wawawomb | Mentor: Som pårørende vil vi så gerne fikse sorgen
Artikler Om wawawomb Klinikker Encyklopædi Kontakt
App

Mentor: Som pårørende vil vi så gerne fikse sorgen

"Det skal nok gå" og "... op på hesten igen!". Flosklerne sidder løst, når vi sidder over for en, vi holder meget af, og som vi kan se smerter. Men nogen gange skal man finde modet og være i smerten.

Skrevet af:

Thilde Vesterby

Partner og pårørende

21. januar - 2021

Hos wawawomb har vi valgt de dygtigste fagpersoner indenfor deres felt til at gøre dig og os klogere på kroppen, psyken og relationerne.

Thilde Vesterby har arbejdet med og behandlet kvinder i fertilitetsbehandling gennem både yogaforløb og samtaleterapi i flere år. Hun har selv stået der som patient og kender altså indgående til de udfordringer både krop og sjæl bliver udsat for i behandling.

Hormonerne raser, og tårerne sidder lige bag øjnene. Den ene dag har hun brug for et kram og et ‘det skal nok gå´, og andre gange føles den sætning som den største hån og negligering af den livskrise, en ufrivillig barnløs kan befinde sig i. Så hvad siger man?

Hvordan kan du være der som pårørende til én, der forsøger at blive gravid?

Det er så svært, når nogen, vi holder af, lider. Det kan gøre helt ondt på os selv, hvis vi ser en kær have det skidt. Vi vil så gerne fikse det. Hvis bare vi kunne tage smerten fra dem. I forsøget på at gøre det hele bedre (og for at give os selv et skud glædeshormon), kommer vi til at give en masse gode råd - “Har du prøvet akupunktur?”, “Hvis du bare slapper af, så kommer det”- eller nedtone problemstillingen for at få smerten til at forsvinde. Eller vi prøver med opmuntrende ord om at se på den lyse side. “I det mindste har I hinanden”.

Men der er ikke noget, vi kan sige, der fikser problemet. Hverken når man længes efter at få et barn - eller i livets mange andre udfordringer. Nogle gange er der bare lidelse, og nogle gange er det mest trøstende at turde være til stede i den lidelse uden at forsøge at fikse.

Ufrivillig barnløshed er sorg

Måske er det de færreste, der ved, at har man svært ved at blive gravid, er man i en sorgproces, selvom man ikke har mistet noget konkret. Men hver gang, man får en negativ graviditetstest, mister man den drøm og det håb, man havde bygget op - endnu en gang. Og det er isolerende. Der er nogle, der klarer rutsjebanen uden de store psykiske udsving, men for mange er det en dyb, dyb sorg - måned efter måned.

Så vi prøver med opmuntrende ord: “det skal nok gå, op på hesten igen, du må bare se at komme videre. I det mindste har I hinanden”.

Men det virker ikke.

Det, vi i virkeligheden har brug for, når vi oplever smerte eller lidelse efter et negativt forsøg eller et graviditetstab, er at få lov til at være kede af det. At der er plads til, at vi må have det præcis, som vi har det. Den amerikanske forfatter Parker Palmer siger det godt, når han fortæller om, hvordan hans nærmeste forsøgte at opmuntre ham ud af en depression:

“The human soul doesn't want to be advised or fixed or saved. It simply wants to be witnessed — to be seen, heard and companioned exactly as it is.”

Vores sorg vil gerne anerkendes. Vi har brug for at blive anerkendt i de følelser, vi nu engang har og få at vide, at det er OK. Det er mere hjælpsomt at være med i sorgen eller håbløsheden - at gå med ind i den - end at tilbyde opmuntring eller gode råd.

Vi vil så gerne ‘always look on the bright side of life´ - og det er en god egenskab at have, men nogle gange stinker life. Og det gør det, når alle andre liv er nået til næste niveau - familielivet, mens man selv kæmper for at opnå eller beholde de to streger.

Vi har brug for empati

Vi har brug for at blive anerkendt i vores smerte, og vi har brug for empati. Og det er svært at give empati til noget, man ikke ved, hvordan føles, hvis man ikke har oplevet det selv. Men empati er, når du tør gå med ind i smerten og komme i kontakt med noget smertefuldt i dig selv. Det kræver mod. 

Her plejer jeg gerne at låne Brené Browns lille definition på empati. Den viser så fint, at vi må gå med ned i smerten i stedet for at opmuntre. Og hun forklarer, hvorfor et empatisk svar sjældent starter med ´I det mindste´...

"I det mindste ved du, du kan blive gravid"... "I det mindste har du dit gode helbred"... "I det mindste har I hinanden"

I stedet for at tage hele din pårørendes problem på dine skuldre og tro, at det er dit ansvar at reparere eller fikse, så find modet til at sidde med i sorgen. Måske endda uden at sige noget. Det, der kan lindre en lille smule er, at du giver hende lov til at have det lige præcis, som hun har det.

Læs mere om Thilde Vesterby her.

Referencer:
Uddrag fra FRUGTBAR, Thilde Vesterby)
My Misgivings About Advice - Parker Palmer
Dr. Brené Brown on Empathy

Vil du læse mere fra Thilde?

Partner og pårørende

Mentor: Hvad du ikke skal sige til en ufrivilligt barnløs

Har du taget dig selv i at sige, at "så fedt er det heller ikke at have børn klokken 05.00 om morgenen", til en der prøver at få børn. Så er du ikke den eneste... Men vi kan gøre det bedre!

21. januar - 2021