Artikler Om wawawomb Encyklopædi Kontakt
App

Sexekspert: Hvordan underviser vi børn i seksualundervisningen?

Hvordan undervises børn og unge omkring fertilitet og seksualitet? Hvad udelades og hvad bliver fortalt? Bliv inspireret til at selv at starte snakken med dine børn derhjemme.

Skrevet af:

Sexekspressen

Viden om fertilitet

07. juni - 2021

Hos wawawomb har vi valgt de dygtigste fagpersoner indenfor deres felt til at gøre dig og os klogere på kroppen, psyken og relationerne.

Sexekspressen er et seksualoplysningsprojekt, som arbejder non-profit med at undervise og sikre unge mennesker et sundt forhold til deres krop og seksualitet. De underviser i samtykke, grænser, prævention, seksuelt overførte sygdomme og her får du indsigter i, hvad man undervises i i seksuaundervisningen - og også hvad der undlades. Skrevet af sexekspert og medicinstuderende Mathilde Kern Andersen, ved Aarhus Universitet.

Børn skal ikke føde børn!”

Selvom citatet er tyvstjålet fra Plan Børnefonden, så er det nok et citat, som de fleste kan erklære sig enig i. I Danmark er vi så privilegerede, at vi har mulighed for at forebygge dette med seksualundervisning, men hvad lærer børn egentlig om “risikoen” for at blive gravid?

Kort sagt, så skyder vi langt over mål, når vi underviser børn om fertilitet og reproduktion. Vi underviser ud fra devisen om “better safe than sorry”, for tanken om børn, der føder børn er simpelthen for dyster til at bære.

Vi vil nu komme ind på nogle af de ting, som børn i folkeskolealderen lærer om fertilitet, hvilke myter, der eksisterer blandt dem, og hvordan vi besvarer spørgsmål fra dem.

Myter:

  • Det er helt vildt nemt at blive gravid (Det kan føles nemt, når det sker pludseligt og uønsket, men i praksis skal flere ting gå op i en højere enhed).
  • Hvis en pige bliver gravid, så er det kun hendes problem (Dette er desværre en uheldig antagelse, som mange unge har, men da det endnu ikke er muligt at få en “juridisk abort” i DK kan drenge/mænd aldrig se sig helt fritaget fra faderskabet. Mange unge piger får desuden indtrykket af at de ikke skal tage hensyn til andre, blot fordi det er deres beslutning at abortere eller gennemføre graviditeten).
  • Man kan ikke tage for mange fortrydelsespiller (Mange unge tænker ikke over bivirkningerne ved fortrydelsespiller, og tror fejlagtigt at det er nødvendigt med flere piller for at være helt sikker på at undgå graviditet).
  • Man kan blive gravid, hvis man sluger sæd (Sæden vil ryge i mavesækken og fordøjes/nedbrydes og derefter udskilles. Der er ingen direkte forbindelse mellem tarmsystemet og livmoderen).
  • Man kan blive gravid, hvis man svømmer i en pool/sø eller lignende, hvor der er sædceller i (samme myte eksisterer om klamydia) (Både sædceller og klamydia er meget krævende ift. “livsbetingelser” og kan ikke overleve i vand).

1 ægcelle + 1 sædcelle → Graviditet

Det er en ligning, som de fleste børn i udskolingen forstår.

De forstår godt ingredienserne og sammensætningen for en graviditet, og de lærer rigtig meget om, hvordan man undgår eller stopper denne opblanding, men det er begrænset, hvor meget de lærer om andre faktorer, som kan påvirke disse “ingredienser”.

Hvis vi griber fat om ‘ingredienserne’, så bliver vi under undervisning altid spurgt: “Hvordan smager sæd? og hvad består det egentlig af?”

Det er ikke en selvfølge, at alle børn ved, hvad sæd består af. Mange tænker egentlig, at sæd udelukkende består af sædceller, mens andre godt ved, at sædceller kun er en lille andel af sæden, og at resten består af sædvæske og en slags “madpakke” til sædcellerne (sukker, protein osv.).

Vi underviser ikke i at mængden og koncentrationen af sædceller i sæden kan variere. Alle mænd, som er blevet bedt om at aflevere en sædprøve, ved, at man helst ikke skal onanere to dage forinden for at sikre højest koncentration af sædceller i prøven. Dét er relevant viden for alle, som forsøger at undfange et barn, men det ikke relevant viden for børn, som typisk vil undgå graviditet for enhver pris.

Pearl-indeks:

Angiver effekten af en præventionsform

(ift. graviditet). Et pearl-indeks på 4

betyder af 4 ud af 100 bliver gravide

ved anvendelse af denne præventionsform.

Vi underviser i, at drenge bliver kønsmodne ved deres første udløsning og dermed er i stand til at lave børn. Men vi glemmer lidt bevidst at fortælle, at der egentlig ikke er så mange sædceller i en drengs første udløsninger. Det samme gælder for koncentrationen af sædceller i præ-sæd.

