wawawomb | Michella gik fra barnløs til fem børn: “Af en infertil kvinde at være er jeg åbenbart utroligt fertil”
Artikler Om wawawomb Klinikker Encyklopædi Kontakt
App

Michella gik fra barnløs til fem børn: “Af en infertil kvinde at være er jeg åbenbart utroligt fertil”

Michella Meier-Morsi følte sig på ingen måde klar til at blive mor, men på grund af sin PCOS vidste hun, at hun og hendes mand måtte i gang. I dag er de forældre til tvillinger og venter trillinger – og Michella vælger at tro, at der er en dybere mening med det hele.

Skrevet af:

Sara-Lisa Schuster-Rossel

PCO(S)

31. august - 2021

Trods en PCOS-diagnose gik Michella Meier-Morsi ind i fertilitetsbehandling med oprejst pande. Det skulle dog komme bag på hende, hvor hårdt det er, når man virkeligt ønsker sig et barn.

Hvornår og hvordan fandt du ud af, at du havde PCOS?

Da jeg var 19 år, gik jeg pludselig fra 60 til 75 kilo på en måned. Jeg tog bogstavelig talt på hver eneste dag. Jeg havde hverken ændret diæt eller motionsvaner. Og jeg blev mere og mere skræmt og bekymret. Jeg tog op til min læge og forklarede, hvad der var sket – noget måtte jo være galt. Men min læge svarede meget afslappet, at jeg ”skulle spise noget mindre og motionere noget mere”. Jeg er tidligere elitesportskvinde, så jeg havde rimelig godt styr på både kostvaner og motion, men mine indvendinger blev fejet af bordet, og jeg tog slukøret hjem.

De næste 10 måneder trænede jeg mere og mere og spiste mindre og mindre. Til sidst mindede det lidt om en sultekur. Men lige lidt hjalp det.

Jeg kunne ikke komme af med de kilo. Så jeg tog til lægen igen. Denne gang brød jeg sammen på hans kontor og tiggede ham om hjælp. Han tog nogle blodprøver og sendte mig hjem igen. Men et par dage senere ringede han selv og bad mig om at komme tilbage. Han havde noget vigtigt, vi skulle snakke om.

Jeg kan huske, at jeg ikke var bange – jeg var spændt. Jeg glædede mig helt vildt til at finde ud af, hvorfor min krop ikke makkede ret, og få styr på det. Og så fik jeg beskeden om, at jeg havde voldsom PCOS. En lidelse, jeg aldrig havde hørt om. Han forklarede, at de nye p-piller, han havde givet mig kort inden min vægtøgning, var årsagen. De havde markant færre hormoner, og det havde lavet ballade i mit system, for uden at vi havde vidst det, havde p-pillerne været det eneste, der hjalp min krop en smule med PCOS’en.

Michella Meier-Morsi

@filippaophelia på Instagram
33 år og marketingchef hos bObles.
Hun er gift med Mark på 38 år, der er
customer success manager hos Microsoft.

Han forklarede, at jeg producerer tre gange så mange mandlige kønshormoner, som en kvinde normalt maksimalt producerer, og at jeg skulle videre til en ekspert på området, som kunne forklare yderligere og hjælpe mig.

Hos specialisten gennemgik han PCOS og forklarede, at jeg havde nedsat insulinfølsomhed, sværere ved at tabe mig og lettere ved at tage på. At min øgede hårvækst og manglende menstruationer var helt normalt. Og at jeg ville få behov for hjælp til at få børn. Den sidste del gjorde overhovedet ikke indtryk på mig. Jeg var 19 år, kom fra en belastet baggrund, og jeg var slet ikke sikker på, at jeg ville have børn.

Dengang kunne jeg ikke forestille mig, at det ville blive min fertilitet, der ville fylde mest i min PCOS.

Du har så siden du var 19 år vidst, at du ville få brug for hjælp til at blive gravid. Hvad har den viden betydet for dit liv og beslutninger om at stifte familie?

Mit voksenliv har været meget præget af PCOS. Jeg har været indlagt mange gange med cyster på størrelse med tennisbolde på æggestokkene. Jeg er blevet opereret for dem, når der har været frygt for, at de ville sno sig om æggestokken. Og så har jeg kæmpet med min vægt. Jeg tager på bare af at kigge på mad, og jeg har utrolig svært ved at tabe mig igen. Så mine 20’ere har været en konstant kamp for at holde vægten nede.

Min PCOS endte også med at styre, hvor tidligt vi gik i gang med at stifte familie. Havde jeg ikke vidst, at jeg skulle i fertilitetsbehandling, havde jeg helt sikkert ventet længere. Men havde jeg ikke mødt Mark, havde jeg nok ikke skænket det en tanke, før jeg fyldte minimum 35 år.

