Artikler Om wawawomb Encyklopædi Kontakt
App

Sexekspert: Alt det vi ikke lærer unge mennesker om deres fertilitet

Seksualundervisningen til børn og unge kan være mangelfuld. Og unge menneskers viden om fertilitet og seksualitet baserer sig ofte på rygter snarere end viden. Hvad mangler vi at undervise dem i?

Skrevet af:

Sexekspressen

Viden om fertilitet

07. juni - 2021

Hos wawawomb har vi valgt de dygtigste fagpersoner indenfor deres felt til at gøre dig og os klogere på kroppen, psyken og relationerne.

Sexekspressen er et seksualoplysningsprojekt, som arbejder non-profit med at undervise og sikre unge mennesker et sundt forhold til deres krop og seksualitet. Her får du indsigter i de mangler i unge menneskers viden om fertilitet, som vi er med til at opretholde. Skrevet af sexekspert og medicinstuderende Mathilde Kern Andersen, ved Aarhus Universitet og Jonathan Krogh Schlosser, ved Københavns Universitet.

Denne artikel fokuserer på hvad unge i gymnasiet og start 20’erne ved om fertilitet og hvad vi glemmer at fortælle dem, simpelthen fordi der ikke bliver tilbudt dem nok undervisning.

Jeg husker tydeligt, da jeg gik i 2.G, at vi havde undervisning om mitose og meiose og på et tidspunkt pegede min lærer på pigerne i klassen og fik påpeget, at vores fertilitet nok allerede havde peaket og nu var nedadgående. Indtil da havde jeg ikke skænket min evne til at få børn en eneste tanke, men blot taget det som en selvfølge, at det ikke ville blive noget problem - Mathilde.

I de efterfølgende år efter biologiundervisningen, med mindre du vælger en relevant sundhedsfaglig uddannelse, så fyldes der ikke megen ny viden på hverken mænd eller kvinder.

Der opstår, kan man sige, et ‘deadspace’ fra gymnasietiden og til den gennemsnitlige danske kvinder føder sit første barn som 29-årig. Efter gymnasiet mangler vi simpelthen muligheden for at fylde viden om fertilitet på både unge kvinder og mænd.

Det vi ikke får fortalt de unge:

  • Det er relativt svært at blive gravid, hvis man anvender prævention korrekt - ikke umuligt men svært.
  • Op til hver 5. graviditet ender i en spontan abort (altså ufrivillig abort).
  • Livsstil har stor indflydelse på fertilitet hos både mænd og kvinder.
  • Alder har en stor indflydelse på fertilitet (særligt efter 30-års alderen)
  • Egne erfaringer kan være meget lærerige, men det er vigtigt, at man også sætter tingene i større perspektiv og lærer hvad der er “typisk/normalt” indenfor fertilitet (Så det er godt, du har fundet wawawomb!)

Unge menneskers viden om fertilitet baseres på rygter

Med mangel på reel undervisning kan unges viden om fertilitet ofte koges helt ned til rygter og udtalelser blandt deres omgangskreds såsom: “OMG, har du hørt at hende fra min søsters klasse blev gravid ved en fejl?” eller “Ej fuck, jeg var nødt til at købe en fortrydelsespille efter sidste weekend”, samtidig med at de næsten udelukkende bliver præsenteret for nyhedsoverskrifter omkring kvinder, som blev gravide på trods af anvendelse af flere præventionsformer eller gamle damer på plejehjemmet, som formår at blive gravide imod alle odds. Rariteterne har simpelthen større nyhedsværdi end faktuel viden.

Konsekvenserne kan koste unge mennesker dyrt

Hvis ens eneste viden er baseret på undtagelserne for reglen frem for normen, så risikerer man desværre at blive skuffet senere i livet. Vi ved godt alle sammen, at ting ændrer sig, når man forlader puberteten, men det er nok ikke alle, som er opmærksomme på, at det i høj grad også gælder fertiliteten. Det er desværre også de færreste unge, som overvejer hvor påvirkelig fertiliteten kan være og hvilke konsekvenser ens aktuelle livsstil kan have i fremtiden.

Udfordringen ved seksualundervisning er, at den i dag forholdsmæssigt er begrænset til folkeskolen.