Vi vil gerne lære børnene, at “stå af i Roskilde” ikke er en effektiv præventionsform, fordi præ-sæd kan indeholde både sædceller og eventuelt en seksuelt overført sygdom (metoden har et pearl-indeks på 4).

Formålet er at få dem til at beskytte sig mod sygdomme, men børn får hurtigt indtrykket af, at den mindste dråbe sæd kan føre til en potentiel graviditet og teoretisk set er det jo sandt.

"Men hvad smager det af?"

Hvis vi vender tilbage til første del af spørgsmålet: “Hvad smager det af?”, så illustrerer det meget godt, hvordan børn tænker. De spekulerer over de lavpraktiske ting og bekymrer sig for situationer, som kan opstå i nærmeste fremtid og glemmer lidt de langsigtede konsekvenser.

Det er lettere for børn/teenagere at forholde sig til tanken om et blowjob frem for tanken om at blive forældre en dag. Så hvad fortæller vi børn om selve smagen? Man kan starte med at beskrive det som “salt” og lidt “basisk”, men den vigtigste pointe er, at smagen varierer. En mands kost og livsstil spiller en stor rolle ift. smagen af sæd, hvor syrlige frugter kan påvirke smagen i en god retning, kan rygning og fastfood påvirke smagen i en meget grim retning.

Er det en løgn, vi fortæller børnene? Nej.

Men har vi et hemmeligt agenda med at fortælle dem det? Ja.

For voksne med fertilitetsproblemer er det nok ikke en nyhed, at overvægt og rygning sænker sædkvaliteten, men det er ofte noget, man først lærer, når det er for sent. Børn har svært ved at forholde sig til udtryk som “sædkvalitet” og “fertilitet”, for det er ikke relevant for dem, men smagen af sæd derimod…

Den anden ingrediens til en graviditet: Ægget! Her bliver vi spurgt: “Kan man blive gravid, hvis man ikke har fået sin første menstruation endnu?” og “Kan man blive gravid, hvis man har sex under sin menstruation?”

Spørg et barn i udskolingen, om de har hørt om menstruationscyklus, og de vil give dig et næsten livsopgivende blik og fortælle, at de har hørt alt for meget om det. Men bliver du ved med at tale med dem, så vil du også hurtigt indse, at de ikke har særlig megen praktisk viden om hele menstruationscyklus-konceptet.

Holder vi noget tilbage for de unge mennesker? JA! Og det kan måske undre nogen, men nu vi skal nok forklare hvorfor.

Vi har en tendens til at sige, at en pige bliver til en kvinde ved sin første menstruation, hvilket egentlig mest skyldes, at denne begivenhed er synlig og håndgribelig, men når det drejer sig om menstruationscyklus, så ved både vi og forhåbentlig også læseren, at ægget kom først.

Piger bliver egentlig kønsmodne 14 dage før deres første menstruation ved selve ægløsningen, og netop derfor tør vi ikke garantere, at man ikke kan blive gravid før sin første menstruation.

Vi må undervise i regelsættene - ikke undtagelserne

At blive gravid under selve sin menstruation er virkelig usandsynligt. At skulle svømme mod strømmen er bestemt ikke de bedste vilkår for selv den mest ihærdige sædcelle, og selv hvis den skulle formå at nå frem til en æggeleder, så skal den oven i købet have nok energi til at gide vente på næste ægløsning. Det er usandsynligt at blive gravid under sin menstruation. Men umuligt? Nej.

Vi ved jo godt, at det i visse situationer er nærmest umuligt at blive gravid, men vi tror på, at det er vigtigt at undervise børn på en måde, som de forstår og kan forholde sig til. Og det betyder ofte, at man skal præsentere dem for nogle klare regelsæt og ikke snakke så meget om undtagelserne for reglen. Der er ingen sikre perioder. Hvis man ikke ønsker graviditet, så skal man anvende prævention hver gang, og “Roskilde-metoden” tæller altså ikke...

Det er kun den halve sandhed, vi kan undervise i

Børn forstår godt, hvad der overordnet set skal til for at blive gravid, men fokus ligger primært på, hvordan man undgår det, og sådan bør det også være.

Børn skal ikke føde børn. Men en dag bliver de børn voksne og skal måske forholde sig til en verden med ægløsningstest, sædprøver, nedsat fertilitet, hormonbehandlinger og meget mere, og man kan da godt tvivle på, om de børn er klædt på til dén verden.

Det er et egentligt dilemma at skulle lære dem håndfast om deres fertilitet for at beskytte deres liv og fremtid - og samtidig gøre dem realiteterne klar; at børn ikke kan tages for givet. Og nogle gange er regnestykket desværre ikke bare æg + sædcelle = graviditet.

Læs mere om Sexekspressen her.

Har du et emne, du gerne vil vide mere om? Så skriv til os på kontakt@wawawomb.dk

Vil du vide mere om prævention?

Viden om fertilitet

Sexeksperten: Kort om naturlig prævention

Der er en stigende interesse blandt unge kvinder for at sige nej tak til den mere klassiske prævention på kunstige hormoner og i stedet stile mod 'naturlig prævention'. Men hvor sikkert er det? Og kan det du for dig?

22. april - 2021