste overblik, når ægget lægges tilbage i livmoderen, og så er du ude af døren igen få minutter senere. Inden da går du dog en tid til en prodprøve 14 dage senere.

Syvende step: Cyklusdag 28 ca.

Måske har du nået at få din menstruation. Måske har du ikke. Men ca. 16 dage efter ægudtagning, så skal du have taget en blodprøve for at se, om du er gravid. Og det uanset, om du bløder eller ej. Det er ikke ualmindeligt at bløde i en graviditet, så den eneste måde, man kan udelukke en graviditet, det er ved en blodprøve.

Hvis du ikke er gravid, så lægges der en plan om en ny ægoplægning, hvis du altså har æg på frys, alternativt en ny ægudtagning.

Hvis du er gravid, så får du en tid til scanning for hjerteblink i uge 7.

Hvis du får medicin i dette stadie, så skal du typisk fortsætte frem til uge 10 ca., men det varierer fra patient til patient.

Har du også lyst til at læse...?

Fertilitetsbehandling

5 ting du skal vide om ægudtagninger

For nogle et smertefuldt indgreb og for andre en 'walk in the park', men ægudtagningen kommer du ikke uden om, skal du igennem IVF- eller ICSI-behandling.

29. januar - 2021