Artikler Om wawawomb Encyklopædi Kontakt
App

Lav sædkvalitet: Sofie vidste, at hun nok skulle blive mor

Sofie er ikke typen, der tager et nej for et nej, og på den måde fik hun bevæget sig fra bunden af ventelisten til afbudslisten og hurtigere igennem undersøgelserne. Hvordan holdte hun energien oppe?

Skrevet af:

Cathrine Widunok Wichmand

Personlig historie

04. marts - 2021

wawawomb interviewer Sofie.

Sofie finder under sin udredning ud af, at hendes stofskifte er en smule skævt - og det får hun rettet op på med medicin. Da hun endelig ligger klar til inseminering på briksen, finder lægen ud af at hendes mands sædkvalitet er alt for lav til IUI - lægen har ikke lige fået læst resultaterne af hendes udredning.

Vi taler med Sofie en morgenstund, da datteren Leonora er puttet til lur - hun er stået usædvanligt tidligt op, så Sofie er tidligt på færde.

”Vi gjorde det i den ’gammeldags’ rækkefølge; først bryllup, så baby. Min mand havde ikke vildt travlt med at få børn, hvor jeg til gengæld var klar, fra jeg var født”, siger Sofie og griner. ”Jeg har bare vidst, jeg ville være mor, helt fra jeg dengang jeg legede med dukker. Så så snart vi tog af sted på bryllupsrejsen, så røg p-pillerne, og vi var så lykkelige og forelskede. Det var en vildt romantisk tid. Jeg gik og tænkte, at det nok ville tage 3-6 måneder at blive gravid. Og som den matematiker og realist jeg er, så lagde jeg mig selv i midten af statistikken, den der siger det kan tage op til et år at blive gravide; om en seks måneder er jeg gravid.

Om Sofie Klintholm

31 år, gift med Mads, har en datter

Forretningsudvikler i finansverdenen

København Ø

De første måneder med at prøve var egentlig okay, det var hyggeligt. Men efter en tre-fire måneder uden noget resultat, så begyndte romantikken i vores beslutning at dampe af, og vi begyndte også på ægløsningstests. Skemalagt sex! Og det var bare så kvælende! ”Er der en lille streg?”… ”Åh, nu har vi lige skændtes igen…”

Det var så hårdt for vores parforhold allerede et halvt år inde i processen. Jeg gik og blev så træt af, at vi havde skubbet det så længe. Jeg tror virkelig, at jeg havde trukket den for længe, for min største drøm har altid været at få børn. Og omkring mig blev alle enten gravide i første hug eller skulle i behandling, det var nærmest 50/50. Så jeg begyndte at blive lidt pessimistisk; ”jeg ender sikkert sammen med de andre 50 % i behandling”. Som om det ville være mindre hårdt, hvis jeg ligesom kunne forberede mig mentalt på det; ”I knew it!”".

Så skemalagt sex, ægløsningstests, uanede mængder af tålmod – hvad blev tungen på vægtskålen for jer for at tage det næste skridt?

"Jeg blev 30", siger Sofie og griner.

"Og så fik jeg stress over, at jeg ikke var gravid. Så jeg gjorde to ting; jeg tog fat i fertilitetserådgivningen på Herlev, da jeg ikke var helt sikker på, om lægen overhovedet ville se os, nu vi havde prøvet lige nu under et år på at blive gravide. Der kan man få et indblik i ens AMH-værdier og få lavet en sædprøve. Vi fik en tid til et møde. Men samtidig gav jeg også vores læge et kald. Jeg forklarede, at vi havde været i gang i ni måneder uden held. Og vores læge sendte os faktisk videre med en henvisning til at blive undersøgt og få lavet sædprøve og blodprøver. Så vi fik lavet de prøver men tog ikke mødet i fertilitetsrådgivningen, for vi var egentlig ’for langt’ i processen for dem – det er et godt tilbud til de, der overvejer, om de skal starte med at lave børn nu eller om de kan vente et par år. Vi var jo i fuld gang.

Men jeg fik så taget tre blodprøver i forbindelse med min udredning, og der kunne de se, at stofskiftet slog ud. Mit stofskifte var lidt for højt, i hvert fald for højt til, hvad lægerne syntes var godt, når nu jeg prøvede at blive gravid. Endokrinologer var dog ikke helt enige i lægernes antagelser. Det var faktisk ret forvirrende.

