Artikler Om wawawomb Encyklopædi Kontakt
App

Ninna: "Følelsen af ikke at være en del af den klub, der får børn naturligt"

Ninna og hendes mand prøvede i 2 år at lave et barn, før de blev udredt og fandt ud af de skulle have hjælp. Inden hun endelig blev gravid med deres datter, havde de taget en beslutning om, at de skulle være sammen - barn eller ej.

Skrevet af:

Ninna Koefoed, Foreningen Ro

Fertilitetsbehandling

23. juni - 2021

wawawomb deler Ninnas historie.

Foreningen RO hjælper og støtter kvinder og par i fertilitetsbehandling gennem samtale og netværksdannelse. Stifter af foreningen, Ninna Koefoed og hendes mand har selv været igennem halvandet års fertilitetsbehandling for at få parrets datter. Her fortæller Ninna om deres fertilitetsforløb.

Intet fertilitetsforløb er ens. Vores kroppe, vores reaktioner på behandlingen og vores sind er alle forskellige. Det er blandt andet derfor det kan være en ret svær størrelse, at være berørt af ufrivillig barnløshed – både som pårørende og patient. Vores historie er grundstenen for Foreningen RO - den forening jeg arbejder med hver dag.

Da vi lærte hinanden at kende

Jeg lærte Christian at kende i 2.g. på HHX og vi blev ret hurtigt kærester. Jeg havde ikke lagt mærke til ham før den aften, men der var bare noget ved ham, der tiltrak mig. Den aften i byen spurgte han kækt og med et skævt smil: ”må jeg få et kys..?” Det fik han, og så spurgte han: ”må jeg så også få dit nummer?” Og det fik han så også. Vi har været sammen lige siden.

Vi begyndte at tænke på børn allerede i midten af 20’erne. Måske fordi vi allerede havde været sammen i en del år på det tidspunkt. Vi havde ikke travlt med at blive gravide, men det gjorde da ikke noget, hvis det skete og graviditeten blev en realitet.

Tiden gik og det lykkedes ikke. Jeg begyndte at holde øje med min cyklus, og da andre af vores venner begyndte at fortælle, at de var gravide, så satte det noget i gang. Vi flyttede til en anden by og kom til vores nye læge. På det tidspunkt havde vi prøvet at blive gravide i omkring 2 år. Lægen sendte os videre til ’udredning’.

Om skribenten:

Ninna Kofoed, 33 år

Stifter af Foreningen RO

Aarhus

Og så kom beskeden:

”I skal i fertilitetsbehandling.. Ja, I vil få svært ved at få børn naturligt. Chancen er meget lille.. Man kan vel sige en ud af en million.. Så I skal i det vi kalder ICSI behandling, men I skal også gøre jer overvejelser omkring, om I vil have donorbarn eller adoptere, hvis det skulle blive en realitet.”

Det slørede for mit blik og jeg begyndte (ret upassende) at grine. Så kom knuden i maven og jeg hørte ikke alt hvad lægen sagde mere. Hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg faktisk ikke om han sagde ”en ud af en million”, men det var det jeg hørte. Da vi kom ud fra klinikken skinnede solen, og folk omkring os hyggede sig i byen.

Vores verden stod stille. Så tog vi hinanden i hånden og tog hjem uden at sige noget. For hvad betød det egentlig?

Vi startede i behandling i det offentlige.

Det var fint. Vi havde ikke andet valg. Vi havde lige købt hus og var 27 og 28 år gamle, så vi havde ikke råd til at gå i behandling i det private. Men de var søde på sygehuset og selvom ventetiden var forfærdelig, så klarede vi det. Samtidig, blev vores venner gravide, og det blev svært for mig at håndtere. I starten var det Christian der stak mig med sprøjterne, når jeg skulle have hormonbehandling. Jeg kunne ikke få mig til at stikke mig selv. Men ret hurtigt skulle han til udlandet, og jeg måtte selv lære at tage sprøjterne. Det var en kæmpe sejr første gang det lykkedes mig, og jeg kan huske jeg følte mig stærk. Jeg var stolt af mig selv.

For mig var en stor faktor i behandlingen den ventetid, jeg hele tiden skulle forholde sig til. Det føltes hele tiden, som små nåleøjer jeg skulle igennem for at nå til næste mål.

