Artikler Om wawawomb Encyklopædi Kontakt
App

Lektor i psykologi: "Det er en livskrise"

At gennemgå et fertilitetsforløb er en stor belastning for den enkelte og for et par, men hvad er det egentlig for en livskrise, man står I? Og gør vi nok for at støtte op om patienten?

Skrevet af:

Cathrine Widunok Wichmand

Ekspert

04. marts - 2021

Hos wawawomb dykker vi ned i nogle af de svære områder og gøre dem lidt mere forståelige.

wawawomb interviewer Lise Holck som er lektor i psykologi. Derudover er hun fast rådgiver hos Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse, hvor hun rådgiver foreningens medlemmer om de psykologiske aspekter ved ufrivillig barnløshed.

Vi taler ikke nok om det, selv om det i ny og næ trækker overskrifter i aviserne; ”hver sjette kvinde får en depression af at være i behandling/efter behandling” eller ”op mod 25 % af kvinderne står med efterfølgevirkninger af behandling". 

At gennemgå et fertilitetsbehandlingsforløb er ikke bare en stor belastning her og nu, men kan sætte sig som en tung bagage at bære rundt på. En bagage som kan vise sig, som det man kalder psykiske belastningsreaktioner; depression, angst og stress. Reaktioner vi også kender fra andre meget alvorlige behandlingsforløb som fx kræftforløb.

Vi interviewer:

Lise Holck, Lektor i psykologi

Cand.pæd.pæd.psyk.

aktiv i LFUB


Men, bliver det taget alvorligt nok, er spørgsmålet?

Når du er færdig med fertilitetsbehandling, så er det ofte, fordi du står med en positiv test i hånden - sådan er det for langt de fleste, heldigvis. Og lige dér bliver du sluppet af systemet, og så bliver du indlemmet i flokken af helt almindeligt gravide. Lige fra hende med “smutter’en” og dig, der måske har været fire år om at nå dertil.

Vi har sat Lise Holck, lektor i psykolog og aktiv i Landforeningen for Ufrivilligt barnløse i stævne for at få sat ord på den psykologiske virkelighed, som du som kvinde kan stå i undervejs i forløbet. Vi stiller det store spørgsmål:

Du arbejder med kvinder i behandling til dagligt, hvilken sorg står de med under fertilitetsbehandling, og hvad kan vi gøre for at støtte og lette den?

“Når vi oplever ufrivillig barnløshed, oplever vi typisk tab, traume, sorg, meningsløshed og en oplevelse af kontroltab. Vi rammes på selvværdet, og vores relationer påvirkes negativt – især de relationer, der er mest betydningsfulde for os", siger Lise og fortsætter: "Den uvished der følger med et fertilitetsforløb, fordi det - trods behandlingen, ikke er givet, at vi bliver forældre, giver en meget stærk oplevelse af at miste kontrollen over sin egen livshistorie. At føle at fremtiden er ude af ens magt og kontrol har betydelig indflydelse på vores mentale sundhed”.

Følelsen af et absolut kontroltab, ikke selv at være herre over, hvordan ens fremtid skal forme sig, og hvordan den skal se ud, ikke engang at vide, om man har chancen den pågældende måned eller om den igen er spild af dage.

“Hver af os har en historie, en drøm, om hvordan det vil være at blive forældre. For ingen af os indeholder drømmen billeder af sprøjter, piller, pligtsex og lægelig assistance. Selv for dem af os, der havde en anelse om et fertilitetsproblem, var historien og drømmen en helt anden end den virkelighed fertilitetsbehandling, åbner for”.

Det handler om selvforståelse, forklarer Lise:

For mange af os er historien om at blive forældre en af de helt store byggeklodser i vores selvforståelse. Det ligger både bevidst og ubevidst i os, at vi en dag skal stifte familie og have børn

“Den del af vores selvforståelse er dannet gennem vores opvækst, ungdom og voksenliv; i relationen til vores egne forældre, i de sociale grupper vi tilhører, og gennem vores kulturelle forståelse af, hvad det vil sige at være mand og kvinde”.

Ufrivillig barnløshed er en livskrise

Vi bliver udfordret på det mest fundamentale. Når vi ‘nægtes’ forældreskabet, så bliver vi tvunget til at sætte spørgsmålstegn ved, hvordan vi forstår os selv, vores tilhørsforhold, sågar vores plads i verden - og på den led udvikler ufrivillig barnløshed sig til et traume, der sætter sig fysisk og psykisk. Men bliver det også set sådan af omverdenen?

“Nej, ufrivillig barnløshed anerkendes sjældent som sådan, men der er ingen tvivl om, at det kan opleves som om, man traumatiseres og er i dyb sorg. At anerkende ufrivillig barnløshed som et traume, kan hjælpe os til at forstå dybden af de følelser, den enkelte kvinde og mand står med.

Den intensitet længslen efter en baby kommer med, er helt uden sammenligning med nogen anden længsel”.

Den længsel kan nærmest sætte sig fysisk, når man helt inde i sine fibre, kan mærke et spædbarns gråd. Når man kan ikke kan holde en venindes barn, fordi længslen efter sit eget er så grænseoverskridende stort.

“Det påvirker alle områder af vores tilværelse og efterlader os med frustrationer og vrede", siger Lise, men også mange bange følelser, sorg, forvirring, skyld og skam og ofte en følelse af at være overvældet og måske endda ude af kontrol. Vi taler skuffelser og tab, der akkumulerer måned efter måned, når endnu en cyklus er slut og menstruationen kommer. Eller når behandlingen ikke forløber som planlagt og håbet.

