wawawomb | Louise er uforklarligt barnløs: “Jeg vil ikke lægge låg på mit håb”
Artikler Om wawawomb Klinikker Encyklopædi Kontakt
App

Louise er uforklarligt barnløs: “Jeg vil ikke lægge låg på mit håb”

Louise og hendes kæreste er uforklarligt barnløse. På de gode dage holder de fast i, at drømmen om deres begges biologiske barn stadig lever. På de dårlige dage kredser tankerne om, at det måske aldrig vil lykkes.

Skrevet af:

Barbara Sonja Saouma

Andre diagnoser

07. august - 2021

wawawomb taler med Louise om at være uforklarligt barnløs.

Louise Vad føler, at hendes liv er på standby. Hun er klar til at blive mor og lægge ungdomslivet bag sig, men trods flere forsøg er det endnu ikke lykkedes hende og kæresten at blive gravide. Vi har talt med Louise om de ambivalente følelser og tanker, der kommer af at være uforklarligt barnløs.

Hvornår begyndte I at snakke om at få børn i jeres forhold?

Som jeg husker det, så har vi altid kunnet snakke om børn. Ikke så meget om præcis hvornår vi ville have børn sammen, men mere om de tanker vi hver især har gjort os om, hvornår vi regnede med at være klar til det.

Jeg er lidt over et år ældre end min kæreste, og hans idé om sin alder som førstegangsfar passede ikke helt ind i min idé om min alder som førstegangsmor. Det kan jeg huske, at jeg ret tidligt i forholdet var bekymret for, fordi jeg inderst inde kunne mærke mit biologiske ur gå i gang.

Han vidste ikke, at jeg gik med de tanker – det kom først frem, da han nærmede sig afslutningen på sin uddannelse og en dag slynger ud, at nu hvor han er færdig med sin uddannelse og har sikret sig et job, så kunne vi da godt begynde at tænke på at få børn.

Jeg var nødt til at spørge ham et par gange, om han mente det, for jeg ville ikke tillade mig selv at åbne helt op for min skrukhed, hvis ikke han mente det alvorligt. Min usikkerhed kom også af, at han på det tidspunkt var fire år yngre end den alder, han oprindeligt havde snakket om. Heldigvis gav han mig det svar, jeg havde håbet på, og derfra gik det stærkt. Jeg var klar.

Vi interviewer:

Louise Vad, 29 år.
Er bachelorstuderende
på Religionsvidenskab,
Aarhus Universitet.
Har været sammen med sin
kæreste siden januar 2017.

Havde I nogen bekymringer, da I startede med at prøve på at blive gravide?

Jeg var som sådan ikke bekymret for, at der kunne være noget i vejen med mig eller os, men vi kendte og kender stadig nogle par, der har kæmpet. Derfor var vi først og fremmest opmærksomme på, at fertilitet ikke er lige for alle.

Jeg ville gerne være et skridt foran. Allerede før jeg fik fjernet min p-stav, som var den prævention, vi brugte, havde jeg købt et termometer og ville begynde at måle min temperatur for at ramme min ægløsning. Jeg gennemsøgte også nettet og fandt frem til alle mulige symptomer på tidlig graviditet, så jeg var klar til at opdage det så tidligt som muligt.

Særligt husker jeg det opløftende symptom implantationsblødning. Det var jeg stensikker på, at jeg fik den første cyklus, fordi jeg oplevede en lille blødning kort tid efter min ægløsning. Men nej, ret kort tid efter kom min menstruation, og selvom vi var lidt ærgerlige over, at jeg ikke var gravid, så var det trods alt en lettelse, at min menstruation dukkede så hurtigt op efter mange år på p-stav, hvor jeg ikke har blødt overhovedet.

Næste cyklus måtte blive lykkens gang.

Men allerede 19 dage efter at cyklus var startet, begyndte jeg at bløde. Først håbede jeg igen, at det var den famøse implantationsblødning, men denne gang var det anderledes. Jeg blødte mere og troede derfor, at min menstruation var startet. Det var her, min bekymring om vores fertilitet begyndte: For hvis jeg kun havde en cyklus på 19 dage og derefter blødte i 11 dage, så måtte der være noget i vejen.

