Artikler Om wawawomb Encyklopædi Kontakt
App

Pelle og Caroline Hvenegaard: "Det gik op for os, at vi havde isoleret os og trukket os fra vennerne"

Med Pelle og Caroline Hvenegaard var det kærlighed ved første blik. Pelle havde været skruk i ti år, og de var ikke mange uger om at sætte igang. Men det skulle vise sig at blive et sejt og langt forløb.

Skrevet af:

Cathrine Widunok Wichmand

Interview

11. april - 2021

wawawomb taler med en række danske kvinder og mænd, som offentligt har delt deres fertilitetsbehandling.

I dag taler vi med Pelle og Caroline Hvenegaard, som har delt deres rejse mod at kunne holde deres datter Zoe Ukhona i armene i bogen Kære Zoe Ukhona. De vidste fra de mødtes, at det var dem - og at de ville have børn sammen, så det var bare igang. Men det endte med at blive et langt og ganske udfordrende for løb.

På et coronavenligt googlekald med stor forsinkelse på linjen sidder Caroline og Pelle Hvenegaard i deres lejlighed på Christianshavn og vi på Østerbro. Vi starter med et ‘hej’ og et ‘skål i kaffe’ på hver sin side af skærmen, og så er vi igang.

Pelle og Caroline mødtes på en blind date på Pelles lille båd i Christianshavns kanaler. ”Gud, der var hun!” som Pelle siger – det var kærlighed ved første blik, og på 14 dage var de flyttet sammen. Det var så rigtigt for dem, så naturligt, og indenfor de samme 14 dage havde de allerede talt om, hvordan deres familie skulle tage sig ud. Et par biologiske børn, ”toppet op” med adoptivbørn.

Der var nok kærlighed på kontoen fra start, og adoption var et stort ønske for dem begge allerede da. Og derfor gik de med det samme i gang med at undersøge adoptionsprocessen, som krævede 2,5 års samliv på samme adresse og et giftermål. Så i gang på lagnerne – og i gang med juraen!

Pelle: Da vi mødtes, havde jeg været skruk i ti år. Jeg havde virkelig længe haft lyst til, at livet skulle være andet end mig selv, og efter den erkendelse kom en enorm tomhed i mig. Og så mødte jeg Caroline, og der var ikke så meget pis.

Caroline: Vi gik i gang med det samme, nærmest uden at tale om det. Med børn. Det føltes helt instinktivt, som om vi bare var på samme side. Men jeg havde siden slut-20’erne vidst, at jeg havde PCO. Og jeg vidste, at ville jeg gerne være gravid – så skulle jeg have hjælp. Så jeg fik fat på medicinen, der skulle til, og fokuserede på kosten, og så gik vi i gang med den mildeste milde fertilitetsbehandling. Vi startede bare med en ægløsningssprøjte - og så hjem til ”tvangssex” døgnet efter.

Vi interviewer:

Caroline, 44, og Pelle, 45, Hvenegaard

Gift og har datteren Zoe Ukhona sammen

Christianshavn

Men der skete ikke noget. Menstruationen kom, og vi kom tilbage til klinikken, hvor vi skulle i gang med inseminering på klinikken. Og det blev vi heller ikke gravide af. Så spurgte en veninde, om vi havde fået undersøgt mine æggeledere. Det havde vi ikke, så det blev de - og beskeden var da, at de var lukkede. Altså insemineringerne var jo spildt – det havde aldrig kunnet lykkes for os den vej. Det var så dårlig stil. Vi ser jo de her læger som autoriteter. De er sat i verden for at hjælpe os, og vi stolede bare blindt på dem. Men de havde ikke gjort det indledende arbejde godt nok.

Pelle: Det var vildt hårdt. Vi blev skidesure og så frustrerede. Vi havde jo brugt tiden og spildt pengene. Vi var så følelsesmæssigt investerede. Og derfra flyttede tvivlen langsomt ind. Det var følelsen af, at vi havde spildt en masse følelser på noget, der slet ikke kunne lade sig gøre.

Caroline: Men i det mindste var der en forklaring, lukkede æggeledere – så kom der også en portion friskt håb til.

Pelle: Ja på den måde blev vi ligesom nulstillede…. Men så tog vi IVF’en på Herlev. Fire behandlinger i alt… Tror jeg.

Og her rejser Pelle sig op og går hen til bogreolen bag sig, finder deres bog, Kære Zoe Ukhona, og så bladrer han på livet løs. Han vil finde ud af, hvor mange omgange de egentlig var igennem. Nu på afstand går dele af det også i glemmebogen, livet kører videre. Imens fortæller Caroline videre.

