Artikler Om wawawomb Encyklopædi Kontakt
App

Lægen: Hvad er social freezing? - og burde jeg få taget æg ud?

Social freezing deler vandene - både blandt læger og politikere. Er det en sovepude for at udskyde beslutningen om børn, eller kan det være en vej for dig til at skabe bedre graviditetschancer for dit fremtidige jeg?

Skrevet af:

Marte Saupstad, Læger Formidler

Ekspert

22. april - 2021

Hos wawawomb har vi valgt de dygtigste fagpersoner indenfor deres felt til at gøre dig og os klogere på kroppen, psyken og relationerne.

Læge Marte Saupstad fra Læger Formidler er Ph.d-studerende ved Fertilitetsklinikken på Rigshospitalet, hvor hun forsker i optimering ved brug af progesteron og timing i frysebehandling.

Kan vi ikke bare tage nogle æg ud og fryse nogle æg ned?”

Det sagde min mand, da vi første gang talte om, hvornår vi ville have et barn. Hans idé sprang ud af konceptet “social egg freezing” eller bare “social freezing/egg freezing”, og hans tanke var, at vi ved denne metode kunne udsætte familiedannelse til at, tidspunktet blev det helt rette - i hans verden efter at vi have besøgt alle verdens lande, besteget de høje bjerge og drukket vores ‘share’ af paraplydrinks på en tropisk strand.

Hvad er social freezing?

Social freezing dækker over, når en kvinde går igennem hormonbehandling og får taget æg ud, som opbevares i en fryser, indtil hun alene eller med sin partner, ønsker at danne en familie. Konceptet går omkring det biologiske faktum, at kvinder er født med et antal æg, som falder både i antal og i kvalitet med alderen. Ved at tage æg ud inden man når overgangsalderen, kan man, potentielt, bære et barn lang tid efter man fra naturens side ville kunne blive gravid.

Social freezing foregår på samme måde, som skulle du gå igennem en almindelig IVF/ICSI-behandling eller ægdonation; ved hormonstimulation og efterfølgende ægudtagning.

Ud fra blandt andet din alder som kvinde, vægt og ægreserve, vil der blive beregnet hvor meget medicin du skal have for at modne, ikke kun et æg, men flere æg - det vi som læger kalder superovulation. Når æggestokkens follikler (en væskelomme indeholdende en ægcelle) er nået den rigtige størrelse, vil man ved hjælp af en kanyle hente æggene ud via skedevæggen. Det antal æg du får ud af en behandling vil variere meget fra kvinde til kvinde, og antallet er i stor grad afhængig af din alder, din ægreserve samt responsen på den medicin, du får.

Hvordan fryses æggene ned?

Når ægget eller æggene er hentet ud, bliver de dehydreret og tilsat “frysevæske”, og derefter opbevaret i en fryser indtil du eventuelt ønsker at benytte dig af dem.

I teorien kan æg klare sig i lang tid ved kolde temperaturer, uden at de tager skade af det.

I dag er der født raske børn fra æg, der har været frosset ned i over 14 år. Lang de fleste æg vil dog ikke blive i fryseren så længe, og vores kendskab til ægcellens evner og kunnen efter lang tids nedfrysning er begrænset.

… Men hvad siger loven?

I Danmark har man fra politisk hold besluttet, at oocytter, dvs. ægceller, kun må fryses ned i fem år, blandt andet baseret på den begrænsede viden om langtidskonsekvenser af nedfrysning af æg.

Undtagelsen er kvinder, der får taget æg ud (i ung alder) i forbindelse med eksempelvis kræftbehandling, samt kvinder der får taget æg ud ved lav ægreserve, som tegn på tidlig overgangsalder.

Kan jeg få behandling på sygesikringen, ligesom alle andre?

Egg freezing af sociale årsager, altså ikke på grund af eksempelvis kræftsygdom, foretages kun i privat regi mod egenbetaling, og de nedfrosne æg skal anvendes inden du fylder 46 år, og senest fem år efter æggene er lagt i fryseren.

