wawawomb | Jonas: "Det var så psykisk hårdt at se det menneske, jeg elsker, gennemgå de pinsler"
Artikler Om wawawomb Klinikker Encyklopædi Kontakt
App

Jonas: "Det var så psykisk hårdt at se det menneske, jeg elsker, gennemgå de pinsler"

For Jonas er det psykisk enormt hårdt at stå ved siden af det menneske, han elsker allermest, og se hende gennemgå så meget fysisk og psykisk smerte. Og en dag bryder han hulkende sammen.

Skrevet af:

Jonas Schrøder-Andreasen

Partner og pårørende

12. maj - 2021

wawawomb deler Jonas' historie.

For Jonas og hans kone starter drømmen om et barn efter brylluppet, men den positive test udebliver. De er gode til at holde humøret oppe, nyde livet og hinanden. Men under en rejse i Frankrig beslutter de sig for, at det er tid til at ringe til lægerne og blive udredt. Og først der starter det virkelige arbejde for at kunne kalde sig forældre.

Min kone Sofie kigger på mig. Hendes øjne fyldes med tårer. Hendes kinder blusser i en rødmen, der breder sig ned på halsen. Hendes læber begynder at ryste, inden hun stille åbner munden og sagte siger: ”Der er noget galt. Jeg ved det. Der er noget helt galt”. Hendes øjne løber over, tårerne triller ned ad kinderne, og hun lægger sig med rystende krop i mine arme.

Jeg omfavner hende. Prøver med et trøstende: ”Nej, skat, alt er godt. Vi har jo lige været til scanning, og den viste, at fosteret har det fint”.

Hun hulker: ”Men det er jo ikke vokset! Der er ikke sket noget på en uge”.

Jeg resignerer. Kan godt se, at jeg ikke skal forsøge at overbevise hende om noget. Jeg skal bare være der. Og sådan er min rolle. Det er ikke min krop, der bliver pumpet fyldt med hormoner. Det er ikke mig, der skal have en scanner stoppet op i mig flere gange ugentligt. Men det er mig – der skal støtte, kysse, kramme og blive skældt ud på, når frustrationen over situationen tager over.

Næste dag er vi til endnu scanning. Den viser det, som Sofie vidste. Vores lille foster er ”gået til”, som det hedder på lægesprog. Slået tilbage til start. Om igen – forude ventede endnu halvandet år i behandling.

Om skribenten:

Jonas Schrøder-Andreasen, 37

Journalist og podcast-producer

gift med Sofie Schrøder-Andreasen, 35

Advokat, boende i København

Mine følgende ord er et helt bevidst bud på at se fertilitetsbehandling fra en partners vinkel. Det er helt åbenlyst kvinderne, som tager det største fysiske slæb i et behandlingsforløb, som består af et utal af scanninger, hormoner, ægudtagninger og i værste tilfælde ufrivillige aborter. Men ved siden af kvinderne i behandling står deres partnere. De er vidner til alle de fysiske indgreb deres partner gennemgår, vidner til hvordan tårerne triller ned ad kinderne, når smerten ved en ægudtagning tager til, eller når en kanyle med hormoner får hakket stemplet i bund.

Alt det giver en psykisk udfordring for partneren, som jeg føler, tit bliver overset i den mere gængse fortælling om fertilitetsbehandling. En udfordring, som jeg på egen krop har mærket – kan være ret voldsom.

Den 31. juli 2017 tager vi på ferie sydpå i vores lille bil. En aften over en god crème brûlée beslutter vi os for, at det er tid til at søge behandling.

Det var knap et år siden, at vi var blevet gift, hvilket også havde markeret starten på ”projekt baby”. Og der var ikke sket noget. Så vi besluttede, at når vi kom hjem fra ferien, skulle vi tage kontakt til lægen for at blive udredt, som det så klinisk hedder.