Caroline: Under første IVF-forsøg blev jeg overstimuleret – så det fjerde ekstra forsøg, det fik vi med, fordi det var ”deres fejl”, at jeg blev overstimuleret. Der var både fryseæg og æg der bare ikke blev. Jeg fik altid kun lagt et æg op, for jeg har haft livmoderhalskræft. Det betyder at min livmoderhals er for kort til, at jeg kan bære tvillinger – jeg måtte altid kun få lagt et æg tilbage trods min alder.

Pelle: Ja, lige indtil vi mødte ham lægen på Herlev, som var ret sej. Han sagde: ”Hvad er chancen for, at de begge bliver. Lad os nu for fanden prøve!” – det føltes bare så vildt. Det viser bare, hvor forskellige læger er, hvor risikovillige de er. Ens behandling afhænger så meget af lægen. Men det lykkedes ikke. Så vi rykkede til det private.

Carolines tal:

2 hjemmeinsemineringer, 1 IUI

7 ægudtagninger

1 ægoplægning med donoræg

1 adoptionsforløb og 1 barn

Caroline: Der havde jeg høje forventninger! Til det at starte på en privat klinik. I det offentlige var det så svært at komme til. Der skal nærmest være to torsdage på en uge og vinden skal stå lige, før det lykkes at fange dem på telefonen og få en tid. I det private - det var bare så meget lettere at være derude – blodprøve samme sted som behandlingen var. Og så var der jo også et sæt nye øjne på os, for tredje gang. De insisterede på at ville lave deres egen udredningen af mig – og så opdagede de en stofskiftesygdom, som så først skulle behandles. Til gengæld så de også, at mine æggeledere ikke var lukkede! Det var vildt. Men igen, ny ‘diagnose’, nyt håb, ”SÅ må det kunne lykkes”.

Pelle: Det er en af de svære ting i forløbet. Der er så vildt mange muligheder undervejs i behandlingen, undersøgelser, uendelige tilkøb, især i det private. Og man får at vide, at hvis ikke man prøver, ja, så lykkes det heller ikke. Så man ender lidt som en ludoman med desperation i øjnene, ”næste gang er den!”.

Caroline: Ja, ”det lykkes jo for dem, der bliver ved”. Så det gør man.

Pelle: Man hører virkelig meget, ”det er et rigtigt guldæg”. Og så taler man så med andre; ”vi har også haft et guldæg”.

Alle har haft guldæg, så særligt er det ikke. Men lægerne er så gode til at tale ind i optimismen. Og det har man jo også brug for for at klø på.

Hvornår stopper man så?

Pelle: Vi besluttede os at stoppe efter 10. forsøg. Det var også det tidspunkt, hvor vi nærmede os de 2,5 års venten på adoption. Det var virkelig dejligt og vigtigt for os at have en anden mulighed, som var ligeså god. Det var aldrig et andenrangsvalg at adoptere. Det var vores håb. Men omkring det 10. forsøg havde vi været omkring en professor i Odense for at få nyeste forskning. Vi undersøgte rugemor-muligheden og kiggede mod USA. Ultimativt kom det ned til, at det kunne koste os en million mere, og der var ingen garantier for, at det lykkedes. Det begyndte at blive meningsløst for os at jagte den graviditet så meget. Så vi sagde fra. Og så ringede de pludselig fra privatklinikken. ”Vi har et donoræg – vil I prøve?”. Der spurgte jeg dig. Men du sagde bare, ”det gør vi”. Ingen tvivl.

Caroline fik lagt donorægget op. Men det blev heller ikke til noget.

Pelle: Jeg kan huske, du kom helt glad ud fra toilettet og sagde, ”jeg har fået menstruation!”.

Caroline: Jeg kunne bare mærke, at jeg ikke havde lyst til at være gravid med en anden kvindes æg. Men der var bare så mange følelser på det tidspunkt. Skulle jeg være i vejen for din lykke? Men i virkeligheden var jeg gået langt over mine egne grænser. Det sidste halve år i behandling, der havde jeg faktisk ikke ønsket om at blive gravid selv. Den drøm var væk.

Pelle: Lige før donorægget havde vi faktisk bedt klinikken om at destruere alle æg, vi havde på frys. Alt sammen. Det var ret ultimativt.

Men Caroline, tre år i behandling. Jeg er nødt til at spørge dig, hvordan holdt du det ud?

Caroline: Da vi var færdige på Herlev og skulle videre i det private, der braste drømmen nok. Der gik det op for mig, hvor svært det var. Jeg blev så ked af det, helt dybt. Og det var bare svært at se veninder blive gravide, der var babyer over alt. Men noget af det, der virkelig hjalp mig, det var at være i proces. Jeg er meget målfast – jeg har en enorm vilje til at lykkes. Det holdt mig kørende alle årene.

