wawawomb | PCOS: Anne har aldrig haft en ægløsning - hun vidste det bare ikke
Artikler Om wawawomb Klinikker Encyklopædi Kontakt
App

PCOS: Anne har aldrig haft en ægløsning - hun vidste det bare ikke

Anne var klar til at få børn, p-pillerne røg. Men menstruationerne blev mere sjældne eller udeblev og ved et lægetjek fandt de årsagen; PCOS. Hun havde aldrig haft en ægløsning i sit liv - hun vidste det bare ikke.

Skrevet af:

Barbara Sonja Saouma

PCO(S)

29. januar - 2021

Anne har som mange af os andre taget p-piller i en rum tid. Men efter brylluppet bliver tjekket af, så smider hun også p-pillerne. Og først dér bemærker hun, at menstruationer bliver mere og mere uregelmæssige. Og derfor tager hun til gynækolog, som hurtigt konstaterer: PCO.

Hvordan opdagede du din PCO?

Efter at kunne tjekke bryllup og fast arbejde af, røg P-pillerne, og vi ville forsøge at lave et lille menneske. Men som tiden gik, blev menstruationerne mere uregelmæssige eller blev slet ikke, og det endte med en diagnose. PCO. Ingen ægløsninger (nogensinde). Ringe eller praktisk talt ingen chance for at blive naturligt gravid. Men masser af æg!

Mange gamle klassekammerater og venner har, i de år jeg har ønsket mig et barn, annonceret graviditeter efter en, to, tre måneders forsøg. Og på mit fertilitetsyogahold havde nogle været i gang i en fem års tid, uden en eneste positiv test... Jeg endte med at være et sted midt på tidslinjen. Halvandet år havde jeg i fertilitetsmøllen. Det første halve års tid som alle andre og resten i behandling.

Anne Lind Andersen

28 år og bor Vanløse

Så din PCO bliver opdaget, hvilken plan lægger lægen for dig?

Så dommen blev insemination. Jeg gik ind til det med relativt lyst sind. Ja, det var ret nederen, at det ikke kunne ske derhjemme. Det var også lidt irriterende at skulle droppe sukker, stivelse og gluten helt (og alkohol, snøft). Men det var jo små ofre i forhold til målet at skabe et liv, og det måtte jeg tage med. Men den manglende ægløsning, og manglende cyklus deraf, gjorde den første periode meget lang. De 28 dage blev passeret, uden at jeg endnu var nået til et ægløsningstidspunkt, som mange ellers når på 14. dagen. Så gik der 30 dage, 34. Jeg følte, at jeg var slået hjem, inden jeg overhovedet var kommet i gang. Jeg var så ivrig, gjorde så meget, ville så gerne.

Og endelig, på 37. dagen i min cyklus var der et æg. Som blev insemineret på dag 39, fuld af håb og lykke. Ja, statistikken talte jo ikke vildt positivt, men jeg var ung, 26 år, og har “gode æg”, så hvorfor ikke? 14 dage efter kom den positive test. Jeg var helt i chok, så nemt kunne det simpelthen ikke være!? To dage efter kom blodet.

Og så blodprøven. Som konstaterede en befrugtning, en såkaldt biokemisk graviditet, som ikke længere var. Det var i sommeren 2018.

Det lyder som en hård start. Hvad var det næste skridt?

Resten af året stod i inseminationens tegn, dog uden at lykkes, tre gange i træk. Alle gange efter lange cyklusser, på 65 dage i alt i gennemsnit, for så til sidst at blive aflyst pga. for mange modnede æg, for stor risiko for, at for mange ville sætte sig fast. Fem æg, seks æg, fem æg. Seks æg. Og aflysninger, mens jeg ligger på briksen med benene i stigbøjlerne, en kop med den oprensede sæd, klar til at blive skudt ind, og så aflyst lige inden startskuddet. Gråd, snot og vrede der sprutter i hovedet på de læger, der nægter at inseminere, fortæller mig, at risikoen for seks befrugtede æg er for stor. “Hellere seks end ingen” hører jeg mig selv sige. Men min mening, min beslutning talte ikke.

For det var dem, der kunne og skulle lave mit barn, jeg kunne ikke selv. Det var det værste. Det der fik mig allertættest på afgrunden. At min krop ikke kan det, den er skabt til. At noget så naturligt som en cyklus, en ægløsning, at modne æg ikke er noget, jeg kan. Jeg nåede at tænke, at det var naturens måde at fortælle mig, at jeg ikke skulle have et barn. At jeg var så dårlig en repræsentant for den menneskelige art, at mine gener blev fravalgt fra starten.

Stakkels min mand, at hans drøm skulle bremses af en defekt kone, sagde jeg til ham.

Det lyder umenneskeligt, fandt du overskud til at gøre noget ved de tanker?

Det er de tanker, der gør, at jeg føler, det er okay at sige højt, at jeg også har haft det hårdt. De er mit bevis. Bevis på at min fertilitetsbehandling er den største krise, jeg nogensinde har været i. At jeg i efteråret 2018 dårligt kunne komme op af sengen og ikke havde kunnet passe mit arbejde, hvis ikke min mand havde tvunget mig af sted. De tanker der førte panikanfald med sig, et kontroltab over min krop, som gjorde mig bange.