Men allerede dér blev vi henvist til inseminering, og jeg blev startet op på piller. Og jeg fik en højere og højere dosis, for jeg reagerede simpelthen ikke på hormonerne. Men det lykkedes at få ét æg klar – og så lå jeg der på briksen klar til inseminering. Mads havde afleveret en sædprøve som skulle oprenses – men lægerne kom ind og sagde, at den simpelthen var for dårlig. Der skulle være 2 mio. sædceller, der var kun 300.000. Så de skulle egentlig ikke inseminere, men nu var jeg jo klar... Lægerne må simpelthen have læst resultaterne fra Herlev helt forkert eller slet ikke".

Det lyder også virkelig frustrerende og egentlig ret utjekket. At ligge der og være klar. Hvad skete der så?

"Jamen, vi blev inseminerede, og så skulle vi pludselig i IVF-behandling og tilbage til det offentlige. Og for at komme i betragtning til Rigshospitalets fertilitetsklinik, så skulle vi udredes på ny. Og Mads fik en tid hos Reproduktion og Vækst, som analyserer sædprøver mere i dybden – men der var jo flere måneders ventetid bare på det, også på at få resultaterne, for de skulle undersøges, dyrkes osv. osv. Vi endte med at skulle vente fra maj og helt til oktober på en tid for et videre forløb. Det virkede så besværligt, så mange prøver at skulle igennem og for os også nogle dyrebare måneder.

Sofies tal:

2 IUI-forløb, 1 ICSI-forløb

1 ægudtagning, 1 ægoplægning

1 graviditet og 1 barn



I mellemtiden havde jeg fået min menstruation efter den første inseminering. Og så fik jeg en tid hos en endokrinolog, som analyserede mine tal, og jeg fik medicin med hjem – og det reagerede jeg ikke specielt meget på det. Så jeg pressede lægen og fik mere og mere medicin, for jeg ville bare gerne have styr på tallene. Men måneden efter vores inseminering, havde jeg så fået for meget medicin og måtte ikke blive gravid. En graviditet ville simpelthen ikke kunne blive siddende, så nu sad vi der og skulle vente til efter sommeren for næste skridt.

Så vi besluttede os faktisk for at vi ville leve ”fertilitetsvenligt” hen over sommeren, så ingen cigaretter, mindre junk, sukker, jeg købte en masse kosttilskud til Mads, købte krystaller. Det hele!" griner Sofie.

"Da vi nåede august, så var tallene gode hos mig. Vi var skrevet op til behandling i det offentlige, men vi besluttede os også for at starte op i det private. Vi blev egentlig henvist til ICSI. Men vores læge på Trianglen syntes, at vi skulle lave et enkelt IUI-forsøg for at se om alle de ’efforts’, vi havde gjort over sommeren, virkede. Så i september blev vi inseminerede. Samtidig fik Mads også sine svar fra Reproduktion og vækst; tallene var ikke blevet bedre. De havde fundet lille åreknude, man kunne operere væk, men det havde også risici med sig – det kunne påvirke sædkvaliteten i en endnu dårlige retning så sådan en operation skulle i hvert fald ikke være nu.

Jeg brugte ventetiden under insemineringen på at cykle rundt til alle klinikkerne for at blive klogere på dem, hvad de tilbud, stemningen osv. Det føltes sgu lidt som at besøge ejendomsmæglere ”hvad tilbyder I?” og ”må jeg se jeres prisliste?”. Men det var rart at gøre det hele lidt til et projekt – som en arbejdsopgave, for så kunne jeg tage følelserne lidt ud af det. Vi er nok begge typerne, der godt kan lide ikke at bruge unødvendige penge, og jeg er fan af statistikker, så det var rart at se på resultater fra klinikkerne osv. Jeg følte virkelig, at vi havde tjekket alt af på listen, afsøgt alle mulighederne. Vi var super grundigt udredt, havde været igennem en masse prøver.

Det endte med at blive en meget kort cyklus, for selvfølgelig lykkedes insemineringen ikke. Jeg fik allerede menstruation på 22. dagen. Men du må gerne starte op på ICSI i cyklus lige efter IUI, så vi skulle faktisk ret hurtigt træffe en beslutning om, om vi ville starte op i ICSI. Allerede på dag to i din cyklus tager du første sprøjte.