Da du mødte din partner, hvornår begyndte snakken så at falde på, at I godt kunne tænke jer børn sammen? Var I parate på samme tid?

Mark og jeg havde kun set hinanden i 14 dage, da han smed babykortet. Jeg var 24 år, han var 30, og han ønskede sig brændende en familie. Begge hans forældre var oppe i årene, da de fik ham og senere hans søskende, og han ville gerne have, at de skulle nå at opleve hans børn. Samtidig havde han været i et langt forhold, der ikke bevægede sig i den retning, og med seks års aldersforskel og min meget festlige livsstil var han bekymret for, om vi var et godt match.

”Hvis du først vil have børn om ti år, så skal det ikke være os”, sagde han meget ærligt til mig. Jeg var lidt i chok, da den udmelding faldt. Jeg havde ærlig talt ikke skænket børn en tanke. Men midt i forelskelsens rus svarede jeg kækt: ”Lad os se på det om to år”. Derefter fortalte jeg ham, at jeg havde PCOS, og hvad det betød. At jeg ikke havde ægløsning og menstruation, og at jeg ikke kunne få børn naturligt. Det tog han i stiv arm. Så længe jeg ville have dem i en ikke alt for fjern fremtid, så skulle vi nok finde ud af resten.

Vi snakkede meget åbent om børn de næste år – men for mig var det mere teoretisk end en nær virkelighed. Efter et år sammen refererede jeg stadig til babyprojektet, som noget der var to år væk. Efter to år sammen sagde jeg stadig to år. Og så kunne jeg godt selv høre, at jeg ikke helt havde levet op til min del af ”aftalen”.

Jeg følte mig på ingen måde klar til at blive mor, men jeg vidste også, at det ikke ville være to ryk og en aflevering – tværtimod.

Og med udsigten til at det kunne tage rigtig lang tid at blive gravid og de lange ventelister til IVF, gik vi i gang med fertilitetsbehandling.

I skulle i fertilitetsbehandling. Kan du huske, hvilke følelser I havde i kroppen, da I startede? Var der noget, du gerne ville have vidst eller fået at vide?

I mit arbejde som journalist havde jeg dækket mange historier om fertilitetsbehandling, så jeg følte mig egentlig ret godt informeret og forberedt på selve forløbet. Men jeg lærte hurtigt to ting:

  • Ingen og intet kan forberede dig på, hvor meget fertilitetsbehandling kommer til at fylde, når du virkelig ønsker dig et barn.
  • De aflyste forsøg og ventetiden er den værste del af processen.

Efter udredningen, prøveresultaterne på blodprøver og HSU’en (gennemskylning af æggelederne for at sikre, at der er fri passage) og alt det andet praktiske, skulle vi endelig i gang med første forsøg. Som blev aflyst… Jeg havde en kæmpe cyste på æggestokken, og så kunne de ikke starte behandling.

Det havde jeg også måneden efter og måneden efter igen. Men så faldt cysten sammen, og vi kunne for første gang prøve med IUI-H. Det var vildt spændende – vi var forelskede som to tossede teenagebørn, vi havde overskud og tid, og vi morede os med processen.

Jeg var gul og blå om navlen fra indsprøjtningerne, jeg havde kvalme, hovedpine og spændte bryster. Det var præcis, som jeg havde forestillet mig.

Vi fik den vanlige besked om, at vi skulle have en hulens masse sex for at øge chancerne. Vi skulle have sex dagen før ægløsningssprøjten, på dagen for indsprøjtningen, så hviledag og sex igen efter insemination og i dagene efter. Jeg havde læst en masse om, hvor hårdt det er at holde romantikken ved lige under fertilitetsbehandling, så jeg bookede bord på en romantisk restaurant den dag, jeg skulle insemineres, og fandt det frække undertøj frem. Intet skulle dræbe vores sexliv.

Og så ramte lægen en nerve under inseminationen, som resulterede i, at jeg lå i fosterstilling med voldsomme mavesmerter hele eftermiddagen. Men jeg sagde ikke et ord til Mark. Jeg vidste godt, at der ikke var en chance for, at han ville gå på restaurant eller have sex, hvis han vidste, hvor skidt jeg havde det. Og jeg var ikke blevet gul og blå om navlen for ingenting. Så jeg kæmpede mig gennem både mad og sex, før jeg krøb til korset og indrømmede, hvor forfærdelig ondt jeg havde. Da jeg 14 dage senere skulle tage testen, var jeg overvældet af frygt! Frygt for rent faktisk at være blevet gravid. Jeg var da overhovedet ikke klar til at blive mor. Men da den var negativ, blev jeg knust.

