wawawomb | Lægen: Hvordan finder jeg ud af, om jeg har PCOS?
Artikler Om wawawomb Klinikker Encyklopædi Kontakt
App

Lægen: Hvordan finder jeg ud af, om jeg har PCOS?

PCOS er den mest udbredte hormonelle forstyrrelse hos kvinder i den fertile alder og ses hos ca. 6-10 % af danske kvinder. Du er altså langtfra alene, hvis du har syndromet – men hvordan finder du ud af, om du har det?

Skrevet af:

Malin Nylander, Læger Formidler

PCO(S)

19. februar - 2021

Vi har bedt læge Malin Nylander om at gøre os klogere på PCOS og hvorfor det kan være svært at stille diagnosen hos især unge kvinder.

Forekomst

PCOS står for polycystisk ovariesyndrom, og hvis det er noget, som du har, så vil jeg starte med at sige – du er ikke alene.

PCOS er lidt pudsig, da den kan præsentere sig ret forskelligt hos forskellige kvinder, og da du måske slet ikke opdager det, før du gerne vil være gravid. I hvert fald ikke, hvis du har taget p-piller, siden du var helt ung, for så kan p-pillerne effektivt have skjult symptomerne på PCOS. P-piller gør nemlig, at du får regelmæssige blødninger. Først når du stopper med at tage pillerne, vises din naturlige cyklus – eller måske rettere sagt, hvis du har PCOS; din manglende cyklus. Samtidig begynder din hud måske at ændre sig og blive mere “uren” – symptomer du aldrig har bemærket før, da p-pillerne har holdt dem i ave.

PCOS er en kronisk sygdom, hvilket vil sige, at den er livslang, men heldigvis mindskes symptomerne, når du er forbi overgangsalderen og dine æggestokkes hormonproduktion daler.

For at få diagnosen PCOS skal du som minimum opfylde to af tre kriterier:

1) Polycystiske ovarier, det vil sige talrige små ægblærer (follikler) set på ultralyd.

2) Sjældne eller manglende blødninger (cyklus over 35 dage).

3) Forhøjet niveau af mandligt kønshormon.

Ved en ultralydsundersøgelse vil din gynækolog se efter talrige små follikler (ægblærer) på æggestokkene; deraf navnet polycystisk (flere cyster) ovarie (æggestok) syndrom.

Malin Nylander

Hun er reservelæge ved Rigshospitalets
Gynækologiske og Obstetriske
afdeling. Har skrevet Ph.d. om
diabeteslægemidlet Victozas
påvirkning på kvinder med PCOS
og er medforfatter til en lærebog
i histologi (vævslære).

Hvis du har PCOS, er din menstruationscyklus oftest lang. Det vil sige mere end 35 dage mellem hver menstruations første blødningsdag. Dette er som følge af sjældne eller helt manglende ægløsninger. Nogle kvinder med PCOS har slet ingen blødninger. Derfor er det en god idé at have en opdateret menstruationskalender, eventuelt på en cyklustracker-app, med til din læge – den giver nemlig vigtig information!

Et forhøjet niveau af mandligt kønshormon kan ses på en blodprøve og viser sig eventuelt også som udtalt akne eller øget behåring i ansigtet og på kroppen. Hårene bliver grove og mørke og kan ses på overlæbe, hage og kinder samt på og mellem brysterne, under navlen, på lænden og ned på indersiden af lårene.

Så, hvis du har to ud af de tre symptomer, eller hvis du har dem alle tre – ja, så har du PCOS. Dog skal det tilføjes, at PCOS er en “eksklusionsdiagnose”. Det vil sige, at din læge skal udelukke, at dine symptomer skyldes en række andre sygdomme, før han/hun kan give dig diagnosen PCOS.

Da p-piller slører blødningsmønstret og “pynter på” blodprøver og scanningsbilleder, kan man ikke udrede for PCOS, når man er på p-piller.

Det samme er til dels gældende for andre hormonelle kontraceptions-metoder.

Hvad er forskellen på PCO og PCOS?

