Artikler Om wawawomb Encyklopædi Kontakt
App

Lene Vester-Madsen: “Jeg blev nogens mor”

Lene oplever gentagne graviditetstab, og rejsen mod moderskabet tager fire år. Undervejs beslutter hun at dele både sorgerne og glæderne igennem sin instagramprofil. Det var terapeutisk for hende at dele ud, og hun oplevede at det var en hjælp for andre at læse med.

Skrevet af:

Cathrine Widunok Wichmand

Diagnoser

10. maj - 2021

wawawomb taler med en række danske kvinder og mænd, som offentligt har delt deres fertilitetsbehandling.

I dag taler vi med Lene Vester-Madsen, som i nogle år delte sit behandlingsforløb under sit alias @bliverjegnogensindenogensmor på Instagram. Det er et langt forløb, hvor Lene og partneren Kim får diagnosen 'uforklarlig barnløse'. Undervejs oplever hun gentagne graviditetstab og på baggrund af udredning derefter, lykkes det hende endelig at blive 'nogens mor'.

Hvordan mødte du din kæreste Kim?

“Vi mødtes på Tinder i juli 2015, og det var ret tilfældigt.

Jeg er nede og holde ferie hos min mor, og han er på ferie på Thurø. Han keder sig og er hoppet på Tinder, og jeg skal bare lige vise min mor, hvordan Tinder fungerer. Og så er han lige der, og vi begynder at skrive sammen.

Vi er ret åbne og ærlige fra start; han har en datter. Jeg siger, at det ikke er noget problem, men at jeg vil have børn. Og det var ikke med mulighed for kompromis. Han var ikke vild efter flere børn, men han ændrede mening og var ikke afvisende.

Vi interviewer:

Lene Vester-Madsen, 35

På barsel, Vejle

@jegblevnogensmor_

Ugen efter mødes vi, og jeg har de vildeste tømmermænd efter at have været til Grøn Koncert. Jeg vågner klokken 16.00, og han spørger, om jeg stadig vil ses. Det vil jeg gerne, men jeg vil gerne mødes ude, sæt nu han er psykopat! Men jeg har det også rigtig skidt, og han siger: “Skriv en liste med, hvad du gerne vil have, så kommer jeg hjem til dig”. Og jeg tænker, okay så kom! Og pludselig stod han der med tre bæreposer og en vandmelon under armen foran min dør på 3. sal, og jeg var solgt. Fuldstændig. Her står denne her surferfyr, som hviler i selv sig og bare er dejlig. Allerede dér, da jeg ser ham, tænker jeg, at han skal være faren til mine børn, kliché som det lyder. Han kommer med en ro, jeg ledte efter.

Derfra går det stærkt. Vi flytter sammen, og han sælger sit hus, og så sælger vi min lejlighed på ti dage. Vi forelsker os fuldstændig i Vejle og har boet her siden 2017”.

Hvornår dukker de første tanker op om ønsket om at blive forældre?

“Vi taler hurtigt om børn. Men han er bange for at sætte børn i verden, hvis det nu ikke går imellem os. Hans forhold med sin datters mor gik ikke. Det ville han ikke byde børn igen.

Vi aftalte at give det et år, så vi kan nyde hinanden og rigtig lære hinanden at kende. Men da det år er gået, er han stadig ikke klar, og jeg blev skuffet, for han havde jo lovet mig... Min bror sagde til mig, at når jeg endelig havde mine børn i armene, så har det ingen betydning om de lige er fem eller seks år. Et år fra eller til... Og jeg er så taknemmelig for, at han sagde sådan.

Pludselig en aften ringer Kim til mig efter en julefrokost;

“Nulle, vi skal lave en baby, drop p-pillerne”.

Det var i december 2016, og det var bare det helt rigtige tidspunkt”.

Hvordan skrider det frem?