Da vi gik fra restauranten og satte kursen hjemad mod vores hotel, var lyset henover den ellers ret ucharmerende by – noget af det smukkeste. Solen farvede himlen fuldstændig lyserød med små hvide vatrondeller af skyer spredt rundhåndet ud på lærredet. Jeg tænkte, at så smuk en aften måtte være et tegn. I aften ville det lykkes Sofie at blive gravid. I retrospekt kommer den reaktion til at skulle kendetegne mit handlemønster den næste tid - rollen som den evige optimist.

I vores forhold blev det min opgave at være den som hele tiden sagde: ”Nu lykkes det! Nu sker det!” lige meget hvor mange gange, vi fik smækket negative graviditetstest i hovedet. Og dem ventede mange af forude.

Hjemvendt fra ferien fik vi relativt hurtigt tider hos vores læger, som var hurtige til at sende os videre i systemet. Konklusionen var på en og samme tid opløftende og nedslående. Der var ikke noget umiddelbart galt med min sædkvalitet – og Sofie var der heller intet at udsætte på. Det var jo dejligt! Men så kom dommen. “I er uforklarligt barnløse” …. Både Sofie og jeg er rationelle mennesker, så det var en ekstremt frustrerende ikke at få en årsag. Vi skulle i inseminationsbehandling. Og da køen på Riget var lang, blev vi henvist til det private.

Vi starter på en privatklinik i nordvestkvarteret af København i november 2017 og hurtigt efter følger både sprøjter og sex på kalenderinvitation.

Inseminationen skulle foregå samme måned, og kort inden skulle Sofie tage en ægløsningssprøjte, så man kunne time det bedst muligt og opnå størst mulighed for graviditet. Samtidig fik vi at vide, at vi da endelig skulle fortsætte vores sexliv, som vi plejede, og det ville være en god ide at intensivere det op til selve ægløsningen. Således indtrådte vi i ”æraen af planlagt sex”, men lægerne sagde, at det nok skulle lykkes.

I denne snævre kreds kan jeg godt afsløre, at når sex udspringer af datoen i en kalender og ikke af lyst og begær, så bliver det sjældent det helt store festfyrværkeri i soveværelset.

Samtidig gav ægløsningssprøjten os en ny beboer i vores lejlighed. Kanylen. Sofie tog tre hurtige indåndinger, og så hakkede hun kanylen ind i maveskindet. Trykkede stemplet i bund. Grebet om min hånd blev strammet. Hun åndede ud. Smilede og sagde: ”Det var faktisk ok”. Ubevidst havde jeg fulgt samme mønster – også jeg kunne nu ånde ud.

Nu skulle jeg på banen. Jeg havde fået udleveret en kop med låg. En lille hård plastikkop som bragte mindelser om de små bægre med vand, man får til sin flymad.

Vi døbte den: gokkekoppen. Jeg behøvede ikke at onanere på klinikken, men kunne gøre det derhjemme – men skulle så aflevere den max tyve minutter senere. Så på morgenen, hvor inseminationen skulle finde sted, gik jeg ind på vores soveværelse med gokkekoppen i hånden og en Ipad. At stå derinde og hive sig i banditten – imens ens kone gik og ryddede morgenbordet for kaffegrums og skåle med havregryn, kan jeg bedst beskrive som en virkelig akavet oplevelse.

De akavede oplevelser fortsatte. Prøven måtte ikke blive kold, så jeg stoppede koppen godt op i armhulen, så min gangart mindede en del om en pingvins. Ned i vores VW Up og afsted til klinikken.

Her fortsatte jeg så min lettere akavede gang hen til klinikken, som ligger på fjerde sal. Her udspillede sig også nogle helt særlige øjeblikke i elevatoren, når man stod med sin varme sæd i armhulen og kiggede over på en anden mand, som tydeligvis også holdt sin ene arm tæt ind til kroppen. En elevator, to mænd, to kopper med sæd. Derefter gik turen ind til receptionen, hvor man så afleverede koppen – og man igen kunne slappe lidt af. Senere kom Sofie ind, blev insemineret – nu kunne vi bare krydse fingre.