Vi var så meget frem og tilbage. Skulle vi gå i gang? Vi havde fået en indkaldelse til informationsmøde på Riget, som man skal have før opstart i det offentlige – datoen var et halvt år fra nu. 23. marts! Mads syntes, at vi skulle vente. Jeg var bare klar. Så vi tog beslutningen om at købe et enkelt forsøg, for så kunne vi se ad, hvordan det gik og efterfølgende se om vi kunne komme hurtigere til i det offentlige, hvis det nu ikke gik".

Og så var I i gang med ICSI!

"Ja det gik hurtigt! Dagen efter den mislykkede inseminering startede jeg med medicinen. Otte sprøjter om aftenen, syv om morgenen. Vi tog et billede efter hver sprøjte. Første sprøjte tog jeg den 10. oktober, og seks dage senere var jeg til scanning. Der lå 8 æg i æggestokkene, så ti dage efter første sprøjte skulle jeg have taget æg ud.

Vi fik hentet ægløsningssprøjten, og nærmest minutterne inden jeg fik sprøjten, så ringede Riget – de havde fået et afbud. Ville vi til ugen efter? Men de otte æg var jo klar! Og de kunne desværre ikke overtage os med så kort varsel og tage æggene ud dagen efter. Så vi måtte få taget æggene ud på Trianglen, men takkede ja til Riget med opstart ved næste menstruation. Det betød også, at jeg var nødt til at tage til orienteringsmøde på Riget fem timer efter min ægudtagning med mega smerter i underlivet - for ellers mistede vi vores plads i køen.

Tre dage efter min ægudtagning fik jeg sat et æg op – lidt skægt, for det var på datoen fem år efter, at Mads og jeg matchede på Tinder. Og så skulle jeg vente i to uger på at kunne få foretaget en blodprøve for svar.

Jeg havde fået det her lille stykke papir fra klinikken med hele vores forløb nedskrevet; medicin, datoer osv. Så den dag, der stod blodprøve, mødte jeg troligt op. ”Du har desværre for lavt hCG, du er måske gravid, men det ikke sikkert… ” lød svaret. Men det viste sig, at jeg var kommet en dag for tidligt – de havde noteret forkert dag på mine papirer. Så jeg blev bedt om at møde om til en kontrolprøve to dage senere. Det gjorde jeg: ”Du er meget gravid”.

Og SÅ startede angsten! Vi skulle vente tre uger indtil vores scanning for hjerteblink… Det var ærligt talt forfærdeligt. Jeg havde det sådan, at jeg ikke gad at blive slået hjem nu for så at skulle starte forfra. Og timingen var også svær. Det var nemlig lige op til jul, at vi skulle se hjerteblink. Og hvis der nu ikke var hjerteblink, så skulle vi jo i gang på Riget, men de holder lukket over julen. Vi kunne hurtigt se for os, at næste step måske først blev i januar eller februar.

Men vi kom til hjerteblinksscanningen på Trianglen. Og der lå det lille hjerte. Og så væltede det bare op i mig. Det var simpelthen sådan en forløsning. Jeg havde kørt på så længe, været så vanvittigt fokuseret på at blive gravid - egentlig ikke så meget tiden efter. Bare det at blive gravid. Jeg havde mærket, hvor ondt det gjorde, når andre blev gravide, men når først veninders børn kom til verdenen, så gjorde det ikke ondt længere. Det var graviditeten, som var hård.

Men at se det hjerteblink, det var bare… Hold da op! Det gav sådan en ro, og tilbage til mit matematiske jeg; jeg kendte jo statistikken, at 90-92 % af dem der ser hjerteblink også får et barn med hjem. Det gav mig så meget ro. Jeg havde tiltro til processen".

Sofie Klintholm fortæller om fertilitetsbehandling til wawawomb

Du har virkelig også været meget ’på’ fra start; du kørte rundt til klinikker og undersøgte, afsøgte mulighederne for afbudstider. Hvor fandt du den energi?