“Alle mine veninder skal bare kigge på hinanden, så er de gravide. På det her tidspunkt kender ingen af os til aborter. Jeg er 32, og jeg taler med min læge i juni, 2017. Han siger, at vi skal gå hjem og have en dejlig, lang sommerferie - sker der ikke noget, så får vi en henvisning. Og så bliver jeg gravid, naturligt, efter otte måneders forsøg.

Kims mor blev syg og skal have kemo, så vi tager ind til en scanning i uge 11 for at få et lille billede til hende, “det er det her, du skal kæmpe for, leve for”. Men da vi kommer ind, kan de på scanningen se, at fosteret har været dødt siden uge 7, så jeg skal have en kirurgisk abort. Ugen efter dør Kims mor.

Det er en meget svær periode for os. Jeg er ødelagt over det mistede liv, den knuste drøm. Jeg sørger over noget, der ikke er noget, men som var alt for mig. Kim er i sorg over sin mor. Vi har vildt svært ved at være der for hinanden.

Da vi når april 2018, kan jeg bare ikke mere. Alle omkring os bliver gravide, men vi får endelig vores henvisning til OUH”.

Så bliver I udredt?

“Ja, og vi får diagnosen ‘uforklarligt barnløse’. Der er ingen problemer med sæden. Jeg har en lidt lav ægreserve, men den er inden for normalområdet. Det er ikke nogens ‘skyld’. Det er samtidigt en super frustrerende diagnose, for så er der heller ikke bare en løsning.

Behandlingen bliver påbegyndt, men de aner jo ikke, hvor de skal sætte ind, så det er ret meget at skyde i tågen. Vi får tre insemineringer, og de mislykkes. Og så har klinikken ferielukket. Jeg bliver gravid igen i ferien, men fosteret går til, og jeg skal have endnu en kirurgisk abort, i august”.

Hvad er næste skridt?

“IVF på OUH, vi får to forsøg, men det giver ikke noget. Vi får hele tiden at vide, at vi intet fejler. “Næste gang er den der! Du får masser af æg ud”. Det lykkes ikke.

Så vi rykker over i det private. Vi tager en klinik, som har konceptet “baby eller pengene tilbage”. Og i september 2019 er jeg gravid i første hug på lang behandling. Men vi mister for tredje gang, efter vi har set hjerteblink, og sygeplejersken endda har sagt, at nu er der 95% chance for, at den bliver. Vi får en kirurgisk abort igen, og her finder vi ud af, at jeg har givet hende en dobbeltportion kromosomer, så hun har 69 kromosomer. En lille pige. Men hun ville aldrig have været levedygtig.

Klinikkens reaktion var: “Så kan du i det mindste nyde juleferien med alle festerne”...

Denne her gang sætter sig virkelig i mig og sætter store spor i, hvad der bliver min kommende graviditet”.

Men tredje graviditetstab betyder, at I kan blive udredt for gentagne graviditetstab?

“Ja, jeg bliver udredt for gentagne graviditetstab, og de finder ud af, at jeg har forhøjet immunforsvar, som angriber og slår fostrene ihjel. Så jeg får prednisolon for at sænke immunforsvaret. Men corona sætter en pause for behandlingen. Jeg er fri for behandling en cyklus, og så starter nedreguleringen.

I fire ud af seks ægoplægninger får jeg lagt to æg op og altid på anden eller tredje dagen, for ellers går æggene til. Jeg får taget æg ud den 13. maj og den 16. får jeg lagt tilbage. Og intet føles anderledes. Jeg er allerede begyndt at miste håbet, og alt vi har gang i føles pludselig ligegyldigt.

Men jeg køber en hjemmetest, og så ringer jeg til Kim på Facetime, mens jeg laver den. Han er begyndt at arbejde på en boreplatform, så han er langt væk hjemmefra. Jeg når kun lige at dryppe på testen, og så dukker teststregen op. Hurtigere end kontrolstregen. Kim kan næsten ikke se, hvad der sker, for jeg græder og ryster så meget.

