Artikler Om wawawomb Encyklopædi Kontakt
App

Kaspar og Lambang: “Godt forældreskab handler ikke om køn, men om kærlighed”

For Kaspar og Lambang blev det en amerikansk rugemor, der gav dem deres livs største gave: tvillinger. Nu ønsker de at bidrage til en mere nuanceret debat om rugemødre herhjemme.

Skrevet af:

Barbara Sonja Saouma

Viden om fertilitet

07. juli - 2021

wawawomb taler med Kaspar og Lambang om deres vej til drømmefamilien.

Kaspar og Lambang Arianto, der for nylig vandt anden sæson af TV2-programmet Sommerdrømme, ved af erfaring, at det vækker følelser, når de taler om rugemødre. Og netop derfor ønsker de her at dele deres succesoplevelse med den amerikanske surrogacy-model, der har betydet, at de i dag er tvillingefædre.

En kølig septemberaften – bare en helt almindelig onsdag, som den slags er flest – slog det sagnomspundne lyn ned i en badmintonhal i indre København. Kaspar mødte Lambang. Den usporty, blege dansker, der havde besluttet sig for at prøve kræfter med en ny sportsgren, og den erfarne idrætsudøver med indonesiske rødder.

Som den eneste på holdet hilste Lambang på den nye spiller. Kaspar tabte alle aftenens kampe, men vandt en forelskelse. To dage senere, om fredagen, trænede de sammen igen, drak sig fulde med resten af holdet og kyssede under et hyldetræ på en bodega i Københavns Nordvestkvarter. Lørdag datede de. Søndag blev de enige om at droppe alle datingspillets regler og bare kalde sig kærester. Så måtte det briste eller bære.

Vi interviewer:

Kaspar Arianto, 33, PR- og kommunikationsrådgiver

Lambang Arianto, 38, børnelæge

Sammen har de tvillingerne Java og Atlas på snart 3 år.

Vindere af 2.sæson af Sommerdrømme på TV2.

Fravalgte regnbuefamilie og adoption

”Vi begyndte at tale om børn allerede et par uger efter, vi havde mødt hinanden,” fortæller Lambang, og Kaspar uddyber grinende:

”Emnet er temmelig svært at undgå, når man pludselig har forelsket sig i en børnelæge.” Det var dog først tre år senere, efter at parret havde spinket og sparet sammen til et brag af en bryllupsfest for 200 gæster i Kødbyen i København, at de to begyndte at kigge aktivt på mulighederne for at stifte familie.

”Allerede året forinden havde vi snakket med en af Lambangs veninder om at starte en regnbuefamilie. Hun er lesbisk og havde været single gennem nogle år. Men midt i de tiltagende seriøse samtaler mødte hun kvinden i sit liv, og de besluttede sig for at få børn selv. Det var det helt rigtige for dem, og de er stadig nogle af vores allerbedste venner. Men det understregede for os, hvor skrøbelig regnbuekonstruktionen nogle gange kan være – især for de forældre, som ikke har et biologisk ophav til barnet,” siger Kaspar.

”Derefter kiggede vi på mulighederne for adoption,” tilføjer Lambang, og fortsætter:

”Selvom det er juridisk muligt for to mænd at adoptere i Danmark, så er afsenderlandene ikke lige så frisindede. Ja, faktisk er det i skrivende stund kun Sydafrika, der vil give børn til ’sådan nogle som os’. Det gør selvfølgelig lidt ondt at føle sig forskelsbehandlet på den måde, men vi var klar på at adoptere alligevel.

Da vi så hørte, at der var mange års udsigt til, at det ville lykkes, så mærkede vi efter og blev enige om, at vores familiedrømme var stærke her og nu. Ikke 3, 5 eller 7 år ude i fremtiden.”

Stramme regler førte til idéen om en rugemor

Efter at have afskrevet regnbuefamilie og adoption, kom Kaspar og Lambang i kontakt med et børnehjem i Indonesien, som gerne ville lave en aftale med parret grundet Lambangs rødder og indonesiske statsborgerskab. Men det satte de danske familiesammenføringsregler en stopper for.

”Det var et hårdt slag at få at vide, at vi ikke kunne få lov til at adoptere fra Indonesien ad alternative veje, fordi udlændingereglerne er blevet strammet så meget gennem mange år med borgerlige regeringer,” siger Lambang.

