wawawomb | Lektor i psykologi: "Det er en myte, at man ikke kan være i sorg, når man mister tidligt i graviditeten"
Artikler Om wawawomb Klinikker Encyklopædi Kontakt
App

Lektor i psykologi: "Det er en myte, at man ikke kan være i sorg, når man mister tidligt i graviditeten"

En kvinde, der mister tidligt i graviditeten, kan opleve de samme følelser og den samme sorg som en kvinde, der mister i tredje trimester. For sorg er individuel og hænger ikke proportionelt sammen med længden af graviditeten.

Skrevet af:

Lise Holck

Gentagne graviditetstab

29. september - 2021

wawawomb ser nærmere på psyken.

Selvom 25-30% oplever en eller flere graviditetstab, er det ikke noget, vi taler om. I artiklen kommer Lise Holck med nogle råd til, hvordan vi kan give sorgen et udtryk.

Graviditetstab er den hyppigste graviditetskomplikation. Mellem 25 og 30% oplever, at en eller flere graviditeter ender i et tab. Ca. 2% af alle kvinder oplever tre eller flere graviditetstab.

Vi er således mange, der har oplevet at miste en graviditet, og desværre også mange, der har oplevet flere tab. Vi taler bare ikke om det, for det er forbundet med en stor sårbarhed at åbne op omkring et graviditetstab. Desværre betyder det, at der ofte følger en ensomhed med tabet, hvilket forstærker det, der i forvejen er så følelsesmæssigt svært.

Om skribenten

Lise Holck er Lektor i
psykologi og fast rådgiver
hos Landsforeningen for Ufrivilligt
Barnløse, hvor hun rådgiver
medlemmerne om de psykologiske
aspekter ved ufrivillig barnløshed.

At miste en ønsket graviditet, uanset hvor tidligt eller sent tabet sker, vil være et betydningsfuldt tab, og de fleste vil opleve, at tabet er forbundet med sorg.

Hvordan den enkelte oplever sorgen, er individuelt, for det kan afhænge af forskellige omstændigheder, som for eksempel hvor lang tid det tog at blive gravid, hvordan forløbet hen til graviditeten var, om der er andre levende børn, om kvinden har mistet før, om man er i parforhold og hvordan det parforhold fungerer, kvindens alder og den betydning graviditeten og barnet har haft for hende.

Det er således ikke længden af graviditeten, der har betydning for den sorg, man står med efter et graviditetstab. Selvom mange kan opleve, at det ikke føles helt legalt at være i sorg over et tab, der er sket tidligt i graviditeten – og måske endda så tidligt, at endnu ingen kendte til graviditeten.

Det er en myte, at man ikke kan være i sorg, når man har mistet tidligt i graviditeten.

En kvinde, der mister tidligt i graviditeten, kan opleve de samme følelser som en kvinde, der mister i tredje trimester. Selvom barnet ikke har været lige så længe sammen med kvinden i livmoderen, er der stadig et bånd, og det bånd er ikke mindre betydningsfuldt.

Måske er båndets styrke en anden for kvinden i tredje trimester, fordi hun har mærket barnets bevægelser i kroppen. Men sorgreaktionen kan være nøjagtig den samme; i begge tilfælde er hendes barn dødt. Og det er ikke kun et foster, hun mister. Det er også alle de drømme, håb og forventninger, der knyttede sig til barnet, hun mister. På en måde sørger hun over fremtidsdrømme, der ikke bliver.

Lær sorgen at kende, og giv den et udtryk

Det er meget forskelligt, hvordan vi oplever sorg, og hvordan vi sørger. Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at være i sorgen på. Der er heller ikke nogen bestemt tidslinje, en sorgproces følger. Det er meget individuelt.

I vores kultur har vi ikke så mange ritualer til at sørge over babyer, der ikke har fået lov til at leve. Det betyder, at det kan være svært at finde både ord og plads til sorgen. Måske særligt hvis tabet er sket tidligt i graviditeten, så der ikke er en fysisk krop at sørge over.

Det kan føles, som om man ikke har ret til sørge, fordi ingen kan se et bevis på det store tab, man har lidt.

Og det kan efterlade en følelse af stor ensomhed midt i sorgen.

For at nærme sig sorgen og langsomt bearbejde tabet kan det være hjælpsomt at lære sorgen lidt at kende og give den et udtryk. Så kan den med tiden finde en plads indeni.

For nogle kan det være at lave et ritual eller et mindested ved for eksempel at plante et træ eller en blomstrende busk i haven. For andre kan det være hjælpsomt at sætte ord på den betydning, barnet havde og har, og skrive et brev til barnet om alle de drømme og håb, man havde for barnet.

For mange kan det også være hjælpsomt at finde sammen med andre, der har mistet – eksempelvis i en netværksgruppe for kvinder, der har oplevet graviditetstab. Ofte opstår der en umiddelbar forståelse for hinandens situation, følelser og tanker i sådan en gruppe. Det kan lindre smerten og ensomheden at være sammen med andre, der forstår, hvad man går igennem, fordi de bærer på en lignede sorg.

Det er altid vigtigt at tale med nogen om de følelser og tanker, man bærer på – særligt hvis man oplever at være meget påvirket eller chokeret over det skete. Det kan være et familiemedlem, en ven eller veninden, som man har tillid til, og som er god til at lytte, eller det kan være en professionel, der kan hjælpe med at bearbejde sorgen.

Vil du læse mere i samme kategori?

Gentagne graviditetstab

"Op på hesten igen" - om manglende empati

Kvinder, der oplever gentagne graviditetstab, står med en enorm sorg uden nødvendigvis at få svar på, hvorfor de mister graviditeten. Den sorg gribes ikke altid helt af sundhedsvæsenet, ifølge læge Camilla Birgitte Sørensen.

27. januar - 2021