"Allerede da jeg skulle have tiden hos endokrinologisk afdeling for at blive udredt omkring mit stofskifte, så ringede jeg og spurgte, om der virkelig ikke var en tid før den, jeg havde fået et par måneder ude i fremtiden. På den måde lykkedes det mig faktisk at komme til hurtigere, og det var ret motiverende. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at være på, være til rådighed, hvis der kom et afbud. Jeg gjorde det igen ved Mads’ tid på Reproduktion og Vækst. Jeg synes generelt, at ventetiden i det offentlige er vild, og det gør det super svært at planlægge sin tid og sit arbejde - ”du har fået en plads, men hvornår du får en tid, ved vi ikke”.

Vi kom på afbudslisterne alle vegne og også til behandling – jeg ringede ofte og spurgte ”er der sket noget?”. For jeg tænkte, at der måtte være et stort frafald. Enten bliver folk gravide, skilt eller vælger det private i stedet. Så hvorfor ikke? Og så er jeg nok sådan generelt typen, der ikke tager et nej for et nej.

Og så tror jeg også, at jeg syntes, det var spændende! Jeg gik til det med en lyst til at vide alt. Jeg har læst en Cand. Merc. men tænkte helt, hvorfor jeg dog ikke havde haft noget mere naturvidenskab indover? For mig var det vildt spændende at se denne her nye verden åbne sig for mig, og jeg gik lærelysten til det. Jeg har tit sagt efterfølgende, at skulle jeg gøre det om, så ville jeg have læst til jordemoder eller læge med speciale i infertilitet. Jeg prøvede at se det som en mulighed for at få ny viden indenfor et område, jeg ikke kendte.

… Og så tror jeg også, at det for mig næsten var en lettelse at blive henvist til behandling. Pludselig var der noget andet at gøre for at lykkes end bare sex, som jo blev skemalagt, og det var opslidende for parforholdet. Lysten til at gå i seng sammen blev bare lille over tid. Det at skulle i behandling – det tog ligesom presset af os".

Du lyder også til at have besluttet dig for, at du ville gå til det med et lyst sind?

"Jeg havde det sådan, at det nok skulle lykkes. At jeg ville blive mor, lige meget hvad. Jeg havde en del veninder, for hvem graviditeterne næsten kom som et chok for. De følte sig taget på sengen. Så jeg besluttede mig for at bruge den ekstra tid, som en positiv ting. Jeg tog mig tid til at tjekke barnevogne, barselshotel, fødselsforberedelse, jeg tjekkede det hele ud. Jeg læste phD-opgaver om fødsler og infertilitet, for jo bedre forberedt jeg var, jo bedre dialog kunne jeg have med sygehusvæsenet løbende.

Og så besluttede jeg mig for, at passe på mig selv psykisk. Jeg droppede at læse de tungeste og hårdeste historier fra kvinder i behandling og valgte stedet for de positive historier til. Jo mere selvværd og positivt syn på processen, jeg kunne fylde på, jo bedre kunne jeg gå ind i det.

Og så hjalp en samtale vi havde på Trianglen mig faktisk. Jeg spurgte ind til mine chancer alderen taget i betragtning. Og de sagde, at jeg selvfølgelig var i den lidt højere ende af statistikken, skulle det lykkes hjemme uden hjælp. Men så vi på statistikkerne for fertilitetsbehandling, så var jeg jo ung og havde gode udsigter – de tal og statistikker vi ser, de dækker jo kvinder helt op til 46 år. Det hjalp mig meget".

Og der slipper vi Sofie. Hun fik sin lille Leonora, som stadig sov, som samtalen sluttede. Og nu har Mads og Sofie to æg tilbage på frys, som måske kan blive til en lillebror eller lillesøster. Vi ønsker dem alt det bedste.

Vi styrker fællesskabet og bryder med ensomheden, når vi deler. Har du også lyst til at dele dine oplevelser med os, så skriv til os på kontakt@wawawomb.dk

Vil du læse mere om lav sædkvalitet?

Interview

Cath de Lichtenberg: "Du kan ikke reproducere dig selv, og jeg var død i barselssengen” 

Cath de Lichtenberg kommer hjem fra udlandet med en PTSD-diagnose. Først da Cathrines krop igen slapper af kan hun overskue at kaste sig over "projekt ICSI-baby".

30. januar - 2021