wawawomb | Lægen: Sådan mindsker du symptomerne på din PCOS
Artikler Om wawawomb Klinikker Encyklopædi Kontakt
App

Lægen: Sådan mindsker du symptomerne på din PCOS

Man ved endnu ikke helt, hvorfor nogle kvinder får PCOS og andre ikke gør. Men for de fleste kvinder med PCOS kan symptomerne holdes nede eller helt væk ved at leve sundt og dyrke regelmæssig motion.

Skrevet af:

Malin Nylander, Læger Formidler

PCO(S)

31. august - 2021

Vi har fået læge Malin Nylander til at gøre os klogere på PCOS og hvad du selv kan gøre for at håndtere sygdommen bedst muligt.

Arv og miljø

PCOS er en multifaktoriel sygdom. Det vil sige, at den har mange årsager. Forskere ved simpelthen ikke endnu præcist, hvorfor nogle kvinder får syndromet og andre ikke gør. Vi ved, at PCOS til dels er arveligt, men at der er også forskning, der tyder på, at det miljø, du som foster oplever i din mors livmoder, har betydning for, om du udvikler PCOS eller ej.

Hvis din mor har PCOS, har du fem gange større risiko for at få syndromet, sammenlignet med hvis din mor ikke har PCOS.

Dette skyldes formentlig gener, men dyrestudier har vist, at et højt niveau af testosteron under fostertilværelsen i livmoderen medfører ændringer i genernes udtryk, således at fostret udvikler PCOS-lignede træk.

Dine gener og din fostertilværelse kan du ikke lave om på, og derfor kan PCOS ikke forebygges. For de fleste kvinder med PCOS er det dog sådan, at symptomerne er mildere eller helt væk, hvis man holder sig normalvægtig og at symptomerne tiltager med stigende kropsvægt. Det vil altså sige, at man ved at dyrke motion og spise sundt ofte kan forebygge, at syndromet kommer til udtryk, eller i det mindste undgå at det kommer i fuldt flor.

Malin Nylander

Hun er reservelæge ved Rigshospitalets
Gynækologiske og Obstetriske
afdeling. Har skrevet Ph.d. om
diabeteslægemidlet Victozas
påvirkning på kvinder med PCOS
og er medforfatter til en lærebog
i histologi (vævslære).

Mange kvinder med PCOS oplever, at de får en mere regelmæssig cyklus (og ægløsninger) ved et vægttab. Her skal man dog være opmærksom på, at man ikke skal overdrive – overtræning og/eller undervægt medfører ofte manglende ægløsning, og på sigt også knogleskørhed.

Sund livsstil

Kost

KISS-kost, LCHF og andre diæter, hvor man begrænser indtaget af kulhydrater, har været populære i PCOS-kredse, men der findes ikke tunge videnskabelige beviser for, at lavt indtag af kulhydrater og højt indtag af protein skulle være bedre end andre diæter.

Regnskabet er egentlig simpelt – spis færre kalorier og forbrænd flere, så taber du dig, og PCOS-symptomerne mildnes.

Det vigtige er, at man, såfremt man er overvægtig, taber sig og derefter holder vægten. Noget, som for mange kan være nemmere sagt end gjort.

Insulinresistens – og lidt om muskelmasse

Insulin er et signalstof, som udskilles fra bugspytkirtlen under og efter et måltid. Insulin sørger for, at sukkermolekyler nedbrudt fra din kost og som optages fra tarmene, opmagasineres forskellige steder i kroppen – i muskler, fedt og lever. Her lagres sukkeret, indtil det skal bruges, hvor det så sendes ud i blodbanen igen.

Hvis din krop har nedsat følsomhed overfor insulin, har du “insulinresistens”. Hvis insulinfølsomheden bliver så nedsat, at din egen insulinproduktion ikke er nok til at få sukkeret fra blodet og over i musklerne og fedtvævet, i tilstrækkelig grad, så stiger blodsukkerniveauet, og du har udviklet type 2 diabetes.

Kvinder med PCOS har øget risiko for at være eller blive insulinresistente og har også øget risiko for at udvikle type 2 diabetes og graviditetsbetinget diabetes. Da sukker lagres i muskulatur, er det en god idé at øge sin muskelmasse. Sagt på en anden måde: Insulinresistensen mindskes ved, at du får større muskelmasse.

Træning som medfører kalorieforbrænding og øget muskelmasse og dermed nedsat insulinresistens har positiv effekt på PCOS-symptomer. Der er ikke megen tung forskning på området, og den, der findes, bærer præg af, at det er svært for kvinder at være konsekvente og vedholdende i forhold til regelmæssig fysisk aktivitet. Rent teoretisk er der ingen tvivl om, at fysisk aktivitet er godt for kropsvægten, muskelmassen og humøret – både hos kvinder med og uden PCOS.

Konklusion

Generelt ved vi, at symptomerne på PCOS tiltager i takt med øget kropsvægt, for lidt motion og uhensigtsmæssig kost – og omvendt ser vi oftest, at symptomerne mindskes hos kvinder, som dyrker regelmæssig motion, spiser sundt og taber sig.

Et vægttab på ”bare” 5-10% kan gøre en stor forskel.

Derfor er en “livsstilsændring” (hvor svært det end lyder) første trin i behandlingen af PCOS – medmindre du er en af de få kvinder, der har symptomer på PCOS på trods af, at du er veltrænet og normalvægtig. Så skal du ikke tabe dig mere, men blot holde fast i dine gode vaner!

Og ja, jeg ved godt, at en livsstilsændring er nemmere sagt end gjort, men ønsket om en familie kan for mange være netop dét, der giver overskuddet til, at det lykkes. Så tal med din læge eller gynækolog om, hvordan du kan støttes i projektet.

Læger Formidler garanterer kun rigtigheden, evidensen og det faglige belæg i artikler de selv har skrevet.

Du kan læse mere om Læger Formidler her.

Referencer:
"Ethnicity, obesity and the prevalence of impaired glucose tolerance and type 2 diabetes in PCOS: a systematic review and meta-regression" - Kakoly NS, Khomami MB, m.fl., 2018

"Overweight, obesity and central obesity in women with polycystic ovary
syndrome: a systematic review and meta-analysis" - Lim SS, Davies MJ, m.fl., 2012

"Is foetal hyperexposure to androgens a cause of PCOS?" - Filippou P, Homburg R. 2017

Polycystisk ovariesyndrom (PCOS) 2019 (link)

International guideline til udredning af PCOS (link)
Risal S, Pei Y, Lu H, Manti M, Fornes R, Pui HP, Zhao Z, Massart J, Ohlsson C, Lindgren E, Crisosto N, Maliqueo M, Echiburú B, Ladrón de Guevara A, Sir-Petermann T, Larsson H, Rosenqvist MA, Cesta CE, Benrick A, Deng Q, Stener-Victorin E. Prenatal androgen exposure and transgenerational susceptibility to polycystic ovary syndrome. Nat Med. 2019 Dec;25(12):1894-1904. doi: 10.1038/s41591-019-0666-1. Epub 2019 Dec 2. PMID: 31792459.

Vil du læse mere fra lægen?

Viden om fertilitet

Lægen: Hvad betyder ‘hormonbalance’ for mig?

Måske har du hørt om særlige kure eller behandlinger med kosttilskud, som er gode for at få "styr på hormonbalancen"? Men hvad er 'hormonbalancen' overhovedet?

18. februar - 2021