Fagfolk skelner mellem PCO og PCOS. Polycystiske ovarier (PCO) omhandler kun æggestokkenes udseende, det vil sige, at de har mange små ægblærer. Du kan altså godt have polycystiske ovarier uden at have polycystisk ovariesyndrom, og du kan omvendt også have polycystisk ovariesyndrom uden at have polycystiske ovarier. Ja, det er da lige til at blive forvirret over.

Især mange yngre kvinder har PCO – det vil sige mange follikler i deres æggestokke. Der er også mange helt unge kvinder, som har uregelmæssige blødninger, hvorfor vi er varsomme med at stille PCOS-diagnosen i årene efter den første menstruation.

Hvad skal jeg være opmærksom på?

Uregelmæssige blødning og akne – det lyder da lidt som at være teenager?! Så hvordan kan man vide, om man har PCOS er ej?

Generelt kan man sige, at det kan være svært at stille en PCOS-diagnose i teenageårene, da mange har uregelmæssige ægløsninger i årene efter første menstruation. Ligesom mange har akne, og de fleste har mange follikler på æggestokkene – helt uden at have PCOS. Derfor er vi lidt forsigtige med at stille PCOS-diagnosen for tidligt.

I det første år eller to efter ens første menstruation er det ikke usædvanligt, at man kan opleve uregelmæssige og til tider kraftige blødninger – dette skyldes oftest forbigående hormonforstyrrelser, som normaliseres igen. Man kan se det som at systemet ikke virker helt optimalt endnu, men skal finjusteres. På lægesprog hedder dette “juvenil metroragi” og er helt ufarligt.

Hvis de uregelmæssige blødninger fortsætter i længere tid, bør man overveje, om det kan skyldes PCOS eller noget andet. Generelt kan man sige, at du, såfremt du har uregelmæssige blødninger i årene efter første menstruation, skal gå til din læge. Uregelmæssig blødning kan for eksempel også skyldes en klamydiainfektion, som nemt kan behandles, og som, hvis den ikke behandles, kan nedsætte din fertilitet.

Hos yngre kvinder er det også almindeligt, at man ved ultralyd ser mange ægblærer (follikler) på æggestokkene. Dette er oftest et normalfænomen og ikke nødvendigvis et tegn på PCOS.

Akne er også forholdsvis almindeligt i teenageårene, hvilket jo kan være et symptom på PCOS, men som også ses hos kvinder uden PCOS.

Hvis man i forbindelse med opstart på p-piller begynder at bløde uregelmæssigt, får akne eller blive deprimeret. Så skal man overveje, om det ikke skyldes bivirkninger – hvilke jo forsvinder igen, når man stopper med medicinen.

Generelt slører p-piller symptomer på PCOS

og de gør også, at æggestokkenes udseende “bedres” (færre follikler ses), ligesom niveauet af mandligt kønshormon (testosteron) i blodet falder. Det betyder, at lægen ikke kan stille en PCOS-diagnose hos en kvinde, som får p-piller, mini-piller eller andre kønshormoner.

Hvad kan jeg selv gøre?

Generelt anbefaler man ikke rutinemæssigt, at kvinder holder p-pille-pause for at blive udredt for PCOS. Man vurderer ikke, at en tidlig diagnosticering har betydning for kvindens fertilitets-prognose.

Men hvis du ved, at du engang startede på p-piller, fordi du blødte sjældent og uregelmæssigt, var plaget af meget uren hud eller øget kropsbehåring, så kan det være en god idé ikke at vente, til du er over 30 år, før du finder ud af, om du måske har PCOS. Dette også selvom du ikke ønsker børn hverken i dag eller i morgen.

Da PCOS til dels er arveligt, kan du også få et godt hint, hvis din mor eller søstre har syndromet. Også her kan det måske være en god idé at blive udredt, før du er i 30’erne og ønsker at blive gravid.

Hvis du ved, at du har PCOS, er det en god idé ikke at vente alt for længe med at prøve at få de børn, du drømmer om. Livsstilsændring, vægttab, fertilitetsudredning og -behandling kan tage lang tid, og desværre har en stigende alder jo ingen positiv effekt på fertiliteten.

