Artikler Om wawawomb Encyklopædi Kontakt
App

Lonnie: "Jeg glæder mig til at møde ham, der vil elske mine børn og mig"

Lonnie beslutter sig for, at hvis manden i hendes liv ikke er dukket op, inden hun bliver 35 år, så vil hun stifte familie alene. Men det tager lidt krumspring og en god portion mod endelig at springe ud i det!

Skrevet af:

Cathrine Widunok Wichmand

Fertilitetsbehandling

22. april - 2021

wawawomb interviewer Lonnie.

For Lonnie begynder tanken om at være alenemor tidligt. Men livet tager krumspring, og hun bliver ved med at møde mænd, som er søde - men absolut ikke de rette. Og de bliver ved med at forskubbe hendes plan om at blive mor. Indtil hun en dag træffer den endelige beslutning - og springer ud i det, i behandlingen for at blive solomor.

Hvordan så dit liv ud før børn?

"Jeg var 21, da jeg slog op med min ungdomskæreste. Jeg havde brug for at arbejde med mig selv, før jeg gik helhjertet ind i et forhold. Set tilbage tænker jeg, at det da egentlig var en ret moden beslutning, taget min alder i betragtning. På det tidspunkt havde jeg ingen ide om, hvordan mit liv skulle udfolde sig, og jeg har ikke haft en kæreste siden. Jeg har datet nogen, set nogen, været sammen med nogen. Men jeg kaldte dem aldrig for kærester.

… Mit drømmescenarie har aldrig været at skulle få børn alene. Jeg ville ønske, at jeg havde mødt en dejlig mand, der var lige så vild med mine finurligheder, som jeg var med hans. Og at vi sammen kunne glædes over det liv, vi havde skabt i form af en, to eller hvor mange børn vi nu ville få.

Det er på ingen måde et fravalg af ham. Men helt klart et tilvalg af børn.

En tanke om, at hvis jeg ikke gjorde det her nu, var jeg i tvivl om, om jeg nogensinde kunne få muligheden, mens jeg var fertil nok. Og alting føltes bare så rigtigt ved tanken om, at jeg skulle være nogens mor".

Hvornår begyndte det at rumstere i dig at skulle være mor?

"Jeg havde aldrig forstået, når folk sagde, at de var skruk. Hvad betød det egentlig? Var det fordi man synes babyer var nuttede? Jeg forstod det ikke.

Indtil jeg pludselig begyndte at mærke noget inde i mig. Dér, midt i en opblomstring efter en sygemelding, hvor jeg var på vej tilbage med fuld effekt og mere til. Lige der begyndte jeg at mærke noget rumstere inde i min krop. Sådan en smuk boblende forårs-forelskelses-fornemmelse. Jeg ville være mor! Jeg havde så meget kærlighed inden i mig, som jeg bare måtte give videre til et barn. Mit barn.

Om Lonnie:

Lonnie Warren, 38, underviser

Odense

Det manifesterede sig for mig: “Jeg vil være mor. Jeg kan mærke det i hele min krop, og hvis jeg ikke har fundet en kæreste, inden jeg fylder 35, så gør jeg det alene”. Jeg var 32 og havde inviteret min veninde til en rødvinsaften og taget mod til mig. Jeg blev nødt til at få sagt det højt nu, efter at have gået og overvejet frem og tilbage i længere tid. Vi skålede på min beslutning, satte noget irsk folkemusik på og blev enige om, at vi skulle tage ned på den lokale pu.

Da vi trådte ind på pubben, gik jeg direkte ind i aftenens “live act”, som viste sig at være en flot skotsk troubadour, der med sig bragte en stormende seks måneders lang forelskelse, fortvivlelse og romantik.

Historien der gentog sig selv: Hver gang jeg forsøgte at sætte gang i processen om at blive mor selv, blev jeg “forstyrret” og forvirret i min plan af et hankønsvæsen, der alligevel viste sig ikke at være “ham”".

Hvad var dine første tanker om solomor-processen?

"Jeg gik som mange andre på nettet og prøvede at finde viden og andre i samme situation. Til en start synes jeg kun at kunne finde en bog og en chatside, hvor man anonymt kunne skrive om sine tanker og tvivl. Den var svær at finde rundt i, og jeg blev efter noget tid introduceret til nogle Facebooksider. Her kunne jeg følge med i andres tanker, men jeg havde ikke selv lyst til at skrive derinde. Jeg tror måske, at jeg følte mig lidt flov over at stå i denne situation? Men den boblende fornemmelse i kroppen var så stærk, at jeg ikke kunne stoppe bevægelsen mod det mål jeg havde for øje. Jeg ville være mor. Jeg ville give al den kærlighed, der boblede inden i mig, til nogen.