Ankomsten af en menstruation er ikke bare et mistet forsøg eller en mistet cyklus, men et helt livs drømme, håb, længsler og planer, man mister lige der.

Det er virkelig svære tanker og følelser at stå med. Det er en livskrise”.

Vi har som samfund et ansvar

Antallet af kvinder og mænd, som lider af infertilitet, er stigende. Det er ikke blot den enkeltes udfordring; det koster også samfundet. I tabt arbejdsfortjeneste, sygedage, behov for anden behandling for at afhjælpe efterfølgevirkningerne. Gør vi nok for denne patientgruppe, Lise?

“Det mener jeg ikke. Vi har som samfund et ansvar for at hjælpe de kvinder og mænd, der står i den livskrise et fertilitetsforløb, er. De lovgivningsmæssige rammer og behandlingsvilkår skal sikre, at vi sidestiller infertilitet med andre sygdomme, der behandles i vores sundhedssystem. Sådan er det desværre ikke i dag, og selvfølgelig skal der være mulighed for psykosocial hjælp og støtte undervejs”.

Lise fortsætter; “Vi har som samfund en stor opgave i at oplyse unge omkring fertilitet, og ikke kun om hvordan man undgår at blive gravid. De fleste af os er blevet tudet ørene fulde med, at vi skal passe på ikke at blive gravide. Seksualundervisningen i skolen, læger og forældre der har talt om forebyggelse af graviditet – ikke om at det kan være en svær og besværlig proces at lave et barn, og at alder er en meget afgørende faktor for fertiliteten. Den oplysning har vi som samfund pligt til videregive til vores unge mennesker, så de kan tage disse overvejelser med ind i voksenlivet”.

Samfundet ser os ikke som ligeværdige

Til trods for WHO’s klassificering af infertilitet som en kronisk sygdom, så ligestiller vi stadig ikke infertilitet med andre sygdomme. Der eksisterer ikke samme behandlingsmuligheder, vi taler stadig ‘antal forsøg’ og ikke ‘til du er rask' = til du lykkes med et barn.

Den skævvridning og manglende anerkendelse fra både sundhedsvæsenet og politikere sætter sig også som ringe i vandet i befolkningen og styrker den følelse af, at man er alene med sin sorg, at man “da bare kan få sig en hund/adoptere", you name it. Men hvis vi skulle ændre på det tilbud, vi lige nu giver unge mennesker i fertilitetsbehandling, hvordan skulle det så se ud?

“Det ville være en stor hjælp for de fleste, hvis man blev oplyst om og undervist i, hvad det vil sige at gennemgå et fertilitetsforløb – både fysisk, psykisk og socialt", siger Lise. "Mange dumper lige ned i helvedes forgård - efter en tur ved lægen er man i gang med fertilitetsbehandling, uden på nogen måde at være forberedt på, hvad der venter forude".

At starte i fertilitetsbehandling giver for nogen et håbefuldt: ”yes nu er vi endelig i gang. Nu kommer det til at ske”. Men for mange ankommer håbet sammen med et stort chok over, man pludselig er blevet patient. Det kan være et kæmpe stort skifte i ens selvbillede at gå fra at være ”normal” til at være ”patient”.

For 77% af de adspurgte i vores spørgeundersøgelse kom dét at skulle henvises til behandling som et chok. Der var ingen følelse eller fornemmelse af, at det var den vej, det gik. Og dét chok i sig selv kan opleves som det første svigt i processen; fra ens egen krop. Det kræver hjælp at bearbejde;

Vi burde tilbyde psykosocial støtte både i opstarten af fertilitetsbehandlingen, gennem forløbet og bagefter – med eller uden barn på vej, så er det desværre en stor mangel i systemet, som det ser ud i dag

Vi mangler en tradition for at tænke psykologer ind i behandlingen

Støtte til at håndtere de psykosociale omkostninger ved et behandlingsforløb er en mangelvare. Selv på de private klinikker er en psykolog eller anden fagprofessionel end ikke på “menuen”, som man ellers serveres på første dag i klinikken, selv om det fint kunne have stået side om side med “assisted hatching” og “blastocystdyrkning” - blot som et tilbud til patienten, der i forvejen selv betaler sit forløb. Hvorfor er det slet ikke tænkt som en mulighed?

“I Danmark har vi ikke tradition for, at der er tilknyttet psykologer eller andre fagprofessionelle til at støtte op omkring det psykiske og sociale svære ved barnløshed. Den hjælp skal man selv søge, og mange søger desværre først hjælp ret sent i forløbet. Tidlig hjælp og støtte vil måske kunne afhjælpe nogle af de psykiske reaktioner”, forklarer Lise og slutter; “det er kroppen, der bliver behandlet, talt om og taget vare på. Men efter min erfaring, er det den psykiske belastning, der kommer til at fylde mest undervejs og efterfølgende, og lige nøjagtigt der, er der ikke megen hjælp at hente i det etablerede system”.

Har du et emne, du gerne vil vide mere om? Så skriv til os på kontakt@wawawomb.dk

Vil du læse mere om psyken?

Ekspert

Mentor: Hvordan påvirker stress min fertilitet?

I en behandlingsproces, der kan handle meget om, at kroppen skal præstere, så er det nemt at overse sindet. Men hver sjette kvinde i fertilitetsbehandling får en depression.

21. januar - 2021