Det vil sige, at det lige nu ikke er muligt for dig i Danmark at få taget æg ud i start-30’erne for så at benytte dig af dem, når du er fyldt 40.


Hvad er for fordelen ved Social Freezing?

Fordelen med social egg freezing er, at du kan udsætte familiedannelse til, at du er klar til det - om du gør det alene eller med en partner.

Du kan endda anvende æggene flere år efter, du har ramt overgangsalderen og er stoppet med at have naturlig ægløsning.

Ofte ser vi dog, at du som kvinde slet ikke har brug for de æg, du har fået frosset ned, da du måske er blevet gravid uden hjælp med din partner. Men i de tilfælde hvor du er alene, har en kvindelig partner eller ikke er lykkedes med at blive gravid med din partner, så vil æggene kunne være en back-up.


Hvad er så ulempen?

På trods af at du vælger at få frosset æg ned, så er du ikke garanteret et barn. Successraten på den videre behandling, herunder optøning af æg, befrugtning af disse og tilbagelægning i livmoderen samt etablering af graviditet, afhænger stærkt af din alder, da du fik nedfrosset æggene.

I vores naboland, Sverige, er der lige publiceret et studie omhandlende egg freezing. I studiet så man, at ud af 254 kvinder, der fik frosset æg ned ved en enkelt klinik, så var der kun 15% der returnerede for at anvende sine æg.

For disse kvinder var graviditetsraten henholdsvis 63%, 23% og 0% for æg frosset ned i alderen 36-37 år, 38-39 år samt >40 år.

Succesen for behandling er med andre ord meget afhængig af, hvornår du fryser æg ned - både på grund af antal æg i fryseren, men også på grund af æggenes kvalitet.

I tillæg til manglende baby-garanti, er behandlingen i sig selv heller ikke risiko- eller bivirkningsfri. De fleste kvinder vil klare sig godt igennem et stimuleringsforløb, men mange vil opleve bivirkninger som humørsvingninger, en følelse af at være oppustet og tyngdefornemmelse i underlivet. Videre vil nogle ganske få risikere udvikling af alvorlige komplikationer som overstimulationssyndrom, rotation af ovarierne eller blødning ved ægudtagning.

Flere kvinder vil derudover skulle gå igennem flere behandlinger for at sikre sig et stort nok antal æg i fryseren (for desto flere æg, desto flere chancer graviditet).

Til sidst skal der også nævnes at blive gravid i høj alder hellere ikke er risikofrit, hvis du altså udskyder ægoplægning til en høj alder. Risikoen for en række komplikationer under graviditeten, herunder spontan abort, svangerskabsforgiftning og graviditetsdiabetes, øges med alderen. Det er en af grundene til, at man i Danmark ikke behandler kvinder over 46 år, selv om vi har teknologien, der skal til.

Konklusion

Så selv om egg freezing i dag er så almindeligt, at store firmaer som Google, Apple og Facebook i USA tilbyder det til deres kvindelige ansatte som et firma-gode, så er det alligevel ikke omkostningsfrit for dig som kvinde, og det bør heller ikke være en sovepude og blot en mulighed for at udskyde fertiliteten uden større tanker.

Kan det være et godt hjælpemiddel til at skabe bedre graviditetschancer for dit fremtidige selv? Ja, så absolut, men husk at behandlingen kommer med en pris - både i kroner og øre, men også hvad angår risiko for bivirkninger og komplikationer.

Læger Formidler garanterer kun rigtigheden, evidensen og det faglige belæg i artikler de selv har skrevet. Du kan læse mere om dem her.

Har du et emne, du gerne vil vide mere om? Så skriv til os på kontakt@wawawomb.dk

Referencer:
Business Insider (link)
National Institutes of Health (link)
National Library og Medicine (link)
Urquiza MF., 2014
Wennberg, A-L. 2019

Vil du læse mere om æg?

Leder

wawawomb: Kvinders æg er ligeså godt bevogtede som en burhønes

Der er stadigvæk ikke ligestilling mellem mænd og kvinders kønsceller. Hvorfor må kvinder ikke bestemme over egne kønsceller ligesom mænd kan?

25. februar - 2021