Selvom jeg i teorien godt vidste, at det kunne tage lang tid, så troede jeg naivt, at vi ville blive gravide med det samme. Lange fertilitetsforløb var noget, der skete for andre. Ikke for mig og os. Samtidig var jeg knust. Jeg ville jo gerne være mor. Jeg var klar til at blive mor. Kunne jeg overhovedet få børn?

De næste forløb blev hverdag. Sex blev usexet. Og vi fandt rutiner, der virkede for os.

Når det var testdag, tissede jeg i en kop, og så gik Mark ud og lavede testen og gav mig resultatet. ”Det er dig og din krop, der går igennem det her. Det skal ikke også være dig, der skal give mig de dårlige nyhed. Det skal du ikke også bære.”

I fik tvillinger i jeres første forløb, og nu venter I jer trillinger. Kan du sætte lidt ord på, hvad det betyder for jer efter at have kæmpet i så mange år for at få børn?

Vi er sindssygt taknemmelige! Så enkelt kan det siges. Jeg glemmer aldrig, da jeg sad hos min fertilitetslæge og fik ordene: ”I skal nok begynde at snakke om, hvor længe I vil fortsætte, og hvor langt I er villige til at gå for at få børn. Der er jo også andre måder at blive forældre på…” Hele min verden faldt sammen.

Nu sidder jeg 3,5 år senere med to fantastiske piger og tre babyer i maven. Af en infertil kvinde at være er jeg åbenbart utroligt fertil. Men hele vores forløb og vores kamp for at blive forældre endte også med at spille en afgørende rolle i vores beslutning om ikke at reducere trillingerne, som vi ellers blev anbefalet.

Jeg kunne simpelthen ikke slå et sundt og raskt barn ihjel. Jeg kunne ikke ligge på en briks, mens de sprøjtede kaliumklorid ind i vores lille babys hjerte. Vi kunne ikke satse tre babyers liv.

Netop på grund af min PCOS smider jeg flere æg – i første fertilitetsrunde smed jeg to æg hver gang. Og alligevel tog det et hav af forsøg og en abort, før vi blev gravid med tvillingerne. Denne gang blev jeg så gravid med trillinger – oddsene for, at bare ét æg var blevet befrugtet, var 12-15%, og på trods af det sidder jeg nu med trichoriske trillinger i maven. Jeg ved ikke engang, hvad chancen er for det?

Så jeg vælger at tro, at der er en mening med galskaben. Det er jeg nødt til. Vi gik fra ufrivillig barnløshed til fem børn på tre år. Hvis ikke der er en mening med det, så er det jo bare for vanvittigt. Men taknemmelighed og følelsen af at være den heldigste kvinde i verden fylder ret meget lige nu. Krydret med lidt sund frygt.

Michellas tal

9 IUI-H-forsøg
11 aflyste pga. cyster på æggestokkene
3 graviditeter
Børn: tvillingepiger og trillinger på vej

Er der her til slut noget, du ville ønske, at folk vidste, når det kommer til infertilitet på baggrund af en diagnose som PCOS?

Jeg ville ønske, at vi turde snakke mere om det. PCOS er utrolig tabubelagt. Ingen har lyst til at snakke om øget hårvækst, uren hud, cyster, mandlige kønshormoner og vægtproblemer. For slet ikke at snakke om fertilitetsproblemer. Det er ikke just den mest sexede pickup-line.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg syntes, det var vildt pinligt, at jeg har Anders Fogh på benene. Hvis jeg barberer dem om morgenen, er der stubbe om eftermiddagen. Jeg fjerner jævnligt uønsket hårvækst fra ansigtet og andre bizarre steder. Og jeg producerer vanvittigt mange mandlige kønshormoner.

Men når vi ikke snakker om det, bliver det ensomt. Ligesom det er utrolig ensomt at gå og putte med sin infertilitet og fertilitetsbehandling. Samtidig kan det være arveligt, og jeg har to døtre. Så jeg gør et stort nummer ud af at snakke om det. Joke med de knap så alvorlige dele af det. For kan vi grine lidt, så er det som regel lettere at snakke om. Og vi er virkelig mange, der har det.

Følg med hos Michella her

Vil du læse mere om PCOS?

PCO(S)

Lægen: Hvordan finder jeg ud af, om jeg har PCOS?

PCOS er den mest udbredte hormonelle forstyrrelse hos kvinder i den fertile alder og ses hos ca. 6-10 % af danske kvinder. Du er altså langtfra alene, hvis du har syndromet – men hvordan finder du ud af, om du har det?

19. februar - 2021