Hvis vi tester for tidligt, så kan testen grundet ægløsningssprøjten slå ud som falsk positiv. Det kræver al tålmodighed at vente.

Endelig kom dagen, hvor vi kunne teste. Positiv. Den var positiv. POSITIV!! Jeg husker, hvordan vi krammede, smilede, var rørte.

Men vi havde ikke den der overdrevne Hollywood-glæde, hvor vi hoppede rundt i sengen og græd af glæde. Hele tiden lå tanken i baghovedet. Kan det virkelig passe, at det er gået så nemt?

Da vi ramte uge syv, skulle vi ind og scannes for at se, om der vitterligt var liv i Sofies mave. Vi kom ind, Sofie lagde sig på briksen og på skærmen tonede et grynet sort og let gulnet billede fra Sofies livmoder frem. Efter lidt tid skete det. En lille klump lå og blinkede, som en cykellygte fra Netto. I ekstremt hurtigt tempo. Blink, blink, blink. ”Der er hjerteblink”, fortalte lægen og smilede til os. Det var en realitet! Vi skulle være forældre.

Jonas' og Sofies tal:

6 inseminationer, 2 ægudtagninger

1 ægoplægning, 3 graviditeter

1 barn


Men den store glæde udebliver for os, for fosteret var mindre end forventet. Vi blev indkaldt til en ekstra scanning til ugen efter.

Da vi mødte op, kom en særdeles fortravlet læge stormende ind på stuen. Han ænsede knapt mig og styrede over mod Sofie. Efter halvandet minut proklamerede han, at her var der svagt hjerteblink. Vi nåede knapt at ænse det, inden han tog to hurtige billeder med scanneren og slukkede. “Alt ser fint ud”, fortalte han, imens printeren i baggrunden hakkede printene af vores lillebitte barn ud.

Men da vi fik dem i hånden undrede Sofie sig. Fosteret var ikke vokset på den uge, som var gået. Vi kiggede spørgende på lægen. Arh, men det er intet problem, han var helt sikker på, at han havde set hjerteblinket. Derefter nåede han lige at joke med min kones jyske dialekt, da hun gentog hans ord om, at hun skulle tage nogle multivitaminer – inden han stormede ud af døren. Jeg satte den positive attitude på. Jo, jo han var da noget fortravlet, men LÆGEN sagde jo, at alt var fint. Sofie var mere skeptisk – og hvad der skete herfra kan man læse i min indledning.

Her mærker jeg kontroltabet. Jeg har været vant til, at jeg kunne styre det meste i mit liv. Fra måltider, ferier og ja – som tidligere nævnt, hvornår jeg havde sex.

Her kunne jeg ikke styre. Jeg kunne ikke styre, hvordan min sædceller opførte sig. Hvordan Sofies cyklus udviklede sig – eller om vi kunne blive forældre. Jeg havde også svært ved at finde de rigtige ord til at trøste hende. For jeg havde faktisk svært ved at finde ordene til at trøste mig selv. Konstant lurede tanken. Men kan vi overhovedet blive forældre? Får det her projekt en lykkelig slutning?

Og endelig tegnede der sig en ny virkelighed. Jeg ville ALDRIG få den spontane glæde over en graviditet. Fra den dag og fremad ville enhver graviditet blive mødt af skepsis – for hvornår gik det galt? Som jeg sagde til en af mine bedste venner. Jeg får først glæden af at være far, den dag jeg står med et lille barn i mine arme. Hvis det nogensinde sker….

Før vi kan komme videre i forløbet skal en medicinsk abort fjerne det lille foster. Sofies krop udskiller ikke selv det døde foster, og den medicinske abort sætter gang i en voldsom proces.

I to dage lå vi sammen i sengen og så serier på Netflix, imens hendes underliv gik fra den ene krampe til den anden. Min rolle var nu den totale støttefunktion, og jeg prøvede febrilsk at holde humøret oppe hos Sofie.

Det var helt tydeligt, at hun havde store smerter både krop og sind. Og det sidste havde jeg også.