”Men det var faktisk da vi sad og granskede reglerne på området, at vi på nettet snublede over mulighederne for surrogacy eller rugemoderskab i USA. Det havde vi aldrig overvejet før. Jeg tror, at vi ligesom mange andre danskere oprindeligt var styret af stærke myter og dårlige historier om rugemødre som noget, der kun handlede om kvindeudnyttelse i fjerne afkroge af kloden,” tilføjer Kaspar.

I USA er situationen dog en helt anden. Her har surrogacy været lovligt i langt de fleste stater siden 1980’erne, og processen superviseres af de amerikanske sundhedsmyndigheder. Tingene er sat i system sådan, at de kvinder, som udviser interesse for at bære børn for barnløse par, skal gennemgå en lang og striks godkendelsesproces:

Kvinden må ikke være økonomisk afhængig af den kompensation, hun får for blandt andet tabt arbejdsfortjeneste, hun skal være gift, i fast parforhold eller på anden vis have et stærkt socialt sikkerhedsnet omkring sig, og så skal hun have født sine egne børn og bo sammen med dem.

”Mødet med den amerikanske surrogacy-model blæste os helt bagover. Måden, hvorpå man passer på både kvinden og de intenderede forældre med hjælp fra psykologer, advokater og læger hele vejen igennem processen, er på mange måder rigtig rørende. Målet er, at alle parter vælger at arbejde sammen af de rigtige årsager, og at man i sidste ende føler, at rejsen har været god,” fortæller Lambang, og Kaspar supplerer:

”Vi rakte ud til et amerikansk advokatfirma med speciale i surrogacy, og de hjalp os med at blive matchet med Lindsay. Vi stod på ventelisten i 9 måneder, og da vi endelig blev præsenteret for Lindsay som en mulig bærer af vores børn, skulle vi først mødes på Skype med hende og hendes mand, Brett, sammen med en advokat for at diskutere alt fra religion og hobbyer til etiske spørgsmål som Downs, fosterreduktion, abort og så videre. Simpelthen for at sikre, at vi var på bølgelængde som mennesker.”

Far til hver sin tvilling

Før de begyndte den konkrete proces med at forsøge at blive gravide, rejste Kaspar og Lambang til Colorado i efteråret 2017 for at mødes med Lindsay og hendes mand ansigt til ansigt. De fire klikkede som venner, og her fik parret også indsigt i Lindsays motivationer for at ville bære deres kommende børn: Hun havde fra en ung alder drømt om sin egen kernefamilie og havde allerede fået to skønne piger med Brett gennem graviditeter, der begge var problemfri og – med hendes egne ord – ”nemme”. Nu ville hun gerne hjælpe andre, som havde svært ved at opfylde drømmen om at blive en familie. Kaspar fortæller:

”I USA foregår rugemoderskab primært via det, man kalder ’gestationel surrogacy’. Det vil sige, at en rugemor ikke bruger sine egne æg og dermed ikke skal bære sit eget biologiske barn og give det bort.”

”Derfor havde vi allerede inden vi blev matchet med Lindsay fundet en ægdonor via en klinik i Californien, som opfyldte vores ønsker om en ukompliceret sygdomshistorik i familien og som også havde en blandet etnicitet. Det synes vi gav bedst mening, når vi nu også forsøgte at få børn som sønner af to forskellige lande og kulturer,” uddyber Lambang.

”Vi havde en drøm om at få tvillinger, hvilket der er gode odds for. Simpelthen fordi der er tale om målrettet fertilitetsbehandling, hvor alle involverede som udgangspunkt godt kan få børn, men hvor vores udfordring så er, at vi er to mænd. Klinikken spurgte os, om vi havde overvejet muligheden for at blive far til hver vores tvilling. I første omgang forstod vi slet ikke spørgsmålet, for forslaget lød helt vildt,” siger Lambang.

”Ja, men i bund og grund er det jo simpelt. I laboratoriet delte de æggene fra vores ægdonor i to puljer, som hver især blev befrugtet med sæd fra henholdsvis Lambang og mig. Embryoerne blev dyrket i 6 dage til blastocyst-stadiet, og så blev et embryo fra hver af os sat op i Lindsays livmoder på samme tid i december 2017. Og de satte sig begge to i første forsøg. Der var simpelthen bare så vildt,” fortæller Kaspar.