Lenes tal:

3 IUI, 5 ægudtagninger, 6 ægoplægning

4 graviditeter, et sæt tvillinger

Vi er så lykkelige, men jo også afventende. En positiv test! Vi har jo prøvet det mange gange efterhånden, så vi tør ikke give os hen, før vi har set hjerteblink på scanningen. Før vi tør tro lidt.

Men inden hjerteblinkscanning får vi lavet en obligatorisk blodprøve på klinikken. Den slår ud med et hCG på 660 og til kontrollen nogle dage efter er den på 5200! Alt ser så godt ud, at sygeplejersken ikke vil teste igen. Og så kommer vi til hjerteblinkscannningen; to stykker. To små hjerter.

Men roen kommer ikke.

Jeg går til så mange tryghedsscanninger, og det er en bittersød vane med de scanninger, for jeg lever i et limbo fra scanning til scanning.

Jeg får først en ro i kroppen, da jeg kan mærke dem, og når jeg så ikke mærker dem begge, så ryger jeg på fødegangen og får kørt hjertelydskurver.

Jeg tør først vende forsigtigt tilbage til mit liv i uge 24. Før det turde jeg ikke træne, for det skulle ikke hedde sig, at det var mig, der var årsagen til, at de ikke blev. Lænkerne i fertilitetsverdenen er så lang tid om at slippe. Vi følte, vi kunne blive revet tilbage anytime“.

Hvordan påvirker fertilitetsbehandlingen dit og Kims forhold undervejs?

“Jeg er meget mere påvirket af det, men Kim har ikke den store ændring i sin hverdag. Jeg kan ikke gå til babyshowers, for jeg kan ikke overskue andres maver, og det føles som en kæmpe begrænsning i mit liv. Især når jeg kommer til at sammenligne mig med veninder, som også har været gravide samtidigt med mig, hvor jeg så har mistet. “Vi kunne også have haft en på to år… tre år…”

Jeg tror, at Kim og måske mænd generelt er mere positivt indstillede. Men da vi skifter fra det offentlige til det private, så er han også MÆT. Der har vi prøvet i fire år. Selv da er han dog stadig god til at sige, at

Hvis vi skubber alle vores venner væk i jalousi, så har vi heller ikke nogen at dele lykken med, når den endelig er der.

Rationelt ville jeg jo heller ikke have de andres børn. Jeg lavede en aftale med mine veninder om, at jeg fik besked, hvis man gik i gang med at prøve. Og hvis de var gravide, fik jeg en sms, så jeg kunne fordøje det, før jeg så dem. Det hjalp mig meget, for så var jeg forberedt.

Da jeg endelig kan sende et billede til min veninde af en positiv test, så sender hun det samme tilbage til mig - hun er også gravid. Og jeg når at tænke: “Du får nok dine børn, men jeg får ikke mine...”. Det var jeg jo vant til. Der går ikke en uge, hvor jeg ikke er bekymret for, om jeg får dem med hjem".

Hvordan har jeres intimitet det undervejs?

“Svært! Alt er så skemalagt - “... Vent lige to dage, for sædprøven skal være så og så gammel”. Og så er der en ægoplægning; ingen sex. På andre tidspunkter så skal vi på kommando.

Det var den periode, Kim syntes, var den værste, sex på kommando. Så havde vi 24 timer at knalde i, i forhold til ægløsning. Det var forfærdeligt og ikke særligt kærligt. Det blev et projekt.

Heldigvis bliver jeg undervejs ikke specielt påvirket af medicinen. Men jeg er træt og jeg føler mig enormt skamfuld. Det her handler om min kvindelighed. At jeg ikke kan skabe og bære børn. Jeg frygtede for, at Kim skulle gå. Jeg tænkte på, om han ville gå tilbage til sin eks, som jo havde givet ham et barn - selv om jeg rationelt vidste, at det slet ikke var relevant. Mine følelser var så irrationelle men bundede i følelsen af, at jeg ikke kunne give ham det, vi gerne ville”.