Nogle dage senere var det endelig overstået. Sofie skulle scannes for at se, om der stadig var cellerester tilbage fra fosteret. Heldigvis var alt, som det skulle være. Troede vi… For lige som vi skulle i gang med et nyt forsøg, blev Sofie scannet igen. Og der sad stadig noget cellevæv tilbage derinde. Klinikken havde scannet Sofie forkert – igen! Der skulle en udskrabning til. Sofies krop skulle dermed udsættes for endnu et voldsomt indgreb. Og jeg kunne bare være på sidelinjen og se min kone i flere smerter for vores fælles projekt. Jeg kunne nu for alvor mærke, hvor hårdt det egentlig var psykisk for mig at se det menneske, som jeg elsker utrolig højt, gennemgå de store pinsler.

På trods af de nu to fejlagtige scanninger prøvede vi to inseminationer mere på klinikken. Men vi stolede ikke på lægerne længere – og vi besluttede derfor, at stoppe der efter også de to forsøg mislykkedes.

Vi havde brug for et break. Og det tager vi! Sommeren 2018 var fantastisk. Vi tog på ferie og glemte alt om fertilitetsbehandling, ægløsningssprøjter og ufrivillige aborter.

Da vi kom hjem, var vi heldige at komme til på Riget, hvor vi i efteråret kunne begynde endnu en omgang med insemination. Og i december skete det. Frem kom den blå streg på testen – Sofie var gravid. Men glæden var kort, for stregen var meget svag, og Sofie havde heller ikke den rigtige følelse. Igen var det som mand svært. For hvordan føles det ”når det ikke føles rigtigt”? Jeg måtte igen være den optimistiske. Men optimismen blev hurtigt kvalt. For Sofies tal var alt for lave. Lægernes dom var endnu en gang klar. Det var en graviditet uden for livmoderen.

Vi havde på det tidspunkt fået en hund. En vidunderlige Mellemschnauzer, som vi døbte Bodil. Jeg husker, hvordan jeg en dag sad alene i køkkenet med Bodil. Pludseligt blev jeg overvældet af følelser. Sorg over de tabte graviditeter, en følelse af opgivenhed, for ville det give mening at fortsætte? Men mest dominerende var følelsen af frustration. Hvorfor ville det ikke lykkes? Hvorfor havde det her ramt lige præcis os? Pludselig brød det hele sammen. Tårerne væltede frem – og jeg begyndte at hulke. Bodil hoppede op i mit skød. Og så sad jeg grædende ved mit spisebord og krammede Bodil.

Inseminationsbehandlingen startede og sluttede med en abort. Vi rykkede derfor videre til den langt mere omfattende og ikke mindst fysisk krævende IVF-behandling. Krævende for Sofie forstås.

Jeg skulle fortsætte med at aflevere min gokkekop. Hun derimod skulle nu for alvor skrue op for hormonbehandlingen. Vi valgte at indgå i et forskningsforsøg, som betød, at Sofie først skulle have nedreguleret sin egen produktion af hormoner. Det skulle gøre, at når selve hormonbehandlingen gik i gang, så voksede æggene i samme tempi og blev lige store, og det kunne give bedre målbare resultater i forskningen. Alt sammen meget fint, men det betød samtidig, at Sofie nu gik ind i ikke mindre end knap en måneds hormonbehandlinger med stik hver dag. Hver dag. Men hun tog det med ophøjet ro. Hun rullede op i trøjen, trak vejret ind og hakkede kanylen i bund. Min beundring for min kone, og de ofrer som hun bragte til vores fælles projekt, steg endnu mere. Sikke et mod, sikke en vilje og determination.

Da vi tjekkede ind på Riget forud for ægudtagning, fik Sofie en beroligende pille. Den virkede. Uha, den virkede. Der gik ikke lang tid, inden hun var det, som jeg vil betegne som knokle-skæv. Det tog faktisk toppen af nervøsiteten, at vi kunne sidde og smågrine af hendes ”skævert”.

De små grin bliver både vores styrke og redning.