Opgav drømmehuset for at få drømmefamilien

Men lad os skrue tiden 1,5 år tilbage. Efter at lagt sig fast på drømmen om at stifte familie gennem surrogacy i USA, indså Kaspar og Lambang hurtigt, at det ville blive en dyr affære. Meget dyr. At dømme ud fra andre danske pars erfaringer, lurede en regning på langt over en million kroner i horisonten. En rugemor i USA betyder nemlig store udgifter til hospitaler, forsikringer, advokater, rejser, hoteller og meget, meget mere.

”Et halvt år før vores bryllup i efteråret 2015 havde vi købt en villalejlighed sammen i Valby. Den krævede en kærlig hånd, men det var der, vi troede, at vi skulle bo og stifte familie, dengang vi stadig kiggede på mulighederne for en regnbuefamilie eller adoption,” siger Kaspar, og uddyber:

”Men da vi i foråret 2016 besluttede os for at begive os ud på en surrogacy-rejse i USA, kiggede vi hinanden i øjnene og vidste begge – uden at sige et ord – at drømmen om huset måtte lade livet til fordel for drømmen om en familie. Villalejligheden måtte sælges.”

”Sammen med håndværkere renoverede vi hele boligen fra top til tå med henblik på salg. Det var en mærkelig følelse, fordi vi byggede til nogle andre end os selv. Men resultatet muliggjorde, at vi blev en familie,” fortæller Lambang.

Efter de havde solgt villalejligheden i Valby med plus på kontoen, kunne de to sætte gang i rugemorprocessen i USA, mens de sideløbende sparede de sidste penge op. I stedet flyttede de ind i en lille lejlighed ved siden af Lambangs far i barndomshjemmet i det centrale Valby.

”Det var en spøjs oplevelse, fordi min far i første omgang ikke havde accepteret mit og Kaspars forhold. Han er en indonesisk enkemand af den gamle, religiøse skole, og han ville ikke have, at hans søn var homoseksuel. Faktisk kom han heller ikke til vores bryllup,” siger Lambang og beretter videre:

”Men alligevel var tingene begyndt at ændre sig til det bedre, og da vi fortalte ham, at vi var gået i gang med at prøve at få børn, så tilbød min far os at bytte lejlighed. Vi rykkede over i mit barndomshjem med fire værelser og renoverede hele molevitten, mens min far byttede med vores lille 2-værelses. Det var en kæmpe gestus.”

Den største gave

Vi spoler tiden frem igen. Det er højsommeren 2018, og Kaspar og Lambang har taget selvbetalt orlov fra deres arbejdspladser i Danmark for at være sammen med Lindsay og hendes familie i en hel måned op til terminsdatoen.

”Tvillinger har jo ry for at komme tidligt,” griner Lambang.

Sammen tilbragte de to familier tiden med at spise ude, bowle og gå ture i Colorados bjerge. Da graviditetens uge 37 nærmede sig, besluttede lægerne, at tvillingerne i Lindsays mave var så store og raske, at det var på tide at få dem ud.

”Jeg glemmer aldrig den dag. Det var så surrealistisk og smukt. At ankomme til hospitalet og blive registreret som fødende på lige fod med Lindsay og derefter indkvarteret på stuer side om side siger alt om et samfund og et system, hvor man er meget længere fremme hvad angår ligestilling for LGBTQIA-forældre,” siger Kaspar og supplerer:

”Der stod vi så, Lindsays mand, Brett, Lambang og jeg skulder om skulder i kitler, mens hun blev gjort klar til kejsersnit. Begge børn lå nemlig den forkerte vej. Så kom vi ind, der blev sat i gang, og før vi vidste af det, stod vi med en lille pige og dreng i armene. Java og Atlas.”

Kaspar og Lambang tilbragte de første døgn på hospitalet stue om stue med Lindsay. De to mænd havde ansvaret for tvillingerne, mens Lindsay var tæt på for at komme sig, og hun kunne samtidig betragte den nybagte familie på nærmeste hold. Hun var en kæmpe stjerne altså. Hun pumpede brystmælk ud, som vi gav tvillingerne på flaske.

Vi kunne næsten ikke tro, at det var lykkedes os at møde en kvinde så uselvisk, idealistisk og propfyldt med kærlighed til vores lille familie. Hun gav os vores livs største gave.”

Kaspar og Lambang Arianto om rugemor til wawawomb
Privatfoto

Mødet med det danske system:

I de følgende to uger besøgte Kaspar, Lambang, Java og Atlas Lindsay og hendes familie hver eneste dag. Samtidig fik de lavet pas til tvillingerne og booket flybilletter hjem til Danmark. Alt dette havde de ret til, da det amerikanske retssystem allerede i uge 20 af graviditeten havde tilkendt Lambang og Kaspar fuld forældremyndighed. Da børn født i USA samtidig automatisk bliver amerikanske statsborgere, kunne de efter 16 dage flyve med børnene hjem og få indrejse i Danmark. Men derfra blev det svært. Rigtig svært.

