wawawomb | Sif aborterede fire gange: “Det er håbet, der er brug for, når drømmene brister”
Artikler Om wawawomb Klinikker Encyklopædi Kontakt
App

Sif aborterede fire gange: “Det er håbet, der er brug for, når drømmene brister”

Da Sif Steendahl Grandorf gang på gang mistede sine graviditeter, sagde hun sit job op og blev selvstændig, som hun altid havde drømt om. For kun ved at være glad og nyde livet ved siden af sorgen og uvisheden om at blive mor, kunne hun holde ud at gennemleve de gentagne tab – indtil sønnen Eyvind endelig kom til verden.

Skrevet af:

Sara-Lisa Schuster-Rossel

Gentagne graviditetstab

29. september - 2021

Sif og Mathias skulle igennem fire graviditetstab, før de kunne stå med deres søn i armene. Her fortæller Sif om vigtigheden af at fokusere på alle de gode ting midt i alt det svære.

Hvornår dukkede de første tanker op om, at du og Mathias gerne ville være forældre?

En sommerdag i 2012 ringede min bedste veninde mig op og spurgte mig, om ikke jeg kom ned til øl og badning i kanalen – hun sad sammen med sin nye kæreste og en masse af hans venner og sagde, at der sad en virkelig sød fyr, som hed Mathias. Jeg blev forelsket, lige da jeg så ham, og vidste ret hurtigt, at jeg ville have børn med ham.
Vi blev kærester, og efter 4 år besluttede vi os for, at jeg skulle smide min spiral. Jeg husker tydeligt forventningsglæden og lykken, der fulgte efter sådan en stor beslutning: At nu var det nu! Shit, det var vildt! Og virkelig fantastisk!

Hvornår gik det op for jer, at I måske behøvede hjælp til at blive gravide?

Efter 9 måneder begyndte jeg at overveje, om ikke vi skulle blive tjekket. Men den fine grænse for, hvornår man bliver gravid indenfor normalen, er et år, og derfor blev vi bare ved med at prøve – og pludselig udeblev min menstruation da også.
Lykken ville ingen ende tage, da de to røde streger viste sig på graviditetstesten. Og lykken og forventningsglæden over at skulle blive forældre og have et barn sammen var fuldstændig vanvittig! Vi var så glade! Det endte desværre så trist tre måneder senere, da jeg begyndte at bløde dagen inden nakkefoldsscanningen.

Vi interviewer

Sif Steendahl Grandorf på
34 år. Kendt fra tv-programmet
Nybyggerne på TV2. Hun er
indretningsarkitekt, rumdesigner
og DIY-kvinde. Hun bor på
Vesterbro med sin mand Mathias
Ebbesen Jensen som er læge og
forsker. Sammen har de 2 drenge.

Kan du beskrive din første graviditet?

Jeg var gravid i tre måneder, så selvom jeg var i gang med en missed abortion, som jeg ikke vidste på det tidspunkt, var hele min krop altså gravid. Jeg var helt enormt glad og glædede mig over, at et lille liv voksede i mig.
Hver dag var fyldt op med glæde over at skulle være forældre, og på loppemarkeder og i butikker kiggede jeg pludselig efter ting til vores lille, ligesom mange af mine tanker gik med, hvordan vi skulle indrette os, når vi blev tre, og hvordan vores liv nu ville blive.
Det har altid været en stor drøm at skulle være mor og skabe en familie, så jeg var lige dér i livet, hvor jeg ønskede at være – og lykken ville ingen ende tage. Jeg har altid temmelig alvorligt, meget naivt og med et lille smil på læben sagt, at jeg ville have fem børn, når jeg blev voksen!

Hvornår besluttede I jer for at prøve igen? Og kan du beskrive de følelser og overvejelser, I havde om at gå i gang igen?

Vi ventede med at prøve, indtil min menstruation kom og var normal igen. Så et par måneder i alt tror jeg. Det var en sindssygt hård oplevelse at abortere efter tre måneder som gravid. Jeg følte mig uendeligt tom.

Alle mine drømme og forventninger om vores nye liv som forældre bristede og blev fra det ene øjeblik til det andet revet væk under benene på os.

Og jeg glemmer aldrig følelsen af, at det lille liv, som jeg så længe havde givet så meget opmærksomhed, kærlighed, tanker og sange, pludselig bare var væk og på tragisk vis helt bogstavelig talt var skyllet ud i toilettet! Det var en frygtelig oplevelse, og jeg blev helt enormt ulykkelig. Herefter blev jeg også bange. Bange for om jeg nogensinde ville blive mor.