Jeg havde ingen ide om, hvordan processen ville gå, og hvor fertil jeg egentlig ville være på dette tidspunkt. Men jeg valgte at sige til mig selv, at jeg var super fertil, og mere tænkte jeg egentlig ikke så meget over det.

Jeg opvejede konstant for og imod. Det, der nok fyldte mest, var frygten for, hvordan barnet ville vokse op, uden en far. Ville barnet blive påvirket af ikke at have en faderfigur? Ville barnet bebrejde mig? Ville jeg selv kunne blive lykkelig uden en mand i mit liv, hvis nu der aldrig er nogen, der vil have mig og den pakke jeg kommer til at stå med? Ville jeg kunne bevare fokus på barnet og ikke føle trang til at komme ud på dates og lede efter drømmemanden? Jeg havde ofte mange tanker og mange tvivl. Men igen, så var den her boblende følelse af forelskelse og kærlighed så overdøvende, at jeg ikke på noget tidspunkt ønskede at droppe ideen".

Hvad sagde din familie/veninder til din beslutning?

"Jeg havde stort set opbakning hele vejen rundt. Der var en enkelt kritiker i venindeflokken, og der var et par mænd, der kækt mente, at jeg da godt kunne bruge dem som donor. De kommentarer gjorde mig ret utilpas til mode, fordi for mig lå der så meget mere i det her. Det var en endelig erkendelse af et farvel til den måde jeg havde forestillet mig livet skulle være på, og et skridt ud i noget, der virkede så skræmmende og så rigtigt på samme tid.

“Men vil du ikke lige give det en chance. Det her med at finde en mand. Du har stadig masser af tid”.

Den sætning hørte jeg ofte. Den var super træls at få, og jeg vidste selv om nogen, hvor meget jeg havde forsøgt at finde “ham der”. Og man går jo ikke bare ud og finder en mand og får børn med ham".

Hvilke tanker gjorde du dig om donor?

Allerede i 2015, da jeg fik sagt det højt, begyndte jeg at kigge på donorer på European Sperm Bank. Jeg havde hele tiden været sikker på, at donoren skulle være en udvidet-åben profil. Jeg ville ikke fratage mine børn det valg af finde oplysninger om deres ophav, og da jeg selv interesserer mig meget for, hvor jeg kommer fra, ville jeg have så mange oplysninger om ham som muligt. Den første jeg fandt interessant, tog jeg et screenshot af og gemte på min telefon. Derefter kom der flere spændende profiler til. Men da jeg i 2016 begyndte at starte processen op for alvor, var det mit førstevalg, jeg vendte tilbage til.

Jeg havde ikke mange krav til donorens udseende. Jeg ville bare gerne have at mine børn kunne spejle sig i mig og min familie. Så derfor valgte jeg en med samme hudtype og brune hårfarve som resten af min familie (jeg er den eneste rødhåret i min nærmeste familie - eller “var”).

Det, der gjorde det for mig, var ham - altså donoren, ham som helhed. Den person, han viser, han er igennem det spørgeskema, han har udfyldt, det mundtlige interview han giver, det håndskrevne brev han har lavet. Alt sammen gav mig et billede af en fyr, som jeg godt kunne se mig selv falde for. Og samtidig er der mange ting ved ham som enten minder om mig, eller også er noget jeg værdsætter. Vi har eksempelvis et meget lignende stamtræ på vores fædres side ift. nationalitet og livssituationer.

Hvordan havde du det på det her tidspunkt op til inseminering? Stålfast eller nervøs?

“Nu gør du det!” - jeg nåede til et punkt, hvor jeg muligvis var i gang med at fortrænge min drøm, fordi jeg et eller andet sted oplevede en form for sorg over at skulle sige farvel til mor-far-børn drømmen. Til sidst måtte jeg sige til mig selv “Nu gør du det! Hvis du ikke gør det nu, så kan du stå og kunne nok så mange af sangene i baren om ti år, men hvilket liv står du op til næste dag?”.

Det var som om jeg hele tiden fandt ting, jeg lige skulle have styr på først, eller en periode på jobbet, der lige skulle overstås, før det ville passe ind. Igennem hele processen havde jeg skrevet dagbog, når tankerne pressede på. Et uddrag fra mine egne nedskrivninger, som stadig den dag i dag påvirker mig dybt er dette: “Den morgen græd jeg. Jeg græd de tunge tårer der længe havde presset sig på. Jeg græd fordi kampen nu var slut. Jeg skulle ikke længere kæmpe i min søgen efter ham, tosomheden, det dér helt unikke, der kan opstå mellem en elskende mand og kvinde. Det var slut. Jeg lægger mit skjold og mit sværd og tager min brynje af. Det er slut. Min skat, min elskede skat. Det lykkedes mig ikke at finde ham. Men jeg fandt mig - og nu finder jeg dig.”

