wawawomb | Julie: “Intimiteten skete kl. 17, når min kæreste gav mig sprøjterne”
Artikler Om wawawomb Klinikker Encyklopædi Kontakt
App

Julie: “Intimiteten skete kl. 17, når min kæreste gav mig sprøjterne”

Julie har én lang cyklus på et helt år. At de skal have hjælp til at blive gravide er ikke en overraskelse. Det er det til gengæld, hvor hurtigt behandlingen skaber distance i parforholdet.

Skrevet af:

Julie Dybdahl

Partner og pårørende

27. april - 2021

wawawomb deler Julies historie

For Julie var det egentlig ikke et chok, at hun skulle have en hånd til at blive gravid. Hun havde set det på nært hold både med hendes søster og kusine. Men noget hun ikke havde set komme var, hvor indgribende behandlingen var i parforholdet, i intimiteten. Ødelagde de noget, hvis de prøvede? Kunne lægerne se det på scanningerne?

Med en mor, søster og kusine med fertilitetsproblemer har det altid ligget latent og som en lille iboende frygt i mig, at sådan ville det også gå mig.

Jeg husker, hvordan jeg sad på bedste Lizzie McGuire-maner og forsøgte at holde styr på min menstruation i kalenderen med et rødt ‘M’ den dag, den skulle dukke op og igen ca. 28 dage fremme. Problemet var bare at den aldrig dukkede op, som jeg ville.

Som teenager var det dog aldrig et problem med en udeblivende menstruation. Især fordi jeg aldrig så meget som kyssede med fyre - og da jeg endelig fik min første kæreste, så blev jeg sat på p-piller som det første.

Om Julie:

Julie Dybdahl, 28
Kundeservicemedarbejder
Frederiksberg

Den endelige besked

Da jeg i en alder af 27 år fik at vide på Herlev Hospitals fertilitetsklinik, at jeg har PCO(S) og slet ikke har en cyklus, var det egentlig ikke helt et så stort chok, som man skulle tro. Okay, jeg havde på det her tidspunkt også haft én lang cyklus kørende på et år, uden menstruationer - så man skulle ikke være Einstein for at se, at noget ikke var som det skulle være.

Det egentlige chok kom først brasende, da vi fik nyheden om, at min kæreste har stærkt nedsat sædkvalitet, og at drømmen om en baby måtte ske gennem den behandlingsform, som hedder ICSI. Sidste stop på “ruten”, så kan man ikke hjælpe os som patienter. “Okay”, tænkte vi. “Så må vi i gang”.

Den første knas på linjen

D. 2. februar blev det endelig vores tur, og som mange andre med PCO(S) kickstartede de som det første min menstruation med Provera. “Nemt nok”, tænkte vi, da det jo kun krævede to piller hver dag i ti dage, og så kunne vi gå rigtigt i gang.

Men nemt blev det ikke, for selvom vi var blevet advaret om humørsvingninger, så var der ingen, der havde advaret os om, hvor slemme de her humørsvingninger kunne blive.

Selvom vi ikke engang var rigtigt i gang endnu, så forsvandt vores intime tid helt fra forholdet i de ti dage. Allerede der. Hvilket kun gjorde mine humørsvinger endnu værre - for jeg vidste jo godt, at det var “min skyld”, at lysten til hinanden var væk.

Jeg husker, hvor frustrerede vi begge var. Vi snerrede og havde nogle af de største skænderier, vi nogensinde har haft. Og når vi så skulle i seng, var vi heldige hvis der blev nusset lidt på håndfladerne.

Behandlingsopstarten

Efter ti dage med piller skulle vi i gang med hormonbehandlingen. Da jeg havde en høj ægreserve, besluttede de at gå langsomt frem og startede med en lav dosis Menopur. Vi var så glade for endelig at være i gang, at vi forsøgte ikke at tænke på, at klinikken nærmest havde et “Kærester forbudt!” skilt hængende ude på døren til klinikken, og at det var mig alene, der skulle ind og scannes.

Allerede der flyttede en lille distance ind.

Og til trods for sprøjternes beskedne størrelse, så voksede den distance kun, som jeg hev Menopur og Fyremadel med hjem fra apoteket. Selv om min kæreste selvfølgelig var med på rejsen på projekt ICSI-baby, så føltes det alligevel for os begge, som om det kun var mig. For det var mig, der skulle alene ind på klinikken og mig, der nu skulle stikkes i maven med en masse nye hormoner, så min krop kunne arbejde, som den aldrig havde arbejdet før.

Det skemalagte liv

Hele vores liv var pludselig skemalagt med tidspunkter for, hvornår sprøjterne skulle tages, hvornår jeg skulle ind og scannes - og samtidig skulle jeg forsøge at holde styr på mit arbejde. Og ja, sexen. Samlivet.