I aborterede 3 gange efterfølgende, hvilket må have været ubeskriveligt hårdt. Hvordan klarede I at rejse jer gang på gang?

Vi gjorde os umage med at tale om de positive ting; at jeg kunne blive gravid, at vi kunne blive gravide helt naturligt, os to sammen, at det nok skulle gå... Men det føltes simpelthen så forkert og tomt. Så det var særligt Mathias, der holdt mig oppe, og jeg tror, at han en dag lovede mig, at det nok skulle lykkes. Det fandt jeg en ro i.

Jeg skrev engang noget a la dette på Instagram:
“Mathias er jo læge, kan alle statistikkerne udenad og har gang på gang forsøgt at trøste mig med, at det desværre også er helt normalt at abortere, og at det langtfra skyldes at der er noget galt. Alligevel var det først da jeg selv åbnede op, og jeg mødte andre med lignende historier, at jeg fandt mere ro. For det viser sig heldigvis at de fleste som oplever en, to eller mange aborter, før eller siden får et, to eller flere børn. Det gav mig HÅB og det er lige præcis HÅB der er brug for når drømmene brister!”

Så selvom det var en ubeskrivelig hård periode, hvor jeg naturligt blev gravid igen og igen, og desværre også aborterede igen og igen, så var det håbet, jeg måtte holde fast i for at holde det hele ud.

Det var Mathias’ ord, jeg valgte at stole på. At det en dag ville lykkes.

Det hjalp også helt enormt at åbne op for vores historie, for da jeg gjorde det, havde næsten alle omkring mig pludselig også oplevet spontane aborter og havde den ene historie efter den anden, som gav mig så sindssygt meget håb.
Det er også derfor, at det har været vigtigt for mig at sige ja til dette interview – for vi har brug for de gode historier, så folk derude måske kan spejle deres egen ulykkelige situation i vores og derved finde håb. Og forhåbentlig også en ro, så man kan holde tilværelsen ud. For det er først da, at der er kræfter nok til at nyde livet ved siden af.

Jeg gjorde alt, hvad jeg havde lyst til – jeg sagde mit job op, begyndte at indrette og bygge, som jeg altid har gjort, og som har været en kæmpe drøm at kunne leve af – og jeg meldte os til Nybyggerne. Og selvom Mathias ikke var meget for det, sagde han ja for min skyld.
Jeg gik selvstændig og hamrede løs med værktøj og indrettede amok, fordi det gjorde mig glad! Og på den måde kunne jeg holde ud at gennemleve så mange gravidteter og spontane aborter – inden vores elskede Eyvind endelig en dag lå i vores arme!

Kan du beskrive nogle af følelserne, du havde, da du var gravid med – og da du endelig fødte – jeres søn Eyvind?

Mærkeligt nok, efter så mange spontane aborter, så troede jeg på det hver gang jeg blev gravid. Jeg gjorde alt for at tænke, at det ville lykkes denne gang. Så lykken over det lille liv og forventningsglæden var uendelig stor. Alligevel var uroen der på fuld styrke. Jeg var konstant i beredskab, og angsten for at det igen ville gå galt pustede mig i nakken.

Det var 9 måneder med så mange glædestårer og så mange tårer, der løb, når jeg blev bange for at miste ham.

Så kom dagen, hvor jeg mærkede liv, og det gjorde mig mere rolig. Og så kom timerne, hvor jeg ikke kunne mærke ham, og mit hjerte fløj op i halsen, og jeg drak det ene glas isvand efter det andet for at vække ham og mærke ham.
Det var en ekstremt sårbar periode, og da jeg endelig fødte ham, var det én stor eksplosion af liv, der fløj ud til os, og jeg måtte knibe mig selv i armen for at forstå, at det var virkeligt.

Jeg kan stadig den dag i dag tænke: Er det virkelig vores lille, elskede barn? Er det virkelig vores Eyvind? Lykkedes det virkelig? Tænk, at det lykkedes os!
Syv måneder senere råbte Mathias ude fra toilettet: “Hvad er det nu, to røde streger betyder?” Jeg turde ikke at kigge, men havde det på fornemmelsen, og 9 måneder senere kom Eyvinds pseudotvilling, Sigurd, til verden.

Når man som par går igennem en svær årelang periode som den, I har været igennem, kan det godt tære lidt på forholdet. Hvordan har I værnet om jeres parforhold og fælles drømme undervejs?