Det var utrolig stressende for os begge, og jeg følte ofte, at jeg levede efter klinikkens ’behandlingskalender’ og ikke efter vores ønsker for dagligdagen. Det var opslidende at skulle forholde sig til.

Jeg oplevede også en del bivirkninger fra medicinen, særligt da vi var i lang protokol. Min krop føltes i perioder fremmed for mig, og jeg skulle til at lære min krop at kende på nye måder. Der var dage, hvor jeg lå i fosterstilling i sengen, og der var dage, hvor jeg var i godt humør og havde troen på, at det nok skulle lykkes.

Vores mange svære snakke

I løbet af vores behandlingsforløb lærte Christian og jeg hinanden at kende på en ny måde. Vi havde været sammen i omkring 9 år på det tidspunkt, så jeg tænkte egentlig, at jeg kendte ham ret godt. Det viste sig, at vi begge lærte os selv og hinanden at kende på en ny måde. Vi havde snakke om livet uden børn. Kunne vi skabe en mening med sådan et liv? Vi havde snakke om donor og snakke om at adoptere. Vi snakkede også om, om vi skulle fortsætte vores forhold sammen.

Det var nogle svære snakke. Det var nogle utrolig hårde snakke. Men det var også nogle gode snakke, hvor vi fandt sammen på en ny måde. Det var ikke altid kønt, når angsten og frustrationen fyldte alt, men jeg er evigt taknemmelig for de snakke i dag, for nu ved jeg, at vi kan klare alt sammen. Vi valgte hinanden til, fordi vi elsker hinanden – med eller uden børn. Det blev vores beslutning og en beslutning der blev taget inden jeg blev gravid med vores datter.

Ninnas tal:

2 ICSI-forløb

2 ægudtagninger, 2 ægoplægninger

2 graviditeter og 1 barn

Når alle andre bliver gravide - og føder deres børn

Jeg oplevede egentlig, at vores netværk var gode til at lytte, og at de gerne ville støtte os i vores proces. Det der var svært for mig at håndtere, var alt det der skete i netværket omkring os. Veninderne blev gravide. Nogle nåede også at føde de børn de blev gravide med, mens vi var i behandling.

Det var enormt svært for mig at være i, at vores liv pludselig var så forskelligt fra vores nærmeste venners. Heldigvis har jeg altid kunne tale med mine veninder om den følelse. Og den følelse varede ved længe hos mig. Også efter jeg blev gravid.

Følelsen af ikke at være en del af den ’klub’ der får børn naturligt. Og en følelse af uretfærdighed over, at det lige var os, der skulle igennem det for at få børn. Hvorfor os? Da vi var i fertilitetsbehandling, der manglede vi nogle at spejle os i. Vi manglede nogle der forstod os sådan rigtigt. Selvom vores venner og familie støttede os, så forstod de bare ikke. Og det var både hårdt for os og for dem.

Jeg siger ikke at fertilitetsbehandling er en positiv ting, men ..

Nu sidder jeg så her, 4 år efter fødslen af vores skønne datter og jeg føler mig utrolig heldig. Og nu forstår jeg, hvorfor Christian og jeg skulle være nogle af dem, der skulle igennem fertilitetsbehandling. Selvom vi ikke får alle de børn vi kunne have ønsket, så er vi utrolig heldige at have fået et sundt og raskt barn. Igennem vores behandlingsforløb fandt vi også ud af, at vi skulle være kærester og holde sammen uanset hvad. Vi fandt mening med livet med hinanden, og det er en kæmpe gave, vi har med os den dag i dag. Jeg siger ikke at fertilitetsbehandling er en positiv ting, men set i bakspejlet, så har jeg lært utrolig meget om mig selv, og vi har lært utrolig meget om hinanden. Det er læring vi bruger hver dag og er taknemmelige for hver eneste dag.

mm

Læs mere om Foreningen RO her.

Læs flere personlige historier

Diagnoser

Cath de Lichtenberg: "Du kan ikke reproducere dig selv, og jeg var død i barselssengen” 

Cath de Lichtenberg kommer hjem fra udlandet med en PTSD-diagnose. Først da Cathrines krop igen slapper af kan hun overskue at kaste sig over "projekt ICSI-baby".

30. januar - 2021