Weekenden inden min første inseminering valgte jeg at invitere en god flok venner med ind på min yndlingspub. Vi skulle fejre det nye kapitel, jeg lige om lidt startede. Alle støttede op om det og vi havde en fantastisk aften. Jeg følte, jeg svævede og var så klar! Jeg havde brug for at lade universet vide, at det nu var det jeg ville. Jeg havde brug for at manifestere min drøm".

Hvordan foregik det, ret konkret?

"Da min første blødningsdag kom, ringede jeg til fertilitetsklinikken og processen kunne så gå i gang. De beregnede, hvornår jeg skulle komme ud til scanning, og jeg kunne så pænt vente indtil denne dag indtraf. Der var ventetid på klinikken, og mens jeg sad og ventede hørte jeg pludselig Enigmas “Return to Innocence” flyde ud af højtaleren længere nede af gangen. Forvirringen over hvorfor der blevet spillet musik på et sygehus var stor, og jeg kunne mærke sangens tekst borede sig ind i mig, som et mantra jeg lovede mig selv, jeg ville give videre til mine børn. “... Be yourself don't hide… Just follow your own way”. Sangen giver mig stadig en prikkende fornemmelse på huden og en klump i halsen.

Mit navn blev kaldt, og jeg skulle ind til scanning. Jeg havde modnet to æg (!) og skulle nu køre hjem og tage en ægløsningssprøjte. Min veninde tog med mig, da jeg skulle insemineres. Hun var en fantastisk støtte og fik lov til at komme med ind på stuen, hvor insemineringen skulle foregå. Jeg kiggede væk, da sygeplejersken tog sprøjten frem, og kort efter var min veninde og jeg på vej hjem igen.

Så skulle jeg bare vente. Jeg havde købt en masse graviditetstest og var spændt som bare pokker. - indtil jeg begyndte at bløde.

Jeg reagerede ikke med tårer, husker jeg. Jeg blev mere irriteret og sur. Nærmest opgivende. Hvad nu hvis jeg ikke kan blive gravid?!

Jeg havde fortalt mange om mit smukke projekt, nu var der også mange, der gerne ville vide, hvordan det var gået. Det gjorde ikke min irritation mindre. Ikke på dem, men på mig selv.

Jeg besluttede mig for, at jeg ville prøve igen, så snart jeg kunne. Og hvis det ikke lykkedes denne gang ville jeg pause det på ubestemt tid. For jeg kunne godt mærke at jeg slet ikke var klar til at gå igennem sådan en kamp alene.

Denne gang fortalte jeg ikke nogen, at jeg skulle insemineres. Det var først dagen før, at jeg fortalte min mor og et par veninder det. Scanningen havde vist tre modne æg, så jeg tænkte, at chancerne var gode. To modne æg i den ene side og et i den anden. Men jeg ville ikke holde nogen stor fest denne gang. Jeg ville ikke fortælle alle om mit projekt. Jeg ville ikke give det alt for meget fokus. Jeg ville fortsætte mit liv, som jeg plejede, og så skulle det nok blive til noget, hvis det var det der var meningen.

Jeg tog et billede af mig selv foran spejlet derhjemme. “Klar til bebsesprøjte” skrev jeg og sendte til min ene veninde, som jeg havde været sammen med dagen forinden.

Det var december. Det var koldt. Alligevel tog jeg cyklen ud til klinikken. Jeg havde brug for frisk luft. Efter insemineringen gav sygeplejersken mig en seddel med min testdato. Det var den dag, jeg ville kunne se om jeg var blevet gravid. 23. december. Wauw! Sikke en julegave det bliver. Alting føltes bare så rigtigt, men jeg sagde ikke noget til nogen. Jeg var sikker på, at den var der. Ugen efter fik jeg pludselig en lille pletblødning og to dage efter kunne jeg mærke en stikken i underlivet. Jeg var ikke bange. Det var æggene, der satte sig fast, tænkte jeg. Jeg var klar. Jeg var klar til at blive mor".

Hvad var dine første tanker da du stod med den første positive test?

"Fredag aften den 22. december kunne jeg ikke vente længere. Jeg tissede på en test, og en mere og en mere. Alle sammen havde en tydelig streg og så en fin lille svag streg ved siden af. Jeg tissede på to mere. Fem i alt. Jeg var gravid!