Pelle: Langt senere i processen gik op for os, at vi havde isoleret os. Ubevidst trak vi os fra vennerne, lukkede os om os selv. Og det er nok noget af det, vi er mest kede af nu. Det er okay ikke at kunne håndtere det i orkanens øje - men man kan tale sig ud af meget.

Caroline: Vi havde bare heller ingen venner, der havde været i behandling, så det var så mega ensomt at stå i. De vidste, vi var i behandling, så de spurgte jo hver gang; ”nårh, hvordan går det?”. Det orkede vi bare ikke altid at opdatere på.

Og så var der dem, som bare sagde ”hvorfor køber I ikke en hund?”. Men det er jo et biologisk behov. Et meningsfyldt liv for mig er at være forælder -  det kan en hund ikke erstatte.

Pelle: Og det er også svært ude i venteværelserne. Fertilitetsbehandling er så tabuiseret. Folk sad og kiggede ned i gulvet, som sad de på en klinik for sexsygdomme og skammede sig. Hey, come on man! I sidder her for at skabe liv, det er da det smukkeste! Og I er endda i samme båd… Der er så mange, der føler sig forkerte. At du som mand ikke kan gøre din kone gravid. At du som kone ikke kan holde på ægget.

Caroline: Det her har vi faktisk aldrig talt om… Men det er bare svært også at se de andre i øjnene, at spejle sig i dem.

Pelle: Ja, og hvis man så begynder at tale højt om det, så får man også defineret sig som ufrivilligt barnløs. Vi havde faktisk heller aldrig snakken om, hvad nu hvis det ikke lykkes. Det var for smertefuldt at gå ned i.

Men hvordan klarede I to den så så fint? Parforholdet kan let komme under pres.

Caroline: Jeg synes, at vi var gode til at leve et balanceret liv. Jeg har siden talt med andre, som har levet meget begrænset med urtekure og akupunktur. Der har vi nydt livet. Jeg stoppede med kaffe og løb. Men ellers rejste vi og spiste ude.

Pelle: Det var næsten et ritual:  Vi havde altid en rejse at se frem til. Vi prøvede også at flyve direkte til Thailand efter en ægoplægning. Men så fik du din menstruation der på stranden, og der gik det op for os, at smerten også følger med i paradis. Det er også svært, for man skal jo forsøge at holde sig oppe – tænk nu hvis man blev forældre. Så skulle man jo være klar til at smide sorgerne og bare være glade.

En anden af årsag til, at vi klarede den - vi var sammen om det. Vi var sammen omkring menstruationen. Om aftalerne, scanningerne.

Caroline: Ingen andre forstod os, men vi forstod hinanden.

Pelle: Der ligger også en opgave i at være der fysisk, være til stede når de forskellige ting sker, fra lægeaftaler til menstruation. Og så forstod Caroline, at det gjorde ligeså ondt på mig som hende selv. Dér fandt vi virkelig hinanden. I følelserne. Der er især nogle mænd som i ren misforståethed prøver at være stærke og seje ved siden af deres kærester i processen. Og så ligger kvinden der; ”jeg kan slet ikke mærke dig”.

Caroline: Jeg synes heller ikke, jeg ændrede mig helt vildt, medicinen var ikke så slem ved mig. Indtil jeg prøvede en lang protokol. Det var et helvede. Kære partner, skal din kæreste i lang protokol, så skal hun have lov til alt. Vi holdte din mor 60-års fødselsdag herhjemme  under den behandling, og jeg havde det så dårligt. Jeg måtte lave en Maude og gå ind og lægge mig.

Deltes I om at give sprøjterne eller havde I andre små ritualer?

Caroline: Pelle er så bange for sprøjter! Jeg jagtede dig rundt i lejligheden, kan jeg huske, mens vi grinede. Men jeg følte mig faktisk som superwoman, når jeg selv tog dem.

Pelle: Du kunne med rette have stillet krav til mig, at jeg skulle give dig de sprøjter eller følelsesmæssigt være i det på en bestemt måde.

Hvordan fandt I jeres enormt store pose med HÅB i?

Pelle: Håb… Det er jo overlevelsesinstinktet. En enorm vilje til at få det liv, vi ønsker os. Vi er generelt blevet bedre til at definere, hvad vi vil. Vi har et liv. Men i behandling kan du ikke definere så meget selv. Det er ikke et spørgsmål om tid og vilje, for at det lykkes. Du har ikke the last say. Og så flyttede vi fokus. Jeg knoklede – jeg startede faktisk op som selvstændig for at have noget andet.. Som mand kan du skubbe det væk fra kroppen, men det er jo svært for jer som kvinder, for på bordet foran jer ligger næste sprøjte.

