Artikler Om wawawomb Encyklopædi Kontakt
App

Lægen: Hvad betyder ‘hormonbalance’ for mig?

Måske har du hørt om særlige kure, behandlinger med kosttilskud, som er gode for at få "styr på hormonbalancen"? Men hvad er 'hormonbalancen' overhovedet?

Skrevet af:

Anna Grynnerup, Læger Formidler

Ekspert

18. februar - 2021

Hos wawawomb har vi valgt de dygtigste fagpersoner indenfor deres felt til at gøre dig og os klogere på kroppen, psyken og relationerne.

Læge Anna Grynnerup som er en del af Læger Formidler, har længe arbejdet på Gynækologisk-Obstetrisk afdeling på både Hvidovre og Rigshospitalet, hvor hun har forsket i bl.a. AMH-målinger til at måle ægreserve hos kvinder.

Hvis jeg googler “Hormonbalance + kvinder” får jeg overskrifter frem som: “Sund hormonbalance - her er de bedste madvarer til dine hormoner” eller “Mine fem bedste råd for hormoner i balance” eller "Sådan får du dine hormoner i balance”.

Jeg kan hurtigt få indtrykket af, at hormonel balance er mit eget ansvar som kvinde. At hormonbalance er noget, jeg kan kontrollere gennem min kost og livsstil.

Kan man virkelig det?

Langt hen ad vejen er svaret nej. Det kræver sin mand og kvinde at holde sig kritisk, når du læser om hormonel ubalance - specielt hvis nogen vil sælge dig et produkt såsom akupunktur eller kostplan, der skal skabe balance i dine hormoner.

Hormonel ubalance er ikke et egentlig medicinsk begreb, som læger arbejder med. Hormonsystemet er simpelthen for komplekst til at kunne reduceres til “balance” eller “ikke balance”. Der findes mange forskellige hormoner og hormonsystemer. Hvis der er en ubalance i et hormonsystem (altså at der produceres for meget eller for lidt hormon), er der ofte tale om en reel sygdom, som kræver behandling. Et eksempel kunne være stofskiftesygdom eller sukkersyge. Det samme gælder vores reproduktive system - altså de hormoner, der er ansvarlige for vores fertilitet.

Men hvordan kan min hormonbalance påvirke mig?

Der findes forskellige sygdomme, som kan påvirke menstruationscyklus og fertilitet. Fx sygdomme i hypofysen eller i æggestokkene. Hvis du fokuserer på en særlig ‘hormondiæt’ (som vi til dags dato mangler videnskabeligt belæg for virker), risikerer du at fjerne fokus fra egentlig gavnlige tiltag.

Vi har som mennesker en medfødt tendens til gerne at ville finde systemer og forklaringer i verden omkring os - sådan er vores hjerner simpelthen indrettede fra naturens hånd. Vi har en tendens til at danne forklaringer på ting, vi ikke forstår. Derfor møder man mennesker, der er overbeviste om, at deres barnløshed blev kureret af at skære sukker ud af diæten eller ved at blive behandlet med akupunktur, mindfulness eller lignende.

Hvordan holder jeg så skidt fra kanel?

Enkelte kvinder vil opleve, at en eller flere af disse behandlingsformer var med til at gøre dem gravide. Det er helt reelle oplevelser, som kvinderne har haft, som man ikke kan anfægte, men som man heller ikke kan forklare videnskabeligt. Der er intet, der tyder på at et almindeligt indtag af sukker er skadeligt for fertiliteten, eller at nogle kosttilskud kan hjælpe. Ej heller brugen af akupunktur.

Vær derfor varsom når du læser om andres oplevelser og erfaringer. Der findes intet “quick fix”. Det bedste, du kan gøre for dig selv og dine hormoner. er at leve et sundt og aktivt liv med en god portion egenomsorg - og gå til lægen, hvis du har nogle symptomer, der bekymrer dig.

Og hvis du har lange (>35 dage), uregelmæssige cyklusser, så kontakt lægen. Også selvom du ikke har forsøgt at blive gravid med en partner i et år. Det er dét, vi kalder begrundet mistanke, og du kan få mulighed for at blive udredt tidligere.

Læger Formidler garanterer kun rigtigheden, evidensen og det faglige belæg i artikler de selv har skrevet. Du kan læse mere om dem her.

Har du et emne, du gerne vil vide mere om? Så skriv til os på kontakt@wawawomb.dk

Har du også lyst til at læse...?

Ekspert

Lægen: Hvordan bliver jeg som kvinde udredt?

Regelmæssig sex - uge, måned og snart et år senere og stadig ingen positiv test. Det er tid til en udredning hos din læge - men hvordan kommer det til at foregå?

22. januar - 2021