Hvad kan PCOS betyde for min fertilitet?

En af følgerne af PCOS kan være nedsat fertilitet eller infertilitet – for hvis du slet ikke har ægløsning, kan du ikke blive gravid. Den “gode” nyhed til dig er dog, at rigtig mange kvinder vil opleve, at en livsstilsændring – for nogle mere markant end andre – vil medføre bedring i symptomerne.

Generelt kan man ikke “spise sig gravid”, men lige med PCOS kan kostomlægning og regelmæssig motion faktisk gøre en rigtig stor forskel for din fertilitet.

Helt op til 60% af overvægtige kvinder med PCOS vil opleve at få ægløsning og mere regelmæssig menstruation, hvis de blot taber sig 5%.

Mange kvinder med PCOS ender med at skulle i fertilitetsbehandling. Her skal de ofte have en ret lav dosis hormoner, da de jo har mange æg, men til gengæld har svært ved at få ægløsning. Og fordi de har så mange æg, så er der også en let forøget risiko for, at de bliver overstimuleret under behandling, hvilket fertilitetslægen vil være meget opmærksom på. Hvis man skal have ja-hatten på er det at have mange, umodne æg at foretrække frem for en situation, hvor man mangler æg.

Det lidt trælse

PCOS er ikke kun en blødningsforstyrrelse, men er også forbundet med…

  • Overvægt. Over 60% af kvinder med PCOS er overvægtige (BMI over 25 kg/m2). Overvægten sidder typisk omkring maven; dét, som nogen kalder “æblefacon”.
  • Insulinresistens og diabetes. Ved insulinresistens er kroppens følsomhed overfor insulin nedsat, og man skal derfor producere ekstra insulin for at sænke blodsukkeret. Insulinresistens medfører en række ændringer i kroppen og kan være forstadie til type 2 diabetes (gammelmands-sukkersyge). Derfor er kvinder med PCOS desværre også i øget risiko for at udvikle graviditetsbetinget sukkersyge, især hvis de er overvægtige.
  • Forhøjet blodtryk, også graviditetsbetinget forhøjet blodtryk og svangerskabsforgiftning. Forhøjet blodtryk er, på sigt, associeret med hjerte-kar-sygdomme og blodpropper.
  • Ufrivillig barnløshed på grund af manglende eller sjælden ægløsning.
  • Depression, angst og spiseforstyrrelser.

Nogle af punkterne vil du måske sige “tjek!” til og andre ikke. PCOS kan manifestere sig ret forskelligt hos forskellige kvinder, og nogle af symptomerne kan derfor være mere udprægede hos dig end hos andre – og omvendt.

Læger Formidler garanterer kun rigtigheden, evidensen og det faglige belæg i artikler de selv har skrevet.

Du kan læse mere om Læger Formidler her.

Referencer:
"Ethnicity, obesity and the prevalence of impaired glucose tolerance and type 2 diabetes in PCOS: a systematic review and meta-regression" - Kakoly NS, Khomami MB, m.fl., 2018

"Overweight, obesity and central obesity in women with polycystic ovary
syndrome: a systematic review and meta-analysis" - Lim SS, Davies MJ, m.fl., 2012

"Is foetal hyperexposure to androgens a cause of PCOS?" - Filippou P, Homburg R. 2017

Polycystisk ovariesyndrom (PCOS) 2019 (link)

International guideline til udredning af PCOS (link)
Palomba S, de Wilde MA, Falbo A, Koster MP, La Sala GB, Fauser BC. Pregnancy complications in women with polycystic ovary syndrome. Hum Reprod Update. 2015 Sep-Oct;21(5):575-92. doi: 10.1093/humupd/dmv029. Epub 2015 Jun 27. PMID: 26117684.

Vil du læse mere om PCOS?

PCO(S)

PCOS: Anne har aldrig haft en ægløsning - hun vidste det bare ikke

Anne dropper p-pillerne, da hun og hendes kæreste er klar til børn. Men derfra går det skævt - menstruationen udebliver, og ved nærmere undersøgelse finder hun ud af, at hun har PCOS.

29. januar - 2021