Det var totalt surrealistisk! Derefter ringede jeg til en veninde og fortalte hende den gode nyhed, og så en mere, og en mere - og gik herefter i gang med at planlægge, hvordan jeg skulle fortælle det til min mor, min far og hans kone, når jeg næste dag ville køre på tur ud og besøge dem hver især".

Men så var der jo to…. Hvad tænkte du?

“Øh, ser du det, jeg ser” sagde jordemoderen, mens hun kiggede på skærmen. Jeg smilte med sjaskvåde øjne. Ja! Billedet lignede sig selv fra, da jeg blev scannet lige før insemineringen. Der var de samme to store cirkler, men denne gang kunne jeg se, at der inde i hver lå en lille prik. “Er det tvillinger” udbrød min mor, som var taget med mig til scanningen. Ja, kære mor. Er du klar til at blive mormor til to på en gang? Åh den dag, mindes jeg med så stor glæde. Jeg var ikke bange. Jeg var parat. Jeg var mor!"

Mødte du fordomme undervejs omkring dit valg om at gøre det selv?

"Under graviditeten kan jeg huske, at jeg begyndte at blive ret berørt, hver gang jeg skulle sige, at det kun var mig. Især til fødselsforberedelse. Her valgte jeg at tage min søster med, og så fik jeg lov til at blive hjemme de gange, hvor de skulle snakke om parforhold.

Efter fødslen sørgede jeg i starten ofte for selv at få sagt noget, inden nogen nævnte “far”. Jeg kunne mærke at jeg var ret følsom omkring det, så for ikke at blive alt for grådlabil begyndte jeg helt pr. automatik at sige: “Jeg er alene med dem, så …”

Måske havde jeg også brug for at få det sagt mange gange, så det ligesom også kunne synke ind hos mig selv.

Jeg havde fra starten inddraget både min mor og min storesøster og spurgt, om de ville med til fødslen. Jeg var ikke sikker på, om de skulle helt med ind til fødslen i starten, men som vi nærmede os, var der ingen tvivl om, at det skulle de.

Min mor har været min største klippe i det her. Både hende og min søster var en kæmpe hjælpe under graviditeten. Især til sidst, hvor jeg havde det rigtig dårligt. De var begge med til fødslen, og min mor gjorde ingen indvendinger, da jeg spurgte, om hun måske kunne bo hos mig de første 14 dage efter fødslen og hjælpe. Det endte dog med at blive 6 måneder og den dag i dag griner vi lidt af, hvor optimistisk jeg var ift. den hjælp, jeg mente, jeg havde brug for. Jeg havde også nogle rigtig gode veninder, der meldte sig på banen til at hjælpe. To af dem er kommet her fast lige fra starten og gør det stadig den dag i dag".

Fødslen… Hvordan gik den?

"Vandet gik om formiddagen omkring kl. 10. Min krop var i forvejen så træt, og jeg fik nogle ret voldsomme veer. Min søster og mor var enormt søde til at holde mit brok ud og til kun at give mig ÉN DRÅBE VAND, når jeg efterspurgte det. En vidunderlig epiduralblokade lindrede alting, men jeg åbnede mig langsomt - for langsomt. Længe var jeg åbnet 8 cm uden, at der skete noget. Jordemoderen var allerede klar til kejsersnit hen ad aftenen, men læge var ikke enig. Først da der ved midnat var vagtskifte, og jeg ikke længere kunne mærke eller bevæge mit højre ben, blev jeg sendt til akut kejsersnit. Min søster kom i tøjet, og de fulgte begge med derned. Jeg husker ikke turen derhen, men jeg har fået fortalt at min mor blev bedt om at vente ved en stol, mens vi kørte videre ind på operationsstuen.

Jeg var slet ikke forberedt. Jeg kunne mærke en rumsteren på min krop og spurgte, hvornår de skar i mig - men jeg fik ikke noget svar, før jeg hørte babygråd. Første barn var ude. Jeg så ham ikke. Næste barn var ude. Jeg så hende ikke. Pludselig begyndte et voldsomt ubehag at brede sig i kroppen, og jeg blev bange. Som i virkelig bange. Min søster og narkoselægen kom hen og spurgte, om jeg ville hilse på mine børn. Men jeg kunne ikke dreje hovedet og kigge den vej. Jeg følte, jeg var ved at forsvinde. Min søster gik stille om på den anden side og kom først med Alexander og lænede sig frem, så jeg med min kind og min mund kunne mærke ham. Og derefter det samme med Ella.

