wawawomb | Lægen: Hvornår kan jeg få behandling i det offentlige?
Artikler Om wawawomb Klinikker Encyklopædi Kontakt
App

Lægen: Hvornår kan jeg få behandling i det offentlige?

Fertilitetsbehandlingsområdet skiller sig ud fra nærmest alle andre behandlingsområder ved at være relativt skarpt reguleret. Hvorfor og hvilke adgangskrav skal man opfylde?

Skrevet af:

Anna Grynnerup, Læger Formidler

Fertilitetsbehandling

22. januar - 2021

Hos wawawomb har vi valgt dygtige fagpersoner til at gøre dig og os klogere på kroppen, psyken og relationerne.

Læge Anna Grynnerup som er en del af Læger Formidler, har længe arbejdet på Gynækologisk-Obstetrisk afdeling på både Hvidovre og Rigshospitalet, hvor hun har forsket i bl.a. AMH-målinger til at måle ægreserve hos kvinder.

Fertilitetsbehandlingsområdet er helt ulig andre behandlingsområder, dybt politisk reguleret. Det skyldes både et historisk og etisk aspekt, da der gennem tiden har været mange etiske overvejelser, da man begyndte at skabe nyt liv ved hjælp af nye teknologier, og det i øvrigt de første mange år blev anset som lidt eksperimenterende og i al fald ganske anderledes, end alt andet man kendte. Men området er også reguleret, fordi der er et økonomisk aspekt, da behandlingen er dyr (men relativt i forhold til så mange andre behandlingsformer, når vi taler kræft osv.).

Og så er der også en usagt stemme i befolkningen, som er med til at holde det her område relativt tæt reguleret. Der er nemlig stadig nogen, der har den overbevisning, at barnløshed er et “luksusproblem”, som det offentlige ikke skal betale for. Og det til trods for at infertilitet er en reel sygdom, sammenligneligt med alle andre velkendte sygdomme.

Vidste du at...?

Infertilitet anderkendes både af WHO

og af danske læger som en reel sygdom -

på lige fod med andre velkendte sygdomme

Fordi området er så politisk bestemt og defineret, ja så sker der også en del ændringer, så snart de politiske vinde skifter ved et valg. Fx set da den daværende VK-regering i 2011 indførte brugerbetaling på fertilitetsbehandling (som senere blev ophævet af den efterfølgende SRSF-regering). Man har på bagkanten estimeret, at brugerbetalingen førte til, at omkring 900 færre babyer blev født i 2011.

Reglerne kan altså hurtigt ændre sig, så står du midt i det eller skal til og igang, så sørg for at søge helt opdateret viden. Reglerne kan have ændret sig siden, at din veninde var i fertilitetsbehandling for fem år siden (eller siden min artikel her blev skrevet).

Det private og det offentlige tilbud

Først skal jeg nævne, at der findes både offentlige og private fertilitetsklinikker. På de offentlige klinikker er undersøgelser og behandling gratis. Man betaler kun for den medicin, man får undervejs, men der gives tilskud som ved anden medicin. På private klinikker kan man få gratis fertilitetsbehandling (gælder kun inseminering) hos en speciallæge i gynækologi, der har et ydernummer og dermed overenskomst med det offentlige. Her får du også tilskud til medicin, men betaler den selv.

Ikke alle har ret til at få gratis fertilitetsbehandling, så hvis du overvejer, om du måske skal starte fertilitetsbehandling, er der nogle ting, du skal være klar over:

1. Alder

På offentlige fertilitetsklinikker er du berettiget til behandling, hvis du som kvinde er henvist, inden du fylder 40 år. Du kan ikke modtage behandling, hvis du er over 41 år. For mænd er der ingen aldersbegrænsning.

På private klinikker må kvinder modtage behandling til og med det 45. år. Herefter er fertilitetsbehandling ikke tilladt i Danmark.

Disse grænser kan umiddelbart virke uretfærdige, især når mænd og kvinder forskelsbehandles, men de skyldes, at sandsynligheden for at blive gravid er meget lav efter 40 år og endnu lavere efter 45 år. Ved insemination med sæd er sandsynligheden for graviditet 5-10% for 40-43 årige, mens stort set ingen opnår graviditet, efter de er fyldt 43 år.

2. Antal forsøg

I det offentlige system er du berettiget til fertilitetsbehandling, hvis I som par ikke har nogen fælles børn eller som enlig er barnløs. Det gælder biologiske børn og adoptivbørn. Man er berettiget til tre forsøg af reagensglasbehandling (kaldet IVF), som er udtagning af æg, befrugtning i reagensglas og til sidst oplægning af det befrugtede æg i livmoderen.

Der må kun behandles, indtil det første barn er født. Ønsker du/I herefter flere børn, må du/I betale for behandlingen i det private. Dog tilbydes du/I i det offentlige at få oplagt eventuelle nedfrosne æg til barn nummer to.

3. Vægt

Svær overvægt kan gøre det sværere at blive gravid og øge risikoen for spontan abort. Derudover øger svær overvægt også risikoen for komplikationer under graviditet og fødsel. Det er derfor besluttet, at kvinder med BMI over 35 ikke kan tilbydes behandling på offentlige fertilitetsklinikker.
Alle overvægtige kvinder (og mænd) anbefales desuden at tabe sig, da det øger sandsynligheden for, at behandlingen lykkes.

Konklusion

Reglerne på fertilitetsområdet skifter som de politiske vinde blæser, så sørg for at holde dig opdateret.

Læger Formidler garanterer kun rigtigheden, evidensen og det faglige belæg i artikler de selv har skrevet. Du kan læse mere om dem her.

Har du et emne, du gerne vil vide mere om? Så skriv til os på kontakt@wawawomb.dk

Har du også lyst til at læse...?

Fertilitetsbehandling

Lægen: Hvordan bliver jeg som kvinde udredt?

Regelmæssig sex – uge, måned og snart et år senere og stadig ingen positiv test. Det er tid til en udredning hos din læge, men hvordan kommer det til at foregå?

22. januar - 2021