Artikler Om wawawomb Encyklopædi Kontakt
App

Sexeksperten: Dit overblik over dine præventionsmuligheder

Der findes ti præventionsformer til kvinder og to til mænd - men hvilke findes der? Vi giver dig det simple og hurtige overblik over dine muligheder.

Skrevet af:

Sexekspressen

Viden om fertilitet

03. februar - 2021

Hos wawawomb har vi valgt de dygtigste fagpersoner indenfor deres felt til at gøre dig og os klogere på kroppen, psyken og relationerne.

Sexekspressen arbejder non-profit med at undervise unge mennesker i seksualundervisning; samtykke, grænser, prævention, seksuelt overførte sygdomme og her får du overblikket over dine præventionsmuligheder fra sexekspert og medicinstuderende Emma Hyldgaard.

Hvad skal du vælge?

Prævention kan være lidt en jungle at finde rundt i. Hvad kan de forskellige typer? Hvor sikre er de? Det giver jeg dig overblikket over, og jeg har taget udgangspunkt i de mest almindelige præventionsformer til kvinder, som beskytter mod graviditet. Det er vigtigt at nævne, at de kun beskytter mod graviditet. Den eneste form for prævention, som beskytter mod både graviditet og seksuelt overførte sygdomme, er kondom.

De to hormoner, du skal kende til for at forstå lidt mere omkring prævention, er gestagen og østrogen. Størstedelen af prævention indeholder enten begge dele eller kun gestagen. Gestagen virker ved at gøre livmoderen uigennemtrængelig for sædcellen. Østrogen fungerer ved at hæmme ægløsningen. Derudover har østrogen også den effekt, at den hæmmer testosteron i kroppen, så symptomer som akne mindskes.

P-piller

P-piller er nok det, de fleste kender til, og som størstedelen af kvinder på et eller andet tidspunkt har prøvet. P-piller er 99,7% sikre, hvis man bruger dem rigtigt. De fleste tilfælde, hvor kvinder bliver gravide alligevel, er fordi, de enten glemmer p-pillen eller ikke kender til en meget vigtig regel; hvis du har haft diarre eller opkast indenfor 4 timer, fra du har taget din pille, så skal du tage en ny, for ellers kan du risikere, at den ikke er blevet optaget i kroppen.

Vidste du at...?

Hver 3. kvinde i aldren 15-44 år

bruger p-piller som præventionsform

Minipiller

Minipiller er et alternativ til p-piller for kvinder, som for eksempel ikke kan tåle p-piller, eller som gerne vil have prævention med mindre hormon. Det vigtige for dig at huske er, at med minipillen skal du være noget mere præcis med din indtagelse end med p-pillen.

Der findes lav-dosis og høj-dosis minipiller. Lav-dosis kører med et interval på tre timer. Det betyder, at hvis du tager minipillen kl. 7 om morgenen, når du står op, så skal du have taget den indenfor tre timer hver dag. Så glemmer du den en dag og klokken pludselig er 11, så kan du ikke stole på dens effekt længere og må bruge anden prævention (som f.eks. kondom). Højdosis har et interval på 12 timer, men har så tilsvarende et højere hormonniveau i hver pille.

P-stav

P-stav er en af de løsninger, som er langvarige. Det er en lille ca. 4 cm lang stav, som lægen indsætter under huden i din overarm. En del oplever bivirkninger som akne og hovedpine. Det skyldes, at p-staven har (som minipillen og p-pillen) systemisk effekt, hvor hormonerne er nødt til at vandre gennem kroppen for at komme til livmoderen.

Hormonspiral

Hormonspiral er en lille t-formet stav, som indsættes i livmoderen af din læge. En af de klare fordele ved hormonspiralen er, at den kun virker lokalt, i modsætning til de ovenstående, og den udsender derfor kun hormoner i livmoderen. Dette giver som oftest færre bivirkninger.

Mange kvinder oplever dog blødningsforstyrrelser i de første 4-6 måneder, men disse stopper ofte efter dette, og enten forsvinder blødningerne helt eller så bliver de regelmæssige, som ved normal menstruation.

Hormonspiralen kan virke lidt dyr, når man bare kigger på prisen, men det er vigtigt at huske, at det er et engangsbeløb, så på den lange bane er den faktisk billigere end p-piller (som ellers virker som den billigste løsning).

Mange kvinder frygter at skulle have lagt den op, og man er bange for, at det gør ondt. Nogle beskriver et kraftigt ubehag, mens andre ikke har mærket det mindste.
Det bedste råd er her, at man skal slappe af. Trække vejret dybt, visualisere noget rart. Der er ingenting, som involverer ens underliv, som bliver bedre, hvis man er spændt i alle muskler.

Digital prævention

I dag bruger flere kvinder digital prævention som en måde at beskytte sig mod uønsket graviditet - eller til at finde ud af, hvornår ens fertile vindue er, hvis man ønsker en graviditet. Beskyttelsesgraden varierer meget, nogle apps er mere præcise end andre.

Nogle kombinerer termometer og app - termometer er en gammel metode for at kunne kortlægge din ægløsning; din temperatur stiger en smule omkring ægløsning. Andre arbejder bare ud fra variabler og "sjusser" sig til, hvornår dit vindue må være. Den sidstnævnte type bør du kombinere med ægløsningstests over et par måneder for at kunne be- eller afkræfte, hvornår din ægløsning er.

Den digitale præventions fordel er, at når den fungerer og er korrekt, så kan du undgå medicin/hormoner.

Så hvad gør du herfra?

Det vigtigste er, at du snakker med din læge. Din læge kender til alle præventionsformer og kan også guide dig til at finde lige det, der passer dig. Der kan være sygdomme såsom migræne, som gør, at lægen ikke vil lade dig starte på en bestemt form for prævention.

Held og lykke i din søgning efter din perfekte præventionsform!

Læs mere om Sexekspressen her.

Har du et emne, du gerne vil vide mere om? Så skriv til os på kontakt@wawawomb.dk

Referencer:
Sundhedsguiden.dk

Vil du blive klogere på prævention?

Viden om fertilitet

Lægen: Hvordan påvirker prævention min fertilitet?

Måske er du nået dertil i livet, hvor børn ikke er så langt ude i fremtiden, og du tænker måske også over, om den prævention, du tager, kan have en indvirkning på din fertilitet?

03. februar - 2021