wawawomb | Maria Josefine: “Jeg taler om fertilitet, som jeg taler om min bolig”
Artikler Om wawawomb Klinikker Encyklopædi Kontakt
App

Maria Josefine: “Jeg taler om fertilitet, som jeg taler om min bolig”

Maria Josefine Konstantin Madsen ville ønske, at fertilitet ikke var et svært emne at tage op. Derfor øver hun både sig selv og sine omgivelser i at tale mere åbent om at være i fertilitetsbehandling.

Skrevet af:

Barbara Sonja Saouma

Andre diagnoser

07. august - 2021

wawawomb taler med en række danske kvinder, som offentligt har delt deres fertilitetsbehandling.

P3-radioværten Maria Josefine Madsen, også kendt som JoJo, delte i forbindelse med en temauge om fertilitet på Danmarks Radio en rørende video om sit eget forløb. wawawomb har talt med hende om, hvorfor det er vigtigt at dele sin historie, mens man står midt i den – og ikke først efter.

Hvilke følelser sad du med, lige før videoen blev offentliggjort?

Jeg var meget nervøs, lige inden videoen skulle udkomme. Jeg havde sommerfugle i maven og havde det lidt, som om jeg skulle til eksamen. Men jeg prøvede virkelig at huske mig selv på, at det her er min og Nicolais historie lige meget hvad – og der sker ikke noget ved, at vi deler den. Heller ikke selvom det kan føles grænseoverskridende. Vi besluttede netop at dele vores historie, fordi vi blandt andet selv manglede nogle at spejle os i. Så jeg prøvede at berolige mig selv og lade sommerfuglene være gode sommerfugle.

Hvis vi går lidt længere tilbage, hvornår besluttede I jer så for, at tiden var inde til en lille baby?

Vi begyndte at prøve omkring sommeren 2019. Vi havde både talt og drømt om at få et barn sammen længe. Men det skulle også lige passe ind med arbejde, istandsættelse af lejlighed og andre praktiske ting. Jeg følte mig fuldstændig overbevist om, at jeg ville blive gravid med det samme, når først vi besluttede os for det.

Jeg havde endda regnet på det og fundet ud af, at startede vi den sommer, kunne vi få et forårs- eller sommerbarn i 2020

Det ville passe perfekt ind. Så det var bare det, der skulle ske. Men det skete ikke. Og tankerne om at ville have et forårsbarn blev hurtigt skiftet ud med bekymringer og ønsket om at få lov til at blive forældre sammen en dag. Årstider havde pludselig aldrig været så lidt vigtige.

Vi interviewer

Maria Josefine Konstantin
Madsen - også kaldet JoJo,
33 år, radiovært på Go'Morgen
P3, kæreste med Nicolai på 33 år,
Tech Lead og fotograf, bObles.

Hvordan fandt du og Nicolai ud af, at I havde brug for hjælp?

Efter at vi var gået i gang med at prøve ret ihærdigt, blev min menstruation ved med at komme måned efter måned, trods det hårde arbejde. Efter 4-5 måneder begyndte vi begge at blive ret frustrerede. Vi blev ved med at prøve, mens jeg undrede mig mere og mere over, hvorfor jeg ikke blev gravid. Her begyndte jeg faktisk allerede at tale med venner og familie om det. Det var simpelthen for frustrerende at gå med selv.

Vi prøvede virkelig at bevare håbet, men da vi havde prøvet i 6-7 måneder, syntes jeg godt nok, at det var svært at finde håbet frem

På det tidspunkt tror jeg, at jeg var klar over, at vi ville få brug for hjælp. Og jeg ville egentlig gerne gå til lægen der. Men hvis man er sund og rask, kan man først få hjælp efter at have prøvet et år. Lidt før der var gået et år, ringede vi til lægen og fik en tid.

Hvordan reagerede I hver især på beskeden efter udredning?

Jeg tror egentlig, at vi begge var megalettede. Vi kunne jo godt regne ud, at vi havde brug for hjælp. Så det var en lettelse at sidde med en læge, som sagde, at de regnede med godt at kunne hjælpe os. Vi var blevet lidt trætte og møre af at prøve selv så længe, og det gav et fornyet håb, at de nu ville hjælpe os på vej.