Det var som sagt enormt vigtigt for mig at bryde ud af sorgen ved at gøre alt, hvad jeg drømte om (udover at få et barn), og det bakkede Mathias mig op i.
På den måde lavede jeg ting, der gjorde mig glad – jeg lavede et kvindefodboldhold og spillede en masse fodbold, indrettede rum, byggede møbler, legede en masse med mine små kære niecer, hang ud med mine venner, lavede store fester, Mathias og jeg rejste en masse til Norge og vandrede og stod på ski.
Og så var jeg samtidig enormt god til at være dybt ulykkelig, når jeg aborterede. Jeg græd og græd og fik så meget trøst af Mathias og min familie og venner, og jeg rejste mig op igen efter nogle dage i sorg, fordi jeg gjorde alt for at tro på, at det nok skulle lykkes på et tidspunkt. Men den uvished ønsker jeg ikke for min værste fjende.

Det var uendeligt ulykkeligt, hvis jeg blev for længe i de følelser og de spørgsmål: Bliver vi nogensinde forældre? Får vi nogensinde et barn? Er der noget galt? Er jeg syg? Hvorfor aborterer jeg? Er der noget galt, er der noget galt, er der noget galt? Det gjaldt for mig om at dyrke dem og være ked af det i små øjeblikke og så ellers fokusere på alt det gode i livet ved siden af kampen om at få børn.

Da I var med i TV2-programmet ‘Nybyggerne’, valgte I at dele jeres historie med seerne. Hvad var jeres overvejelser forud for det, og hvad gav det jer at dele?

Kort sagt havde jeg lyst til at sætte nyt lys på det ellers tabuiserede emne, som ufrivillig graviditetstab er. Jeg syntes, at det trængte (og stadigvæk trænger) til et lille opråb. Fordi: Hvis vi som børn, unge og forventningsfulde og glade voksne ved, hvor normale spontane aborter desværre er, inden vi går i gang med at få børn, så tror jeg ikke, at det vil gøre lige så ondt. Og jeg tror heller ikke, at det vil føles lige så forkert og ensomt, når det sker.

Jeg kan blive helt trist over, at vi har en kultur, hvor vi venter med at fortælle, at vi er gravide, til efter nakkefoldsscanningen.

Sifs tal

De har ingen diagnoser, men
blev koblet til “enheden for
gentagne graviditetstab”, i et
såkaldt “trygheds-forløb”, hvor
hun blev scannet hver uge med
Eyvind i maven.
6 graviditeter
2 børn

For på den måde bliver det holdt tilbage, skjult, eller ikke sagt, hvis graviditeten går til grunde. Og dermed lever vi i en verden, hvor statistikken ikke er synlig, og hvor vi kun selv oplever, at det ikke lykkes, frem for at opleve, at en fjerdedel af alle graviditeter omkring os desværre ender i en spontan abort.
Jeg er sikker på, at hvis man vidste, hvor mange graviditeter der går til grunde – og man vidste besked om naboens, kusinens, kollegaens og venindens spontane abort – så ville det ikke gøre lige så ondt, når man selv oplever en. I hvert fald ville der være et langt større håb, netop fordi man kender til andre, der har oplevet det samme.

Hvordan får vi i din optik aftabuiseret dét at miste en graviditet? Og hvordan kan vi sikre, at kvinder føler sig mindre forkerte og ensomme, når det sker?

Ved at tale højt om det! For så bliver det til en normal ting, fremfor at være en ensom rejse alene i det uvisse.

Har du her til sidst et budskab til andre, der måske står i samme situation, som du og Mathias stod i?

Knyt jer til håbet, og gør alt for at nyde livet, mens I kæmper! Læn jer op ad hinanden, det er ikke jeres skyld, det er ingens skyld. Og husk, at I har hinanden – det er det allervigtigste i denne her sag! I har hinanden! Og husk, at det er helt normalt at abortere, og at det ikke nødvendigvis betyder, at der er noget galt. Og hvis der er “noget galt”, så er der heldigvis hjælp at hente hos de dygtige fagfolk, som tager sig af ufrivillige graviditetstab på Rigshospitalet.

Vil du læse flere personlige historier?

Gentagne graviditetstab

"Op på hesten igen" - om manglende empati

Kvinder, der oplever gentagne graviditetstab, står med en enorm sorg uden nødvendigvis at få svar på, hvorfor de mister graviditeten. Den sorg gribes ikke altid helt af sundhedsvæsenet, ifølge læge Camilla Birgitte Sørensen.

27. januar - 2021