Selvom klinikken intet havde sagt omkring, hvornår man må have sex og ikke må, så var tanken om skulle scannes med den gode “wanda” dagen efter, at vi måske havde gjort det frække, og at de ville kunne se det på scanningen - det var for meget. Det kunne jeg slet ikke overskue. Og tænk nu, hvis jeg kom til, at ødelægge noget for de æg, der var i gang med at blive lavet.

Heldigvis var humørsvingningerne fra Provera overstået, og for at få en eller anden form for intimitet ind i forholdet, så besluttede vi os hurtigt for, at det blev min kæreste, der sprøjtede mig i maven med de to sprøjter. Det var en syret fornemmelse, første gang jeg sad dér på sofaen og skulle finde fuld tillid til, at han gjorde noget, som han heller aldrig havde prøvet før. Menopuren svedte i maveskindet, så der blev snerret lidt fra min side.

Men der skete noget mellem os så snart sprøjten var givet; vi kiggede hinanden i øjnene og følte virkelig den kærlighed, som i det øjeblik fyldte os. For med ét var projektet ligesom blevet vores begges, og så betød det ingenting, at jeg skulle scannes alene.

Så var det min kæreste, der på en måde fik ægblærerne til at vokse, og det eneste, jeg skulle til scanningen, var at se, om de skulle have mere hjælp eller ej. Og hjælp skulle der til nogle gange. “Kom igen om tre dage, og så ser vi, hvad der er sket”, hvilket fik vores hverdag til at blive endnu mere skemalagt Det gav os en frustration og tristhed, som vi ellers naivt havde håbet, at vi var ovre.

De mange undskyldninger

I takt med at sprøjterne, og scanningerne, blev flere og flere, begyndte vores sexliv igen at forsvinde. Vi havde på forhånd aftalt at være opmærksomme på, at skænderierne ikke voksede sig store, og heldigvis dukkede de slet ikke op.

I stedet blev alt næsten en undskyldning for ikke at kaste os ud i sexen, trods vi begge havde lyst. Ville det gøre ondt pga. hormonerne? Ville det kunne ses på næste scanning? Og hvornår var det nu, at næste scanning var? Og hvad med ægudtagningen? Den kunne jo komme når som helst, så hvad hvis nu vi kom til at ødelægge det for os selv? Udover det, var der jo også den faktor, at min kæreste skulle aflevere en sædprøve, og der var også et tidsrum for, hvornår udløsning måtte ske inden en sådan prøve skulle afleveres.

Julies tal:

1 ICSI-forløb, 1 ægudtagning
første ægoplægning i maj

Uvisheden om hvornår næste skridt ville komme, og hvad næste skridt egentlig helt præcis var, var langt mere skræmmende, end hvad lysten til sex var.

I stedet indfandt det mest intime øjeblik i vores parforhold sig hver dag klokken 17.00.Nemlig når min kæreste gav mig de to sprøjter. Selvom det kunne gøre ondt, og jeg kunne græde af frustration, så var det kærligheden i hans øjne, som reddede os igennem det hele.

At sidde dér i sofaen med min kæreste ved min side, hans øjne der så i mine, intimiteten der fandt andre veje, det er nok det, der gjorde, at vi kunne holde det ud.

Den endelige besked

Da jeg i en alder af 27 år fik at vide på Herlev Hospitals fertilitetsklinik, at jeg har PCO(S) og slet ikke har en cyklus, var det egentlig ikke helt et så stort chok, som man skulle tro. Okay, jeg havde på det her tidspunkt også haft én lang cyklus kørende på et år, uden menstruationer - så man skulle ikke være Einstein for at se, at noget ikke var som det skulle være.

Det egentlige chok kom først brasende, da vi fik nyheden om, at min kæreste har stærkt nedsat sædkvalitet, og at drømmen om en baby måtte ske gennem den behandlingsform, som hedder ICSI. Sidste stop på “ruten”, så kan man ikke hjælpe os som patienter. “Okay”, tænkte vi. “Så må vi igang”.

Den første knas på linjen

D. 2. februar blev det endelig vores tur, og som mange andre med PCO(S) kickstartede de som det første min menstruation med Provera. “Nemt nok”, tænkte vi, da det jo kun krævede to piller hver dag i ti dage, og så kunne vi gå rigtigt i gang.

Men nemt blev det ikke, for selvom vi var blevet advaret om humørsvingninger, så var der ingen, der havde advaret os om, hvor slemme de her humørsvingninger kunne blive.

Selvom vi ikke engang var rigtigt i gang endnu, så forsvandt vores intime tid helt fra forholdet i de ti dage. Allerede der. Hvilket kun gjorde mine humørsvinger endnu værre - for jeg vidste jo godt, at det var “min skyld”, at lysten til hinanden var væk.

Jeg husker, hvor frustrerede vi begge var. Vi snerrede og havde nogle af de største skænderier, vi nogensinde har haft. Og når vi så skulle i seng, var vi heldige hvis der blev nusset lidt på håndfladerne.