Vi glædede os derfor helt enormt til at komme i gang med insemination. Egentlig havde vi lidt de samme forhåbninger, som da vi startede med at prøve selv. Planen for os på klinikken blev at prøve med insemination, da både Nicolai og jeg er sunde og raske og ikke fejler noget. Med insemination har man tre gratis forsøg. Men desværre virkede ingen af forsøgene for os. Jeg blev ikke gravid nogen af gangene.

Valget om at dele offentligt

Hvornår besluttede I jer for at tage lytterne med på vejen undervejs?

Efter at vi havde været igennem de to mislykkedes inseminationer, begyndte vi at ane IVF-behandling i horisonten. Det kan have nogle lange udsigter. Der kunne vi allerede mærke, hvor meget vi havde brug for at tale med andre om vores situation. Så der startede vi faktisk langsomt op med at filme.

Idéen til den lille video, hvordan opstod den?

Idéen kom, fordi jeg syntes, at det hele blev sværere og sværere at gå med alene. Jo flere vi delte det med, jo nemmere blev det at være i – og jo nemmere var det at finde nogle af de få i samme situation, som også har valgt at dele deres forløb, mens de er i det. Dem er der ikke mange af.

Jeg synes også, at de dokumentarer og så videre, som jeg har set om fertilitet, ofte tager temaer op, som er meget, meget tunge. Jeg kunne godt tænke mig at vise lidt flere sider af fertilitetsforløbet. Både når man er glad, frustreret, håbefuld og ked. Og så er jeg så heldig at have et arbejde, hvor det var muligt at lave den her lille dokumentar.

JoJo og hendes kolleger fra P3
JoJo og kolleger fra Go'Morgen P3

I videoen siger du, at du har manglet nogen at spejle dig i – hvad ville du ønske, der fandtes? Eller måske i virkeligheden, hvem?

Jeg ville ønske, at det var nemmere at finde folk i samme situation som mig selv. Men i og med at der er så mange, som først deler deres historie, efter de har fået et barn, kan det være svært at finde. Jeg ville ønske, der ikke var sådan et stort tabu forbundet med fertilitetsproblemer, så det var meget nemmere for alle at tale om. Så ville der sikkert meget oftere opstå snakke om fertilitet, og det ville være muligt at finde ligesindede og flere at spejle sig i og dele tingene med. Jeg har godt nok brugt meget tid på Hestenettet og diverse andre fora på nettet for at finde nogle, som skriver om deres situation.

Dem ville jeg ønske, jeg kunne finde ude i virkeligheden i stedet for.

Hvordan ville du ønske, at samtalen om behandling var både i sociale sammenhænge, men også offentligt?

Jeg ville ønske, at vi talte meget mere om det. For jeg tror, at rigtig mange føler en ensomhed og ofte også en skyld forbundet med fertilitetsproblemer. Og jeg tror også, at der er rigtig mange, som ikke er ordentligt oplyste, når det kommer til fertilitet. Så hvis vi alle blev meget mere oplyste, ville noget af skammen måske forsvinde til en start.

Jeg ville ønske, at det ikke var et svært emne at tage op. Men det har jeg også besluttet for mig selv, at det ikke er. Så jeg taler om fertilitet, som jeg taler om min bolig. Jeg fortæller om det, når det går godt, og når det ikke går godt – når jeg er ked af det, og når jeg fejrer.

Jeg prøver at lære mine omgivelser, at det er okay at tale om – og spørge ind til. Hvis det så skulle ske, at jeg ikke har lyst til at tale om det lige præcis den dag, så siger jeg bare det. Det skal folk vide også er okay – det er ikke jordens undergang. Jeg vil bare have, at vi taler mere om det. For så er der måske lidt flere af os, der føler os mindre forkerte.

Hvordan har reaktionerne været? Både fra jeres nære og fra lytterne?

Reaktionerne har været helt enormt positive. Vi er blevet fuldstændig væltet af beskeder fra folk, som synes, at det er sejt, at vi deler det, fra folk som selv har været i det, og fra folk som er i det nu ligesom os. Vi har fået beskeder fra unge som gamle. Det har været fuldstændig vildt! Men det fortæller mig også, at der netop er brug for snakken.

Jeg ville jo på en måde ønske, at det ikke var så vildt, når en kvinde deler sit fertilitetsforløb.