Caroline: Hvis jeg skal være ærlig, så er jeg faktisk rigtig glad for, at jeg ikke blev gravid under behandling. Og jeg er ikke religiøs. Men dengang arbejdede jeg bare mega meget. Jeg var blevet en hel anden mor dengang. På den måde sætter jeg så meget pris på vores proces.

Pelle: Og er der en bonus til det her? Man bliver stærkere. Ville man være det foruden, tja. Men det har givet os så meget til den måde, vi er forældre på. Det er gaven i det hele. At skulle kæmpe så meget for det. Det har givet os en anden prissættelse af vores liv.

Men så kørte adoptionen også, hvordan var processerne sammenlignet?

Pelle: Slut prut, over and out! Ingen behandling. Det var en befrielse! Men altså vi var jo rimelig brugte efter 2,5 år i behandling. Og så adoption som det næste  -  det var stressfyldt.´

Caroline: Vi troede, at adoptionen ville give et barn. Punktum. Alt det nu handlede om var at vente. Men det var bare endnu sværere. Vi endte i et limbo. Lande kunne lukke ned, man kunne blive fyret fra sit arbejde. Der var meget, der afgjorde processen. Der var enormt mange potentielle stopklodser. Snak om eksamensangst!

Pelle: Ja og så havde vi ingen bagdør – det var nu eller aldrig. Det var ubarmhjertigt. At skulle måles og vejes af en myndighed. At de har ret til at bestemme, om man må få et fuldt og helt og meningsfyldt liv. Men det forstår vi jo godt, vi taler om børn, der har brug for rigtig meget ekstra. I det kunne vi godt tænke, jamen hvorfor skulle vi ikke blive godkendt?

Caroline: Vi oplevede også at have endnu mindre kontrol. Under adoption nytter det ikke, om du stopper med kaffen og løb. Du går bare og venter på et opkald.

Pelle: Vi var så bange for at blive syge. Fik vi kræft, så var det bare stop. For os ikke at kende udløbsdatoen, dét gav stress. Det er det, man knækker på, når man adopterer.

Caroline: Vi kender en del der har adopteret. Alle har mærket stress. Jeg selv blev sygemeldt.

Med seks års vej til at få jeres ønskebarn, er I mærkede af oplevelserne i dag?

Pelle: Alt ændrede sig for os, da vi fik vores datter. Men. Jeg kan stadig godt blive ramt af følelserne. De er indlejret i mig. Det er grundtraumatiserende for et menneske, når man har gjort så meget for noget, der ikke lykkes. Det er så stressende og udmattende. Men vi har også valgt at ændre vores liv og livsstil efter de ’findings’, vi gjorde under behandlingen.

Tænk at gå igennem så meget for at få sit ønskebørn, og så bare ende tilbage i hamsterhjulet med job og institution.

Jeg ser faktisk en stor mulighed i at skulle i behandling. Man får næsten en forpligtelse, også over for et kommende barn, til at se på sit liv og på den man er, hvad vil man? Det er en kærkommen mulighed for at gøre noget andet. Hvad har man at miste? Du mister alligevel det ultimative hver gang, det ikke lykkes. Alt andet sat op i det perspektiv er ligegyldigt. Så lav nogle ændringer. Det kan give energi.

Ville I have gjort noget anderledes?

Caroline: Hm… Jeg synes i hvert fald, at man på forhånd skal prøve at finde ud af, hvor langt vil vi gå? Hvor mange år vil vi bruge? Hvor mange penge? Og så måske starte med en psykolog fremfor at reparere med en senere.

Pelle: Jeg synes også, det er vigtigt, at vi taler om grænser. Hvad vil du? Hvad vil jeg? Ægdonation, sæddonation, rugemor, adoption? Det er virkelig svært, hvis den ene har et større ønske om at blive forælder. Så bliver det en ensom rejse at begive sig ud på. Og så vil jeg sige: Søg fællesskaberne.

Caroline: Jeg tror, vi klarede den, fordi vi var så i synk med hinanden. Adoption var noget, vi ville fra start. Det var prioriteret nummer 1. – vi skulle bare vente på at kunne få lov.

Pelle: Men ultimativt: Det er bare fucking hårdt.

Vi styrker fællesskabet og bryder med ensomheden, når vi deler. Har du også lyst til at dele dine oplevelser med os, så skriv til os på kontakt@wawawomb.dk

Vil du læse flere interviews?

Interview

Martin Johannes Larsen: "Laptop'en skal IKKE placeres direkte ovenpå klunkerne"

Interview med komiker Martin Johannes Larsen som endnu ikke har børn, men han går nu overvejer at få undersøgt sin sædkvalitet.

30. januar - 2021