Månederne gik, hvor jeg havde de her mærkelige cyklusser med en forholdsvis lang periode med en underlig blødning, som derefter sluttede med et par dages almindelig menstruation. Ret hurtigt tog jeg kontakt til min læge, som indkaldte mig til blodprøver, da vi havde været i gang i cirka et halvt år. Det blev starten på vores udredning.

Da de første blodprøver kom tilbage med ideelle værdier, skulle jeg have taget nye. Som jeg husker det, fik jeg løbende taget forskellige blodprøver hen over en periode på 4-5 måneder, fordi det også i høj grad drejede sig om at få taget prøverne på det rette tidspunkt i min cyklus. I december 2019 blev jeg henvist til en gynækolog, for selvom alle blodprøver var fine, blev min læge alligevel i tvivl om, om jeg overhovedet havde ægløsning.

Besøget hos gynækologen var ret usensationelt. Kvinden som scannede mig virkede næsten ligeglad og fortalte blot, at ”ja, du har haft ægløsning”. Alt i alt var det jo glædelige nyheder, men nu var vi også kommet så langt, at jeg ikke kunne undersøges mere. Det var blevet min kærestes tur.

Selvom min kæreste ikke var synderligt begejstret for, at det nu var hans tur, så var svaret på hans sædprøve meget positivt. Både mængde, mobilitet og DNA-skader var lige, som det skulle være, faktisk bedre end de flestes.

Alt var altså godt, men nu havde vi næsten prøvet i et år, og håbet om, at det skulle ske naturligt for os, svandt ind.

Min læge er heldigvis fantastisk og gav os en henvisning til fertilitetsbehandling, selvom det fulde år ikke var gået.

Hvordan har jeres behandlingsforløb set ud?

Vi prøvede selv fra marts 2019 og et år frem. Grundet den løbende udredning var vi klar til vores første IUI-H-forsøg i april 2020. Efter tre forsøg blev vi henvist til IVF og i ventetiden fik vi yderligere to forsøg.

Under mine IUI-forsøg viste det sig desuden, hvorfor jeg oplever blødninger i løbet af min cyklus. Det er ikke min slimhinde, der bløder, men min livmoderhals, som er meget sart i midten af min cyklus. Altså er det ikke noget, jeg skal bekymre mig om i forhold til min fertilitet.

Vi havde vores første snak angående IVF med Regionshospitalet i Horsens i september 2020, men grundet en ”corona-boble” kunne vi ikke tilmelde os behandling med det samme. Vi var heldige og fik at vide, at vi måtte tilmelde os første forsøg i starten af november 2020, men blev afvist. Min næste cyklus faldt sammen med klinikkens juleferie. Derfor kunne vi først tilmelde os i starten af januar 2021, og denne gang var vi heldige at komme igennem.

Jeg responderede godt på hormonerne, selvom dosis ikke var særlig høj. Faktisk dannede jeg så mange gode follikler, at de var bange for overstimulering, så derfor blev mit forsøg konverteret til et totalfrys-forsøg. Det vil sige, at jeg ikke skulle have lagt et æg tilbage i den cyklus, men vente, til jeg havde haft menstruation to gange, før et æg kunne lægges tilbage.

Jeg fik taget 12 æg ud til ægudtagningen, og af dem fik vi fire blastocyster på frys. Det er vi ekstremt lykkelige for. Skæbnen ville, at min cyklus begyndte at drille i månederne efter ægudtagningen, og derfor måtte vi vente helt til april 2021, før jeg kunne få lagt mit første æg tilbage. Desværre havde klinikken bestemt, at testdag skulle ligge to dage efter (ikke)-forventet menstruation.

Jeg nåede aldrig til testdagen, før min menstruation dukkede op.