Behandlingsopstarten

Efter ti dage med piller skulle vi igang med hormonbehandlingen. Da jeg havde en høj ægreserve, besluttede de at gå langsomt frem og startede med en lav dosis Menopur. Vi var så glade for endelig at være i gang, at vi forsøgte ikke at tænke på, at klinikken nærmest havde et “Kærester forbudt!” skilt hængende ude på døren til klinikken, og at det var mig alene, der skulle ind og scannes. Allerede der flyttede en lille distance ind.

Og til trods for sprøjternes beskedne størrelse, så voksede den distance kun, som jeg hev Menopur og Fyremadel med hjem fra apoteket. Selv om min kæreste selvfølgelig var med på rejsen på projekt ICSI-baby, så føltes det alligevel for os begge, som om det kun var mig. For det var mig, der skulle alene ind på klinikken og mig, der nu skulle stikkes i maven med en masse nye hormoner, så min krop kunne arbejde, som den aldrig havde arbejdet før.

Det skemalagte liv

Hele vores liv var pludselig skemalagt med tidspunkter for, hvornår sprøjterne skulle tages, hvornår jeg skulle ind og scannes - og samtidig skulle jeg forsøge at holde styr på mit arbejde. Og ja, sexen. Samlivet.

Selvom klinikken intet havde sagt omkring, hvornår man må have sex og ikke må, så var tanken om skulle scannes med den gode “wanda” dagen efter, at vi måske havde gjort det frække, og at de ville kunne se det på scanningen - det var for meget. Det kunne jeg slet ikke overskue. Og tænk nu, hvis jeg kom til, at ødelægge noget for de æg, der var i gang med at blive lavet.

Heldigvis var humørsvingningerne fra Provera overstået, og for at få en eller anden form for intimitet ind i forholdet, så besluttede vi os hurtigt for, at det blev min kæreste, der sprøjtede mig i maven med de to sprøjter. Det var en syret fornemmelse, første gang jeg sad dér på sofaen og skulle finde fuld tillid til, at han gjorde noget, som han heller aldrig havde prøvet før. Menopuren svedte i maveskindet, så der blev snerret lidt fra min side.

Men der skete noget mellem os så snart sprøjten var givet; vi kiggede hinanden i øjnene og følte virkelig den kærlighed, som i det øjeblik fyldte os. For med ét var projektet ligesom blevet vores begges, og så betød det ingenting, at jeg skulle scannes alene.

Så var det min kæreste, der på en måde fik ægblærerne til at vokse, og det eneste, jeg skulle til scanningen, var at se, om de skulle have mere hjælp eller ej. Og hjælp skulle der til nogle gange. “Kom igen om tre dage, og så ser vi, hvad der er sket”, hvilket fik vores hverdag til at blive endnu mere skemalagt Det gav os en frustration og tristhed, som vi ellers naivt havde håbet, at vi var ovre.

De mange undskyldninger

I takt med at sprøjterne, og scanningerne, blev flere og flere, begyndte vores sexliv igen at forsvinde. Vi havde på forhånd aftalt at være opmærksomme på, at skænderierne ikke voksede sig store, og heldigvis dukkede de slet ikke op.

I stedet blev alt næsten en undskyldning for ikke at kaste os ud i sexen, trods vi begge havde lyst. Ville det gøre ondt pga. hormonerne? Ville det kunne ses på næste scanning? Og hvornår var det nu, at næste scanning var? Og hvad med ægudtagningen? Den kunne jo komme når som helst, så hvad hvis nu vi kom til at ødelægge det for os selv? Udover det, var der jo også den faktor, at min kæreste skulle aflevere en sædprøve, og der var også et tidsrum for, hvornår udløsning måtte ske inden en sådan prøve skulle afleveres.

Julies tal:

1 ICSI-forløb,
1 ægudtagning
Første ægoplægning i maj

Uvisheden om hvornår næste skridt ville komme, og hvad næste skridt egentlig helt præcis var, var langt mere skræmmende, end hvad lysten til sex var.

I stedet indfandt det mest intime øjeblik i vores parforhold sig hver dag klokken 17.00.Nemlig når min kæreste gav mig de to sprøjter. Selvom det kunne gøre ondt, og jeg kunne græde af frustration, så var det kærligheden i hans øjne, som reddede os igennem det hele.

At sidde dér i sofaen med min kæreste ved min side, hans øjne der så i mine, intimiteten der fandt andre veje, det er nok det, der gjorde, at vi kunne holde det ud.

Vil du læse mere om intimitetet i et parforhold?

Partner og pårørende

Terapeut: "Det vigtigste er, at I begge tager ansvar for intimiteten"

Behandling kan slide på parforholdet, og øget risiko for skilsmisse er en del af virkeligheden. Så hvordan passer du bedst muligt på parforholdet og hinanden undervejs?

05. marts - 2021