Når unge afslutter folkeskolen er deres udgangspunkt indenfor seksualundervisning typisk:

“Brug prævention! Vær ekstra forsigtig, ellers risikerer I en graviditet. Det er alt for nemt at blive gravid.”

Vidste du at...

Sundheds- og seksualundervisning

er et obligatorisk emne i folkeskolen?

Emnerne er ikke tillagt et selvstændigt

timetal men indgår i undervisningen fra 0.-9. klasse.

Kilde: Undervisningsministeriet

Sandheden er, at graviditet ofte kræver en anelse mere end bare æg, sæd og held og lykke - og det er især tilfældet, når man bliver den lille smule ældre.

Overgangsalderen er et udtryk, som rigtigt mange kvinder nok hører på et eller andet tidspunkt i livet, men hvad er det egentlig for en størrelse? Menopausen (som det også kaldes) er tidspunktet for den sidste menstruation en kvinde har - og den indtræder som oftest i 45-55 års alderen.

Det kan selvfølgelig lyde som om, at man så har oceaner af tid til at få børn, men undersøgelser viser, at fertiliteten sådan set falder drastisk allerede 10 år inden, og så kan det jo pludselig godt komme ret tæt på.

Kroppen er i høj grad bygget til at få børn i 20’erne, og jo længere man venter, des sværere bliver det at påbegynde samt gennemføre en vellykket graviditet. Er man gravid i en alder af 35+, bliver man endda smidt i kategorien “geriatrisk graviditet”, hvilket tydeligt illustrerer, at alderdom rammer kvinder ufatteligt tidligt, når det drejer sig som reproduktion.

Unge kvinder undervises ikke i deres valg af prævention

P-piller er den anden hyppigste præventionsform (efter kondom), og alligevel modtager unge piger/kvinder for lidt information omkring dem. Ikke alle er klar over, at de forhindrer ægløsning fuldstændig, og endnu færre ved, at der kan gå helt op til 6 måneder efter ophør med pillerne, til man genvinder en normal cyklus.

Herudover kan man tillægge endnu en tidsfaktor, eftersom det gennemsnitligt tager 1 år at blive gravid, fra man starter med at forsøge.

Det kan naturligvis vare kortere tid i nogle tilfælde, men faktum er bare, at man ikke kan forvente at blive gravid fra den ene dag til den anden, og man kan typisk heller ikke modtage lægehjælp, før det år er gået.

Er unge mennesker klædt på til disse tidsfaktorer, som spiller så stor en rolle? Sandsynligvis ikke.

Burde vi lære de unge, at de skal skynde sig helt vildt med at få børn, inden fertiliteten går i stykker? Nej, nok heller ikke.

Men vi burde måske være bedre til at lære de unge at være mere forudseende, planlægge ting i god tid og overveje konsekvenserne af deres livsstil, før det er for sent. Vi skal lære dem at prioritere at få deres børn, hvis de ønsker sig dem. På lige fod med uddannelse og boligkøb.

For de fleste børn og unge er fertilitet egentlig ikke noget, de føler sig helt klar til at forholde sig til. Det er ikke aktuelt for dem og dermed føles det ikke relevant. Børn hverken kan eller bør forholde sig til reproduktion, men måske burde overgangen til voksenlivet (altså, det “rigtige” voksenliv med hus og børn) være præget af mere undervisning, mere viden og mere forebyggelse.

Hvis tanker om fertilitet forbliver et ukendt land helt indtil man føler sig 100% klar, så risikerer man, at kroppen ikke kan følge med længere uden lægelig assistance, hvilket for nogle kan føles som en stor uventet mavepuster.

Fertilitet bliver ikke ved med at være en selvfølge, og det gælder både for mænd og kvinder.


Læs mere om Sexekspressen her.

Har du et emne, du gerne vil vide mere om? Så skriv til os på kontakt@wawawomb.dk

Vil du læse mere om fertiliteten?

Forskning

Forsker: Industrialiseringen svækker vores fertilitet

Danske mænd har rekorden for laveste sædkvalitet i Europa. Men hvorfor står vi med den kedelige rekord? Vi skal se vores velstand og vores kemikalier dybt efter i sømmene.

09. april - 2021