wawawomb | Studenterrådgivningen: Hvilke muligheder har jeg for barn under studie?
Artikler Om wawawomb Klinikker Encyklopædi Kontakt
App

Studenterrådgivningen: Hvilke muligheder har jeg for barn under studie?

De fleste venter til efter uddannelse med at få børn. Men hvad er mulighederne egentlig for barsel under studie, og hvordan ser økonomien ud? Studenterrådgivningen byder her ind med svar på spørgsmålene.

Skrevet af:

Barbara Sonja Saouma

Viden om fertilitet

23. juni - 2021

I artiklen sætter Studenterrådgivningen fokus på, hvilke muligheder du har, hvis du vil have børn tidligere - for eksempel under uddannelse. For har du mod på og lyst til at blive forælder undervejs i din uddannelse, så er der fine forhold.

Jeg overvejer at få børn under mit studie. Hvor finder jeg råd og information der kan hjælpe mig i mine overvejelser?

Det vigtigste er selvfølgelig, at du selv mærker efter og tænker på, om det praktisk vil fungere for dig, at få børn under studiet. Det skal være lystbaseret at få børn, så hvis du har en partner, så tal først og fremmest sammen hjemme om det. Vær realistisk. Det er en god idé at hive fat i dit netværk, familie, venner på forhånd og stille spørgsmålet: ”Når jeg får et barn, kan I så hjælpe til med pasning?”.

Hos Studenterrådgivningen kan vi hjælpe med at tale praktikken i gennem. Helt konkret, hvis du har praktiske spørgsmål som studerende fx omkring økonomi eller forlængelse af studie eller barsel, så kan du gå ind på Studenterrådgivningens hjemmeside, der har skrevet omkring det økonomiske i at få et barn. Hvis du har brug for mere sparring, kan du også ringe til Studenterrådgivningens telefonrådgivning, der er en juridisk og social telefonrådgivning. Ca. hver tiende studerende, der ringer ind, stiller spørgsmål til netop barsel og graviditet.

Du kan også tale med din studievejleder på din uddannelse for at få hjælp til planlægning af dit studieforløb, hvordan du kan få det til at hænge sammen med fag og kommende eksamener inden og efter endt barsel.

Er der nogle fordele ved at få børn i sin studietid?

Med et lille barn, så kommer der en ny og meget vigtig faktor ind i livet, som tvinger en til at tænke anderledes og prioritere ens tid. Det kan ske, at du bliver mere effektiv af at få børn, fordi du har en bagkant. Du kan lave dig en effektiv struktur og tilrettelægge og leve med den tid, du har til rådighed. Det er sund læring.

Du har mere energi som ung. Godt nok har du måske ikke samme økonomiske overskud, men det er måske heller ikke det, barnet har brug for. Et barn har mere brug for tid, nærvær og fleksibilitet. Og det kan et studieliv give.

Jeg bekymrer mig om min økonomi hvis jeg skulle få børn under studie. Jeg vil ikke have samme tid til at have et studiejob. Hvilken støtte kan jeg få undervejs?

Når du giver besked om, at du er gravid, samt din termin og ønsker barsel til dit studie, søges fødselsklip via SU.dk og tal med din SU vejleder lokalt på uddannelsesstedet.

Fødselsklip fra SU.dk = 1 klip = det beløb du i forvejen får per måned i SU. Når du søger om fødselsklip får du tildelt tolv klip fra SU.dk, altså tolv ekstra klip oveni din SU. Dette gælder også hvis du har opbrugt alle dine klip. Hvis I er to forældre, som studerer, så får din partner også seks måneders fødselsklip. Dertil kan du også søge om forsørgertillæg, altså et ekstra tillæg til din SU fordi du er forsørger.

Så hvilke tilskud kan man få eller søge, når man er på barsel under studie?

Der er en række forskellige muligheder der er tilpasset efter din situation:

  • Hvis du havde et fast studiejob, så har du mulighed for at søge barsels dagpenge. Det gør du via arbejdsgiver og hos Udbetaling Danmark. Det er et supplement til din SU.
  • Hvis du lige har afsluttet din uddannelse og har ret til Dagpenge, vil det være muligt at få dem, som barsels dagpenge.
  • Det samme er muligt, hvis du har afsluttet din bachelor og læser videre på kandidat.
  • Når barnet er født, søger du børne-og ungeydelse.
  • Hvis du bor alene med dit barn, kan du søge om et børnetilskud. For at få tilskud skal du være det, man kalder enlig forsørger.
  • Bor du til leje, kan du søge om boligsikring. Boligsikring er et tilskud til din husleje og skal hjælpe dig med at betale din husleje.
  • Hvis du stadig ikke har så mange penge, så kan du søge om økonomisk friplads i institutionen. Der søger du hos kommunen via Borger.dk, som laver en beregning på, hvad du har mulighed for at få i tilskud til en friplads.

Hvordan vil selve barslen se ud under studie?

Du har faktisk forskellige muligheder når du er på barsel under studie. Først og fremmest, når du har meldt dig som gravid på dit studie, så er du stadig indskrevet og under uddannelse. Du får de 12 fødselsklip og kan sagtens holde helt fri fra studiet uden at skulle studere under din barsel. Det er fleksibelt for dig, hvordan du planlægger det.

En anden mulighed kunne også være, at deltage i nogle fag - så ville du få merit for faget på næste semester, og på den måde skabe mere tid i efterfølgende semester også. En anden mulighed kunne også være, at bruge dobbelt SU i seks måneder.

Det vigtigste er blot at økonomisere dine klip, så du også har til indkøringsfasen i institution, hvis du ikke hjemmepasser. Du kan dog ikke spare dine fødselsklip og gemme dem. De skal bruges i perioden, du er på barsel.

Er det til at finde en balance mellem studieliv og forældre på barsel?

Ja, det er det. Alle vælger at gøre det forskelligt, så du skal finde den løsning der fungerer bedst for dig. Søg eventuelt inspiration hos andre der har gjort det før og snak med dem om fordele og ulemper.

Vi oplever, at nogle forældre tager lift og baby med på studiet/læsegruppe. Andre synes, det er svært at gå hjemme og synes, at symbiosen er hård.

Det kan sagtens være rart at komme ud og bruge hovedet på andre måder. Hvis du tager et fag, så har du også mulighed for at følge dine studiekammerater lidt og holde fast i det sociale og faglige fællesskab, hvis det er vigtigt for dig.

Det er også en måde at lade dit barn knytte bånd til andre. Hvis du tager et fag og fx har en forelæsning hver torsdag, så kan den anden forældre, mormor eller en veninde måske passe fast imens. Men det kan også være rart at være 100% i barslen og ikke koncentrere sig om uddannelse. Det ved kun du, når du står i det, hvad der virker og føles bedst.

Hvor kan jeg søge mere information?

Der er heldigvis en masse god information at finde omkring det at få barn under studie.

Studenterrådgivningens hjemmeside www.srg.dk

Borger.dk

SU.dk

Udbetaling Danmark.

Der er også Mødrehjælpen og Forældrefonden

Studenterrådgivningen taler til daglig med og rådgiver unge studerende under en videregående uddannelse, også hvad angår familieplanlægning. Læs mere om deres arbejde her.

Hvad skal du ellers vide inden du vil være gravid?

Viden om fertilitet

Lægen: Hvornår bør jeg senest starte med at få børn?

Hvornår skal du gå igang med at få børn? Vi forsøger at finde ud af, om der er et lægevidenskabeligt svar, vi kan give dig.

18. februar - 2021