Næste oplægning skulle ske lige i forlængelse af den første. Men den blev aflyst efter tre scanninger, da jeg havde en cyste, som forstyrrede min egen hormonudvikling og dermed også forhindrede både follikel og slimhinde i at udvikle sig, som de skulle. Den cyklus var ekstremt lang, og eksterne begivenheder såsom andres graviditeter gjorde, at jeg til tider faldt i et sort hul. Jeg husker, at jeg en uge græd i flere dage på alle tidspunkter af døgnet.

Efter en cyklus på omkring 45 dage kom min menstruation endelig, og vi tilmeldte os en ny oplægning, denne gang med hormoner, som skulle forhindre follikeldannelse og opbygge slimhinden. Sådan gik det ikke. Jeg dannede en follikel alligevel og min krop reagerede bare ikke, som den skulle. Til min seneste scanning husker jeg, at lægen kaldte det ”en dårlig cyklus”, og hun havde sikkert ret. Vores tre tilbageværende blastocyster er i hvert fald for meget værd til at afprøve i en dårlig cyklus.

Nu er vi i venteposition. Den anden aflyste cyklus var i midten af juni, og nu holder klinikken sommerferie. Når vi engang skal igang igen, så bliver det uden andre hormoner end ægløsningssprøjten. Jeg ved, at jeg sagtens kan danne de nødvendige hormoner selv, og nu har jeg ikke lyst til mere indblanding end højst nødvendigt.

Hvordan er det at være i fertilitetsbehandling, i forhold til da I prøvede at blive gravide på egen hånd?

Selvfølgelig ville vi for alt i verden ønske, at vi kunne klare det hele i dobbeltsengen, og det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at vi kan være meget misundelige på dem, som kan klare det selv. Men selvom det måske lyder mærkeligt, så er det en lettelse for os at være i behandling, i forhold til da vi prøvede selv.

Når det kommer som en lettelse for os at være i behandling, så kommer det af den ihærdighed, jeg lagde for dagen allerede fra starten. Da jeg smed præventionen, gik jeg så meget op i, at vi skulle prøve at ramme ægløsning, at sex herhjemme blev meget planlagt og ikke særligt lystbetonet.

Efter et halvt års tid havde vi en lang snak om det hele. Ingen af os havde lyst til at lave børn på den måde, og derefter stoppede jeg med at teste for ægløsning, og vi blev enige om kun at gå i seng med hinanden, når vi virkelig havde lyst. Det lettede en smule, men jeg havde alligevel svært ved at slippe tankerne. Jeg ville jo bare gerne blive gravid.

Vores første trin i fertilitetsverdenen var at skulle igennem IUI-H. Her kom den skemalagte sex lidt tilbage igen, for ved hvert forsøg fik vi at vide, at det var en god idé også at have sex den pågældende aften.

Så nu var det ikke bare mig, der sagde ”nu er det nu”; nu havde vi lægeordineret sex.

Nu hvor vi er i IVF/FET-behandling, kan vi sænke skuldrene. Da vi havde forsamtale med Horsens, sagde de: ”Bare slap af og nyd hinandens selskab i ventetiden. Der er ikke nogen grund til at forsøge hjemme længere, vi har den herfra”. Som sagt, så gjort. Vi har sat al vores lid til lægerne i Horsens, og vi tror på, at det er dem, der sørger for, at vi får et barn i armene en dag.

Kan du beskrive følelserne, som kommer af at være uforklarligt barnløse?

På den ene side ville jeg ønske, at vi havde en diagnose, for så kunne vi måske gøre noget ved det. På den anden side så er jeg også glad for, at vi er et sted, hvor drømmen om at få vores begges biologiske barn lever i bedste velgående. At være uforklarligt barnløs er for mig bare en term, der beskriver, at vi endnu ikke ved, hvad der er i vejen.

For mit vedkommende går jeg især med tanker om, at det er mig, der er noget i vejen med. Min kærestes sæd er så gennemtestet og viser så gode resultater, at ”fejlen” må ligge hos mig.

Vi ved også, at mine æg gerne vil lade sig befrugte af hans sæd, så mine tanker går på, at der er et eller andet i vejen med min evne til at få det befrugtede æg til at sætte sig fast.