Sofie blev lagt op i bøjlerne, og en læge stod klar med, hvad jeg lettest kan beskrive som et ekstremt smalt støvsugerhoved. Lægen indførte ”støvsugeren”, Sofie klemte min hånd hårdt, og så begyndte det ellers.

For hvert æg der kom ud, gav maskinen en lille fanfare ”dudulu” – og så var man klar over, at der var gevinst.

Det forekom mig ret absurd, som jeg sad der med en hånd, der blev mere og mere klemt sammen i Sofies greb, da det mildest talt ikke var smertefrit – men samtidig blev jeg også helt utrolig glad, hver gang fanfaren lød. Resultatet var seks æg. Et fint, men ikke fantastisk resultat. Nu skulle æggene så mikroinsemineres (som led i forsøget) med mine sædceller, og så måtte vi se, hvad der skete. MEN – der skete ingenting. For nogle dage efter fik vi besked om, at der var sket en fejl. En laborant havde lavet det, som man på moderne dansk kalder et ”fuck-up”, og havde smadret vores seks æg. Det hele var tabt. Igen. En måneds hormonbehandling med humørsvingninger, smertende kanyler og tårer – lige i lokummet.

Halvandet år med behandlinger, og vi føler ikke, vi har rykket en tomme. Vi tog endnu et møde på Riget om den næste behandling, selv om jeg mest af alt havde lyst til at tage endnu en pause fra det. Måske permanent.

Lige der, hvor håbet var, måske ikke sort – nærmere gråmeleret, så kom lægerne med en vild plan. Normalt ville de lade en hel cyklus gå, inden de satte gang i en ny behandling. Men da det var lige op til sommerferien, ville det betyde, at vi skulle tage flere måneders pause. De foreslog derfor, at vi bare satte gang behandlingen med det samme. Jeg var klar til pausen, men Sofie var iskold.

-  Det er fint, vi kører, sagde hun.

Jeg kiggede forundret over på hende.

- Hvis du er med på den, sagde hun.

- Øh – ja, sagde jeg.

- Hvis du føler, at du fysisk og mentalt er klar, så støtter jeg dig selvfølgelig.

Her tog vi beslutningen, som ændrede vores liv for evigt. For efter endnu en omgang hormonbehandling, ægudtagning, befrugtning og oplægning af æg. Skete det, som jeg inderst inde, nok aldrig havde regnet med ville ske. Sofie blev gravid. Jeg var glad, men ikke helt på månen af glæde. For hvornår ville det gå galt igen?

Men det gik ikke galt. Det. Gik. Ikke. Galt! Så den 2. marts 2021, klokken 8.50 – stod jeg pludselig med min datter i armene. Nu ville de fleste fortælle om, hvordan deres blik mødte barnets. Men det kan jeg ikke fortælle om. For min øjne var nu så totalt fyldte med tårer, at det eneste jeg kunne se foran mig var et tåget omrids af en lille skabning.

Min krop reagerede på mange års opsparet manglende tro på, at jeg nogensinde skulle være far. Nu var jeg far – og det var fantastisk!

Vi havde en sætning, som vi hele tiden levede efter: Vi elskede og elsker hinanden – barn eller ej.

At få et barn var en bonus i vores forhold. Det var ikke selve målet med vores forhold. Det eneste mål, vi havde og har, er at få et godt liv med hinanden. Nu med både Neel og hunden Bodil.

Vi styrker fællesskabet og bryder med ensomheden, når vi deler. Har du også lyst til at dele dine oplevelser med os, så skriv til os på kontakt@wawawomb.dk

Vil du læse flere oplevelser fra partnere?

Partner og pårørende

Henrik: "Min mave vender sig, når jeg tænker på, at jeg er skyld i min kones ulykke”

Henriks barndomsven sender en sen aften et billede af sin nyfødte datter. Henrik ved, at når hans kone vågner, så skal de i gang med en medicinsk abort - deres lille hjerte slår ikke længere.

03. maj - 2021