For det ville betyde, at det ikke var et emne, som var så svært at tale om. Men jeg er selvfølgelig meget rørt over alle de reaktioner, der er kommet. Jeg føler mig helt klart mindre ensom i vores proces nu. Og det var præcis dén følelse, vi havde håbet på at give folk med vores lille dokumentar.

Når man forsøger at blive gravid, er det typisk noget, man går lidt stille med dørene med. Har du været nervøs for at dele det så offentligt i forhold til dit job og forpligtelser?

Ja, det har jeg været meget nervøs for. Jeg var meget i tvivl om, om det var noget, jeg skulle gøre. Jeg har i mange år været bange for at miste mit arbejde, når jeg en dag bliver gravid. Det er jeg stadig lidt bange for. Men jeg har også bare fundet ud af, at livet med børn er mere vigtigt for mig end en arbejdsplads, som ikke vil mig, efter at jeg har fået børn – hvis jeg nogensinde skulle stå i den situation. Men det regner jeg ikke med sker!

Så jo, jeg var meget nervøs for at dele det med både min chef og mine kollegaer. Men behovet for at dele blev heldigvis større end frygten for, hvad der ville kunne ske. Og det har jeg på ingen måde fortrudt. De tog alle sammen så godt imod det. Simpelthen.

Det videre forløb

Hvor står du og Nicolai nu i forhold til behandling?

Lige nu er vi gået i gang med IVF-behandling. Vi har været igennem en enkelt ægudtagning, hvor jeg fik taget 10 æg ud, som i sidste ende blev til to blastocyster. Den ene fik jeg lagt op – og den anden kom i fryseren. Desværre blev jeg ikke gravid af den blastocyst, som jeg fik lagt op. Efter det har jeg holdt en måneds pause. Nu er den måned gået – og jeg skal have lagt det æg op, som vi har i fryseren. Det glæder vi os helt vildt til!

Maria Josephines tal

3 inseminationer
1 ægudtagning
1 ægoplægning
0 graviditeter

Hvordan har du det? Fysisk og psykisk?

Lige nu har jeg det rigtig godt. Men det er, fordi jeg har holdt den her måneds pause. Det har været helt fantastisk at få min krop tilbage. Det er sådan, det føles. For jeg synes godt nok, at det har været hårdt både fysisk og psykisk indtil videre.

Fysisk har jeg oplevet at være meget øm efter alle de sprøjter i maveskindet. Sprøjterne har fået mange æg til at vokse indeni mig. Det blev jeg også meget, meget øm af. For ikke at tale om ægudtagningen: Det har der været mange smerter, ømhed, oppustethed og træthed forbundet med. Så jeg synes, at det har været en ret dyr omgang på den fysiske konto. Psykisk synes jeg også, at det har været en prøvelse. Det er hårdt at blive ved med at finde håbet frem, når det gang på gang pludseligt bliver slukket.

Det er hårdt at indstille sin hjerne på, at det her projekt kan lykkes lige om lidt – eller det kan være, at det aldrig lykkes.

Den præmis er meget svær at forstå mentalt. Så jeg må sige, at der er rigtig mange tanker og overvejelser i det her forløb, som fylder meget og er med til at gøre det hårdt psykisk.

Hvordan ser du på den nære fremtid?

Lige nu glæder jeg mig til at få lagt det fryseæg, som vi har, op. Når man tager en blastocyst op af fryseren, skal man ikke have lige så mange hormoner. Så det er en lidt lettere omgang, jeg skal igennem. Lige nu ser vi derfor lyst på den nære fremtid og håber, at det her fryseæg er vores kommende barn. Jeg tror på det. Men jeg er også bevidst om, at det slet, slet ikke er sikkert, at det vil lykkes.

Har du lyst og mod til at dele mere?

Jeg har helt klart lyst og mod på at dele mere. Det tænker jeg også, jeg kommer til. Især på min Instagram. Det har ikke været andet end givende. Så den rejse fortsætter.

Du kan se videoen, hvor JoJo offentliggjorde sit besøg på en fertilitetsklinik her.

Vil du læse flere personlige historier?

Fertilitetsbehandling

Pelle og Caroline Hvenegaard: "Det gik op for os, at vi havde isoleret os og trukket os fra vennerne"

Med Pelle og Caroline Hvenegaard var det kærlighed ved første blik. Pelle havde været skruk i ti år, og de var ikke mange uger om at sætte igang. Men det skulle vise sig at blive et sejt og langt forløb.

11. april - 2021