”I Danmark har vi ikke en lovgivning omkring surrogacy, som man ellers har i flere andre europæiske lande. Derfor ved Borgerservice i mange tilfælde ikke, hvad de skal stille op, når en familie som vores dukker op for at lade sig registrere. Ja, for det meste har de endda fået besked på at nægte os registrering og i stedet sende sagen videre til Familieretshuset,” fortæller Lambang.

”Det er som om, at man her i landet hellere vil læne sig op ad utidssvarende lovgivning, som skaber masser af problemer for familier som vores, end man vil kigge på muligheden for at tænke nyt. Politikerne siger, at det handler om barnets tarv, men lige nu giver man ikke børnene ret til deres forældre og dermed hverken børn eller forældre ret til tryghed i form af CPR-nummer, barsel og andre basale goder i et velfærdssamfund som det danske. Det mener vi er det modsatte af at have barnets tarv for øje,” siger Kaspar.

Selvom det nu er lykkedes for Lambang at blive registreret som biologisk far til Atlas og Kaspar til Java, så er parret yderligere udfordret af, at vi i Danmark ikke har en medfarlov, selvom vi har en medmorlov, der blandt andet giver forældrerettigheder til begge kvinder, når lesbiske par stifter familie.

Derfor står de p.t. registreret som to forskellige familier bestående af en enlig far og et barn hver. Og derfor er Java og Atlas heller ikke registreret som søskende.

”Det virker jo helt forrykt. Jeg mener, de er båret som tvillinger i den samme mave og født med to minutters mellemrum. Men i den danske stats øjne er de ikke søskende, fordi man ikke vil acceptere retskendelserne og dokumenterne fra USA,” siger Lambang, og Kaspar tilføjer:

”Vi har fra dag ét vidst, at det ville give udfordringer at få børn på den her måde, men alligevel gør det os da kede af det, at det skal være så svært at få lov til at være en familie i systemets øjne. Vi har dog valgt at tro på, at der ikke er nogen bag skrankerne derude, der vil os det ondt. Vi passer bare ikke ind i de nuværende kasser”.

Vil bidrage til en frugtbar samtale

Derfor kæmper parret for at få flere kasser i det danske system. At få udvidet mulighederne for alternative familiekonstellationer – særligt dem med to fædre – og få startet en sober og faktabaseret offentlig samtale om surrogacy. Sommerdrømme har givet dem en platform til at vise, at de blot er en helt almindelig ualmindelig familie bygget på kærlighed, overskud og drømme om et bedre liv.

Et liv, hvor et sommerhus er en kæmpe gave til et firkløver, der har brugt rub og stub på at blive netop det.

”Vi ved af erfaring, at det vækker følelser, når vi taler om rugemødre. Og netop når vores følelser vækkes, skal vi turde sætte os ind i fakta og lytte til mennesker, der har haft succesoplevelser med sådan en proces og ikke kun hænge os i gamle skræmmebilleder og myter,” siger Kaspar, inden Lambang slutter:

”Vores mål er ikke at reklamere for surrogacy i USA eller nogle andre lande. Vores mål er at sige: Hvis man kan gøre det så godt andre steder og i højt udviklede lande, hvorfor kan vi så ikke gøre det endnu bedre her i Danmark? Vi burde da om nogen kunne støtte op om det faktum, at godt forældreskab ikke handler om køn. Det handler om kærlighed.”

I Danmark arbejder foreningen DARE for at bekæmpe myter om surrogacy og skabe ligestilling for alle familiekonstellationer. Læs foreningens svar på de 12 største myter om surrogacy her

Vi styrker fællesskabet og bryder med ensomheden, når vi deler. Har du også lyst til at dele dine oplevelser med os, så skriv til os på kontakt@wawawomb.dk

Vil du læse mere om familier med forældre af samme køn?

Fertilitetsbehandling

Amanda: "Jeg har ingen far men to mødre, som fik mig, fordi de elskede hinanden"

Amanda er donorbarn. Hun har to mødre, som elsker hende, og hun har intet behov for at vide mere om "manden med klatten". Men det kan omverdenen have svært ved at forstå.

28. april - 2021