wawawomb | Josefine: “Vi håbede, at vi ville være dem, der fik et mirakelbarn med hjem. Men det blev vi ikke”
Artikler Om wawawomb Klinikker Encyklopædi Kontakt
App

Josefine: “Vi håbede, at vi ville være dem, der fik et mirakelbarn med hjem. Men det blev vi ikke”

Da Josefines vand gik i uge 18, var der ingen, der havde fortalt hende, at det kunne ske. I tre uger turde hun knap bevæge sig i håbet om, at fostervandet ville gendanne sig selv – indtil hun en nat vågnede og vidste, at det var slut.

Skrevet af:

Sara-Lisa Schuster-Rossel

Gentagne graviditetstab

29. september - 2021

Josefine og hendes mand er ikke helt de samme mennesker, som de var, før de mistede deres søn. Her deler Josefine historien om Karl, der blev født 4 måneder for tidligt.

Del 1: Drømmen om en lillebror

I 2016 besluttede min kæreste og jeg, at vi gerne ville starte vores egen familie. Da jeg 4 måneder senere stod med en positiv test, var vi naturligvis overlykkelige. Graviditeten gik godt, og efter en lang og hård fødsel fødte jeg i juni 2017 vores søn ved akut kejsersnit.

Kort før han fyldte 2 år, begyndte vi at tale om, at vi gerne ville have en lillebror- eller søster. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det nok ville tage et par måneder eller mere, men vi havde alligevel hørt nok historier om, hvor lang tid det kunne tage, så vi ville ikke ville spilde tiden. Tre måneder efter var jeg gravid – igen meget lykkelig og lettet over, hvor let vi tilsyneladende havde ved at blive gravide.
Citat: Når jeg ser tilbage, var jeg heldigvis lykkeligt uvidende om, at en positiv test ikke er lig med et barn i armene.

Om skribenten

Josefine på 35 år. Hun har
været sammen med sin partner
i 10 år og sammen bor de i
København. De har sammen
en søn.

Jeg havde termin i april 2020 og det var lige, som vi havde drømt om: Vi ville få vores børn med knap tre års mellemrum.
I uge 7 begyndte jeg at bløde, og det var den første af mange blødninger, mange ture til lægen, ekstra scanninger og så videre. Derfra begyndte angsten og en konstant følelse af, at der var noget galt, at vokse i mig.

Vi kom til nakkefoldsscanning uden flere dramatiske hændelser og gik derfra med gode resultater og fine billeder af en baby, der havde det godt. Den dag begyndte vi at tro på, at vi faktisk var kommet igennem den hårdeste del af graviditeten.
Blødningerne fortsatte, men vi fik at vide, at jeg nok skulle vænne mig til at bløde lidt i hele graviditeten. Ingen fortalte os, at vi skulle være bekymrede for barnet – dét, som vi oplevede var helt normalt, omend det var en kompliceret graviditet.
Da jeg nåede uge 15, besluttede vi at få en kønsscanning. Jeg havde stadig en grundfølelse af, at noget var galt, og havde brug for at vide mere. Det var en lillebror, og alt så fint ud.

En dag mærkede jeg noget mærkeligt. Pludselig var mine trusser gennemblødte, og jeg vidste med det samme, at noget ikke var, som det skulle være.

Vi ringede til 1813, der sendte en lægeambulance med det samme. De mente, at det var meget usandsynligt, at det kunne være vandet, der var gået, for jeg var jo kun i uge 18. Men for en sikkerheds skyld bar ambulanceføreren mig ned fra 4. sal, og jeg var så bange. Det føltes så uvirkeligt. Der var ikke et eneste menneske, der havde sagt til mig, at vandet kunne gå så tidligt, jeg havde simpelthen aldrig hørt om det.
På Herlev blev jeg scannet, og en læge fortalte mig, at fostervandet var gået, der var intet vand tilbage og det var alvorligt.

