Artikler Om wawawomb Encyklopædi Kontakt
App

PCOS: Line var ikke 'bare stresset'

Line starter på bunden. På operationsbordet hvor lægerne vil fjerne den lille baby, som har vokset i Lines mave, men som de vurderer er for sygt til at overleve uden for maven. Det næste step er fertilitetsbehandling.

Skrevet af:

Barbara Sonja Saouma

Diagnoser

23. april - 2021

wawawomb deler Lines historie.

Lines menstruation udebliver i ni måneder, og da kontakter Line og hendes kæreste en privat fertilitetsklinik med henblik på at blive udredt. Inden da har Line været forbi en gynækolog, som koldt konstaterer, at hun "bare" er stresset. Men hun kunne mærke, det ikke passede. Heldigvis bliver de udredt på klinikken, og her lyder svaret: Et højt AMH-niveau og dermed tendens til PCOS. Æggene er fine, men der er mange af dem, og de små æg kan ikke helt beslutte sig for, hvilket æg, der skal løsnes - så derfor de sjældne ægløsninger og ingen menstruation. Men nu er der en plan; hormoner og så en inseminering.

Vi kørte ind på den forholdsvis tomme parkeringsplads på Herlev Hospital lidt i syv om morgen. Det var november måned og derfor koldt og vådt. Jeg steg ud af bilen og husker, at mine ben vaklede en smule. Jeg var bange. Bange og ulykkelig.

Små fire timer efter lå jeg på operationsbordet. De sagde, at jeg skulle sove. ”Jeg sover ikke” svarede jeg, men et splitsekund efter lukkede mine øjne sig i, og da jeg slog dem op igen, var hun væk. Min lille pige, der i tre måneder havde vokset inde i min mave, var væk.
Jeg var lettet over, at det var overstået. Lettet, fysisk, men tynget af sorg.

Til nakkefoldsscanningen nogle dage forinden, vi fik at vide, at vores lille baby var syg og med stor sandsynlighed ikke ville overleve graviditeten. Og få dag efter blev hun fjernet.

Det var der, frygten for alvor ramte mig. Frygten for ikke at blive nogens mor.

Mødet

Fem måneder inden aborten havde vi det første møde med fertilitetsklinikken. Den lå på femte sal. Gemt væk, så man udefra ikke kunne se, hvor man skulle hen, når man skubbede de tunge glasdøre op.

Når man trådte ind i venteværelset var der helt stille. Folk sad mutte og kiggede ned i jorden, hvis ikke deres øjne var rettet mod deres mobiltelefon. Der var få smil. Alle vidste, hvorfor man hver især var der – overordnet set i hvert fald. Man vidste, at alle kæmpede en kamp, og man følte med hinanden helt uden, at der blev sagt noget.
På gangen ved siden af venteværelset hang der billeder af en masse babyer. Alle babyer, der var ”undfanget” på klinikken. Jeg husker, at jeg tænkte, at en dag ville mit barn komme op og hænge der. Jeg overvejede slet ikke, at der var en risiko for, at det aldrig blev sådan.

Håbet

Mit første møde med fertilitetslægen var spændende. Efter små ni måneder uden menstruation – og derfor manglende ægløsning – var jeg mest af alt bare glad for, at der nu endelig blev gjort noget. Jeg var klar. Klar på alt det, der ventede mig. Uden overhovedet at ane, hvad det var.
Jeg vidste ikke, at jeg skulle tilbage på klinikken ugentligt. At venteværelset, de søde sygeplejersker og utallige besøg på det nærliggende apotek ville blive en del af min hverdag. At jeg et par gange om ugen skulle ligge på en briks og scannes indvendigt, fordi mine follikler skulle måles. At jeg skulle stikke mig selv hver aften, mens tårerne trillede ned af mine kinder. At jeg næsten ville gå helt i stykker indeni.

Alt det vidste jeg ikke den dag i juni. Det ved jeg nu, og det hele sidder stadig i mig. Sådan er det nemlig at være ufrivillig barnløs. Man glemmer det aldrig – heller ikke selvom man kommer over på den anden side. Det sidder i en for altid.

Line fortæller wawawomb om sit forløb i fertilitetsbehandling

Kun lyden fra fjernsynet kan høres i stuen. Vi ligger trætte på hver sin side af sofaen. Min telefon på bordet lyser. Jeg tager den op og kigger på min bedre halvdel. “Det er nu”.

Vi rejser os. Jeg går ind og tager min bluse af, så jeg kun har bh'en på. Dernæst vasker jeg mine hænder. Imens har Anders også vasket hænder, hentet tingene i køleskabet og gjort klar i soveværelset.

Han giver mig sprøjten i hånden. Jeg klikker langsomt den rette mængde medicin frem. Kigger på Anders, der nikker. “Er du klar” siger jeg. Og så stikker jeg nålen ind. I modsatte side af maven end aftenen før. Anders tæller langsomt imens. Kort efter trækker jeg nålen ud og giver den til Anders, som omhyggeligt ligger den ned i en beholder. “Flot skat." siger han.

Han pakker tingene sammen. Jeg noterer tid og enheder, vasker hænder og tager min bluse på igen.

De første gange græd jeg. Ikke fordi det gjorde ondt, men fordi det var grænseoverskridende at stikke en nål ind i huden på sig selv. Nu græder jeg, fordi nålen minder mig om aborten. Om det vi har mistet. Den minder mig om den situation, vi er i. Om vores kamp for ønskebarnet. En kamp vi aldrig opgiver.

Smerten

Den første tid i behandling var overkommelig. Fuld af håb og forventninger. Jeg kunne stadig kende mig selv. Jeg var stadig mig. Det ændrede sig efter aborten.