Jeg kunne ikke med dem, men skulle, og derfor startede jeg hos Thilde, min fertilitetspsykolog, og på hendes fertilitetsyogahold. Jeg havde brug for at se andre, der af vidt forskellige årsager, sad præcist samme sted som mig. Den forskel Thilde og de andre på holdet gjorde for mig, kan ikke beskrives med ord, simpelthen. Jeg tror, det førte til en accept af mig selv, og at det ikke er fordi, at jeg er forkert, at jeg tæller i fertilitetsstatistikken. For ingen fra mit hold, var forkerte. Ingen.

Men vi var alle så bange. Bange for at håbe. Usikre på, hvor længe vi alle skulle være ufrivilligt barnløse. Hvor længe skulle jeg stikke mig med nåle hver aften under navlen? Hvor længe skulle jeg stikke piller op og håbe på, de vil kunne holde på et evt. æg, når min slimhinde ikke kan selv? Hvor længe skulle jeg være lidt mindre glad, selv på gode dage? Hvor længe skulle jeg vente på, at min største drøm går i opfyldelse, mens andre, der var startet langt efter mig i forsøgene, lykkes med deres?

Hvor længe skulle du vente?

Indtil 8. januar 2019. Til min bedste venindes fødselsdag så jeg dem første gang. De to fordømte, forbandede, fantastiske streger. Der var de. Og i september 2019 kom hun, min datter. Resultatet af en mirakuløs omgang ivf, d. 22. december 2018, med en omgang æg, der ikke fandtes bare en uge forinden, og pludselig var de der. Og de var gode, særligt et. Det der blev lagt op d. 25. december, og som nu fylder et år.

Et rigtigt levende menneske, et barn, som er mit, som jeg er mor til. Jeg kan stadig tage mig selv i at tvivle på, om jeg virkelig har været så heldig, eller om jeg stadig drømmer.

For heldig, det har jeg i den grad været! Det er en drøm, der er gået i opfyldelse, og det ‘løste’ alle de problemer og tunge tanker. Det lyder så helligt, men jeg har virkelig elsket hvert minut. De første fire måneder græd jeg næsten af lykke hver gang, jeg blev vækket om natten og skulle amme. Men det vidste jeg jo godt, det ved alle, der venter godt, at alt vil løse sig, hvis bare det barn vil komme. Det er en ringe trøst til alle, der stadig kæmper.

Annes tal

3 IUI
1 ægudtagning
1 ægoplægning
1 biokemisk graviditet
1 graviditet
1 barn

Jeg endte med at have et barn to år efter, vi gik i gang. Det er jo ingenting i forhold til de mange, mange historier, der heldigvis fylder mere i mediebilledet efterhånden. Og det var selvfølgelig det hele værd. Men. Det var stadig sindssygt hårdt. Sindssygt opslidende. Og når folk kækt spørger til nummer to, når nu det gik så nemt - så ved jeg ikke, hvad jeg skal svare. For jeg synes ikke, det var nemt. Selvom mange utvivlsomt har det meget sværere, var det en virkelig hård proces for mig. Og tanken om at skulle gøre det igen, selvom jeg ved, hvor fantastisk det føles, hvis det lykkes? Jeg har ikke forliget mig med den.

Tør I tænke på at skulle igennem det igen?

Lige nu er jeg mor til min datter. Jeg er glad. LYKKELIG! En solstrålehistorie. Hvis jeg prøver igen, og det ikke lykkes, hvad så med den gode historie? Vil den drukne i sorgen over et andet drømmebarn, der ikke blev? Er det nemmere anden gang, som flere siger, fordi man ER blevet mor? Eller risikerer man nu ikke bare at skuffe sin mand og sine venner, men også sit BARN i hormontågerne? Åh. Hvis, hvis, hvis. Jeg er ikke afklaret med noget nu, ud over at intet er givet, hverken eller ej. Lige nu vil jeg bare nyde. Nyde at jeg var så heldig. Hvert eneste møde med en i fertilitetsbehandling, sender mig direkte tilbage, og det er det værste og mest ensomme sted jeg kan forestille mig. Og jeg snakker så meget, jeg kan om min egen behandling, for det gjorde det hele lettere for mig, og måske letter det også for nogen. Hvem ved. Jeg håber alle får de børn, de drømmer om. Jeg ved, det ikke bliver sådan.

Så mens jeg ønsker og inderligt håber for alle dem i fertilitetsmøllen jeg kender, vil jeg også tillade mig at nyde min drøm, der gik i opfyldelse, og som går rundt på sine tykke ben i min stue med en kaninbamse i hånden og savler ned over hagen. Det bliver ikke bedre.

Har du også lyst til at læse...?

PCO(S)

PCOS: Efter ti år med p-piller opdagede Malene sin uregelmæssige menstruation

Malene får sin menstruation sent og starter p-piller med det samme uden en undersøgelse fra lægen. Derfor opdager hun ikke sin PCOS, før hun står og ønsker sig en graviditet.

29. januar - 2021