Hun fortalte mig også, at et barn ikke kan udvikle sig i maven uden vand, det kan ikke bevæge sig og udvikle sine lemmer. Det kan ikke udvikle sine lunger.
Hvis man gennemfører en graviditet uden nok fostervand, risikerer man at få et meget handicappet barn, der ikke kan strække og bøje ben og arme, fordi det aldrig har “øvet sig i det” i maven. Barnets lunger vil heller ikke folde sig ud, fordi de er underudviklede, og barnet vil ikke kunne trække vejret. Dette fik vi senere hen forklaret mange gange. Denne dag hørte jeg kun de første linjer: “Det er alvorligt”.

Alle de andre ting, der kunne gå galt, forstod jeg først senere hen, for jeg brød fuldstændig sammen på briksen og husker ikke særlig meget fra den aften.
Men jeg husker, da min kæreste kom. Han så helt forkert ud i ansigtet og på en måde gik det op for mig dér, at det skete for os. Vi havde flere alvorlige samtaler med læger, der forklarede os det samme; at børn ikke kan overleve i maven uden vand, og at man ikke kan lave kunstigt fostervand. At man ikke kan lappe fosterhinderne, og at man faktisk ikke rigtig kan gøre noget for at redde de børn, hvis fostervand forsvinder fra maven alt for tidligt.

Håbet om et mirakelbarn

Vi fik at vide, at der var et lillebitte håb, fordi fostervand gendanner sig, og at vi skulle håbe på, at hinderne ville forblive lukkede.
Planen var, at jeg skulle være 95% sengeliggende, og at vandet stille og roligt skulle gendanne sig selv. Jeg lå stille i tre uger, hvor jeg ikke turde bevæge mig i sengen og ikke turde gå ud at tisse.

Jeg blev scannet flere gange om ugen for at tjekke vandstanden, og efter to uger var der kommet mere vand. Faktisk så det så fornuftigt ud, at vi blev sendt hjem, hvor jeg fortsat skulle være sengeliggende. I disse uger, hvor det gik bedre, mærkede jeg også for første gang spark inde fra maven.

Vi holdt fast i håbet om, at vi ville blive dem, der klarede den. At denne frygtelige oplevelse ville ende med at betyde så lidt, når vi 4 måneder senere stod med vores baby i armene. Jeg var villig til at ligge stille resten af graviditeten, jeg ville gøre alt for at redde ham og passe på ham. Vi håbede, at vi ville være dem, der fik et mirakelbarn med hjem. Men det blev vi ikke.
Jeg vågnede en nat og vidste, at det var slut. At vi ikke kunne kæmpe mere, og at min lille dreng var ved at forsvinde. Jeg var vågnet af, at jeg blødte og det sivede ud med fostervand. Der var vådt over det hele. Min kæreste ringede efter en ambulance og igen kørte jeg alene til Herlev.

Jeg husker ikke, om jeg græd i ambulancen, men jeg var så bange, at jeg nærmest ikke kunne trække vejret.

Det kan jeg huske helt tydeligt. Jeg vidste godt, hvad der skulle ske, men følelsen af at blive bevidst om det kan ikke beskrives. Der var kun tomhed.
Lægen frarådede os at fortsætte graviditeten. Hun var meget bekymret for barnet og forklarede os endnu en gang alle de alvorlige ting, han kunne fejle, hvis vi fortsatte, og vi skulle beslutte, om vi ville sige farvel til ham. Jeg tænkte hele tiden på, hvorfor det her skete for os. Hvorfor skulle vi sige farvel til vores dreng, når han ikke fejlede noget inde i maven? Hvorfor blev hans hjerte ved med at slå, når det ikke var meningen han skulle leve? Og hvordan ville mit eget hjerte klare det her?

Der var aldrig noget i vejen med ham, og der var ingen, der kunne forklare det. Der var sket en ulykke i min krop.
Det har jeg kæmpet meget med, for jeg føler stadig, at min krop svigtede, og at jeg svigtede mit barn, fordi jeg ikke kunne passe ordentligt på ham. Med tiden har jeg indset, at livet ikke var det rigtige for ham; vi afbrød imens han havde det godt, og at træffe dét valg var den ultimative kærlighedserklæring.
Jeg trak beslutningen i flere dage, men ligegyldigt hvor meget jeg ønskede ham, blev jeg nødt til at tænke på, hvad der ville være bedst for min familie og for ham i maven. Det var ikke et godt liv, jeg kunne give ham med de forudsætninger, der var. Jeg fødte ham et par dage senere – 4 måneder for tidligt. Han hedder Karl.