Undervejs i processen har du delt ud på din instagramkonto, hvorfor tog du den beslutning?

“Det var enormt terapeutisk for mig. Blot at sige højt når noget er hårdt. Jeg startede med at dele meget tidligt. Allerede i oktober skrev jeg på Fertilitetsliv. Og i marts 2019 startede jeg med min egen instagramkonto. For mig var det vigtigt at vise virkeligheden. Undervejs oplevede jeg også, hvor mange andre, som blev mere og mere modige til at dele. Der var behov for, at nogen turde at sige det højt. Jo mere autentisk og ærlig jeg kunne være, jo flere kom på banen med deres oplevelser.

Det var heller ikke kun fertilitetsbehandlingen, som var hård. Graviditeten var fyldt med angst. Jeg ville gerne vise hele forløbet. Da jeg endelig var gravid, og tvillingerne blev, så var jeg så bange for, hvordan folk der fulgte mig ville tage det. Jeg gik til terapi pga. de mange aborter, og hun sagde til mig, at hvis jeg begrænser mig selv i, hvad jeg deler for at skåne andre, så er det ikke længere terapeutisk for mig.

Der var flere, der faldt fra, da jeg blev gravid, men lige så mange kom til. Jeg havde jo selv sådan et pointsystem. Hvis det havde været hårdt for kvinder at blive gravide, hvis de havde været i behandling, mistet en graviditet eller lignende, så var det mere okay, at de var gravide, end hvis det bare var en svipser. De fortjente det. Men jeg vidste også, at jeg nu kunne være en af de trælse, der “flauntede” maven. Jeg besluttede mig dog for ikke at begrænse mig. Vi har fucking kæmpet for at nå hertil - så må man unfollowe.

Hvis du ser på jeres lange rejse, hvad sidder du så tilbage med af følelser?

“Det kunne ikke have været anderledes. Jeg ville da gerne have været aborterne foruden. Men lige præcis de her to børn skulle havne hos os. Ja, vi kunne have haft et barn på 3 år, men så havde vi ikke haft de her to. Og jeg husker det sekund, jeg fik dem op; det hele gav mening. Al den smerte, uvished, frustration, den er ikke længere altoverskyggende. Det var de to, vi skulle have.

Jeg er blevet så meget stærkere. Hvis nogen havde sagt til mig på forhånd, alt hvad jeg skulle igennem, så havde jeg sagt, at det kunne jeg ikke. Men man gør det. Man står igennem.

Hvis Kim og jeg havde fået tvillinger for fire år siden, så er jeg ikke sikker på, at vi som par havde klaret den. Men den kærlighed og ro det har givet os at gå gennem behandling; vi er kommet styrkede ud af det her.

Jeg ville dog gerne have ønsket mig en graviditet uden angst.

Det er den største sorg i mig faktisk, ikke at turde, ikke at kunne give sig helt hen. Jeg ville så gerne nyde mine tvillinger i maven.

Jeg husker bare, hvor lalleglad og naiv jeg var i min første graviditet. Der havde vi allerede købt barnevogn før uge 11 . Med tvillingerne turde jeg først købe noget i uge 30, og vi blev færdige med deres værelse fem dage, før vandet gik. Jeg turde næsten ikke tro det - selv efter de kom ud til os. Skal jeg virkelig have dem her med hjem?”.

Du kan følge med hos Lene her.

Vi styrker fællesskabet og bryder med ensomheden, når vi deler. Har du også lyst til at dele dine oplevelser med os, så skriv til os på kontakt@wawawomb.dk

Vil du læse flere personlige historier?

Fertilitetsbehandling

Pelle og Caroline Hvenegaard: "Det gik op for os, at vi havde isoleret os og trukket os fra vennerne"

Med Pelle og Caroline Hvenegaard var det kærlighed ved første blik. Pelle havde været skruk i ti år, og de var ikke mange uger om at sætte igang. Men det skulle vise sig at blive et sejt og langt forløb.

11. april - 2021