Det var her min verden for alvor brød sammen. Det var her, jeg var ved at miste mig selv. Rundt om mig gik verden videre, men min var gået i stå.

Jeg fik velmenende og søde ord fra alle ”Du skal nok blive gravid igen, du kan jo godt.” Alt sagt i kærlighed - men inde i havde jeg lyst til at skrige tilbage ”Hvor ved du det fra?”

Jeg fik ondt i maven, når jeg gik på gaden og så folk komme kørende med deres barnevogn. Scanningsbilleder og bekendtgørelser på Instagram fik tårerne til at trille.
Jeg lukkede mig inde og turde nærmest ikke at se nogle i min omgangskreds af frygt for, at de skulle fortælle, at de var gravide. Jeg sagde fra overfor gravide veninder, fordi jeg havde så svært ved at rumme min egen smerte.

Den livsglade pige, jeg kendte var væk. Jeg gik rundt som en skygge af mig selv, mens jeg forsøgte at komme igennem hverdagen.

Jeg var en kvinde i forfald, og den dag i dag ved jeg stadigvæk ikke, hvordan det lykkedes mig at komme igennem den periode i mit liv.

Tanker i hovedet, smerter i brystet og tårer på mine kinder… Gad vide, hvor længe jeg skal være midt i denne orkan af følelser? Gad vide, hvor længe sorgen vil præge min hverdag? Gad vide, hvornår jeg smiler ægte igen?

Der er barnevogne over alt. Uanset hvor mine øjne ser, er der små familier med mor, far og barn på tur. Glade kvinder med en hånd på deres gravide mave og scanningsbilleder efterfulgt af glade smiley'er på Instagram. Samtidig sidder jeg midt i mit livs sorg og prøver at tackle alle følelserne.

Jeg kan godt smile. Joke med mine kollegaer, drille Anders kærligt og nyde en aften med mine veninder, men sorgen er der stadig. Den følger mig overalt.

Jeg prøver at omfavne den, så godt jeg kan, prøver at sige til mig selv, at det nok skal gå, prøver at være positiv, men lige nu er det ikke nok til at få tårerne til at forsvinde.

Hjælpen

Små to måneder efter aborten startede vi i behandling igen. Mødet med fertilitetsklinikken var forfærdelig. Jeg havde hele tiden troet, at hvis jeg en dag kom tilbage, var det fordi, vi skulle have barn nummer to – sådan var det ikke.

Jeg begyndte at se en psykolog. Det var en gave. Hun lyttede og fortalte mig, at alle mine tanker og følelser var helt normale og genkendelige. Det lettede, for jeg husker, at jeg var bange for, at min reaktion var forkert og uden grund. Jeg var bange for, at det ikke var okay at sørge og være trist. Men det var okay, det var mere end okay. Det var helt normalt og forståeligt. Det min krop og mit sind havde været og var igennem var hårdt, og det var vigtigt at give det tid og plads – og passe på mig selv.

Hun tilbød mig at komme i en gruppe med andre ufrivilligt barnløse. Det ville jeg ikke. Jeg tror, at jeg frygtede, at det ville blive for virkeligt, hvis jeg pludselig sad der foran andre, der havde det på præcis samme måde som jeg. Når jeg ser tilbage, så burde jeg nok have sagt ja. Det var jo lige præcis dét, jeg savnede. Jeg savnede nogle, der forstod mig 110%. Nogle der kunne genkende min sorg, og som jeg kunne læne mig op af. Jeg følte mig så alene. Det var hårdt.

Mens jeg gik hos psykologen blev jeg insemineret for anden gang. Det endte med en menstruation små 12 dage efter. Endnu en slag.

Forløsningen

Tiden gik. Foråret kom, og vi rejste væk. Vi havde brug for et break. Jeg havde brug for en pause fra behandling, hormoner og knuden i min mave. Den sidste kunne jeg ikke flygte fra, men jeg kunne ”gøre den mindre” i en periode.

På alle billederne fra den rejse kan jeg se smerten og sorgen i min øjne, og den dag i dag kan jeg næsten ikke holde ud at se de fotografier, vi har fra den tur. Jeg var tynget af sorg. Det gjorde så ondt dengang. Det gør det stadig, når jeg bliver mindet om det.

Jeg blev insemineret igen. Tredje gang. ”Husk nu, at der er reagensglasbehandling, hvis dette forsøg ikke bliver til noget” sagde lægen til mig. Den tanke fik min krop til at stivne.

I starten af maj var de famøse 14 dage gået. Det var testdag, og den var positiv. Min tredje inseminering. Jeg var lykkelig og rædselsslagen på en gang. Bange for, at vi skulle miste igen, og at jeg igen skulle mærke sorgen i alle led i min krop.

Sådan endte det ikke. Og en kold vinterdag i januar kørte vi igen ind på parkeringspladsen på Herlev Hospital. Denne gang overnattede vi, og da vi tog hjem igen, havde vi Elliot med. Vores Elliot.

Vi styrker fællesskabet og bryder med ensomheden, når vi deler. Har du også lyst til at dele dine oplevelser med os, så skriv til os på kontakt@wawawomb.dk

Vil du læse flere personlige historier?

Mænd i behandling

Henrik: "Min mave vender sig, når jeg tænker på, at jeg er skyld i min kones ulykke”

Henriks barndomsven sender en sen aften et billede af sin nyfødte datter. Henrik ved, at når hans kone vågner, så skal de i gang med en medicinsk abort - deres lille hjerte slår ikke længere.

03. maj - 2021