Artikler Om wawawomb Encyklopædi Kontakt
App

Mette & Olivias dagbog: Fra Australien til Århus - kapitel 1

Mette og Olivia bliver stormende forelskede, og da Olivia flytter hertil fra Australien sættes alt på spisen. Alt går hurtigere og snakken om fremtiden lander hurtigt imellem de to.

Skrevet af:

Mette Villadsen

Diagnoser

28. januar - 2021

Hos wawawomb følger vi Mette og Olivias dagbogsfortælling; fra det første møde mellem de to til at ønsket opstår om at blive forældre sammen. De deler som fertilitetsbehandlingen udfolder sig, og vi håber med dem!

Kære Dagbog,

For næsten tre år siden fik jeg en besked fra en gammel ven i Australien, om jeg ville vise en af hans venner rundt i Jylland, da hun kom til Danmark for at udforske sin mors rødder over de næste 12 måneder. Jeg svarede, at det ville jeg naturligvis gerne, selv om det i virkeligheden føltes en smule skørt at skulle bruge tid og energi på at vise en pige rundt i Jylland, som jeg aldrig før havde mødt.

Der gik ikke ret mange sekunder, før der tikkede en venneanmodning ind på Facebook fra selv samme pige. Olivia.

Et par dage senere fik jeg en besked fra hende, om jeg gav en kop kaffe, når hun kom til Århus. Mit engelsk var dengang mere end rustent, men vi fik alligevel aftalt at mødes over en brunch i København en søndag formiddag.

Morgenen udviklede sig, og vi endte med at gå en lang tur fra ydre Vesterbro, langs søerne og forbi Torvehallerne, hvor vi ikke kunne modstå fristelsen for en is i eftermiddagssolen.


I ugerne efter skulle Olivia på ferie, og vi snakkede kun sparsomt sammen.

Jeg havde virkeligt travlt på arbejde, men glædede mig til Northside først på sommeren. Snakken faldt naturligt på musik, og Olivia endte med at komme til Århus for at opleve festivalen og for at høre et af sine favoritbands fra Australien, Gang of Youth.

Efter den weekend i Århus blev vi uadskillelige.

Jeg har læst et sted, at alt går hurtigere i et forhold mellem to kvinder sammenlignet med, hvordan forholdet mellem en mand og en kvinde udvikler sig. Det vil jeg egentlig ikke gøre mig klog på, men faktum var, at vi henover sommeren kun blev mere glade for hinanden. Vi rejste på ferie sammen til Italien, hvor vi bookede bittesmå værelser for billige penge, så vi kunne bruge sommeren på at spise os igennem landet lavet af pasta, pizza og vin. Vi flettede fingre og sov sammen, tilbragte de to uger så tæt sammen, at det føltes helt forkert, at Olivia, da vi kom hjem, skulle blive i København, mens jeg tog tilbage til min lejlighed i Århus.


Derfor blev vi ret hurtigt enige om, at Olivia skulle komme til Århus og bo allerede samme efterår. Jeg kørte med en helt tom bil over Storebælt og hentede Olivia og alle hendes ting. Jeg kan huske, at jeg tænkte, det var ret utroligt, hvordan alle hendes ting kunne være bag i min bil – at Olivia på det tidspunkt ikke havde været i Danmark mere end syv måneder, det tænkte jeg til gengæld ikke så meget over, for det føltes allerede som om hun havde været her meget længere!

Vi brugte efteråret og vinteren på at hygge os, holdte jul med min familie, og pludselig var det forår igen.

Som tilflytter fra et fremmed land skaber man hurtigt et netværk over facebook til de mennesker, som står i samme situation som en selv. På den måde fik Olivia og jeg en helt ny flok venner, som jeg nærmest i dag vil kalde for vores lille Aussie-familie i Århus. En flok af fine mennesker som delte Olivias passion for landet down under og vores fælles interesse for mad og socialt samvær.

Jeg ved ikke helt hvornår, men ind imellem alle vores gode oplevelser med og uden venner, i ind- og udland, på restauranter og hjemme i vores lejlighed faldt snakken i starten meget forsigtigt på fremtiden.

Det er en ret stor ting at skulle beslutte sig for at skabe et liv og en familie mange tusinde kilometer væk fra sit eget ophav og fra sin egen familie.

Mange af mine, nu vores venner, begyndte at få børn, de som var gravide fødte små søde minikopier og flere runde maver blev annonceret i en lind strøm.

Vi blev enige om, at vi i starten af 2020 ville tage til Australien på en længere tur, så jeg kunne lære hvor Oliva kommer fra, møde hendes hund, se hendes gamle værelse og besøge den vingård, som laver den bedste flaske pinot i NSW. Og så gik planlægningen igang...

Kærlig hilsen Mette

Vi styrker fællesskabet og bryder med ensomheden, når vi deler. Har du også lyst til at dele dine oplevelser med os, så skriv til os på kontakt@wawawomb.dk

Vil du læse mere af Mette og Olivias historie?