Det, som vi får at vide, er jo, at forholdene er optimale. Det gør, at jeg lader mig selv håbe og tro på det, så meget som jeg kan. Jeg lægger ikke låg på mit håb og optimisme, for jeg får at vide, at der er gode chancer.

Derudover tror jeg ikke på, at min skuffelse ville blive mindre af, at jeg holder håbet nede.

Det er meget normalt, at man følelsesmæssigt reagerer forskelligt som par under et fertilitetsforløb. Hvordan har I tacklet hinandens forskelligheder undervejs?

Vi reagerer meget forskelligt. Mine følelser sidder udenpå tøjet, og det viser sig ved gråd i spandevis. Jeg kan slet ikke holde tårerne tilbage, når vi bliver mødt med endnu et nederlag. Min kæreste derimod er meget rolig og ikke så udadreagerende som mig.

At jeg reagerer, som jeg gør, betyder, at jeg er nødt til at tænke over også at spørge ham, hvordan han har det. For hvis ikke jeg gør det, så kan det hurtigt blive et hjem, hvor der kun er plads til mine følelser. Derfor spørger jeg ind til ham, og han får lov til at udtrykke sig så meget eller lidt, som han har lyst til. De allerfleste dage er dog ikke krisefyldte dage med gråd og sorg.

De fleste dage er helt almindelige dage, hvor barnløsheden kun spøger i baggrunden.

På de dage er vi for det meste optimistiske, og samtalerne går på de ting, vi glæder os til, og de håb, vi har for fremtiden. De dage, hvor det gør ondt, er de dage, hvor vi snakker om, at det måske aldrig lykkes, eller jeg går med tanker om at min kæreste måske ville kunne blive far med en anden kvinde, eller at det er min skyld. De tre ting bliver ofte blandet sammen i mit hoved.

Men selv når vi snakker om de ting, så får vi det vendt til noget positivt. For med tre blastocyster i fryseren og to IVF-forsøg mere i det offentlige, så kan vi ikke andet end at være håbefulde. Og skulle det ikke lykkes i det offentlige, så går vi til det private.

Louises tal

5 IUI-H,
1 IVF (uden oplægning),
1 FET,
2 aflyste FET
0 graviditeter

Har I endnu talt om en plan B for at blive forældre?

For mig er vi egentlig allerede ved plan C i forhold til at blive forældre. Plan A var hjemme i privaten, plan B var inseminering, og nu er vi ved plan C, som er IVF/FET. Plan D, E, F ligger langt ude i fremtiden, og det er noget, vi kun har snakket perifert om. Det omhandler forskellige privatklinikker i ind- og måske også udland, men som sagt er det noget, vi først rigtig kommer til at sætte ord på, når vi nærmer os.

Hvordan har det påvirket din hverdag og dit sociale liv at være i fertilitetsbehandling?

Om det er coronanedlukningen eller vores behandling, der er skyld i det, ved jeg ikke, men jeg har i lang tid haft en følelse af at være på standby. Som om jeg bare går og venter på, at mit liv skal begynde. Selvom jeg er studerende og nogle gange har lyst til at deltage i fester, så er jeg snart 30 år og føler, at ungdomslivet med de mange fester og byture er ved at være et afsluttet kapitel.

Jeg føler mig klar til at blive mor og til at lægge ungdomslivet helt bag mig.

Men jeg er ikke mor, jeg er ikke engang gravid, og derfor føles det så langt væk.

Det er som et limbo, hvor ungdommen holder fast i mine fødder, mens jeg rækker mine hænder så langt ud efter et liv som mor og som forældre sammen med min kæreste, som jeg kan.

Følg Louise her

Vil du læse flere personlige historier?

Fertilitetsbehandling

Kaspar og Lambang: “Godt forældreskab handler ikke om køn, men om kærlighed”

For Kaspar og Lambang blev det en amerikansk rugemor, der gav dem deres livs største gave: tvillinger. Nu ønsker de at bidrage til en mere nuanceret debat om rugemødre herhjemme.

07. juli - 2021