Jeg har senere fået fortalt at jeg mistede 1,5 blod og at det var det der gjorde mig dårlig.Så, det var ikke nogen drømmefødsel og jeg var påvirket fysisk i lang tid efter. De første par dage tabte jeg 20 kg - babykilo plus en pokkers masse væske. Det siger måske lidt om, hvor stor jeg var blevet. Jeg var i en tåge de første par dage og min mor var indlagt sammen med os, og kunne hjælpe mig med at få babyerne over til mig. Min søster kom også en enkelt nat og afløste min mor. Og jeg husker også et par nætter hvor babyerne fik lov til at sove oppe i receptionen nogle timer. Amningen gik ret hurtigt i vasken og jeg skulle hurtigt sætte mig ind i flaskeverdenen. Men det gik og det gjorde det et eller andet sted meget lettere, at andre så også kunne hjælpe mig med at give dem mad".

Lonnie Warren fortæller om at være solomor til wawawomb

Det nye liv, den nye lykke...

"Det første års tid boede vi i en lejlighed på anden sal. Alt var tæt på i den lille bolig og det lettede hverdagen enormt. I dag bor vi i et lækkert toetagers rækkehus, hvor vi efterhånden har fået os indrettet godt, så hverdagen glider lettere.

Jeg måtte efter 1 år tilbage på job. Jeg arbejder som underviser på fuldtid. Det er hårdt og det kan være svært at nå det hele, men min mor er flyttet tættere på mig og hjælper mig stadig med praktiske ting og en masse god mormorhygge. Min ene veninde er kommet fast 1-2 gange om ugen, siden de kom til verden. Det er en kæmpe hjælp, og det har givet børnene en ekstra tante. Jeg mærker hvordan tingene bliver lettere i takt med at børnene bliver større og jeg selv bliver stærkere og stærkere i mor-rollen.

Jeg vil ikke blære mig - men mine børn er så sunde, raske, veludviklede og afbalancerede - og ligeså frække og finurlige som andre børn. De leger (for det meste) helt fantastisk sammen og snakker hele tiden.

Jeg har kun mødt positive kommentarer til mit valg, og den måde vores familieliv er sat op. Og skulle der komme nogen negative holdninger til det, kunne jeg ikke være mere ligeglad. Jeg er så lykkelig over jeg tog denne beslutning, og det kan andres holdninger ikke ændre på".

Lonnies tal:

2 insemineringer

2 børn

Hvad er dine tanker omkring en fremtidig partner ifht. børn?

"Jeg håber, drømmer om og tror stadig på, at han er derude et sted. Jeg glæder mig helt vildt til at møde ham, der med åbent og roligt sind vil tage del i vores familie og elske mine børn og mig, ligeså meget som vi må få lov til at elske ham og hans eventuelle børn.

Lige nu tænker jeg ikke rigtig på at date nogen. Jeg har helliget mig min mama bear-rolle og jeg vil ikke kunne give nok til et forhold lige nu, da jeg er så fuldt optaget af de her to små dejlige væsner. Men de bliver større, og jeg mærker, at der kommer mere luft. Men jeg vil ikke date for enhver pris. Min kommende mand skal ville mig OG familielivet.

Til dig der går og overvejer… Frygt ej og udskyd ikke. Du fortryder aldrig de børn, du får - og du finder en vej. Snak med folk om dine tvivl og tanker, men lad dig og din mavefornemmelse træffe valget. Det vigtigste for barnet er først og fremmest dig, dit nærvær og din kærlighed. Så skal alle de praktiske ting, man står med alene, nok falde på plads.

Bed om hjælp og vær gerne konkret med, hvad du ønsker folk skal hjælpe med. Det er ikke for meget forlangt, og det er okay at lave en opgaveliste til dem, der kan hjælpe dig.

… og så til det allervigtigste jeg vil dele.

Den her kærlighed er så ubeskrivelig boblende vidunderlig! Og den er din til evig tid! Du er ikke alene.

Der er mange netværk på de sociale medier hvor du kan snakke og mødes med andre i samme situation som dig, hvis du har behov for det".

Vi styrker fællesskabet og bryder med ensomheden, når vi deler. Har du også lyst til at dele dine oplevelser med os, så skriv til os på kontakt@wawawomb.dk

Vil du læse mere om at være solomor?

Mental sundhed

Terapeut: “Solomødre skal se sig styrkede”

Er de første tanker om at blive solomor begyndt at spire i dig? Der er mange overvejelser at gøre, men også en enorm styrke at hente i dig selv, hvis du vælger at se det.

05. marts - 2021