Stadig Karls mor

Tiden efter var bare mørk.
Det er mærkeligt for mig at genspille forløbet i mit hoved, for jeg føler stadig ikke, at det var mig, der lå dér og ventede på, at min krop skulle hele, så mit barn kunne leve.
Jeg tror, at det er, fordi det var “den gamle” mig, der blev kørt på hospitalet med alt for tidlig vandafgang, og det var en anden person, der forlod hospitalet uden baby i maven eller i armene. Den nye mig, for hvem verden havde forandret sig.
Min kæreste og jeg er nok ikke helt de samme mennesker længere. Vi lever i en anden virkelighed, hvor vi bærer rundt på noget meget tungt og meget mørkt. Det er vores bagage, og det er blevet klart for mig, at den skal vi altid have med os. Måske bliver den lettere, eller måske bliver vi blot stærkere.
Dem, der kender os, kan både mærke og se det, tror jeg.

For alle andre vi går forbi på gaden, ser vi helt almindelige ud. Vi er en almindelig familie med ét barn. Men vi har to, og det er der ingen, der kan se.

Vi gider ikke længere så meget overflade, vi vægter det nære og tid med hinanden og vores familie meget højere, for livet er skrøbeligt. Vi sætter pris på hinanden på en anden måde og vælger ting og relationer fra. Vi er i en proces, hvor vi lærer at leve med alt det, der er sket – og med det faktum, at vi måske for evigt “bare” skal være os tre.

I tiden efter var min krop i chok over det, den var gået igennem, og i meget lang tid var det svært for mig at se, hvordan jeg nogensinde kunne blive rigtig glad igen. Hvordan kunne jeg stole på, at livet er godt, når det her var sket?
Det kan være svært for andre at forstå, at man ikke bare kommer over det, at man ikke bare kan være glad for det (barn), man har; at det kan være så svært at miste et barn, man aldrig kendte, og som kun nåede at blive 4 måneder gammel inde i maven. Men jeg var Karls mor fra det øjeblik, jeg fandt ud af, at han eksisterede. Og jeg savner ham.

Det har intet at gøre med min kærlighed til min store søn; han kan hverken fjerne min sorg eller gøre mig mere glad, end han allerede gør. For han gør mig glad hver eneste dag, og han er i sandhed mit livs mirakel. Jeg er lykkelig for ham og for, at jeg også er hans mor. Men smerten bliver ikke mindre, fordi jeg har ham. Han fjerner den ikke, det er slet ikke hans opgave, men han fylder mit liv med så meget mening på trods af det, vi har været igennem – og det er jeg evigt taknemmelig for.

Del 2: En ny virkelighed

Derefter fulgte en lang proces med at arbejde med sorgen og bevidstheden om, at vores verden havde ændret sig. Der var ingen forklaring på, hvorfor vi havde mistet Karl, og vi skulle bare prøve at blive gravide igen, for “vi kunne jo godt”. Jeg blev også gravid, hurtigt. Faktisk var jeg i året efter gravid tre gange, men mistede alle tre gange i uge 7.

Jeg var egentlig ikke så bekymret for det i starten og tænkte, at det nok var meget normalt, da vi oplevede den første spontane abort. Da jeg havde haft tre spontane aborter i træk, kontaktede jeg min læge, der straks lavede en henvisning til Rigshospitalets afdeling for gentagne graviditetstab. Her blev der sat gang i en udredning af min mand og mig. Vi fik taget en masse blodprøver og jeg fik blandt andet undersøgt passage i mine æggestokke, og efter nogle måneder kom vi til en samtale.
Her scannede de mig også og kunne se, at der var en en del sammenvoksninger i min livmoder. Befrugtede æg kan ikke sætte sig fast i arvæv, så de havde en teori om, at det var derfor, jeg havde aborteret tre gange. Lægerne mente ovenikøbet, at arvævet var blevet dannet som følge af hele processen med Karl. Der opstod nemlig en del komplikationer efter fødslen, som alle var ting, der kunne medføre ar-dannelse og sammenvoksninger.

På dette tidspunkt var det over et år siden, at vi mistede Karl, og sorgen havde ændret sig. Den fyldte stadig meget, men jeg kunne godt snakke om det og tænke på ham – og det, vi gik igennem – uden at blive ked af det. Jeg tror, at jeg har accepteret, at det er sket, og at jeg ikke kunne have gjort noget anderledes. Det var ikke min skyld.
Jeg fik opereret arvævet ud, og nu kan vi prøve at blive gravide igen.

Et nyt selvbillede

Det år med gentagne aborter har rykket lidt mere ved mit selvbillede og hvem jeg er.

Nu er jeg ikke kun hende, der har oplevet noget tragisk og mistet et barn, men også hende, der er udfordret i forhold til at blive gravid igen.

Jeg havde aldrig troet, at vi også skulle igennem det.
Jeg tror, at mange synes, at det er “synd” for os, og derfor skåner (især) mig for snakke om graviditeter og babyer. Men jeg vil ikke være hende, man undgår visse emner omkring.Jeg er stærk nok, og jeg er helt bevidst om, at andres graviditeter og babyer ikke har noget med mine egne tab at gøre. Jeg kan godt skille tingene ad og være glad for andres lykke.

Josefines tal

5 Graviditeter
1 levende barn

Når det er sagt, så vil det aldrig udelukkende være glæde, jeg føler, når andre omkring mig annoncerer en graviditet. Ikke fordi jeg ikke kan glædes på andres vegne, men fordi det stikker til et åbent sår inde i mig, der ikke kan hele, så længe jeg er i den situation, jeg er i, hvor vi har prøvet at få barn nummer to i to år og stadig ikke er lykkedes med det.
Det handler nok bare om, at mit største ønske er at opleve en sund graviditet og få et sundt barn med hjem, men jeg ved ikke, om det kommer til at ske. Det bliver jeg ligesom mindet om, når endnu en bekendt bliver gravid. Det er ikke andres glæde, der stikker til det sår. Det er min egen uvished og virkelighed, der gør det.

Del 3: En fuldendt familie

Nu er det snart to år siden, at vi mistede første gang, og nu er vores forløb på vej ind i en ny fase: at blive gravid igen. De oplevelser og traumer, som jeg har fået behandlet, men som sidder dybt i mig, vil helt sikkert blusse op, men jeg ønsker stadig meget højt at få et barn mere, så jeg er ikke i tvivl om, at vi skal give det et forsøg.

Med alt det, der er sket de seneste to år, kan jeg være bekymret for det menneske, jeg forvandler mig til, når jeg forhåbentlig bliver gravid igen.

Det bliver meget angstfyldt, tror jeg. Jeg er et godt sted lige nu. Jeg føler mig glad og lykkelig trods de seneste års hændelser og modgang, men jeg har stadig indimellem følelsen af, at der grundlæggende mangler noget. At vores familie ikke er fuldendt, og jeg tænker ofte på, at vi skulle have haft en lillebror på 1,5 år nu.
Jeg er nået til et punkt, hvor jeg har fundet en form for accept. Jeg er allerede mor, jeg har mange af de ting, jeg drømte om, og måske ligger det bare i vores kort, at vi skal være en familie på tre.

Nogle gange har jeg nærmest mistet troen på, at det skal være anderledes for os. Nogle dage har jeg ikke lyst til at udsætte os for det, men bare nyde vores søn og vores familie, sådan som den er i dag. På den anden side er vi nu nået så langt og har gjort så meget for at finde en årsag til de mange tab, og jeg er samtidig et bedre sted mentalt, så jeg tror, at jeg er stærk nok til at kaste mig ud i det igen.

Vil du læse flere personlige forløb?

Gentagne graviditetstab

Cecilie Lassen: “Det er noget pis, at vi kun taler om det liv i maven, som bliver til noget”

Da Cecilie Lassen mistede en graviditet første gang, oplevede hun ægte sorg. Sådan en sorg, som man møder, når man mister én, man har kendt og elsket.

29. september - 2021